Mennesket begyndte at leve i byer i stenalderen, og i stenalderen begyndte agerbruget. Det var agerbrug, der muliggjorde civilisationen – eller nødvendiggjorde - det at bo i byer.
Men først i år 2007- altså på toppen af den sidste højkonjunktur - boede der globalt set flere mennesker i byer, end på landet.
Betragter man konjunkturvendingen i en snæver demografisk dansk synsvinkel vokser antallet af mindre bysamfund på landet faktisk i 2004. Men det er pga. boligboblen i byerne.
År 2007 markerer altså på mere end én måde et skifte for udviklingen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel falder værdien af hjemmemarkedet, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport kan trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen.
Tilføj kommentar
21. februar 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009.
Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.
Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.
Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …
Tilføj kommentar
31. januar 2010
Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Tilføj kommentar
16. januar 2010
Den aftagende returpengestrøm vil på sigt sætte interbankmarkedet i et stall, da udviklingen i engagementernes struktur medfører at afdragsdelen er trukket ud over en længere løbetid, og samlet set betyder det at det bremsede tilbageløb til bankerne vil forringe bankernes evne til at opretholde et urealistisk aktivitetsniveau. Uanset skiftende regeringers krav og politiske krudtposer vil bankernes evne til at skyde væksten ind være væsentligt reduceret alene af den grund at 4/5 af udlånsmassen i dag og fremover returner pengene til kredsløbet langsommere.
Da bankernes øvrige engagementer er fladet ud (fordi man i væsentligt omfang i husholdningerne i perioden har benyttet boligen som kassekredit) er tilbageløbet også her indskrænket kritisk, ikke mindst fordi renten også her har været trukket under den naturlige rentesats.
Det betyder at banksystemets multiplikationsfaktor faktisk i dag er væsentligt forringet, og det betyder også at likviditetskrisen vil forstærkes af den ringere bonitet i udlånsmassen. Man kan således sige at bankernes mulighed for at påvirke pengestrømmene positivt (vækst i pengemængden) jævnt er faldet i den ekspansive periode, hvor multiplikatoreffekten af likviditetsstrømmen i udlånsmassen er aftaget.
Banksystemets evne til at skabe en dynamisk likviditetsstrøm er nemlig afhængig af at lånene rent faktisk bliver betalt tilbage - med renter, og renters rente - det er jo forudsætningen for at pengene kan sendes i udlån igen og derved blive til en strøm …
Det bliver først rigtigt kritisk når boligboblen punkterer for alvor. Tvangsauktioner og nedskrivninger på ikke performende lån vil her udhule sikkerheden for lånene, efterhånden som realværdien af fast ejendom falder. Bortset fra at det vil stavnsbinde en stor del af boligejerne til en høj ydelse - for en stor dels vedkommende uden at gælden bliver mindre pga. afdragsfriheden, betyder det også at bankerne, der i dag har placeret en stor del af deres udlånsengagementer i boliglån kommer til at sidde med store og værdimæssigt udhulede ejendomsporteføjler, efterhånden som kunderne falder af karrusellen.
Bankernes fortsatte evne til at skabe værdi i et dalende boligmarked vil blive udfordret af kunderne fortsat vil styrke krisebufferen og nedbringe gælden - herved rammes pengeinstitutterne jo på 80 % af deres forretning. I første omgang bliver det et kapløb i strid modvind, fordi realværdien af restgælden vil stige efterhånden som afdragene øges, men den stærke påholdenhed hos kunderne og opbremsningen i investeringer og forbrug vil med tiden øge indlånsmassen, fordi de stigende renter vil øge ønsket om at afdrage på gæld.
4 kommentarer
21. oktober 2009
Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.
De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempe de ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre - på sigt!
Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitik indgriben forplanter sig i økonomien vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.
Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.
I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.
Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke virkningen af finanspolitikkerne i den efterfølgende konjunkturvending.
Det er ikke lovende udsigter, som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.
Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring, vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.
Finanspolitikken og pengepolitikken er de to kæber i den bidtang, der kan knibe krisen af, og sålænge magthaverne i dette land modsætter sig at bide skeer med virkeligheden, vil den økonomiske krise kradse.
Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når - ikke bare statens fartøj - men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …
Problemet med regeringens erhvervsstøttende politik er at vi hurtigt risikerer at stå med et dyrt skatteyderfinansieret forældet produktionsapperat, som producerer uafsætteligt dyrt!
Se bare til Ørestaden, som har sat områdets lokalbank direkte på udskylningskurs ud i Sydhavnen…
Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men - ned af bakke - med medvind - går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej - og det er op - og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.
Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…
På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.
At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.
At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…
Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne - ikke politikerne - og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!
Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!
1 kommentar
24. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
