Eyvind Lyberth Nielsens blog

Det er kun beslutningstagerne, der kan løse den økonomiske krise. Men pas på, det kan godt tage en krig.

31. januar 2010

Man vil så gerne finde nogen man kan gøre til syndebukke for krisen – eller i alt fald bare hænge ud som inkompetente … eller i det mindste bare forkert på den … skylden den har vi alle, men det er kun beslutningstagerne, der kan løse den økonomiske krise.

Regeringen skal derfor holde op med at kaste penge i grams - tage skeen i den anden hånd - og se at få strammet op på anvendelsen af de mange, mange milliarder af gode danske skattekroner …

Erkendelsen af økonomiens bølgebevægelser har ikke altid været indlysende. Den første der observerede at økonomien bevæger sig sammenhængende i cyklusser var Kondratiev, som altså i konjunkturteorien markerer skiftet i opfattelsen af at den samlede økonomi ”fejler” med jævne mellemrum, til erkendelsen af at vi som aktører driver konjunkturerne.

I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009. http://www.mm.dk/issue/201003

Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.

Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.

Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …

Problemet resumeres i en enkelt five-liner:
“Stor gæld er kernen i enhver krise. Den skaber en illusion af rigdom, der kan vælte som et korthus, hvad enten den er optaget af stater, banker, erhvervsliv eller forbrugere,” siger Kenneth Rogoff. Krisen er langtfra overstået. Ligesom opbygningen til en krise følger et genkendeligt mønster, tager nedturen også en bestemt form, viser de historiske data. Først falder aktierne, så følger boligpriserne med ned, ledigheden begynder at stige, BNP svækkes, og statsgælden eksploderer.

Et af de vigtigste budskaber fra Rogoff er dog, at kriser faktisk kan forudses og skadevirkningerne dæmpes.Kenneth Rogoff er både realist og optimist, og mener at finansielle kollaps kan forudses, ligesom at skadevirkningerne kan dæmpes, og han ser reformer af de finansielle systemer som afgørende for verdensøkonomiens fremtid.

Man bemærker at Rogoff tydeligvis ikke bare er en støvet Harvard professor, men et rigtigt menneske, på hans forfriskende standpunkter – f.eks. om de finansielle systemer:

“Det er som med ens børn. Man kan låse dem inde derhjemme i sikkerhed, men så udvikler de sig aldrig. De kan kun modnes ved at bevæge sig ud i den farlige verden. På samme måde skal finansielle systemer have plads til at udvikle sig, men det er afgørende at finde den rigtige balance,” siger Kenneth Rogoff. Holder man balancen, vil kriser indtræffe med 50-70 års mellemrum, men er ligevægten ikke til stede, må man regne med økonomisk nedbrud rundt regnet hvert femtende år.

Drastisk stigning i statsgælden er et af de centrale krisekarakteristika.

Ikke bare fordi staterne har brug for flere penge til at pumpe gang i økonomien, men også pga. faldende skatteindtægter, som følge af lavere aktivitet og øgede sociale udgifter, på grund af den stigende ledighed. Her adskiller USA og Europa’s krise sig i øvrigt væsentligt fra den danske, på grund af vore store og automatiske finanspolitiske buffermekanismer, der følger af det velvoksne velfærdssystem.

“Jeg mener ikke, at man kan sige, at vi er ude af recessionen, når man ser på de negative udsigter for arbejdsløsheden. Særligt i Europa vil den være et stort problem, fordi virksomhederne ikke har fyret deres medarbejdere så hurtigt som i USA. Det bliver værre, før det bliver bedre,” siger Kenneth Rogoff. Faktisk hele 86 pct. lyder den gennemsnitlige stigning i statsgælden på (over en periode på bare tre år efter en dyb krise.)

Det danske finansministerium forudsiger en stigning på 82 pct. i den offentlige bruttogæld frem til 2011, på det tidspunkt vil EU-landene gennemsnitlige gældsniveau ligge på 80 pct. af BNP. Mens Danmarks statsgæld ”blot” vil lyde på ca. 60 pct. af vort BNP.

 “I lyset af begivenhederne er det fornuftigt nok, at staterne gældssætter sig, men det er afgørende, at de meget snart gennemfører reformer. Det gælder ikke mindst i Europa, hvor den demografiske udvikling er en ekstra udfordring. Budgetterne hænger slet ikke sammen, når man ser ud i fremtiden med en befolkning, der ældes hurtigere end i for eksempel USA,” siger Kenneth Rogoff.

Rogoff advarer dog om at det sandsynligvis ikke vil lykkes alle at gennemføre reformer i tide:

“Vi vil i de kommende år se en række lande få problemer med statsgælden i form af regulær statsbankerot eller behov for redningspakker fra IMF. Situationen i lande som Irland, Dubai og Grækenland er en forsmag på, hvad der venter,” siger Kenneth Rogoff.

Men kerneproblemet er foranlediget af håndteringen af den økonomiske krise, netop på grund af de ting, der ikke blev gjort …

 “Jeg tvivler på, at det politiske system vil handle. Situationen er meget lig klimatopmødet i København: Der er megen snak, men der træffes ingen beslutning om at handle. Problemet er langsigtet, og politikerne tænker kortsigtet, fordi de gerne vil genvælges. I min analyse af den nuværende politiske situation ser jeg meget ringe vilje til omfattende reformer.” siger Kenneth Rogoff.M3 holder de danske tal op mod Rogoffs gennemsnitstal for finansielle kriser siden 2. Verdenskrig, og konstaterer, at vi må imødese omfattende boligprisfald og jobtab:

• Ledigheden vil stige med 7 procent i gennemsnit i en periode på fire år efter en krise
• På boligmarkedet har vi foreløbigt oplevet et landsdækkende fald på 18 pct. Går tingene, som de har gjort historisk, er der flere fald i vente: priserne falder typisk 35 pct. over en periode på seks år

Og det vil altså sige at vi statistisk set knap er halvvejs …

I ugebrevet mandag morgen d. 24. januar 2010 (M4) konstateres da også at vi først vil se overskud på statsfinanserne i 2050, og at Danmark på vej ind i en kriseperiode uden historisk sidestykke, og at statsgælden har kurs mod stjernerne http://www.mm.dk/nu-kommer-de-40-magre-år …Det er ganske oplivende læsning…

Men nu har jeg svært ved at tro på at selv Ugebrevet Mandag Morgen kan se 40 år frem i tiden. På ganske kort sigt tror jeg på Rogoff og hans statistik, for han resumerer egentlig blot hvad vi har erkendt os til igennem de sidste hundrede år.

Kenneth Rogoff konkluderer at løsningerne skal drives af behovet for reformer af det finansielle system…

Jeg tror blot at regulariteten vil ændres, som et resultat af den kommende valutakrise.

http://www.180grader.dk/Oekonomi/konjunkturerne-er-et-oekonomisk-fatamorgana

Den igangværende økonomiske krise kommer til at skærpe kravene om nedskæringer i de offentlige budgetter – altså venter der massive velfærdstab på kanten af beslutningsprocesserne omkring krisehåndteringen - krisetrykket vil derfor enten føre til, at de demokratiske velfærdsstater opløser sig selv - i endnu mere sammensvejsede defensive diversificerede valutablokke som forstærkede Euro-, Dollar-, Yen og Renminbi-zoner - eller også så kommer der en nyt internationalt aftalegrundlag konstrueret over Bretton Woods læst, der afspejler den nye verdensorden.

Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.

Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…

EU ender derfor med al sandsynlighed op i en graverende konflikt indbyrdes i mellem medlemsstaterne - hvorfra der ingen hjælp er at hente - på grund af den særlige konstruktion med beslutningstagende ministerråd - med mindre EU udbygges til en regulær transferunion eller en decideret forbundsstat med offentlig finansudligning.

Alt tyder derfor på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Fordi ikke bare dollaren, men også pund og euro i er dag voldsomt overvurderet, som følge af de ekstreme pengemængdeforøgelser…

David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.

Uden et internationalt vedtaget monetært aftalegrundlag, der er i de store handelslandes interesse, går det med sikkerhed derfor galt.

Sandsynligvis vil vejen mod den nye tid - som så mange gange før - tage en krig …

Gemt under: Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, Økonomisk politik. Tags: Bretton Woods, depression, Euro, finanskrise, konjunkturcykler, konjunkturteori, pengepolitik, Valutakrise.