At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
Tilføj kommentar
15. januar 2010
Til trods for at vi i tidens løb har gennemløbet en serie af finansielle sammenbrud, styrter store dele af verdensøkonomien med jævne mellemrum omkuld. Det kan forekomme oplagt at forsigtighed burde være en vedvarende dyd, men ikke desto mindre kaster vi alligevel forsigtigheden når det går godt.
I den seneste dekade har verdens centralbanker - startende med i sin tid Alan Greenspan i FED i spidsen - ført de omvendte økonomiske principper i søen - sænket renten, når den burde stige - og øget pengemængden, så den kunne booste den økonomiske fremgang når konjunkturcyklerne har fået hjulene i gang. Når aktiviteterne stiger, vokser naturligvis også behovet for likviditet. Bankmultiplikatoren vil i en harmonisk økonomi sørge for at pengemængden vokser på den sunde måde når renterne lægges til. I en vækstorienteret økonomi vil den øgede pengeomsætningshastighed desuden skabe et større behov for likviditet.
Eftertiden - som ikke ligger så langt ude i horisonten efter idag godt og vel 1½ års korrektion - vil vise om der er en stabiliserende fremgang i de kraftige og ekspansive pengepolitikker som verdens centralbanker har sat i søen - eller om verdensøkonomien sejler på må og få uden kurs eller med i de oceaner af likviditet som der er pumpet ud.
Man kan indvende at når økonomien går godt - går tingene også stærkt - og måske ligger forklaringen i at det går for stærkt. Raske beslutninger - på både højt og lavt plan - har ført den økonomiske fremgang vi har oplevet i det meste af dette årtusinde tilbage til start.
Tilføj kommentar
30. september 2009
Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.
De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempe de ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre - på sigt!
Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitik indgriben forplanter sig i økonomien vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.
Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.
I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.
Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke virkningen af finanspolitikkerne i den efterfølgende konjunkturvending.
Det er ikke lovende udsigter, som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.
Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring, vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.
Finanspolitikken og pengepolitikken er de to kæber i den bidtang, der kan knibe krisen af, og sålænge magthaverne i dette land modsætter sig at bide skeer med virkeligheden, vil den økonomiske krise kradse.
Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når - ikke bare statens fartøj - men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …
Problemet med regeringens erhvervsstøttende politik er at vi hurtigt risikerer at stå med et dyrt skatteyderfinansieret forældet produktionsapperat, som producerer uafsætteligt dyrt!
Se bare til Ørestaden, som har sat områdets lokalbank direkte på udskylningskurs ud i Sydhavnen…
Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men - ned af bakke - med medvind - går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej - og det er op - og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.
Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…
På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.
At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.
At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…
Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne - ikke politikerne - og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!
Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!
1 kommentar
24. september 2009
