Har OECD, FED, IMF, EU, ECB og Hans-Jørgen Whitta Jacobsen (Danmarks nye overvismand) misforstået alvoren i den økonomiske krise? I dag tales der om at ”sikre væksten”, og alle eksperter er enige om at det bare ruller derud af, når bare staterne slår bunden ud af statskasserne og sænker styrerenten til nær nul.
(Ja, 0) … Det er jo hul i hovedet.
Man kan nærmest karakterisere det som en art kollektivt vanvid!
Brian Mikkelsen (K), Danmarks nye Økonomi og Erhvervsminister slår bredt ud med armene og skriver skoledrengelæserbreve i aviserne, der taler om at regeringens planer vil vise sig ’fuldt tilstrækkelige’, men at regeringen har mere af samme skuffe …
– Tænker ministeren mon på at frigive de fastfrosne dyrtidsportioner? - Så bare hit med dem. Jo før des bedre…
For der bliver brug for at polstre sig til det økonomiske sammenbrud.
Tilføj kommentar
15. marts 2010
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Det er afgørende for den danske økonomi om omverdenen har tillid til vor valuta. Den ideelle valutasituation er naturligvis at det ikke udvikler sig til en krise. At:
Kronen fremstår med overbevisende styrke
Der er styr på de økonomiske forhold i nationaløkonomien
Betalingsbalancen ikke tipper i den gale retning
De løbende poster fremviser positive resultater
Renten kan holde inflationen i skak
og - ikke at forglemme - at der ideelt set ikke trykkes penge uden dækning i produktionens likviditetsbehov …
Dette er forhold, der ofte står i modsætning til den politiske dagsorden fra Christiansborg, der ikke nødvendigvis fører til hverken finansiel, økonomisk eller monetær stabilitet, men derimod ofte netop trækker økonomien ud på et skråplan. Finanspolitikken har nemlig ikke den monetære stabilitet som første prioritet, men likviderne anvendes i finanspolitikken som styringsmedier, der via lovgivningen kan iværksætte og udføre handlinger uden efterfølgende diskussion ved hjælp af pengene.
Nationalbanken står her med et grundlæggende ansvar for at værne valutaen således at den forbliver et effektivt styringsmedie i økonomien. At kunne forsvare valutaen imod utilsigtede kurshop er derfor en del af det almindelige beredskab en centralbank skal opretholde, for at kunne sikre den monetære stabilitet i sit udbredelsesområde.
Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner (til en lav kurs) og sælger efterfølgende danske kroner igen (når kursen på danske kroner er steget) - når og hvis valutakrisen ophører - Nationalbanken er derfor nødt til at have en ikke uanseelig valutareserve til rådighed for at kunne forsvare den danske krone. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente. Nationalbanken har som følge heraf en løbende omkostning, som består af differensen i mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af valutareserverne …
Men pengene skal jo komme et sted fra, så Nationalbanken finansierer sig derfor blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse værdipapirer forrentes så i forhold til den danske rente.
Succeskriteriet er naturligvis at det er Nationalbankens pengepolitik, der bestemmer kronekursen og renten. Det er aldrig en økonomisk fordel for Nationalbanken, at være presset ud i en valutakrise - selv når det lykkes at forsvare den danske krone - men det siger sig selv, at det er nødvendigt at have store valutareserver klar når valutakriser opstår.
Den drivende kraft i en valutakrise er at der spekuleres i valutaens styrke: (Hvor langt er Nationalbanken rede til at gå for at forsvare kronekursen) - incitamentet er indlysende: Hvis Nationalbankens valutabeholdning er for lille vil valutaen ende med at tabe i værdi. Når det derimod lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, (ved at sælge danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs) vil kronen bevare sin værdi. Spekulanternes tab er marginalt i forhold til den potentielle gevinst, såfremt det faktisk lykkes at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem et eventuelt tab og de meget store potentielle gevinster, er netop årsagen til at spekulationen opstår …
Tilføj kommentar
7. november 2009
