'Makroøkonomi'
Har OECD, FED, IMF, EU, ECB og Hans-Jørgen Whitta Jacobsen (Danmarks nye overvismand) misforstået alvoren i den økonomiske krise? I dag tales der om at ”sikre væksten”, og alle eksperter er enige om at det bare ruller derud af, når bare staterne slår bunden ud af statskasserne og sænker styrerenten til nær nul.
(Ja, 0) … Det er jo hul i hovedet.
Man kan nærmest karakterisere det som en art kollektivt vanvid!
Brian Mikkelsen (K), Danmarks nye Økonomi og Erhvervsminister slår bredt ud med armene og skriver skoledrengelæserbreve i aviserne, der taler om at regeringens planer vil vise sig ’fuldt tilstrækkelige’, men at regeringen har mere af samme skuffe …
– Tænker ministeren mon på at frigive de fastfrosne dyrtidsportioner? - Så bare hit med dem. Jo før des bedre…
For der bliver brug for at polstre sig til det økonomiske sammenbrud.
Tilføj kommentar
15. marts 2010
Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Når regeringen spiller krisekortet står den generelt ikke superstærkt, og med en befolkning der ihærdigt søger at øge krisebufferen og mindske de snærende gældsbyrder, vil den stramme økonomiske politik ikke fremstå som den mest fristende medicin. Det er en vanskelig menu at afsætte, for retterne står i skarp modsætning til de forudgående valgperioder: Smalkost og spændte livremme, skatteskrue, opstrammede vilkår og reduceret velfærd …
Løkkepillen bliver svær at sluge …
Vælgermålinger skal man altid tage med et gran salt. De snapshots som man tager idag, er ingenlunde en indikator for hvordan vælgerne vil sætte deres kryds på valgdagen
Tilføj kommentar
28. februar 2010
Mennesket begyndte at leve i byer i stenalderen, og i stenalderen begyndte agerbruget. Det var agerbrug, der muliggjorde civilisationen – eller nødvendiggjorde - det at bo i byer.
Men først i år 2007- altså på toppen af den sidste højkonjunktur - boede der globalt set flere mennesker i byer, end på landet.
Betragter man konjunkturvendingen i en snæver demografisk dansk synsvinkel vokser antallet af mindre bysamfund på landet faktisk i 2004. Men det er pga. boligboblen i byerne.
År 2007 markerer altså på mere end én måde et skifte for udviklingen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel falder værdien af hjemmemarkedet, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport kan trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen.
Tilføj kommentar
21. februar 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Tilføj kommentar
16. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
Vægten af den amerikanske statsgæld i 1-dollarsedler udgør nu 15.252.000 ton. Det er ret tungt, når man tænker på at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. Det betyder at gældsbjerget i dag tynger med 1.285.880 ton ekstra i forhold til for tre måneder siden.
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig meget, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Tilføj kommentar
7. februar 2010
I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009.
Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.
Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.
Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …
Tilføj kommentar
31. januar 2010
Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Tilføj kommentar
16. januar 2010
Næste indlæg
Forrige indlæg
