At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
Vægten af den amerikanske statsgæld i 1-dollarsedler udgør nu 15.252.000 ton. Det er ret tungt, når man tænker på at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. Det betyder at gældsbjerget i dag tynger med 1.285.880 ton ekstra i forhold til for tre måneder siden.
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig meget, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Tilføj kommentar
7. februar 2010
Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater - ikke bare i USA og Danmark - men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.
Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans - og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.
Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.
Tilføj kommentar
11. november 2009
Til trods for at vi i tidens løb har gennemløbet en serie af finansielle sammenbrud, styrter store dele af verdensøkonomien med jævne mellemrum omkuld. Det kan forekomme oplagt at forsigtighed burde være en vedvarende dyd, men ikke desto mindre kaster vi alligevel forsigtigheden når det går godt.
I den seneste dekade har verdens centralbanker - startende med i sin tid Alan Greenspan i FED i spidsen - ført de omvendte økonomiske principper i søen - sænket renten, når den burde stige - og øget pengemængden, så den kunne booste den økonomiske fremgang når konjunkturcyklerne har fået hjulene i gang. Når aktiviteterne stiger, vokser naturligvis også behovet for likviditet. Bankmultiplikatoren vil i en harmonisk økonomi sørge for at pengemængden vokser på den sunde måde når renterne lægges til. I en vækstorienteret økonomi vil den øgede pengeomsætningshastighed desuden skabe et større behov for likviditet.
Eftertiden - som ikke ligger så langt ude i horisonten efter idag godt og vel 1½ års korrektion - vil vise om der er en stabiliserende fremgang i de kraftige og ekspansive pengepolitikker som verdens centralbanker har sat i søen - eller om verdensøkonomien sejler på må og få uden kurs eller med i de oceaner af likviditet som der er pumpet ud.
Man kan indvende at når økonomien går godt - går tingene også stærkt - og måske ligger forklaringen i at det går for stærkt. Raske beslutninger - på både højt og lavt plan - har ført den økonomiske fremgang vi har oplevet i det meste af dette årtusinde tilbage til start.
Tilføj kommentar
30. september 2009
Hvor nationaløkonomierne før var en videnskab, der satte grænser og hæmmede det politiske råderum under økonomisk deroute, oplever vi i dag hvordan politiske dagsordner kaprer og bevarer kontrollen med kuldsejlede og forliste økonomier.
Siden oktober 2008, da USA’s daværende finansminister Henry Paulson startede gældsspiralen for alvor, ved for første gang at overføre alle de dårlige papirer til staten, er USA’s økonomi gået i et mere eller mindre ukontrolleret stall, som skiftende finansministre og præsidenter har været ude af stand til at stoppe, og tiltagene – både i USA, Storbritannien såvel som resten af G-20 landene, har trukket hele verden ud i en ond gældspiral, som ingen ende synes at ville tage.
Centralbankerne vil kun være i stand til at yde likviditetsudvidelser i en stærkt begrænset periode, førend kapaciteten igen tørrer ind. Den enorme udstedelse af statsobligationer har en naturlig kapacitetsgrænse hvor markedet lukker af, og banksystemernes evne til at fastholde den lave rente, som skal levere kraften til den efterfølgende vækst, som følger af likviditetsflowets bankmultiplikator – dvs. det finansielle systems evne til at skabe et monetært flow – er afhængigt af omverdenens vilje til at investere i obligationer i dollar, pund og euro.
Derfor er budskabet fra G-20 nu at de store likviditetsindsprøjtningers tid snart er tilendebragt, og påbegynder overvejelserne for en exit-plan ud af de store monetære udvidelser.
Forøgelserne af USA og Storbritanniens udlandsgæld er tæt på højdepunktet, for hvor produktionskapaciteten og evnen til at svare renter og afdrag af gældsbyrden er nået , og det kan få renterne til at stige med eksplosiv kraft.
USA har nu i to på hinanden følgende administrationer arbejdet målrettet på at stabilisere konsekvenserne af den enorme belåning af amerikansk ejendom i mellem 2001 og 2007, der har lagt grunden til en af de største økonomiske katastrofer i verdensøkonomien.
Tilføj kommentar
5. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
