Det er en halvt patetisk udvikling, vi ser i retning af flere og flere forbud - og værst af alt, tåbelige eller unødvendige forbud.

Senest melder Khader og Konservative ud, at burka og niqab skal forbydes som klædedragt i det offentlige rum. Kun indenfor hjemmets fire vægge skal det tillades. Begrundelsen: Det er “udansk”. Hm…

Der skal nok være en og anden, som vil henvise til det muslimske Tyrkiet, som har forbudt tørklæder i offentlige bygninger. Men der er en forskel på offentlige bygninger og så på offentligheden som sådan. Det ville måske være helt ok at forbyde burka i lufthavne, fordi man ikke kan identificere personerne bag. Eller måske i offentlige bygninger af samme grund, på grund af en evt. risiko. Eller af offentlige ansatte, hvor det i vores kultur er naturligt og derfor nødvendigt, at ansigtet kan ses, det være sig dommere, soldater, politifolk eller deslige.

Selvfølgelig er der en grænse for “uniformeringen”, uanset om den er religiøst eller verdsligt betinget. Det ville også være relevant at forbyde elefanthuer blandt besøgende på Christiansborg, blot som et eksempel på en helt igennem verdslig anonymisering.

Men et forbud i det offentlige rum. Hold op. Det ville vel være langt bedre, at folk med burkaer med tiden indså, at det var temmelig svært at fungere i det danske samfund, at det var vanskeligere at finde arbejde, at en masse ting var upraktiske, og at ens daglige besværligheder var større og ens levestandard formodentlig lavere. Det var langt bedre, at der skete et skred henimod en lidt mere lempelig påklædning på grund af sådant. Et forbud skaber blot martyrer og er ikke andet end uheldig symbolpolitik. Konkurrerer K med DF om at være mest “danske”?

Venstre støtter ikke dette forslag, men har ikke ryggen fri. Her har man nemlig foreslået et meget vidtrækkende forbud mod kamphunde. Ikke blot at enkelte, navngivne racer forbydes, men at alle hunde uden stamtavle skal (kunne) aflives. Det er sjældent set overkill, som bryder med alle lovgivningsmæssige traditioner for proportionalitet.

Var der trods alt ikke nok at kræve aflivning af hunde, som bider, eller at folk, hvis hunde bider, enten holdes strafansvarlige som var der tale om et overfald, eller forbydes at holde hund i en given årrække fremover. Hermed kunne man skride ind overfor de folk, som reelt er problemet, uden at skulle ud og aflive dalmatinerhvalpe uden stamtavle af frygt for et skjult “kamphundegen”.

Det er ikke sagligheden, som virker til at være i førersædet. Tværtimod virker det, som om det for politikerne først og fremmest handler om at signalere “handlekraft”; at være den, som ønsker at gøre noget ved problemerne. Men her ender man let i en overbudspolitik. Suk…

Det er vanskeligt at se logikken i LA’s seneste udmeldinger. Først melder Anders Samuelsen ud, at flygtninge ikke skal på starthjælp. Som respons på den forventede debat om sagen forsvarer han sig med, at han er på stemmejagt. Her til morgen vågner man så op til nyheden om, at vore politikere i LA er gået ind i rydningen af Brorsons Kirke, og hvor man nu vil have Brian Mikkelsen til at tage afstand fra politivold.

Det er virkelig vanskeligt at se, hvor stemmerne ligger i de her sager! At man forsøger at fiske stemmer og gøre sig synlig på sine mærkesager, det er ét ting, men at man begynder at fiske stemmer i et så usikkert farvand som det her, er en ganske anden. Før eller siden går man på grund.

Jeg kan gå ind for, at hvis man giver politisk asyl til mennesker, som bevisligt har kæmpet for demokrati, trosfrihed og politisk frihed under et undertrykkende regime, og som har arbejdet for vestlige værdier som f.eks. ytringsfrihed, så skal man måske ikke på starthjælp. Så giv et ok indtægtsgrundlag for de mennesker, vi hjælper på den måde. Og find en rubrik i finansloven at rubricere det under. Men i almindelighed gemmer der sig meget andet end helte bag ordet “flygtning” i nutidens ordbøger, og det er ikke indlysende, at de alle skal på forhøjet hjælp.

Hvis der ikke lige er tale om en konkret belønning og moralsk støtte, så er starthjælpen et udtryk for, at man som ny i landet ikke via skatterne har bidraget til velfærdsstaten, og at det derfor er urimeligt at man skal kunne indkassere den fulde udbetaling, uden at have betalt sin “præmie”. Sådan må det være, når velfærdsydelser ikke er forsikringsbaserede, men forvaltes via skattebilletten. Det var bedre, at de var forsikringsbaserede, men man må forholde sig til virkeligheden. Her adskiller flygtninge sig ikke fra indvandrere. At det skulle være urimeligt, at flygtninge i det lys kun får starthjælp, er ikke indlysende.

Nu kunne man lade det passere som et anfald af solstik i sommervarmen, hvis ikke det var fordi, man nu blander sig i rydningen af Brorsons Kirke, hvor de afviste irakere opholdt sig. Igen søger man at hente stemmer i et “indvandrings-spørgsmål” i bred forstand.

Nu er jeg selv dødtræt af Dansk Folkepartis retorik og puklen på danskheden som begreb. Men skal man markere en distance, så burde man finde en bedre sag! I et lov-og-orden samfund med “rule of law” som en af de bærende præmisser kan man ganske enkelt ikke tolerere, at enkeltpersoner via appel til “humanitære forhold” forsøger at omgå lovene. Endnu mindre, at man åbenlyst nægter at adlyde givne love.

Lad gå med, at man hæver sin stemme og taler imod givne love og afgørelser. Fair nok. Men man må dog finde sig i at blive anholdt og/eller fjernet, hvis man åbenlyst tilsidesætter privat ejendomsret og/eller vedtagne love. Her kan man ikke længere berettiget sætte sig til modværge.

Som udgangspunkt er det svært at se, at der er noget galt i politiets aktion. Hvorvidt en enkelt betjent har overskredet sine magtbeføjelser, kan jeg i sagens natur ikke sige noget om. Men vi lever jo ikke i Iran; her i landet kan man klage over politiet og gøre noget ved eventuelle overgreb, hvilket helt sikkert også vil ske. Ergo bør politikerne sidde på deres hænder og lade sagen gå sin gang. Det er ikke et politisk spørgsmål. Og hvis der er et, så er det at få bevilget nogle flere penge til politiet, så de kan møde mere talstærkt op, og så man kan rejse og føre flere sager mod kriminelle i al almindelighed.

Lad os få fokus tilbage på skatte- og arbejdsmarkedsreformer, ytringsfrihed, positiv integration, retssikkerhed osv. - ikke politisk korrekte mærkesager, som næppe er mærkesager for mange i partiet.

Det seneste nyt i den trælse føljeton omkring Simon Emil Ammitzbølls skifte til Liberal Alliance er, at resterne af Borgerligt Centrum nu via en advokat giver Ammitzbøll fem dage til at udlevere domænenavn, underskrifter mv., hvis ikke han vil hives i retten.

Som udenforstående, men dog jurastuderende, så forekommer det mig sandsynligt, at man ville have været nødt til at lukke BC via en ekstraordinær generalforsamling. Hvis et flertal her bakkede op om lukningen og sanktionerede, at aktiver mv. blev overdraget til LA, var der ingen ko på isen, uanset hvor meget en mindre gruppe end måtte have råbt op.

Men som det er nu, er det ved at udvikle sig til en træls affære. Og det må være relevant at spørge: Hvad skal LA med BC’s kasse, underskrifter, domænenavn, medlemmer osv.??? Kort sagt dødsboet fra et parti, der de facto er lagt i graven med partistifterens afgang.

Liberal Alliance kan ikke have nogen interesse i, at der siver en masse medlemmer over fra Borgerligt Centrum, som ikke bakker op om LA’s politik men som blot følger Ammitzbøll. Det vil blot udvande politikken.

Som det er nu, har LA Ammitzbøll selv, og hermed dels en styrkelse af folketingsgruppen, dels en kompetent politiker, der på udvalgte områder har markeret sig positivt nok, og dels et tiltrængt tilskud af stemmer til næste folketingsvalg.

Udfaldet af en potentiel retssag mellem Ammitzbøll og BC er stadig usikkert, og Ammitzbøll ville måske kunne vinde, men der er stadig intet vundet ved en retssag. Overdrag domænenavn, underskrifter mv., og BC vil stadig ikke have en ærlig chance for at samle underskrifter nok. De medlemmer som ikke kan udstå LA vil stadig ikke stemme på LA til valget, og de som ser LA som det næstbedste i forhold til BC vil omvendt gøre det. LA er ikke truet, ingen stemmer er tabt, og hardcore BC fans forbliver ude af LA.

En retssag derimod vil i lang tid skabe flimmer omkring LA, eftersom Ammitzbøll jo nu er folketingsmedlem. Det er det sidste, der er brug for. Et tabt retssag vil oven i købet være en pinlig og skadelig affære.

Som medlem og folketingskandidat i LA er min oplagte opfordring: Giv BC deres ting, uanset om de har ret til dem eller ej, og se fremad og koncentrer kræfterne om arbejdet i Liberal Alliance!

Det lader til, at der langt fra er udtalt enighed i det tidligere Borgerligt Centrum om at nedlægge partiet og slutte sig til Liberal Alliance. Senest har Jeppe Søe gjort sig til talsmand for at fortsætte og har tilsyneladende støtte fra en mindre gruppe. Samtidig virker det til, at formalia omkring partiets nedlæggelse ikke er overholdt.

Lad os være ærlige: Borgerligt Centrum er (som parti) dødt og begravet. Det er en “dead man walking”, vi ser, nu partistifteren og eneste folketingsmedlem, Simon Emil Ammitzbøll er skiftet til LA. Det er de politiske facts.

Når det er sagt, så er det naturligvis forventeligt, at ikke alle ville være enige i beslutningen om at gå sammen med LA. Vi så det samme, da et flertal i Liberalisternes bestyrelse skiftede over. Men vi var dengang meget ops på, at lukningen skete efter vedtægterne, med to generalforsamlinger osv. Alt andet ville være useriøst, når man som liberal hylder retsstatsprincipper. Og hvis et flertal var gået imod bestyrelsens anbefaling og havde valgt at fortsætte, så kunne og måtte de selvsagt have gjort det.

I det større perspektiv er det ligegyldigt, om Ammitzbøll skiftede over ene mand, eller fulgt af en mindre gruppe, eller om partiet som helhed nedlagde sig selv og gik ind i LA. Betydningen for LA, og chancerne i et kommende valg, ville formodentlig være de samme.

Men netop derfor er det også uprofessionelt, hvis man ikke har sikret sig, at formalia er overholdt, og endnu mere uprofessionelt, hvis man uden et sikkert mandat hertil tager domæne, hjemmeside og medlemskartotek med sig. Den slags er noget unødvendigt sjusk, som ikke kan undgå at smitte negativt af på Liberal Alliances image.

UPDATE 20/6: Den uskønne farce fortsætter. Det virker til, at der er et klart flertal i Borgerligt Centrums (tidligere) bestyrelse for at gå med i LA, jvnf. nyheden om den endelige lukning på det andet styrelsesmøde. Mens resterne stadig truer med fogeden for at sikre sig navnet og de eksisterende underskrifter.

Men al sandsynlighed ender det i en gang juristeri, hvor kernen bliver, om der skal en generalforsamling til, og om de foreskrevne frister er overholdt, og om hvem der er medlem og hvem der har meldt sig ud. Smukt. Der tegner sig stadig et billede af, at der er udtalt opbakning til “fusionen”, men at man har haft så travlt, at man har glemt at følge alle de kedelig små formalia, og derfor har åbnet en flanke for angreb…

Nu er det pay back time for tingets mavesure DF’ere, og LA holdes ude af kommende forlig, fordi man anses for “besværlige”. Tåbeligt, selvom det aktuelle forlig er ligegyldigt.

Naturligvis er det en parlamentarisk ret at indgå snævre forlig. Men prisen er så også, at de falder med et brag, når flertallet bag forliget er væk - i særdeleshed hvis forliget er demonstrativt snævert. Her gambler man på et niveau, som er de største pokerspillere værdigt. VK-regeringen og ikke mindst DF spiller højt spil, for der er næppe tvivl om, at det er DF som er primus motor i at udelukke LA fra forhandlingerne.

På den anden side kan man kun være glad for, at Liberal Alliance ikke er bundet på hænder og fødder af diverse forlig. 4 mandater efter næste valg; og skattereform, arbejdsmarkedsreform og hele molevitten skal genforhandles. Lidt mere realisme ville klæde regeringen.

Så blev det bekræftet, hvad rygterne har sagt hele formiddagen, nemlig at Simon Emil Ammitzbøll går over til Liberal Alliance, og at Borgerligt Centrum i samme omgang fusioneres ind i LA.

I betragtning af, at Ammitzbøll ikke har haft held til at komme i nærheden af at kunne stille op til det kommende valg, og at LA har ligget ubehageligt lavt i meningsmålingerne, er det et oplagt strategisk valg - som nok giver LA væsentligt større chancer for at bevare sin plads i folketinget efter næste valg.

På mange måder er Ammitzbøll på linie med Liberal Alliance, primært i hans opgør med Big Mother formynder- og forbudskulturen. Den fælles afstandtagen til voldelig religiøs ekstremisme deles jo af alle partier.

Man kunne imidlertid frygte, at den politiske styrkelse modsvares af en ideologisk svækkelse. Nemlig hvis Ammitzbølls hidtige reservationer overfor LA’s økonomiske politik ikke er taget af bordet. Eller hvis LA’s stort set klassisk-liberalistiske linie tones over i retning af en Brandes-inspireret socialliberalisme. Nogle udmeldinger efterlyses…

Ammitzbøll har med Borgerligt Centrum ikke haft samme politiske “frelsthed” som De Radikale, men stod dog for en politisk fritænkende midterkurs. Og jeg kender mange, der som jeg vil sige: Vi meldte os ikke ind i et midterparti!

Men omvendt, så var det Ammitzbøll, der fusionerede Borgerligt Centrum ind i Liberal Alliance, og ikke omvendt, så partiets græsrødder har vel grund til at forvente, at den kurs, som LA har lagt, bliver fastholdt, uanset den ny politiske ordfører.

Efterspillet efter søndagens EP-valg er intet mindre end komisk. Alle udråber deres eget valgresultat til en stor sejr, selvom det jo er en logisk umulighed. Ja, alle undtagen Junibevægelsen og Radikale selvsagt.

Valgets store vinder er naturligvis Morten Messerschmidt, og da han ikke er den værste af DF’erne, så går det jo nok. Man tænker i øvrigt, om ikke den megen hærværk af valgplakater o.lign. ikke har skaffet DF en del sympatistemmer i den anledning. Måske kan de tabertyper, der render rundt og gør den slags, lære at den slags vinder man ikke på i et demokratisk samfund. Nå ja… Den anden store vinder er selvsagt SF, men det er ikke samme overraskelse, EP-valget afspejler blot opbakningen i den almene meningsmålinger.

En upåagtet vinder er partisystemet. Bevægelsernes tid er ved at rinde ud, og ret beset er det vel en både naturlig og positiv udvikling, nu hvor man på begge fløje kan finde forskellige grader af opbakning og skepsis overfor EU-projektet, man i stedet kan støtte.

At S beholder 4 mandater med et forholdsvist ukendt og ungt mandskab, ovenpå Nyrups jordskredssejr sidste gang, er til gengæld en smule overraskende, og at høre Lars Løkke udråbe V og K’s marginale fremgang til en sejr og S’s resultat til et nederlag, er en smule kunstigt for at sige det pænt.

Valgets største flop er ubetinget K med Bent Bendsen i spidsen. Uden tvivl håbede man på at “lave en Nyrup” i år, og målt med den alen er K’s valgresultat en eklatant fiasko. Der er næppe heller tvivl om, at Tove Videbæk trak en del kristendemokratiske stemmer, nu KD ikke stiller op, og Videbæk er kendt og respekteret i de kredse. Trækker man det bidrag fra K’s samlede resultat, er spørgsmålet, om K overhovedet gik frem…

Men man må også gribe i egen barm og erkende, at Liberal Alliance ikke fik et strålende valg. Nuvel, budgettet var minimalt, og beslutningen om at deltage var formodentlig lige så meget motiveret af ønsket om at bruge valget som platform til at synliggøre sig. Alligevel er det et skuffende resultat, at man ikke kunne trække flere stemmer, når der tilmed ikke ville være stemmespild på den borgerlige fløj på grund af valgforbundet.

Well, der er god tid til næste valg, og dermed også god tid til selvransagelse…