Eyvind Lyberth Nielsens blog

Vi hæver overliggeren for ambitionsniveauet i dansk politik

28. august 2009

Fra 1982 til 2009 er ringen nu sluttet. Godt og vel et kvart århundrede med medvind på cykelstierne er tilendebragt. Vi er tilbage hvor vi startede. Forskellen er bare, at alting nu meget dyrere at gøre noget ved…

Det kan diskuteres om det er arven fra Anker, Schlüter eller Nyrup, eller Fogh der tynger. Eller om vi bare i enfoldighedens navn har læsset prisen for årtiers økonomiske politikker på leveomkostningerne. Et faktum er det dog at vi er tilbage hvor det hele startede.

Et Danmark på afgrundens rand. Forskellen er dog bare i dag at staten er relativt velpolstret i udgangspunktet, og befolkningen gearet til godt op mod skorstenen. Det kommer til at koste nogle realkreditinstitutter at regulere den gældssætning ned igen, så vi igen får råd til at købe Danmark til den pris korrektionen trækker det ned på…

Danmark skal have højere ambitioner på: Organisering, ledelse, kommunikation, uddannelse og migration.

Det skal desuden være attraktivt at skabe værdier og ekstraordinære indsatser skal præmieres.

Med de rette visioner er der endog plads til at man kan trimme produktivkræfterne, øge produktiviteten (vækst), reducere skatten, og sætte moms og afgifter ned.

Det kræver blot lidt fantasi og en lommeregner…

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også, at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.”  Denne skarpsindige analyse hilses velkommen.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for. Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem.

Vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet går nemlig ikke gennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Regeringens arbejdsmarkedskommission afleverede for nyligt sin betænkning. Konklusionen var, at Danmark skal være påpasselig med at sætte fleksibiliteten i det danske arbejdsmarked over styr – og at uddannelse reducerer arbejdsstyrkens reserver…

Uddannelse er en vej af flere ud af dødvandet, for med de mange nye ledige, der vil strømme ud af arbejdsmarkedet på den korte bane, vil Danmark få en håndsrækning til at omstrukturere arbejdsreserven til omstilling. 

Danskerne skal desuden (gen)lære at spare op, for dansk økonomi kan ikke i længden holde til at privatøkonomierne vakler på spinkle opsparinger. Man kan jo i længden ikke lægge mursten på rugbrødet…

En langvarig krise vil helt af sig selv få indlånsbalancerne i de tilbageværende finansielle institutter til igen at blive positive og øge iværksætternes kapitalkræfter til den næste optur. 

Jeg kan derfor kun vedvarende henstille til at beslutningstagerne kigger fremad på forudsætningerne for Danmarks økonomiske og finansielle stabilitet.

Reel økonomisk fremgang kan kun opnås igennem produktivitetsforbedringer, investeringer i produktionsapparatet, kapitalkoncentration hos iværksættere og uddannelse. Ligesom at den finansielle sektor skal gennemgå omstruktureringer og tilpasning til produktivkræfter og kapitalbehov, hvis den økonomiske politik skal kunne føre til varig forbedring af den finansielle stabilitet. 

A. Overinvesteringer i produktionsapparatet fører til overkapacitet - og dernæst recession.

B. Fremkomsten af ny teknologi fører til en ny investeringsbølge, som tjener som aftrækker for opkonjunkturen.

Forudsætningerne for et nyt boom er:

1. Stor opsparingstilbøjelighed
2, En relativ stor forsyning af likvid lånekapital til lav rente
3. Akkumulering af midler på handlekraftige iværksættere og finansfolk
4. Et lavt prisniveau

Faktorer der er afgørende for boomets eksplosionstidspunkt:

1. Arbejdskraftens migration i mellem sektorer (landbrug til industri etc.)
2. Den tid det tager at tilvejebringe og implementere den nødvendige kapacitet i den nødvendige produktionsstruktur i kapitalsektorerne.
3. Måden hvorpå kapitalsektorerne tilvejebringer produktionsfaktorerne.
4. Behovet for at oparbejde overskudskapacitet i kapitalsektorerne.
5. Forventninger og psykologiske faktorer, der fører til overekspansion i kapitalsektoren.

Finanssektoren er en væsentlig kilde til ustabilitet i økonomien, fordi den er motiveret af mange andre faktorer end blot markedsrenter.

Politikerne (Staten), som fører en konjunkturdrivende politik skaber f.eks. grundlag for private investeringsbooms (bobler) baseret på gæld, fordi de lave renter giver incitament til at forøge investeringerne for billigt lånte penge. (Kreditinflation som fører over i aktivinflation). Det vil sige at både politikerne og finanssektoren spiller en aktiv rolle i opbygningen af faseskiftet til den efterfølgende kreditinflation.

Hver eneste fase i konjunkturcyklernes udvikling skaber forandringer i den finansielle sektor som fører til den næste fase.

Når staten så efterfølgende intervenerer for at undgå krak og konkurser, betyder det at finanssektoren aldrig kommer til at mærke den fulde konsekvens af den tidligere uansvarlige kreditekspansion.

Disse cyklusser af uansvarlig finansiel adfærd skaber en stadig mere skrøbelig og ineffektiv finanssektor.

Ineffektivitet i finanssektoren er derfor en væsentlig medvirkende årsag til udviklingen af større økonomiske katastrofer, som både krisen i 1930erne og såmænd også i dag.

Ineffektiviteten har sit udspring i den finansielle ustabilitet, som er foranlediget af statslige modcykliske indgreb. Udsving i pengemængden er nemlig i høj grad konjunkturdrivende.

Samtidig skal vi også holde for øje at de korte udsving i pengemængden forårsager konjunkturcykler og på længere sigt driver inflationen. Faktisk kan man også sige at arbejdsløsheden starter i Erhvervs- og Økonoministerierne, fordi den eneste måde man kan tvinge arbejdsløsheden ned -

(få flere i arbejde/holde beskæftigelsen oppe) -

er at få pengeforsyningen til at stige hurtigere end den forventede inflation. Dette vil naturligvis o g s å være inflationskabende. Det vil derfor være nødvendigt at tvinge pengemængden stadig længere op hvis man vil holde arbejdsløsheden lav… 

Den faste valutakurs blev indført for at signalere overfor omverdenen, at der var klare mål for den danske valuta. At kronen blev låst overfor D-marken og senere euroen, blev valgt for sikre at valutabalancen ikke blev ramt af kapitalflugt, som skulle værnes med høje renter.

Der er andre måder at signalere fasthed på end at låse valutaen blindt. Forudsigelighed, klare målsætninger og rationelle forventninger kan rummes i valutafasthedspolitikken.

Helt enkelt kunne man tage den vægtede kurs af Special Drawing Rights fra IMF, eller såmænd af alle verdens valutaer, som korrelerende indeks i forhold til vækstmål, inflation og betalingsbalancens løbende poster, f.eks. hvert dag, hver måned, hvert kvartal eller hvert år - det er egentlig ligegyldigt - bare det er forudsigeligt og hensigtsmæssigt og evner at skabe en rationel forventning til at valutaen har en fornuftigt vægtet relativ kurs og er stabil.

Kursen klikker op og ned i faste (små) bevægelser i et forventet udsvingsbånd - og da vi både sælger og køber vil det blot være et spørgsmål om at finde balancepunktet, som meget vel kan forskyde sig med konjunkturerne.

Men man kan sige at problemerne med at lande økonomien elimineres, når højden i markedet - den rigtige altitude – derved korreleres ind i kursen.

Man skal holde sig for øje at fastkurspolitikken virker på grund af, at rationelle forventninger til den danske økonomi netop kan bekræftes på grund af fastkurspolitikken. Da den blev indført var valuta- og betalingsbalancen et stort problem. Det er det ikke i dag. Det kan det dog blive hvis ikke regeringen får dæmpet forbruget og strammet op på finanspolitikken i forhold til den forværrede konkurrenceevne…

En fastlåst kurs er en simpel løsning - ligesom skattestoppet - og hvis det ikke har en skadelig virkning på økonomien, er det nemt at skabe en rationel forventning til. Nu er den nemme løsning brugt, men den har heller ikke nogen gunstig virkning på den samlede økonomi mere.

Pengemængden er forøget i opkonjunkturen, så den passer til aktivitetsudvidelserne. Væksten har skabt de resultater, som i dag er afspejlet i den relativt lave ledighed og de store velfærdsforbedringer, som udgør det økonomiske fundament for den samlede økonomi.

Imidlertid er konjunkturerne nu vendt og vi sidder nu fast i en stærkt forøget pengemængde og den høje beskæftigelse, som den samlede eksportevne har frembragt. I opkonjunkturen har vi desuden haft en høj aktivinflation med store prisstigninger på kapitalgoder, som fast ejendom og aktiekurser.

Recessionen har sænket pengeomløbshastigheden, de negative forventninger til den økonomiske udvikling har øget interessen for at nedbringe gæld og øge opsparingen. Ligesom at investeringshorisonten er forøget, da deflationen - de faldende priser på aktiver og kapitalgoder - forstærker de negative indenlandske forventninger. (Indgreb som SP frigivelse og skatte- og afgiftsudsættelser balancerer blot M3 pengemængden i en lavere omsætningshastighed, og øger den private sektors krisebuffer – det er ikke at kimse af - men det giver kun en halv vind).

Den faste valutakurs som har tjent os så vel er nu ikke mere en fordel, fordi vor valuta i dag er en af de få, som ikke er faldet i værdi, da den er bundet fast krydset til euroen.

Euroøkonomien befinder sig heller ikke mere på et optimalt stade, da konkurrenceevnen i hele Europa lider under den kraftige volumenforøgelse i de Atlantiske økonomier, fordi rationelle forventninger til kursmål og inflation er det store mantra i den europæiske centralbank. Euroen fremstår derfor heller ikke længere som et realistisk alternativ til kronen. Den store størrelse på euroøkonomien medfører bare at den får en særlig TUNG landing.

Hidtil har det været sådan at hvis vi accepterer en kraftigt stigende pengemængde, har vi kunnet styrke beskæftigelsen på grund af aktivitetsudvidelserne. Men sådan er det ikke mere.

En kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk vil på kort sigt styrke samfundets vækst - problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af den forringede konkurrenceevne.

Hvis man vælger et finanspolitisk indgreb, der nedsætter pengemængden, som i sin tid med kartoffelkuren, bliver det på bekostning af væksten og en høj arbejdsløshed.

Vælger vi en forøgelse af den lukkede økonomi i det offentlige igen, i en situation hvor vi i forvejen har verdens højeste skattetryk og verdens mest forgældede befolkning - på grund af aktivinflationen - ender vi op i en situation, hvor vi kvæler erhvervslivet og alt initiativ udgår fra økonomi- og erhvervsministeriet.

Naturligvis er multiplikatoreffekten ikke uvæsentlig, men vi kan ikke leve af at indløse panten på flasker…

Det er derfor vigtigt at der også sker en tilpasning, hvor vi vælger om vi vil have en eksportdrevet samfundsøkonomi, eller om vi skal leve af at grave de flasker op som regeringen fylder med penge…

En devaluering som fastholder valutakursen  r el a t i v t  er ikke flydende, men et rationelt mål som kan forventes af en nation, som holder økonomien i orden.

Man opnår det samme ved at øge pengemængden på kort sigt, men inflationen vil på kort sigt gøre det af med fordelene og på langt sigt forstærker det blot lavkonjunkturen og trækker os ud i depressionen - forstærket af forventningen til de faldende aktivpriser (deflationen).

Arbejdsløsheden kommer helt af sig selv, når eksporterhvervene affolkes og produktionen falder - det svarer til at en bil uden støddæmpere kører ud på en bumpet vej. Det kommer hurtigt til at rasle sammen. Fastkurspolitikken har direkte kurs mod en hård landing.

En flydende valutakurs er heller ingen rar løsning, da det indebærer muligheden for at renterne flyver i vejret og drukner økonomien i øgede renter og det er også den sikre vej til en høj arbejdsløshed og faldende afsætning fordi det bare er en anden måde at forværre konkurrenceevnen - det tager bare lidt længere tid.

Den tredje vej er en valutafasthedspolitik, som også er forudsigelig, har klare målsætninger og ligeledes kan tilfredsstille rationelle forventninger.

Vi skal gøre en videnskab ud af at trimme økonomien så eksportevnen ikke går tabt. Men forudsætningen er at omverdenen ikke taber tiltroen til valutaen.

Tiltroen til valutaen bygger både på økonomiske og psykologiske faktorer. Klare signaler om de langsigtede mål som pengepolitikken skal føre til, samt hvilke værktøjer, der skal anvendes. Hvordan og hvornår vekslekursen på en valuta klikker op og ned, er tillidsskabende elementer og kan ligesåvel skabe rationelle forventninger til valutaen som en fast valutakurs.

De rationelle forventninger kan også vokse ud af:

• Realistiske vækstmål for økonomien.
• Produktivitetsforbedrende incitamenter og tiltag.
• En plan for tilpasningen af den samlede økonomi til konjunkturerne.

Tilpasning af den samlede økonomi til konjunkturerne

En forudsætning for at skabe finansiel og monetær stabilitet er dog at regering accepterer et begrænset finanspolitisk råderum. 

1. Der må ikke iværksættes modcykliske finanspolitiske indgreb
2. Der kan ikke trækkes på statens finanser til modcykliske stimulanser af pengeflow, forbrugsmønstre eller kapitalinstrumenter
3. Der må ikke iværksætte ufinansierede beskæftigelsesfremmende foranstaltninger
4. Regeringen må heller ikke iværksætte større offentlige projekter

Regeringen bør herudover arbejde på at styrke bæredygtig ikke-inflationskabende vækst, som er skabt på baggrund af produktivitetsforbedrende foranstaltninger. Snarere end vækst baseret på kreditinflation og store offentlige projekter eller modcykliske kapititalindsprøjtninger.

Derfor bør regeringen desuden fokusere på eksportfremmende foranstaltninger og tiltag, der kan sikre at opsparingsevnen styrkes og derved forøger opsparingskvoten i samfundet. 

Da det har vist sig gang på gang at politikerne ikke kan styre økonomien effektivt på grund af kontraktpolitikker, stemningsstyrede politikker og nødvendigheden af til enhver tid at være populære i blandt vælgerne, etableres der derfor en statsfond med - ikke bare provenuet fra kulbrinteafgifterne - men også overskuddet fra statens balancer, som er båndlagt!

Og der findes kun to formål, der kan finansieres direkte:

 

1. Det ene er nedbringning af statens gæld. (Tilbagekøb af statsobligationer og skatkammerbeviser).
2. Det andet er nedbringning af pengemængden. (Deponering).

Disse formål skal bestyres af Nationalbanken, og da fonden fungerer som borgernes garanti for at skatten kan holdes lav, må opsparingen ikke tilbageføres direkte til M3.

Indskud i fonden ligger kontant i fem (5) på hinanden følgende finansår, før der kan udtrækkes midler til andre formål end pengereguleringsformål. (Dvs. at et siddende ministerium sparer op til oppositionen – det kan måske få budgetterne til at holde!)

Udtræk kan aldrig udgøre mere end 1/24 af den samlede finanslov, og kan kun anvendes til følgende indenrigsformål, der kun kan ændres ved folkeafstemning:

Infrastruktur, undervisning, sundhed, naturreetablering, nationalisering og ekspropriering.

Disse formål administreres af Folketinget.

Herefter skal der  v i s i o n æ r e  politikker på bordet.

De folkevalgte sendes hjem for at overveje hvordan de samvittighedsfuldt kan udvikle og drive kommende generationers eksistensgrundlag op, i stedet for at stå og snappe partipolitisk af hinanden på talerstolen …

Folket har pt. behov for at politikerne prioriterer nedbringning af offentlig gæld, infrastrukturprogrammer, tilpasning af kompetenceforhold og markedsvilkår er vækstfremmende initiativer.

Væksten er ikke et mål men et middel. Det er alt det du og jeg - og alle de andre - gør tilsammen, der driver konjunkturerne.

Recessionen er selvforskyldt og følger af ladhed, fråseri og dårlig forståelse. Dét har ført landet ud i en historisk mangel på arbejdskraft, voksende inflation og faldende vækst og idéfattigdom..

Der er ikke f.eks. for mange boliger i Danmark - der er bare for få mennesker.

Men landet kan ikke tiltrække kvalificeret arbejdskraft nok pga. dårligt kommunikerede værdier/manglende forståelse… (Folk udefra vil rage til sig og skrabe til hobe, ikke sætte sig ind i indviklede værdisystemer og fokuserer på beskatning snarere end offentlige og fællesskabte værdiers brugbarhed.) Vi har brug for at tilflyttere værdsætter/forstår det, der er særligt værdifuldt ved at bosætte sig/leve i vort land. Det er blot visionerne der mangler…

Politikerne kunne f.eks. afskaffe 1 og 2. delperiode, således at man ryger direkte i opgraderingsuddannelse, hvis man ikke er i arbejde inden for 1 år, hvis man er imellem 24 og 56. Især hvis det går hånd i hånd med infrastrukturtiltag - i begrænset omfang - som forbedrer landets e r h v e r v s k a p a c i t e t.

Dette vil lette efterspørgslen på arbejdskraft og gøre produktionen mere smidig og forøge produktions- og konkurrenceevnen uden at sætte finanspolitikken under pres …

 

Regulering af Statens involvering i transportsektoren

De to statsvirksomheder DSB og Banedanmark er driftsorganisationer. Infrastrukturinvesteringer og vedligehold af statens spornet og etablering af yderligere trafiktiltag finansieres via en statslig infrastrukturfond - ikke via driften af hverken DSB eller Banedanmark, som i den forbindelse blot tjener som driftsselskaber for person- og godstransport og stationer.

Udbydning af Jernbanetransport og tilvejebringelse og vedligehold af infrastruktur og driftsmidler er stadig en offentlig opgave.

Overgangen fra monopol til rene driftsorganisationer har været en lang og kompliceret udvikling, og modellen er vel endnu ikke endelig. En af grundene er vel at bindingen af kapital i form af fast ejendom og sporstrækninger bla. gør Banedanmark til landets største skovejer. Af hensyn til skatteydere og borgernes kapitalindskud i virksomhederne vil det måske være hensigtsmæssigt at holde realia på statens hænder og blot udleje strækningerne og koncessionere driften. I kombination med at statsvirksomhederne selvstændigt kunne henlægge fremtidige investeringer fra eget driftsresultat bliver alligevel på sigt et nødvendig skridt - såfremt det er tanken at staten skal træde i baggrunden på jernbanetransportområdet.

I den forbindelse står Infrastrukturfonden og Staten i vejen for den endelige løsning hvor Jernbanetransport kan udvikle sig til en egentlig sektor på konkurrencemæssige vilkår.

Regeringens transportpolitiske perspektiv med anlæggelse af ringbaner, motorveje, broer, metroer peger på at udskilning af jernbanetransportområdet ligger et godt stykke ude i fremtiden - hvis overhovedet - derfor bør Folketinget nok træffe en principiel beslutning herom, og lovgive herefter.

Regulering af Statens involvering i formål der ikke direkte tjener Folkets vel

 

 Trin I
(Ambitionerne skrues op)

Skatten sættes ned og Statens økonomiske formål tilpasses til de nye mål for økonomisk fremgang, finansiel stabilitet og bæredygtig vækst.

1. Deltagelse i alle igangværende krige stoppes.
3. Resterne af den finansielle sektor overlades til markedskræfterne.
4. Alle igangværende reformer sættes på slankekur.

Trin II
M y n d i g h e d s o m r å d e t

Der nedsættes en række kommissioner, som udarbejder betænkninger for:

 • Hvordan en koordineret afviklingsplan for de offentlige kommercielle engagementer i medier, energi og transport kan sættes i værk.

• Hvordan der kan udarbejdes en plan for realkreditfinansieringsområdet, der tilsikrer at der atter ikke udstedes boliglån, som ikke er modsvaret af realkreditobligationer.

• Hvordan en endelig afvikling af statens tomme ejendomme kan sættes i værk.

• Hvordan militæret kan omorganiseres, så det passer til hjemlige forsvarsformål.

• Hvordan klare målsætninger for Danmarks eventuelle nye valutapolitik kan udformes.

• Hvordan Danmark bliver konkurrencedygtig nok at tiltrække de nødvendige udenlandske kompetencer.

 • Hvordan Danmark får vækst i iderigdom

Trin III
R e o r g a n i s e r i n g s f a s e n

Det er vanskeligt at forudsige præcis hvad konklusionen bliver, men jeg forestiller mig noget i denne stil:

1. Sælg DONG.
2. Træk alle militære styrker hjem fra de fremmede lande
3. Sælg SAS engagementet
4. Sælg Statens tomme ejendomme
5. Afskaf SDO lovgivningen.
6. Gør energiafgiften FAST (og LAV).
7. Forkort ledighedsperioden og sæt dagpengene op. Sæt også arbejdstiden (lidt) op. Sæt prisen op på forsikring så den udligner tillægsforsikringer.
8. Afskaf rentefradraget  h e l t  for nye bolighandler.

Fase 2

1. Den blinde fastkurspolitik erstattes med valutafasthedspolitikken.
2. Pengemængden holdes herefter på det niveau hvor enhver, der yder en indsats kan betales herfor efter fortjeneste.
3. Anvendelsen af statsobligationer og skatkammerbeviser undgås herefter i videst muligt omfang, da de uhensigtsmæssige korte svingninger i M3 pengemængden og påfører befolkningen et unødigt rentebærende velfærdstab.
4. Spændet i mellem diskontoen og markedsrenterne indsnævres mest muligt nedad for at styrke tilliden til det finansielle system, og sænke inflationen.
5. Skat og afgifter sættes ned.

Fase 3

S a m f u n d s f o r n y e l s e n

 • Patenter og varemærker kunne systematisk beskyttes under en Lurmærket rugekasse organisation, der også kan yde rådgivning og innovativ assistance.

• Man kan iværksætte mikroøkonomiske initiativer, der fremmer iværksætteres vilkår. f.eks. personlig skattefritagelse det første år for enkeltmandsvirksomheder, og omsætningsforøgelser på 1 mio. pr. ansat kan udløse skattefritagelser.

• Danskerne er alligevel et af verdens flittigste folkefærd. Så arbejdstiden kan snildt sættes op med 1,5 time pr. dag.

• Man kan indføre frivillig 6 dages uge - med fuld skattefritagelse for arbejdstid over 40 timer pr. uge. På den måde kan det fremme at incitamentet til at yde en ekstraordinær indsats også slår igennem på produktiviteten – uden at skatteprovenuet falder. Dette vil lette efterspørgslen på arbejdskraft og gøre produktionen mere smidig og forøge produktions- og konkurrenceevnen uden at sætte finanspolitikken under pres, ligesom det vil frigøre ressourcer på arbejdsmarkedet med henblik på kompetenceforbedringer og videreuddannelse…

• Rentefradraget skal fjernes helt ved refinansiering af boligerne, og belåning være afhængig af de faktiske forbedringsomkostninger.

• Der skal opstilles strammere lovkrav til realkreditlångivning, f.eks. om faldende løbetider og større egenbetaling. SDO lovgivningen skal sløjfes, og markedet skal være styret efter balanceprincippet. Der skal derfor snarest iværksættes en større udlugning af smarte realkreditobligationstyper - f.eks. afdragsfrie lån, som er vækstdøden for Danmark. 

 • (Internationale og/eller multinationale forskere kan bidrage til væksten. Vi skal derfor åbne det akademiske miljø og erhvervslivet for udenlandske stipendiater ved at tilbyde attraktive ordninger på internationalt niveau og betingelser. Det kunne f.eks. være med et Internationalt Center for Kræftforskning, Rum Teknologi, Epidemiologi, Hydraulik, Termik, Alternativ Energi, Økonomi, Sociologi og Ernæring.

• Afskaf 1 og 2. delperiode, således at man ryger i opgraderingsuddannelse, hvis man ikke er i arbejde inden for 1 år, hvis man er imellem 24 og 56. (De mange nye ledige, der strømmer ud af arbejdsmarkedet på sigt, vil give Danmark en håndsrækning til at omstrukturere arbejdskraftreserven til omstilling.)

• Sæt (marginal)skatterne ned, (For at øge privatøkonomiernes konjunkturbuffer)

• Fjern rentefradraget helt for n y e bolighandler (for at sænke aktivpriserne)

• Fastgør kulbrinteafgifterne (så l a v t som muligt, så priserne på energi ikke forstærkes af procentuel afgift)

• Fjern erhvervsbeskatningen – h e l t – i fem år

• Devaluer kraftigt ca. 13 procent i et hug, og indfør en valutafasthedspolitik baseret på rationelle forventninger

• Overlad bankerne til markedskræfterne

• Indfør finanspolitiske stramninger (afsektorisering af statens lukkede økonomi), og før en eksportfremmende erhvervspolitik, der kan få dansk økonomi til at fungere på markedsvilkår…

• Brug herefter hellere de mange milliarder på at opkøbe lange indenlandske kreditobligationer og udenlandske statsobligationer, for derved at tvinge realrenten ned og genstarte inflationen på den s u n d e måde…

Samt (i begrænset omfang) infrastrukturtiltag som forbedrer landets e r h v e r v s k a p a c i t e t.

Kombineret med en svagere valutakurs vil disse tiltag forbedre konkurrenceevnen…

Gemt under: Politik, Økonomisk politik. Tags: Euro, pengepolitik, reformer.