'Politik'
Det kan være vanskeligt at dechifrere hvad det egentlig er der sker i Thailands politik. Som udenforstående står man derfor ret uforstående for de begivenheder, der udspiller sig i Thailand.
De røde og de gule trøjer får nærmest problemet til at minde om et opgør i skolerundbold set udefra. Men det er tegn på et ganske alvorligt problem for det spæde ”demokrati” i Thailand. Det der tilsyneladende ligner et opgør imellem republikanere og royalister (de røde og de gule) er andet og mere pragmatisk relateret for den simple farmer og den almindelige borger.
Det handler ikke som man skulle tro om velfærd og demokratiske rettigheder, men afmærker de to fronter i den politiske kamp om retten til at tage for sig i landets økonomi og erhvervsliv.
I Danmark er ligheden et styrende princip, ligesom de demokratiske rettigheder og anstændigheden i et økonomisk system, hvor alle har adgang til en pæn indkomst, der giver råd til f. eks at tage på ferie i Thailand.
En del af pladserne i parlamentet udpeges af kongen (som altså udgør tungen på vægtskålen i det politiske vægtløfteri) som også har sit eget skyggekabinet (ligesom kongehuset er en stat i staten med sin egen økonomi). Kongehusets medlemmer – som løber op i små 70.000 personer – ejer stadig store dele af Thailand personligt - også statens bygninger - som staten altså må betale husleje for at anvende. Der er ikke langt imellem magtmedierne i Thailand - Den Kongelige Livgarde skal forstås helt bogstaveligt, og når medlemmer af kongehuset tager på tur er hærenheder og politifolk udkommanderet ved hver en grusvej, og fra- og udkørsel på ruten.
Der er ikke noget slinger i valsen der, (cash is king, eller var det mon king der er cash?)
Nej, der er ikke noget der er gratis i Thailand, de direkte valg er ikke adgangen til kontrol med det politiske system - man siger at en plads i parlamentet rundt regnet koster 100 millioner THB – der altså skal ydes i omvendt bestikkelse, for at få nogen til at stemme på dig.
At det kan være en indbringende affære at komme til magten i Thailand, kan man blot kaste et blik på den tidligere premiereminister Thaksin Shinavatra for at konstatere, som for godt og vel 25 år siden var en helt almindelig lokal politimester. Få i denne verden – (og i Thailand, hvor politikere og embedsmænd ellers har hænderne godt nede i fadet) - har formået at skrabe til sig som denne mand.
Nepotisme er et styrende princip i Thailand – alle der er i nærheden af magten nyder godt heraf - således er det premiereministerens personlige venner, der ejer fabrikker og produktion og besætter de ledende poster (i tilfælde af at de altså kan komme til for kongens mænd) og demokratiet? Ja, det er en by i Rusland. Folket har ingen respekt for politikere overhovedet – som de blot anser for at være en slags særligt privilegerede forbrydere.
Kongen derimod nærer folkets tillid med en nærmest gudelignende status og står som landets overhovede som den eneste samlende kraft, når det politiske system gang på gang bryder sammen. Men i lyset af den nærmest føljetonagtige konflikt om den tidligere premiereministers umættelige grådighed, der indtil nu har afstedkommet hvad der svarer til to grundlovsændringer og omfattende uro, rammer konflikten denne gang med dobbelt styrke, da Hans Konglige Højhed Bumiphol ligger svag og alderssvækket i sygeleje i Bangkok på andet år.
Når de to fronter – rød og gul – i gentagne tilfælde mødes i den ene folkefest af en demonstration efter den anden, og selv bedstemødre og små børn sidder på ladet af firhjulstrækkere, med røde pap klaphænder monteret på bambuspinde i hænderne, skyldes det den særlige måde som pladserne i parlamentet besættes efter.
Alle der kan kravle eller gå i ”demonstration” får 1000 THB om dagen og fri forplejning. Ligesom den lokale ”politiker” skaffer penge til uddannelse og kultur som betaling for at landsbybeboerne tropper op i hovedstaden, og stimler sammen i de karakteristiske tumultarrangementer som kendetegner demonstrationerne.
Denne gang handler det altså om, at den tidligere premiereminister skal hævne sig for at staten har beslaglagt en ganske pæn slat af alle de midler, som han ellers i sin tid som leder af landet møjsommeligt har raget til sig, (og det er en ret bekostelig affære at holde andre fra fadet ).
De fleste af de penge som den thailandske stat har beslaglagt i den tidligere premiereministers personlige formue, stammer fra at han har haft givet telelicenserne til sig selv og sin familie (og venner) og efter at have underlagt sig hele telemarkedet, skovlet overskuddet ind på sin egen konto, efterfølgende solgt disse rettigheder til udenlandske teleoperatører og læsset betalingen herfor ind på sin egen (og familie og venners) konto.
Mindstelønnen i Thailand er på godt og vel 100 THB for en dags ærligt arbejde. Med to ugelønne - om dagen - for at iklæde sig en rød trøje – og fri forplejning ikke at forglemme! (og nye skoler i landsbyen, hvis alle tropper op i Bangkok!) - så der skal ikke den store fantasi til at forestille sig at disse ”demonstrationer” rigtigt kan trække i langdrag.
Men ikke på grund af utilfredshed som man skulle tro - det er cool cash, der bestemmer hvor længe konflikten varer. Thaksin har dog adskillige hundrede milliarder tilbage i tegnedrengen, og som man ligesom kan fornemme, er der rigtigt dybt i lommerne hos landets tidligere premiereminister, når det gælder at finansiere hævnen over Thailand.
Med høsten i hus og masser af tid til rådighed inden årets næste sæson, er tiden derfor ikke det store problem for “de røde”.
Thailands problem er dog ikke korruption og nepotisme, men at tørken konstant truer med at brede sig ud over de tidligere regnskovsarealer, der idag benyttes intensivt til landbrug, og beskæftiger over halvdelen af landets befolkning.
Manglende reformer, en helt ufattelig ulighed og en monumental ligegyldighed hos magthaverne, der kun interesserer sig for at rane og rage til sig, burde stille denne konflikt i skygge. Men det er ikke fornu
14. marts 2010
Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Når regeringen spiller krisekortet står den generelt ikke superstærkt, og med en befolkning der ihærdigt søger at øge krisebufferen og mindske de snærende gældsbyrder, vil den stramme økonomiske politik ikke fremstå som den mest fristende medicin. Det er en vanskelig menu at afsætte, for retterne står i skarp modsætning til de forudgående valgperioder: Smalkost og spændte livremme, skatteskrue, opstrammede vilkår og reduceret velfærd …
Løkkepillen bliver svær at sluge …
Vælgermålinger skal man altid tage med et gran salt. De snapshots som man tager idag, er ingenlunde en indikator for hvordan vælgerne vil sætte deres kryds på valgdagen
Tilføj kommentar
28. februar 2010
Folk - eller for den sags skyld regimer - der frygter den udfordring som anderledes livsværdier bringer med sig, har allerede tabt værdikampen på forhånd, fordi kun de anskuelser, der tåler modsigelse vil være modstandsdygtige historisk set …
Værdier har vi med fra barndommen og opvækst, og de udgør en væsentlig del af den kulturelle bagage:
Man må ikke pege, udstøde kropslyde eller udvise uanstændig adfærd i øvrigt - det ved enhver - ikke desto mindre er det en væsentlig komponent i underholdning, eller måske netop derfor …
Værdier har det med at blive devalueret med tiden – i gamle dage var det god tone at omgås sine medmennesker med respekt, høflighed og pli var en ressource, som blev bibragt fra generation til generation både på det personlige plan og i forståelsen af omverdenen.
F.eks. er der mange ting der ikke er tilladt ifølge dansk lov. Man må ikke tale nedsættende om andre landes statsoverhoveder eller angribe anderledes tænkende grupper på deres tro, seksualitet eller race. Tiden vil vise om det en dag bliver lovligt at fortolke den fulde ”sandhed” (ud fra devisen at ”jeg” har altid ret) om andre mennesker …
Det er meget uheldigt at Jyllandsposten har udfordret andre menneskers tolerancetærskel ved at udvise utilbørlig avis-adfærd. Det er en omstændighed, der i høj grad har skadet både dansk økonomi og skabt disrespekt for vore manerer i omverdenen.
Enhver kan tage fejl - også Jyllandsposten, Pia Kjærsgaard og Helle Thorning …
Tilføj kommentar
27. februar 2010
Den politiske virkelighed i Danmark har længe været, at der ikke var den helt store forskel på det parlamentariske arbejde, hvad enten det er det ene eller det andet ministerium der satte dagsordenen. Mange års konsensussøgende politisk konvergens imod ækvatorialzonen i parlamentet, har haft udvisket forskellighederne i mønstret på de bannere, der har været hejst til tops i stormasten.
Når der derfor i dag rasles med det nye søkort, der fører gennem smalhals rev og strammede bælter, er det helt nye toner fra broen:
Danmark skal på slankekur! For mange års vellevned har sat sine spor på vilkårene for det muliges kunst.
Tilføj kommentar
24. februar 2010
Mennesket begyndte at leve i byer i stenalderen, og i stenalderen begyndte agerbruget. Det var agerbrug, der muliggjorde civilisationen – eller nødvendiggjorde - det at bo i byer.
Men først i år 2007- altså på toppen af den sidste højkonjunktur - boede der globalt set flere mennesker i byer, end på landet.
Betragter man konjunkturvendingen i en snæver demografisk dansk synsvinkel vokser antallet af mindre bysamfund på landet faktisk i 2004. Men det er pga. boligboblen i byerne.
År 2007 markerer altså på mere end én måde et skifte for udviklingen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel falder værdien af hjemmemarkedet, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport kan trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen.
Tilføj kommentar
21. februar 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Tilføj kommentar
16. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
Hvis økonomien varigt skal styrkes, skal kræfterne bruges på at sætte de hænder, som skal skabe væksten i stand til at gribe initiativet og løfte økonomien.
Væksten skal derfor skræddersyes i samspil i mellem regionale vækstfonde (hvis altså ikke Lars Løkke - den lille hidsigprop - har nedlagt regionerne til den tid) og de lokale finansieringsinstitutter…
Regeringens Vækstforum må se at finde sine ben - så produktionen kan gå igang - fremgangen i økonomien skal ikke blot udløbe fra endnu en stor milliardcheck, men være bundet på en erhvervspolitisk rammelovgivning, der styrker den regionale økonomiske udvikling.
Tilføj kommentar
6. februar 2010
Næste indlæg
Forrige indlæg
