Eyvind Lyberth Nielsens blog

Verdens økonomiske problem nr. 1 er at staterne driver vekselrytteri ud over alle grænser

31. august 2009

Money for Nothing! Er ikke derfor længere bare en sang…

Socialdemokratiet og SF’s svar på verdens økonomiske problemer er at skrue skatten op og låne noget mere. Ja, mod enfoldighed kæmper selv guder forgæves. Der er nogle mennesker, der - lidt ligesom Hodja fra Pjort - aldrig bliver klogere.

Jeg ved snart ikke hvad der er værst, en borgerlig regering, der som en anden spejderdreng hopper rundt og slukker en ene ildebrand efter den anden, eller udsigten til et rødt kabinet, der som erklæret politik har at ville sætte det hele i brand…

Den nemme vej ud af krisen er at låne, så det står ud til alle sider …

Hvis der er noget verdens ledere kan blive enige om, er det at trykke statsobligationer i stor stil og købe dem af hinanden.

Pengemængden er derfor firedoblet i EU, men i USA slår Bernanke dog alle rekorder idet han med FED har kapacitet til at pumpe knap 500 mio. $ ud i timen, og hidtil har kineserne vist sig villige til at betale ved Kasse 1, når Bernanke sælger T-bonds…

Det svære resultat af den nemme løsning er, at skatterne i USA skrues op på dansk niveau (med en venlig tanke til socialdemokraterne). Hvilket også vil være det der kommer til at ske i Obama’s USA …

Det siger sig selv at det snigende kollaps i de atlantiske økonomier, vil komme til udløse et skælv under den globale økonomi, som vil få likviditeten til at trække sig tilbage som ved en tsunami.

Verden leder derfor i dette øjeblik efter sikre havne:

·         Hvor kan jeg sætte mine penge?

·         Hvad kan jeg investere i?

·         Hvilken valuta er det bedst at holde sig kontant i?

·         Aktier  - er det en falsk top?… Hvilke virksomheder vil stå tilbage når stormen lægger sig?

·         Obligationer: Hvilke(t) land(e) går ikke statsbankerot?

·         Guld, sølv, og diamanter? …

·         Nyheder: Obama - gør dit eller dat…. Merkel, gør det modsatte …. FED p u m p e r penge ud .. Kineserne vil skrotte dollaren … Euroen ligger klippestabilt i (ned)svinget - det er (ikke så) godt endda?

Hvem skal man tro? Hvad skal man tro?

Ældre herrer sidder i Europas centralbanker og tæller på knapper: Skal man trykke på renteknappen, pengeknappen - eller lade pengeknapheden udbrede sig i de europæiske økonomier - efter alt at dømme har Trichet og Bernstein nu også sat retningen mod nulrentekurs …

Den finansielle krise har med udviklingen af store mængder papirer til illikvide aktiver betydet at kapitaliseringen af disse aktiver er blevet umuliggjort - når USA’s finansminister Timothy F. Geithner - tidligere Direktør for The Federal Reserve Bank of New York - opkøber disse og lægger dem i en statslig fond, bliver pengemarkedet i USA ikke mere likvidt. Men isoleringen af de giftige derivater og CDO’er vil koncentrere finansiel død og ødelæggelse, og sætte koldbrand i den amerikanske gældsfod.

Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en økonomisk kollaps. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen …

Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt, er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden også komme et sted fra ….

De mange statslige subsidieringer af de finansielle sektorer er fundamentalt set også et uvæsen, som vil forstærke skrøbeligheden og forhale den tid der går før de nødvendige produktivitetsforandringer kan tage sin begyndelse i den finansielle verden. Der er heller ikke langt fra bankpakker til vækstpakker og videre til stimuluspakker - det er skruen uden ende. Staterne forvrider hermed konkurrencevilkårene og driver subsidieringen i vejret.

En ting der forstærker denne krise er, at USA med at den største pengestrøm er brudt i sønder, og den kraft som tidligere udsprang fra verdens finanscentrum er løbet tør for strøm. USA evner ikke længere at levere startstrømmen til at genstarte den økonomiske vækstmotor.

Kraften kommer næppe heller til at komme fra det kinesiske ”vækstmirakel”. Fordi væksten i Kina er baseret på en stadig stigende likviditetsstrøm fra centralbanken hvor kun 6 ud af 10 yuan kommer ind igen. Resten forsvinder ud i det (røde?) som ”non-performing loans” - dvs. at den kinesiske økonomi er lidt ligesom en haj – så længe økonomien er i bevægelse overlever den, og hvis den bremser vil den dø. Det er et kapløb med tiden.

Så længe den indenlandske efterspørgsel nyder gavn af at skabe 10 mio. jobs pr. år - og det vil være muligt at bygge endnu et kraftværk om måneden til at levere kraft og energi til arbejdspladser og beboelser - vil væksten fortsætte. I takt med at de kinesiske banker og finansvirksomheder kan opkøbe udenlandske værdipapirer og filialer, vil det være muligt at konvertere den store statsøkonomi til at fungere på markedsvilkår. Men det vil ligeledes være et kapløb med tiden.

En stadigt større andel af økonomien går til at højne levestandarden. Kinesere er ligesom alle andre mennesker, og forbruget er derfor stødt stigende. Inflationen indfinder sig med stadig større hast og sætter økonomien under pres. Den nemme løsning er i Kina, som i resten af verden at sende store klumper af likviditet ud i økonomien: Grøn udvikling, infrastruktur og statslån til regioner og industrier til udvikling og vækst. Desværre virker det heller ikke i Kina. 80 % af pengene forsvinder i bobler på aktie- og boligmarkedet og privat spekulation …

USA, Japan og England reallokerer likvider med rund hånd for at booste forbruget, sætter renten historisk lavt, og selv Schweitz har nu sat renten ned, og der er nærmest kummefrysertemperatur i alpebankhvælvingerne …

Det er udvekslingsmekanismerne i markedsøkonomien, der er sprunget i rust - og kun transaktioner kan sætte væksten i gang igen.

Væksten skabes når det vi gør omsættes til værdi i en økonomisk transaktion, og det er netop kernen i den økonomiske krise som verden har bevæget sig ud i. Udvekslingsmekanismen har fejlet. Produktionen fører ikke mere til vækst, og de mange stimuluspakker som verdens nationer pumper ud i økonomierne udhuler selve det fremtidige handelsgrundlag.

Når regeringerne forsøger at genstarte væksten ved at sætte store summer i omløb - lånte eller ikke lånte - er det ikke blot samfundenes sparegrise, der løber tomme - o p s p a r i n g e n går i skår. Når man på dén måde forsøger at genskabe økonomisk vækst fremgang ved at handle modcyklisk, og opsparingsbufferen benyttes som murbrækker, bliver det på bekostning af vækstpotentialet (de fremtidige investeringer). Fordi værdien af opsparingerne udhules og betalingsevnerne svinder på sigt i takt med at de (inaktive) M3 penge tvinges ud på et marked, som i sidste ende ikke ønsker at modtage dem …

Konjunkturcyklerne i den korte horisont afspejler aktiviteterne omkring produktionen og på den mellemlange - inflationen og værdiskabelsen - eller manglen på samme …

Hvis væksten skal være bæredygtig skal likviditetsflowet forøges igennem transaktioner og værditilvæksten skabes gennem overskud og produktion.

Læs: kapitalallokering via centralbanker kan ikke erstatte frihandel og global handel. De mange likviditetsinjektioner og de jure nationaliseringer af kreditanstalter og finansinstitutter - trækker ressourcer ud af markedsøkonomien og subsidieringerne virker som en møllesten om halsen på handlen.

Redningsaktionerne virker med modsat fortegn: De hjælper ikke, men forstærker derimod problemet.

Vejen ud af krisen for Danmark er ikke at fortsætte udflugten ud i det blå – eller var det det røde – med Willy og Helle som pædagoger. Danmark bør i højere grad have ambitioner på egne vegne og stå fast på en selvstændig og stærk pengepolitik og realistisk finans- og erhvervspolitik.

Gemt under: Makroøkonomi, Politik, Økonomisk politik. Tags: depression, markedsøkonomien, pengepolitik.