Totalitarismen står for fald i Iran.
Tilføj kommentar Tagged: Iran 15. juni 2009
Menneskerettigheder på dansk og på canadisk
Denne skribent ville ikke være modstander af en dansk forfatningsændring, hvorved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev indkorporeret i dansk ret på grundlovsniveau. Den er p.t. på niveau med enhver anden lov i den retlige trinfølge, omend domstolene i en række sager har det med at citere EMRKs frihedsrettigheder førend de går løs på dem der (sparsomt ganske vist) er nævnt i vor kære grundlov - hvilket virker noget bagvendt.
For hvor FN’s Verdensdekleration og Det Europæiske Sociale Charter ikke blot hylder men også garanterer såkaldt “økonomiske og sociale rettigheder” og lover alt fra en god skolegang til ferie med løn, er EMRK, selvom mange har det med at sige det modsatte, egentlig en international traktat, som man kan være godt stolt af. Jeg for en ville som sagt gerne have den indskrevet i grundloven.
Man man skal også passe på med at skrive for meget. For det kan jo ske, at der går juristeri i den, og at venstreradikale hijacker retssystemet for på udemokartisk vis at gennemtvinge deres solidariske og individfornedrende dagsorden.
Case in point: Canada!
I Canada har de i 1960′erne vedtaget en menneskerettighedslov og med den også nedsat et menneskerettighedsråd, som skal sørge for, at de kære canadier ikke får krænket deres rettigheder. Nu skulle man tro at der ikke ville være så frygteligt mange krænkelser i Canada - landet er jo ikke ret tykt befolket - men netop her har de aktivistiske jurister i menneskerettighedsrådet haft rigtigt travlt.
Menneskerettighedslovens § 13, stk. 1 lyder:
It is a discriminatory practice for a person or a group of persons acting in concert to communicate telephonically or to cause to be so communicated, repeatedly, in whole or in part by means of the facilities of a telecommunication undertaking within the legislative authority of Parliament, any matter that is likely to expose a person or persons to hatred or contempt by reason of the fact that that person or those persons are identifiable on the basis of a prohibited ground of discrimination.
Med andre ord: Det er ulovligt at udgive/udtale til offentligheden en personlig holdning, såfremt den person holdningen omhandler derefter føler sig lagt for had! Med andre ord: I princippet må aviserne ikke skrive negativt om nogle mennesker (f.eks. politikere eller erhvervsfolk) da befolknignen alt andet lige vil kunne begynde at “hade” de omtalte personer.
Passagen administreres også temmeligt forunderligt: Er man hvid i huden eller jøde må man ikke udtale sig negativt om homoseksualitet, selvom man måske mener, at det er ugudeligt e.l., at praktisere den form for seksualitet. Er man derimod sort i huden eller muslim må man godt; ligesåvel som kristne og jøder ikke må udtale sig alt for kritisk om Islam, medens muslimer godt må henvise til koranvers samtidig med at de kræver jøder dræbt!
Og det er så her at menneskerettighedsrådet kommer ind i billedet: For rådet har nemlig kompetence til, sammen med retsvæsnet, at få mennesker der har trådt over den magiske tærskel, og brugt deres ytringsfrihed alt for meget, til ikke (og hold nu fast:) offentligt at udtale sig om konkrete emner for fremtiden!
Censur. Dette magtinstrument, som vi i Danmark vel primært husker fra historietimernes behandling af selv samme, i forbindelse med gennemgangen af det prækonstitutionelle Kongerige, kan stadig bruges - og bliver brugt - i Canada.
Hvis dét er konsekvensen af et “menneskerettighedsregime” tror jeg jeg siger nej tak. Men det er det heldigvis ikke; eller det behøver det ikke at være. Men det kræver at man siger fra og at man, hver eneste gang man har mulighed for det, minder folk om, at vores grundlov, som den er i dag, giver garanterer både den materielle og den formelle ytringsfrihed og at § 77 overruler straffelovens såkaldte racismeparagraf.
Tilføj kommentar Tagged: canada, danmark, emrk, grundloven, ytringsfrihed, §77 14. juni 2009
De dejlige § 20-spørgsmål
Det danske folketing er en vidundeligt kedelig institution. Tak for det - så undgår vi med alt for stor sandsynlighed, at alle de fornuftige mennesker begynder at befærde bygningen på Slotsholmen i andre anledninger end den tilfældige rundtvisning.
For at gøre hverdagen mindre kedelig — og indirekte skabe en illusion af, at det rent faktisk er folketinget der lovgiver og udøver en check-funktion på regeringen — har man som borgerrepræsentant/MF’er mulighed for at stille spørgsmål til ministeren; spørgsmål, som ministeren så får sine embedsmænd til at skrive et svar på og som ministeren derefter stolt og helt af sig selv, kan læse op nede i folketingssalen. Spontanitet og egne svar og formuleringer hører jo ikke hjemme i et parlament som det danske, skal man jo huske på.
Men hvad spørger disse folketingsmedlemmer så om?
Mon de stiller spørgsmål til lovenes hensigtsmæssighed? Til sædernes beståen? Til den førte politik eller til til embedsmandsvældets skjulte magt? Ikke just.
Per Clausen fra Enhedslisten ville gerne vide noget om kontaktlinsesalg på nettet og spurgte:
Mener ministeren, at det er acceptabelt, at de danske firmaer, der i dag sælger kontaktlinser på nettet, gør dette uden at kræve dokumentation for, at der er gennemført synstest, og vil ministeren tage initiativ til at sikre, at denne praksis ændres femover?
Karen Hækkerup vil dømme folk før de er dømt:
Vil ministeren tage initiativ til at skabe lovhjemmel for at bilister, om hvem der er bestyrket mistanke om, at de har dræbt andre i færdselsulykker, med det samme efter ulykken fratages deres kørekort, således at de ikke kan køre bil frem til retssagen, hvor der skal træffes beslutning om deres skyld og eventuelt fældes dom?
Og så var der også Kim Christensen fra Dansk Folkeparti, der var interesseret i at få at vide, hvad trafikministerens holdning til religiøse altre ved de danske veje. Det viser sig nemlig, at det åbenbart er forbudt at have vejaltre i Danmark - hvilket jeg iøvrigt aldrig havde tænkt over før, men velsagtens heller ikke har savnet.
Men helt seriøst: Hvad er det her for en ordning vi sidder med i dag? De her spørgsmål har ikke noget som helst med folketingsarbejde at gøre; og hvor er den danske version af Hendes Majestæts Loyale Opposition, som man kender den fra England? Er det denne konseksuskonformitet der tilsiger, at folketingets medlemmer og regeringen skal være dus med hinanden og indgå i hvad der nærmest forekommer som arbejdsfællesskaber? Kan det virkelig passe, at det er nogle få danske medier, som skal have monopol på at kritisere magthaverne og stille de bare nogenlunde fornuftige spørgsmål?
Hvorfor ikke spørger om noget i retning af: Hvad mener ministeren om fordelene hhv. ulemperne ved at have en såkaldt uafhængig nationalbank? Hvad mener ministeren om det danske embedsværks matematiske evner, når man i Politiet kan underbudgettere med mere end 500.000.000? Og når vi nu er ved det: Når det er et almindeligt princip i en retsstat at kun den skyldige straffes, hvorfor vil ministeren så ikke lade embedsværket ifalde ansvar for egne fejl?
Listen kunne fortsætte, for det er ikke spørgsmål der mangler. Det er spørgere og det er svar.
Tilføj kommentar Tagged: §20-spørgsmål 14. juni 2009
