Eyvind Lyberth Nielsens blog

Når valutakrisen sætter ind vil renterne flyve i vejret

11. november 2009

Mens den kinesiske regering opfordrer sin befolkning til at købe guld op, opfordrer vi i Europa og Amerika befolkningerne til låneforbrug. I kan jo nok se at det ingen steder holder ..

Siden subprimekrisen (kollapset på det amerikanske boligmarked) har der, blandt investorer, været stor usikkerhed omkring værdipapiraktivklasser som T-bonds og finansaktier, som har udvist en turbulent udvikling i ansættelsen af egenværdien i kraft af uvisheden om de faktiske tab og den reelle risiko.

Dette forhold har trukket investeringer væk fra disse klasser i retning af investeringsområder, som selv under en depression i økonomien har en realværdi, som f.eks. guld og andre metaller. Dette har naturligvis skabt større efterspørgsel på disse aktiver og trukket priserne op, og guldpriserne har allerede oversteget 1100 dollars per ounce. Kendere og folk med indsigt i guldmarkedet taler om at guldprisen, vil passere både 1000, 2000 og 3000 dollar pr. ounce. Ja, at værdien nærmest er grænseløs så længe afregning foregår i dollar…

Hvis denne tendens fortsætter, vil dollaren ikke være det papir værd, den er trykt på. Derfor er det forventeligt, at USA vil forsøge at reducere guldpriserne.

Jeg tror ikke på at hverken Obama eller hans efterfølger kan vende udviklingen i dollarøkonomien. Katastrofe er græsk og betyder ‘afgørende vending’ - Situationen er allerede en økonomisk katastrofe - vi skal iagttage at den bredeste form for optegnelse over pengemængden ikke længere offentligøres, vi véd ikke hvor mange dollars FED har ledt ud i markedet i de senere år. Sidste gang M3 blev opgjort var i 2000, da blev pengemængden forøget med indtil da rekordmæssige 15 %…

En eventuel omstrukturering af det internationale valutasystem, skal desuden lægge (mange) flere kinesiske renminbi i den vægtede kurv, men det vil fordyre de kinesiske varer, og da den kinesiske økonomi er afhængig af at kunne præstere to-cifrede vækstrater for ikke at lide kuldedøden, har der i Kina været en stærk modstand imod at styrke renminbien i SDR.

Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linie, fører direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil gå over i en langvarig stagflationsfase. De økonomier, der har fulgt G-20 landenes ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for trække økonomierne i frit fald efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.

Det faktum at IMFs ressourcer øges og bruges til at understøtte uansvarlig kreditadfærd rundt om i verden, frembyder heller ikke en gunstig fremtidsudsigt for den globale økonomi. Når det sker på baggrund af udsalg af guld er det grund til alvorlig bekymring.

Det er jo altsammen set før - kurserne i valutamarkedet træder jo i stedet for lødighed i et metalbaseret system - da verden forlod møntfoden og gik over til vekslekurser på arbitragemarkedet styrtdykkede økonomierne jo også efterhånden som metallet forlod centralbankerne, og folk hamstrede de faste værdier som metallet afspejlede. Efter den store krise i 1930′erne, hvor USA forlangte guldet tvangsindløst i mellemkrigsårene gik verden nærmest i stå, fordi kombinationen af økonomisk depression, den høje pris på penge og de ultrakonservative risikoafdækningsregler, gjorde at knapheden på likviditet fik produktionen til nærmest at gå i stå, selvom der var masser af produktionskapacitet til rådighed. Det skete fordi udvekslingsmekanismerne fejlede. Bankerne udførte nemlig her heller ikke deres helt specielle tricks med at få pengene til at blive til en strøm.

Alle de største økonomier mødes gang på gang for at forene de mange ekspansive tiltag, og de koordinerede tiltag holder det finansielle system - frit - svævende i luften, men der er ingen fremdrift. Tværtimod daler væksten kontinuerligt, så vi i dag faktisk har minusvækst…

Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater - ikke bare i USA og Danmark - men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.

Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans - og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.

Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.

Når centralbankerne sætter styrerenten ned til nær nul, giver de i realiteten afkald på det eneste værktøj, der kan bevare den finansielle stabilitet. Kursen er sat mod bankerot. Valutaen daler i værdi, likviditeten svinder ind, tilliden til valutaen falder og risikoafdækningspræmierne stiger. Fordi valutaen - som betalingsmiddel - er betinget af at tilliden til kursen (møntfoden) bevares. Når centralbanken - for at tvinge betalingsmidlet ud på markedet - eliminerer styrerenten, trykker flere penge og øger kreditterne i fremmed valuta mod valutaen, sker nøjagtigt det modsatte:

Markedet opbygger en stigende aversion mod valutaen som betalingsmiddel (valutaen forventes ikke at være pålydende værd.. på sigt). Man kan derfor ikke forhindre at likviditeten skrumper ind ved at trykke flere penge, da M3 pengemængden ikke afspejler udvekslingen af varer og tjenesteydelser.

Man kan ikke genskabe vækst ved at gøre betalingsmidlerne til nødpenge. En M3 pengemængde, øget i skyggen af krisen vil blot forstærke den ild, der springer i flammer, når valutaen udslettes. Kun den pengemængde - benyttet i transaktioner som betalingsmiddel - kan få likviditeten til at flyde igen (og kun transaktioner i den pågældende møntfod/krydskurs kan bevare tilliden til valutaen).

Den eneste grund til at pengemarkederne ikke allerede er braset sammen er, at de faste krydskurser ikke afspejler den lange forventning til valutaerne som betalingsmiddel, men blot den øjeblikkelige omsætningsværdi, som vil være stadigt mere voldsomt faldende …

Det er fristende at opfordre til at reetablere en økonomi, der har rod i fysiske krydsværdier som f.eks sølv. Men det ligger nok ikke lige omkring det første hjørne på vejen mod at konsolidere verdensøkonomien i et stabilt leje. Kineserne har allerede raslet med den økonomiske sabel og foreslået at verdens reservevaluta skal indeholde indexes af faste værdier som f.eks guld og SDR og flere store valutaer - men Bretton Wood II er ikke svaret på krisen, fordi det blot vil fastfryse den strukturelle krise i faste kurve af faldende værdi.

Sættes tingene i relief og man ser nærmere på IMF, hvori USA (som det eneste land har vetoret fordi det har 17 % af stemmerne i den beslutningstagende forsamling i kraft af sit økonomiske bidrag) - hvor iøvrigt USA med sine faste allierede altid besidder 62 % af stemmerne - har meddelt, at den agter at sælge 403 tons guld pga. dens eget budgetunderskud. Udsalget vil ske i faser over en længere horisont.

Denne udmelding fra IMF er andet end blot høflig information, da økonomien fungerer således, at en sådan udmelding ændrer kursen for hele guldmarkedet, så priserne vil falde.

Desuden forbereder IMF (USA) verden på, at den internationale krise sandsynligvis fortsætter og vil forværres …

Valutakrisen svækker generelt tillid til de flydende valutaer som verden i dag benytter. Kina (og Rusland) forsøger ihærdigt at komme af med en del af deres enorme dollarreserver ved at købe guld og andre metaller.

Den faldende dollar samt stigende købekraft og efterspørgsel efter olie i Kina og Indien har i høj grad medvirket til de stigende oliepriser. USA kontrollerer nu store dele af verdens vigtige oliereserver, ikke mindst i de olierige lande som Irak og Saudi Arabien (i kraft af dollar-ægteskabet). Dette udnyttes til at presse oliepriserne op, i håb om at USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud.

Samtidig er dollaren unægteligt forbundet til olien (det sorte guld), og da olien handles i dollars, betyder det at dollaren bevares i cirkulation og desuden styrkes valutaens status som international reservevaluta.
Kan USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud?

Ja, hvis prisen på olie kan holdes høj nok, og guldprisen lav nok, skulle der være en chance.

På ing.dk/artikel/99062-nogle-ikke-ret-sjove-tal-fra-usa findes nogle interessante beregninger, der sætter mål den amerikanske statsgæld:

Det Amerikanske statsbudget har et underskud på $11.262.993. 507.804 – eller ca $11,263 trillioner (11.263 milliarder). En dollarseddel er meget nær 0,10 mm tyk (målt med en mikrometerskrue). Hvis man stakker $-sedler op vil stakken være 11.263.000.000.000 x 0,1 x 0,001 x 0,001 = 1.126.300 km høj.

Jordens omkreds er ca. 39.840 km ved ækvator. Stakken (lagt ned) ville derfor nå 1.126.300/39.840 = ca. 28,3 gange rundt om jorden. Vor måne er ca 382.000 km fra jorden, og stakken ville derfor nå 1.126.300/382.000 = ca. 2,95 gange til månen.

En $-seddel vejer ca. 1,24 gram = 0,00124 kg. Stakken ville så veje ca.: 11.263.000.000.000 x 0,00124 = 13.966.120.000 kg eller 13.966.120 ton

Alle USAs $-sedler har – uanset beløb – samme areal, og en seddel måler præcis 2.61 x 6.14 x 0.0043 tommer, svarende til 66.294 x 155.956 x 0.10922 mm …

Dvs. at arealet af en 1-dollarseddel er (afrundet) 10.342 mm2 eller 10.342 x 10-12 km2.

Hvis vi derfor veksler hele USA’s statsgæld til 1$-sedler og breder dem ud, side om side i landskabet uden overlap, fylder de ret præcist et areal på 11.262.993.507.804 x 10.342 x 10-12 = 116.450 km2

(afrundet) …

Sat i relation til noget vi umiddelbart kan forholde os til, er $-seddelarealet omtrent tre gange så stort som hele Danmark.

USAs areal er ialt 9,6 x 106 km2, så her har de altså rigelig plads til statsgælden (ca. 82,5 gange.)

Men alligevel kan man konstatere, at det nok bliver lidt af et slæb at betale den gældsbyrde tilbage.

Selvom gælden stadig “kun” udgør lidt under gennensnitsindkomsten for alle amerikanere, og der altså stadig er rigeligt plads at brede gælden ud over i Amerika, er det dog højst usandsynligt at den går meget længere …

Det siger sig selv at et pengemarked baseret på equity for dept swaps kan komme så langt ud i vekselrytteri, at det bryder sammen. Det er hvad vi i første omgang har oplevet som likviditetskrisen. Indtil vi får stabliseret valutasystemet igen, vil det være fornuftigt at bringe balancerne i systemet ned i et realistisk leje.

Jeg tror heller ikke på at dollarøkonomien nogensinde retter sig - det er ikke gjort med at stramme livremmen ind. Dollarens særlige rolle i det internationale pengesystem indbefatter en særlig rolle som verdens reservevaluta. Den rolle er udspillet - dollaren går nu samme vej som pundet efter WWII ved Bretton Woods - støvets vej …

Man har ikke fantasi til at forestille sig katastrofens omfang, men pengehistorien er spækket med lignende begivenheder - i gamle dage når man tabte en krig (der har vi jo særlige evner i Danmark) skrumpede møntudbredelsesterritoriet - og metallet flød ud af landet - og de elendige sedler hobede sig op på den mindre plads, medførende en voldsom inflation og gældsætning for at reetablere møntfoden og dermed tilliden til valutaen.

Siden USA forlod den sidste rest af guldfoden (25 %) i 1971 har dollaren i realiteten været flydende i forhold til guld. Man taler så meget om guld i disse tider, og USA’s guldreserver er anslået til omkring 8000 ton, men man véd det ikke, det er bare noget man siger, for guldreserverne har ikke været revideret siden midten af 1950′erne. Man har ligeledes oplyst at guldet er flyttet til FED’s hvælvinger 126 m under jordoverfladen. Ronald Reagan nedsatte en guldkommission, der skulle vurdere USA’s muligheder for at vende tilbage til guldfoden - men de kunne ikke finde guldet, man siger at det allerede er solgt …

Kineserne og inderne tror heller ikke på at dollarøkonomien kommer til at rette sig, de har henholdsvis opkøbt over 1100 ton og 200 ton guld alene i år.

I dag er solvensen rettet op i bankerne - dvs. den består af statsgarantier - så der er ingen teknisk garanti: Dollarøkonomien er baseret på luft …

Om forladelse, men man får ikke rét meget for en liter luft idag …

Den måde valutasystemet fungerer på er, at staterne deponerer både guld og penge centralt - I IMF deponeredes 25 % i guld og resten i indskud. værdien af valutaen er afhængig af indskudets størrelse, ligesom indflydelsen også afhænger af størrelsen.

Ved Bretton Woods aftalte man at dollar skulle være forankret i forhold til guld, og andre valutaer så skulle blokflyde i forhold til dollaren. Forudsætningen for at dollaren kunne fungere som reservevaluta var dog at USA skulle udvise moderat vækst og et passende handelsbalanceunderskud, der modsvarede de øvrige landes vækst. De faste kurve af valutaer afbalancerede så valutasituationen. Bretton Woods-Aftalen gik nemlig ud på at sikre stabiliteten i valutasystemet.

Den Internationale Valutafond (IMF) blev oprettet i sammenhæng med dannelsen af Verdensbanken som en følge af af Bretton Woods-aftalerne fra som blev indgået i 1946, og da næsten halvdelen af verdens penge var i Amerika, lige som det meste af guldet, Bretton Woods var det på det tidspunkt en aftale - der sikrede at den globale vækst kunne gå i gang efter et halvt årti’s ødelæggende krig. Dollaren erstattede ved dannelsen af IMF Pound Sterling som reservevaluta.

Der findes en interessant samling “kort” på denne adresse: financialgraphart.com/fedchart.html

Ovenstående link fører til en beskrivelse af dollarøkonomiens udvikling siden etableringen af FED. Fyren, der laver dem beskriver i øvrigt også Dow Jones og udviklingen i Guldprisen, sammenholdt med de historiske begivenheder.

Den grafiske fremstilling af FED’s betydning for dollarøkonomien kan skrives ud i plakatstørrelse, og giver en udmærket grafisk fremstilling af dollarens udvikling i den periode hvor købekraften på en dollar er faldet til værdi af 1 cent.

Som man kan se blev systemets udsving ikke stabiliseret over tid, men drives i ubalance af store sikkerhedspolitiske begivenheder og et umådeholdent amerikansk forbrug. Den sidste stykke graf viser at de vilde udsving - sidste år og i år - er uden sidestykke i FED’s historie og kan beskrives som dollarøkonomiens dødskramper.

Når kineserne køber guld er det for at få “vekslet” de dårlige dollar til en fast værdi.

Jeg tror ikke at verden nogensinde vender tilbage til metalmøntfoden. Det ville heller ikke virke. Guldmøntfoden ikke attraktiv som grundlag for valutasustemet fordi der simpelthen er for få naturlige ressourcer - der i øvrigt svinder år for år. Produktionen falder med ca. 467 ton pr. år, og i forvejen er forekomsterne for små til at det kan udgøre et solidt fundament for valutaerne, det svarer til at man ville gøre kongens hår til møntfod - vækst er en utopi når de naturlige ressourcer er svindende…

Kina har derimod talt om at gøre en blok af valutaer til reserve efter samme model som Verdensbanken og IMF gjorde dollaren til reservevaluta. Man skal her holde sig guldets rolle for øje.

Det meste guld er i dag deponeret i Bank of England (BoE), således er også Danmarks guld - hvis jeg ikke husker galt er det ca. 67 tons vi har - deponeret i BoE. Guldreserverne forlader aldrig Centralbankerne, men det lejes ud og bidrager dermed en kilde til indtægt.

Den største værdi er den indflydelse på valutasystemet, som det giver adgang til. Det er derfor at kineserne køber op med arme og ben …

Alt tyder derfor på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Ikke bare dollaren, men også pund og euro er i dag voldsomt overvurderet. Har man fulgt med i Nationalbankens opbygning af valutareserven, fremgår det tydeligt at risikoen aldrig har været større for at det på kort sigt bliver nødvendigt at slås ihærdigt for at holde renterne nede på et rimeligt niveau.

Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. For Tyskland kører igen i dag solo på kravene til nationaløkonomien.

Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen. Men jeg anbefaler at Danmark følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene …

Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.

Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.

Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?

Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …

En eventuel opløsning af Europas monetære union vil enten ske ved at lande som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Men denne risiko er allerede priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta - fra forskellige EU-lande - faktisk varierer i stigende grad.

Angrebet imod Euro indbærer sandsynligvis en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen. Den turbulente kursudvikling i år, og det at den schweiziske centralbank netop har interveneret for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og Euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/Euro og NKR/Euro også styrkes …

Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR - som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS’en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF …

Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig klatre i vejret, når stormen rammer ECB.

Derfor er hermed givet en opfordring til at få låst rentebyrden ned mens chancen er der.

Gemt under: Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Økonomisk politik. Tags: Bretton Woods, depression, Dollar, Euro, G-20, guld, IMF, Maastricht-Traktaten, monetarisme, pengepolitik, renminbi, SDR, Stabilitetspagten, Verdensbanken, Yuan.