De Hellige Køer

28. august 2009

 

At sætte fokus på værdikampen er en vigtig detalje, der dog fylder alt for meget i den danske debat og fjerner fokus fra alle de vigtige økonomiske områder i politik.

Det ville være langt bedre for dansk politik, hvis man havde mulighed for at kunne vælge nogle politikere ind i Folketinget, som ville fokusere på:

Skattetryk, konkurrenceevne, eksport, tilpasning af den store offentlige sektor, og vending af den horrible kreditkultur, så danskerne kunne blive et land af opsparere…

Dalgas ambitioner om at vinde indadtil hvad udadtil tabtes, og inddæmningen og opdyrkningen af de nye afvandede landområder skabte grobund for en ny fremgang for dansk landbrug langt op i forrige århundrede…

Nu har Danmark altid ligget i et verdenskryds, og vi har i tidens løb haft mange gæster - både inviterede og uventede – og mange har kommet for at blive i tidens løb.

Til stor gevinst for Danmark. For Danmark har altid været en s m e l t e d i g e l . Derfor er vi med vores beskedne størrelse alligevel et land som andre lande må regne med, og tage højde for.

Det har bibragt Danmark stor økonomisk fremgang, at bønderne igennem andelsbevægelsen skabte de produktionsforhold, som gjorde det muligt at gøre mejeri- og landbrugsproduktion til en global forretning igenem de sidste 40 år.

At Danmark i en årerække har brandet sig selv som førende på masseproduktion af mejerivarer, har betydet at den danske ko er eksporteret ud til de fjerneste afkroge i verden, og overalt – også i troperne - står efterkommere af danske mælkekvæg defor staldet op - og giver masser af mælk…

Hvor som helst du førhen kom i verden lyste folk op, når du sagde at du kom fra Danmark og sagde: Mælk! (På deres fremmedsprog). Men i øjnene lyste glæden…

For en halv snes år siden lyste folk op og viste tommelfingeren op og sagde: Denmark? – Football! For Danskerne havde gjort sig rigtigt godt bemærket på grønsværen…

Men på grund af Dansk Folkepartis fremmedfjendske tone, og evne til at dreje fokus i den offentlige debat væk fra økonomien og over på invandrerdebatten, sniger der sig en helt anden slags ko ind på grønsværen. (De Hellige Køer).

Køer der fylder findes i enhver løsdriftsstald. De er meget større end de andre og kræver særlig omgåelse. Pia K er en sådan ko– en hellig moderko - som ikke må siges imod.

Dansk Folkeparti’s bissende og utilnærmelige og ugæstfri tone slippes løs ved den mindste modsigelse.

For Dansk Folkeparti gør en stor blæst ud af at udelukke den nyskabelse, forbedring, innovation og gevinst, der ligger i at komme det fremmede i møde.

Pia K har gjort det godt - og har nogle gode tyrekalve – og stemmekvæget flokkes omkring hende. For når Pia brøler, så skjælver jorden!

I tiden i mellem de to store krige i forrige århundrede – voksede en jødeforskrækkelse frem i hele Europa. I dag kalder man det antisemitisme – (på grund af at jiddish er et semitisk sprog )- men dengang – i de gode gamle dage, godtog man bare tilsidst at jøder havde haler, og en kam af hår ned ad ryggen, ja og at de var sådan en slags sumpmennesker…

De hellige køer er ord, og forestillinger, i sproget der brøler - er svære at komme uden om - og skaber en stemning af utilnærmelighed og frygt…

Det friske pust lugter lidt ramt af stald og gylde, men i hørmen af tørklædedogmatik, fremmedfrygt og udsmidningsaxiomer og burka-besærk, vokser de hellige køer frem i Danmark og gødsker landet, så en ny antisemitisme kan vokse frem…

I Danmark har ytringsfriheden ved Gud ikke frembudt nogen særlig hindring – og de tider hvor staten måtte sende danskere, der talte magthaverne imod, i landflygtighed - ligger helt tilbage til den tid, hvor ordensmagten - fra heste - også var nødt til at hugge løs med sabler på de befolkningsgrupper, der krævede medindflydelse…

At kunne tænke, tro og tale frit blev skrevet ind i selve Grundloven, og udstrakte frihedsrammer blev skrevet ind i presselovgivningen først i forrige århundrede.

Men så trykte Jyllandsposten nogle primitive tegninger op . Tegninger - der selv i deres uskyldige streg blev tolket som anstødende af store dele af den muslimske verden, fordi de blev koblet med symboler fra en verdensreligion – der i øvrigt som værdigrundlag har, at man ikke må afbilde visse ting – og så er fanden løs i Laksegade…

Der er andre Hellige Køer i verden end de d a n s k e !

En international krise opstår, og dansk mælk hældes i kloakken verden over – nå, ja – altså lige bortset fra de steder, hvor man også elsker at rive den ramme lugt af stald op i næsen på muslimerne…

(Kan man ikke lide lugten…) Det er lige noget, der falder ind i staldstemningen!

Dansk Folkeparti’s et-hornede politik bærer nu ligefrem pludselig frugt – og de kan presse regeringen til at stå stejlt på den danske ytringsfrihed, som pludselig fylder ganske meget i de danske værdier! Endnu en Hellig Ko har set dagens lys….

Inden vi ser os om, har hele miséren affødt et spind af pseudo-lovgivning - for i kombination med terrorlovgivningen, kan folk nu pludselig dømmes for noget de ikke har gjort - og den besværlige moder ko (Pia K), kan bisse rundt i stalden og med brølende ukvemsvendinger skabe endnu mere frygt omkring sit politiske projekt…

Op til flere integrationsministre slides op af den allestedsnærværende bidske ko i stalden, og den stakkels Udlændingestyrelse (I folkemunde: Udsmidningsstyrelsen) må ovenikøbet skifte navn - op til flere gange - for ikke at stå i vejen for de hellige køer…

Tidligere var det god tone at lade folk i andre lande selv bestemme deres styreform.

Men i forlængelse af en langvarig territorialkrig i muslimske lande er det - stik imod Den Danske Grundlovs intentioner - blevet skik at danske væbnede tropper kan hærge lande, der i forvejen nærmest er nedslidt af årtiers krig, for at bane vejen for de hellige køer.

For selv det det danske d e m o k r a t i er blevet til en hellig ko – og snart et årti’s krig på fremmede territorier har gjort det muligt at gøre en politik ud af, at udbrede den særlige danske model for demokratiet, hvor man før solgte ost og mælk – vel at mærke med gevær i hånd: Stem, eller jeg skyder!

Og det er jo helt i orden, for vi ser jo – fra kameraer monteret på bomber og sattelitfoto’s – at de bor i huler og slås hele dagen!

Hvis man så undrer sig over at Erhvervs- og Økonomiminister Lene Espersen, finder det nødvendigt at gå i pressen - og i sit parti - for at fremlægge en ny skole- og undervisningspolitik. Er det vel netop for at Pia K – den Hellige Moderko – (Danmarks Skjoldmø) ikke skal få held til at komme først. Ja, der er bølgegang i barmen, når damerne bisser…

Men nu er det vel også nemmere at lave en Hellig Ko, end at sluge en kamel…

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går…

H.C Andersen gamle hyldestsang til fædrelandet og kærligheden til modersmålet, bærer vidnesbyrd om fordums tid, hvor danskheden voksede i h j e r t e t – og måske netop på grund af at landet blev mindre , stod så tydeligt stærkere i tidligere danske territorier, styrkedes de danske skoler og danskheden i det fremmede.

De danske sange, traditioner og kultur lever endnu den dag i dag, i områder der for længst er blevet tyske , og det er der vel ingen, der i dag kan have ondt af…

Man kan derimod undre sig over, at det er god tone at støtte danskheden i Nordslesvig, men dårlig skik som fremmed i Danmark, at tale sit modersmål når man er hjemme - Ja, konstruktionen af en Hellig Ko er ikke logisk - men selvfølgelig, hvad skal man med en et-hornet politik, hvis det ikke skal stikke i siden på nogen?

Integrationspolitikken er ligeledes endnu en Hellig Ko, der er sendt på de evigtgrønne marker.

Der var en gang - i gamle dage - en mand, der kørte rundt i Danmark og satte røde træhjerter op på lygte- og telefonpæle: Smil, det varmer. Ja, De husker nok. Senere hen kom de også som klistermærker.

Der er ligeledes et godt gammelt udtryk på dansk, der lyder:

Hvor der er hjerterum, der er der husrum.

Der er der husrum - med hjertevarme - ja, det var dengang …

Der er et andet godt gammelt udtryk, der lyder: Må vi lige være her?

Nej, det må du faktisk helst ikke - Hvad vil du her dit sorte svin? – det her er en KO stald! Hvis der er nogen, der vover at sætte deres fødder i denne stald, må de brøle med på d a n s k.

Døgnet rundt!

Det er s’gu helt maoistisk! At nogen ligefrem ønsker at komme her kan undre.

Ethvert normalt tænkende væsen må da kunne indse at integration er et valg.

Kineserne blev jo heller ikke kommunister af at blive sendt på opdragelse i rismarkene – i dag er kineserne de største liberalister på jorden – og de laver stort set alt, hvad vi vil have, og kan låne os alle de penge vi ønsker os.

Fordi de har fået friheden til selv at vælge…

En kultur skal have noget at byde på – invitere til at træde nærmere - hjerterum og husrum.

Ja, I må gerne være med, og I skal ikke høre et ondt ord for jeres fremmede tungebånd.
Her er en skole, værsgo at komme inden for, og velkommen.
Alle sammen hils på –NN- hun er ny i Danmark, tag godt i mod hende…

Menneskelighed, nærhed og varme:

Så skal i fandme se integration!

Ikke den antisemitiske øllebrød, som der serveres i dag.

Velbekommen siger jeg bare!

Gemt under: Politik. Tags: , .



Skriv en kommentar

Tvunget

Tvunget, men skjult for andre.

Følgende HTML er tilladt:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Trackback dette indlæg  |  Følg kommmentarerne via RSS-feed


Links

Tags

Kategorier

Mest læste

Blogindlæg

Nyeste kommentarer