Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009.
Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.
Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.
Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …
Tilføj kommentar
31. januar 2010
Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater - ikke bare i USA og Danmark - men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.
Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans - og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.
Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.
Tilføj kommentar
11. november 2009
Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.
De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempe de ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre - på sigt!
Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitik indgriben forplanter sig i økonomien vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.
Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.
I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.
Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke virkningen af finanspolitikkerne i den efterfølgende konjunkturvending.
Det er ikke lovende udsigter, som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.
Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring, vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.
Finanspolitikken og pengepolitikken er de to kæber i den bidtang, der kan knibe krisen af, og sålænge magthaverne i dette land modsætter sig at bide skeer med virkeligheden, vil den økonomiske krise kradse.
Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når - ikke bare statens fartøj - men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …
Problemet med regeringens erhvervsstøttende politik er at vi hurtigt risikerer at stå med et dyrt skatteyderfinansieret forældet produktionsapperat, som producerer uafsætteligt dyrt!
Se bare til Ørestaden, som har sat områdets lokalbank direkte på udskylningskurs ud i Sydhavnen…
Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men - ned af bakke - med medvind - går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej - og det er op - og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.
Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…
På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.
At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.
At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…
Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne - ikke politikerne - og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!
Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!
1 kommentar
24. september 2009
Hvor nationaløkonomierne før var en videnskab, der satte grænser og hæmmede det politiske råderum under økonomisk deroute, oplever vi i dag hvordan politiske dagsordner kaprer og bevarer kontrollen med kuldsejlede og forliste økonomier.
Siden oktober 2008, da USA’s daværende finansminister Henry Paulson startede gældsspiralen for alvor, ved for første gang at overføre alle de dårlige papirer til staten, er USA’s økonomi gået i et mere eller mindre ukontrolleret stall, som skiftende finansministre og præsidenter har været ude af stand til at stoppe, og tiltagene – både i USA, Storbritannien såvel som resten af G-20 landene, har trukket hele verden ud i en ond gældspiral, som ingen ende synes at ville tage.
Centralbankerne vil kun være i stand til at yde likviditetsudvidelser i en stærkt begrænset periode, førend kapaciteten igen tørrer ind. Den enorme udstedelse af statsobligationer har en naturlig kapacitetsgrænse hvor markedet lukker af, og banksystemernes evne til at fastholde den lave rente, som skal levere kraften til den efterfølgende vækst, som følger af likviditetsflowets bankmultiplikator – dvs. det finansielle systems evne til at skabe et monetært flow – er afhængigt af omverdenens vilje til at investere i obligationer i dollar, pund og euro.
Derfor er budskabet fra G-20 nu at de store likviditetsindsprøjtningers tid snart er tilendebragt, og påbegynder overvejelserne for en exit-plan ud af de store monetære udvidelser.
Forøgelserne af USA og Storbritanniens udlandsgæld er tæt på højdepunktet, for hvor produktionskapaciteten og evnen til at svare renter og afdrag af gældsbyrden er nået , og det kan få renterne til at stige med eksplosiv kraft.
USA har nu i to på hinanden følgende administrationer arbejdet målrettet på at stabilisere konsekvenserne af den enorme belåning af amerikansk ejendom i mellem 2001 og 2007, der har lagt grunden til en af de største økonomiske katastrofer i verdensøkonomien.
Tilføj kommentar
5. september 2009
Socialdemokratiet og SF’s svar på verdens økonomiske problemer er at skrue skatten op og låne noget mere. Ja, mod enfoldighed kæmper selv guder forgæves. Der er nogle mennesker, der - lidt ligesom Hodja fra Pjort - aldrig bliver klogere.
Jeg ved snart ikke hvad der er værst, en borgerlig regering, der som en anden spejderdreng hopper rundt og slukker en ene ildebrand efter den anden, eller udsigten til et rødt kabinet, der som erklæret politik har at ville sætte det hele i brand…
Den nemme vej ud af krisen er at låne, så det står ud til alle sider…
Hvis der er noget verdens ledere kan blive enige om, er det at trykke statsobligationer i stor stil og købe dem af hinanden.
Pengemængden er derfor firedoblet i EU, men i USA slår Bernanke dog alle rekorder i det han med FED har kapacitet til at pumpe knap 500 mio. $ ud i timen, og hidtil har kineserne vist sig villige til at betale ved Kasse 1, når Bernanke sælger T-bonds…
Det svære resultat af den nemme løsning er at skatterne i USA skrues op på dansk niveau (med en venlig tanke til socialdemokraterne). Hvilket også vil være det der kommer til at ske i Obama’s USA …
Tilføj kommentar
31. august 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
