Så afskaf dog den asylpolitik!

28. august 2009

Så afskaf dog den asylpolitik!

Vi har i Danmark opfundet verdens frieste styreform, hvor alle er på fornavn med Statsministeren, og de fleste også endog synes, at de er både smartere og har bedre forstand på politik end Statsministeren, og faktisk også – når de selv skal sige det - langt bedre véd hvilken vej landet skal føres.

Så havde ikke været fordi at Statsministeren er en snu gammel ræv, ville han måske have ladet sig provokere til rent faktisk gøre noget!

 

Kunne man lokke Statsministeren til krybben og handle på en stemning ville dette øjeblik måske være tiden for at reetablere den sunde fornuft og værdighed i danske politik…

 

Men tilsyneladende har regeringen solgt indflydelsen på asyl-, indvandrer- og integrationspolitik for retten til at labbe først til sig fra magtens smørhul…

Under de sidste 10 års politiske debat har fokus været sat skarpt på integrations- og indvandrerpolitikken. Dansk Folkeparti har med mere eller mindre skarpe knive kunne skære igennem og sætte dagsordenen og øge frygten for det fremmede. Forskellen i livsstil og dagligkultur og beklædning er centrale elementer i denne dagsorden.

Ligeledes drejer Socialdemokratiet åbenbart under for Pia K effekten, og konkurrerer på fremmedfjendskhed og kampen om hvilket parti, der kan sætte den mest ubehagelige dame på i den bedste sendetid…

Socialdemokratiet har lært lektien. Den populistiske æra som Dansk Folkeparti indvarslede med Nyrup regeringens fald (som jo netop faldt, fordi den stod uforberedt på de ulogiske og følelsesdrevne og kortsigtede nationalistiske toner som Pia K kunne slå an. )

Den populistiske sang er i den seneste dekade vokset til et helt kor, og folketingspolitikere fra begge sider af folketingssalen danser nu efter Dansk Folkepartis pibe, og selvom det ikke ligefrem ser kønt ud er kursen sat. Der er ikke meget vilje tilbage i Danmark til at værne om medmenneskeligheden…

Der er alt for for mange love i Danmark, der ikke giver mening alligevel. Asylpolitikken er en af dem.

 Vi kan derfor ligeså godt afskaffe den asylpolitik som åbenbart river danskerne i øjnene og får følelserne i kog i de stille sind og små hjem. Giv dog The Hartkorn Sisters - Pia K og Helle T - hvad de vil have, og smid hele banden af fremmedelementer ud. En gang for alle!

Så kunne det måske også være at vi blev fri for at høre på partiernes populistiske propaganda hele tiden, og fokus igen kunne rettes mod de økonomiske problemer…

At kalde en styrelse for Ny i Danmark og lave effektive telefonsluser er alligevel ikke nok.

Hvis Danmark som nation vil kunne tilbyde asyl til folk, der er forfulgt eller i fare på grund af deres overbevisning, skal der andet og mere til end husly og en billet hjem når regimerne skifter…

Der er noget storladent ved at etablere en asylpolitik, som forpligter på formatet. I en verden hvor krigens efterladenskaber af håndvåben, sprængstoffer og uvidenhed med hast udbredes og hober sig op, udfordres verdens asylpolitikker i stigende grad på både format og rummelighed.

Da der i Danmark alligevel ikke er en gnist af den medmenneskelighed og tværfolkelig forståelse, der nødvendigvis må være tilstede, for at man kan yde et troværdigt asyl til forfulgte mennesker, bør landet også som nation ophøre med at yde mennesker asyl, der i deres hjemland er forfulgt.

Alle politikere i dette land, som ønsker en karriere, hvor der kan dyppes i magtens smørhul, har lært fra barnsben, at der ikke er stemmer i menneskerettigheder og integration, derfor fortaber hensigterne sig i mere eller mindre tilsigtede og utilsigtede lovligt vage formuleringer, der kræver en hel styrelse af bureaukrater at administrere.

I virkeligheden kunne vi nøjes med én paragraf:

 

§ 1.   Nej, man kan ikke få asyl i Danmark.

 Stk. 1 Punktum.

 

Så enkelt kan det udtrykkes.

Det ville ikke bare være billigere, det vil også kunne finansiere et glas ekstra saftevand til pensionisterne og måske et snobrød til børnene…

Det er også langt mere reelt at afvise  e n h v e r , der søger beskyttelse i Danmark og fortælle dem sandheden med det samme:

I Danmark kan vi rent ud sagt ikke lide folk der er anderledes, vi synes nemlig at deres påklædning er aparte, de taler et mærkeligt sprog, og vi har desuden har dårlige erfaringer med at få fremmede - og mærkeligt lydende og udseende mennesker - til at opføre sig som danskere…

Nej, Danmark er for danskere – eller subsidiært eliten - vi modtager derfor ikke længere flygtninge. Den eneste adgang til Danmark går i dag gennem arbejdsmarkedet og ægteskab, men det er kun fordi vi endnu ikke har fundet en effektiv regulering af danskernes kærlighedsdrift endnu (men det skal nok komme.)

Vi forventer ikke at folk fra fremmede lande tager Olsen som mellemnavn ligestraks (men det ville nok hjælpe, hvis de vil have et arbejde på sigt), for Danmark er hverken bedre eller dårligere end ét hvilken som helst andet regime i verden - vi vil helst ansætte nogen vi kender i forvejen, og taler og ser ud som os selv.

Så – nej - du kan ikke få asyl i Danmark, allerhøjst fem uvirksomme og nervenedbrydende år i et flygtningecenter, mens vi formulerer et nej til ansøgningen om asyl, så Amnesty International ikke hænger os ud i verdenspressen…

Der kan ikke opnås beskyttelse i Danmark, fordi vi i Danmark ikke går ind for at hjælpe folk, der er i fare for at dø på grund af krig, sult eller despoti under nogen former.

At blive bombet, skudt eller hængt er naturligt når ufreden råder, og er ikke åbenbart kvalificerende til asyl i Danmark, fordi farerne ikke er personligt ment. Alle andre i dit land er jo i den samme fare, og vi kan jo af gode grunde alligevel ikke finde plads til alle. Så…

Det er desuden sagen irrelevant, at du er i fare fordi du har hjulpet Danmark med at føre territorialkrig i dit hjemland – totalt irrelevant - hvad havde du forestillet dig? At vi ville takke dig?

Når Danmark har bragt militære styrker til Golfen og nærorienten, er det fordi at vi skylder amerikanerne og englænderne en tjeneste, efter de smed tyskerne ud af landet her for 60 år siden. Danskerne er et fredselskende folkefærd, og ikke siden vi huggede Børsens tårn i Sverige, har det været nødvendigt at føre krig i andre lande – tror du vi gør det for dine brune øjnes skyld?

At kunne yde asyl til mennesker andre steder fra på jorden hvor frihed er en mangel, og forfølgelse af politiske og etniske årsager er praksis, kræver et vist hjerterum og medmenneskeligt overskud, som der altså bare ikke er tilstede i Danmark.

Der er simpelthen ikke plads i den danske populistiske propagandatrængsel i den politiske midte til at række mennesker i nød en hjælpende hånd…

Så tag hellere hjem og dø eller gå i fængsel, og hvis din by er udslettet og dit hjem er brændt, så subsidiært bare tilbage til hvor du kom fra …

 

Det er da ærlig snak…

Gemt under: Politik, asylpolitik. Tags: , , .



Skriv en kommentar

Tvunget

Tvunget, men skjult for andre.

Følgende HTML er tilladt:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Trackback dette indlæg  |  Følg kommmentarerne via RSS-feed


Links

Tags

Kategorier

Mest læste

Blogindlæg

Nyeste kommentarer