Grænser for politik.
Da jeg i dag sad og læste nogle statistikker over politiske orienteringer i forskellige stratificerede grupper, slog det mig hvor misvisende det i virkeligheden er at opføre ”liberal” som én politisk orientering. Selvfølgelig er der også forskelle i socialisternes rækker, men jeg har mindst to anker mod at se det liberale felt som en politisk gruppering:
1) Der er meget stor forskel på hvad der vægtes. Således vil en nationalliberal købmand fra provinsen og jeg nok næppe kunne blive enig om mange ting rent (værdi)politisk, hvad der da også leder mig frem til mit andet punkt:
2) Liberalisme er ikke en politisk orientering. Staten er – med Max Webers ord – et Gewaltmonopol, et voldsmonopol og politik er hermed en aktivitet som sigter at besidde dette voldsmonopol gennem indflydelse på staten – sammenlign bare med Carl Schmitts definition af politik som en aktivitet der skaber en statsfjende, således at suverænen kan bruge sin magt til at undtage.
Carl Schmitt ankede mod liberalismen fordi den i hans optik kolliderede det politiske felt med fx det økonomiske felt ved at insistere på arbejdsgiveres rettigheder som et universalie – og det er jo netop her han tager fejl.
Liberalismen er ikke en politiske ideologi fordi den ikke med nogen ideologisk overbygning forsøger at erobre statsmagten (som socialismen med dens ideologi om klasser, eller konservatismen med dens ide om den naturlige samfundsorden, etc.) men derimod er en ideologi der går ud på at begrænse den politiske mulighed i samfundet – eller hvad der kan gøres til genstand for politisk aktivitet. Natvægterstaten er ikke et mål, men et stop på vejen. Det endelige mål må være et samfund hvor alle er frie til at gøre som de vil – også folk der vil leve i et kommunistisk samfund – så længe at de ikke krænker andres ret til at gøre som de vil.
Spørgsmålet er så om man kan klare en sådan selv-justits – og hvad man gør i en sådan sag hvor menneskerettighederne er overtrådt. Her finder jeg det centralt at fremhæve at de borgerlige (negative) frihedsrettigheder ikke i dén forstand er politiske rettigheder fordi en politisk rettighed først og fremmest er socialt konstrueret, mens de negative frihedsrettigheder jo også gælder for det menneske der lever fuldstændigt isoleret. Lad mig tage et eksempel: det har været fremhævet at ethvert barn har ret til skolegang. Selvom jeg bifalder dette mål, kan man dog ikke se det som en menneskerettighed på samme plan som fx den private ejendomsret – for hvad hvis der teoretisk kun fandtes ét menneske? Så ville der jo ingen være til at skole barnet, men heller ingen til at krænke ejendomsretten.
Uddybende: Menneskerettigheder kan kun være til for at beskytte mennesket mod andre mennesker (subsidiært: staten) og deres overgreb. Dermed er politik jo – for så vidt – en aktivitet der sigter på (langt nok ude) at medføre overgreb på menneskerettighederne. Derfor er den liberalistiske afmontering af politik ikke en afmontering af det juridiske apparatur som baserer sig på de borgerlige rettigheder – uden dermed at have sagt at andre arbitreringsaftaler ikke lige så godt kunne træde i stedet.
Tilføj kommentar Tagged: jura, politik, sociologi, stat, utopi 23. august 2009
