Eyvind Lyberth Nielsens blog

I redefineringen af velfærdsstaten bliver der nok mere stat end velfærd

28. august 2009

De sidste 100 år har bibragt dansk økonomi store fremskridt. Men vi må ikke glemme at det danske parlamentariske system er vokset ud af bonde-, andels- og arbejderbevægelsernes forenede kraft. I en globaliseret virkelighed er vore ellers fremragende resultater altså insignifikante.

I den moderne verden flytter arbejdskraftens- og kapitalens frie bevægelighed rundt på nationernes substantielle og uforandrelige økonomiske virkelighed.

Tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde en gang: ”Vi tilhører en generation, der har sejret ad helvede til …” Thomas Nielsen refererede naturligvis til velfærdstaten med sin bemærkning.

Det er tankevækkende at befolkning, parlament og erhvervsliv i dén grad har ladet sig lulle i søvn på velfærdssovepuden.

På spørgsmålet om, hvad der sker, når man har sejret ad helvede til - selv om det altså er godt - kan vi bare kaste et blik ud ad vinduet på dansk økonomi.

Den danske velfærdsmodel kan kun måles med sin egen alen - måler vi på de danske politiske og økonomiske systemer med velfærdsmodellen som målestok - er det en ubetinget succes vi betragter. Danske borgere og virksomheder har nydt stor fordel af institutionaliseringen af “velfærdsmodellen”.

En udstrakt naturbeskyttelseslovgivning
Beskyttelseslove for arbejdskraften
Sociale beskyttelseslovgivninger

Det politiske system har holdt den danske økonomi flydende igennem transformationsprocessen fra bondeøkonomi op igennem andelsbevægelse og fællesskabstanke, og ideen om at fastholde indtjeningen der hvor værdierne skabes. (En filosofi, der går fløjten i den globale landsby, hvor polakker, ukrainere og kinesere kommer til at lave det hele i den nærmeste fremtid)

Meget liberale valglove og ytrings- og forsamlingsfrihed, og hovedaftalen for arbejdsmarkedets parter har skabt en høj grad af respekt og konsensus i mellem arbejdsmarkedets parter og befolkning og lovgivere.

Staten har desuden spillet en voksende rolle i Danmarks økonomiske udvikling og som tredjepart trådt til og reguleret de kriser, der er opstået, igennem begrænsninger af den helt frie økonomis selvdestruktive tendenser inden for økonomien, f.eks. i begrænsninger af monopoldannelser og ved tiltrædelse af mellemnationale samarbejder.

I dag står det politiske system derfor i et dualistisk dilemma:

Staten skal tæmme det økonomiske system i forhold til borgerne, så de ikke lider overlast og samtidig hjælpe det økonomiske system til at fungere på systemets egne økonomiske betingelser: Staten skal altså både hæmme og fremme økonomien, og det er et dilemma, som staten aldrig nogensinde vil komme ud af igen.

Det økonomiske system står i et udvekslingsforhold til sine omgivelser, men da systemer grundlæggende søger sit eget, sin egen overlevelse og ekspansion på egne betingelser, har de en prægnativ virkning. De vil dominere deres omgivelser. Når systemerne er selvdefinerende, er integriteter som borgere, ansatte og virksomheder besværlige - forstyrrende elementer - derfor er der højtudviklede rationelle mekanismer, som tjener til at regulere med, således at man kan opnå den størst mulige uafhængighed af mennesker, og således at alting ikke behøver blive afgjort ved, at det drøftes igennem før der handles.

Penge fungerer som et sådant styringsmiddel i det ø k o n o m i s k e system, fordi pengene er generelt anvendelige og virker styrende i og uden for systemet. Økonomien og værdimåleren befinder sig i et gensidigt afhængighedsforhold. Uden et stærkt og gennemtrængende betalingsmiddel og værdimåler til at styre rationelt med, e r der ikke noget økonomisk system i et samfund.

Det politiske system er dog ikke baseret på penge - politikerne b r u g e r løs af dem, men den drivende kraft i det politiske system er m a g t …

Den politiske magt står i modsætning til substantiel vold (som altså er at betragte som den konkrete grundform i udvikling af magten som styringsmedie.) Fordi magten er generel, vil borgerne normalt acceptere den rationelle styring det politiske system udøver gennem statsapparat og myndigheder.

Skattevæsnet behøver derfor ikke at forklare hver enkelt borger, at skattelovgivning og skatteindbetalingspligten også gælder netop for ham, og man behøver normalt heller ikke behøver at ty til direkte voldsanvendelse eller fængslinger for at få skatteprovenuet dækket ind.

Det politiske systems magt opfattes derfor som legitim, fordi magten jo - snedigt nok - er konstrueret som folkets egen magt til at styre sig selv - eftersom de folkevalgte selv vedtager lovene - som formidles videre gennem parlament og det demokratiske system.

Når vi kan gå med på, at vi har sejret ad helvede til ved hjælp af systemerne og deres penge og magtmedier - er det ikke fordi penge og magt i sig selv giver nogen mening - men fordi systemerne har bibragt os væsentlige eksistentielle frihedsgrader.

På en måde har de nationale politiske systemer bidraget til sætte grænser for de økonomiske kræfter, det økonomiske systems helt frie udfoldelse har indtil for nylig været en saga blot.

Det er uomtvisteligt at årtiers velfærdspolitikker har taget de mest ubehagelige bivirkninger ud af de frie økonomiske kræfter. Kunsten, ikke at øge uligheden med væksten, er en balancegang, der er ikke lykkes for en hvilket som helst økonomi.

Men arbejderbevægelse, velfærdsstat og erhvervslivet står i dag med begrænsede muligheder for at tæmme den globale økonomis fornyede vildskab, og det kommer til at koste betydelig materiel velstand at tage indflydelsen tilbage over samfundsøkonomien.

Vi kan med Thomas Nielsen’s ord i dag lettere omskrevet sige: “Vi har sejret ad helvede til - og det er ikke så godt …”

Dansk Industri er allerede ude med et finanslovsudspil, der flytter penge fra indkomster til forskning og uddannelse, og større regionale koncerner står på spring for at flytte produktionen u d af landet …

Krisen får hurtigt konsekvenser for både indkomst og beskæftigelse og BNP.

Når tænketanke og vise mænd i råd og nævn opfordres til at gentænke de økonomiske præmisser for Danmark er det ikke blot en politisk manifestation – det er bydende nødvendigt.

Men i redefineringen af velfærdsstaten bliver der nok mere stat end velfærd…

Gemt under: Politik. Tags: samfund, udvikling, Velfærdsstaten.