Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Tilføj kommentar
16. februar 2010
I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009.
Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.
Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.
Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …
Tilføj kommentar
31. januar 2010
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
Tilføj kommentar
15. januar 2010
Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater - ikke bare i USA og Danmark - men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.
Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans - og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.
Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.
Tilføj kommentar
11. november 2009
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
