Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Tilføj kommentar
16. januar 2010
Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.
De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempe de ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre - på sigt!
Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitik indgriben forplanter sig i økonomien vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.
Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.
I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.
Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke virkningen af finanspolitikkerne i den efterfølgende konjunkturvending.
Det er ikke lovende udsigter, som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.
Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring, vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.
Finanspolitikken og pengepolitikken er de to kæber i den bidtang, der kan knibe krisen af, og sålænge magthaverne i dette land modsætter sig at bide skeer med virkeligheden, vil den økonomiske krise kradse.
Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når - ikke bare statens fartøj - men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …
Problemet med regeringens erhvervsstøttende politik er at vi hurtigt risikerer at stå med et dyrt skatteyderfinansieret forældet produktionsapperat, som producerer uafsætteligt dyrt!
Se bare til Ørestaden, som har sat områdets lokalbank direkte på udskylningskurs ud i Sydhavnen…
Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men - ned af bakke - med medvind - går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej - og det er op - og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.
Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…
På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.
At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.
At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…
Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne - ikke politikerne - og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!
Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!
1 kommentar
24. september 2009
I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse hilses velkommen.
At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.
Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem.
Vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.
Men den økonomiske krise har ændret dagsordenen, og det har i dag ikke nogen særlig betydning om Danmark er fuldt med i euro-samarbejdet eller ej. Valutaerne i hele verden står overfor en monumental udfording, når de sidste små 30 års samarbejde skal redefineres ved udgangen af perioden med de gigantiske statslige stimuleringspakker . G-20 landene står allerede med den svære opgave at skulle definere en exitmanøvre, som ikke udsletter nationaløkonomierne og starter en langvarig økonomisk krise.
Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.
Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel 10 år, står i dag overfor en livstruende udfordring, når det internationale valutasystem skal redefineres, netop som den Europæiske økonomi står grundstødt, fordi valutaen ikke er dækket ind i produktion, men afspejler et minisamarbejde på tværs af lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt - således at eurosamarbejdet idag står svagere end nogensinde - uden mulighed for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone.
De faktorer der har væsentlig og afgørende betydning for dansk økonomi er opgøret med kontraktpolitikerne og populismen, Fastkursen og skattestoppet. Når tiden modnes til handling skal Danmark derfor træffe nogle indlysende valg.
Men europørgsmålet vil ikke have synderlig fokus til den tid …
Det synes at være et fornuftigt argument at vi fra dansk side gerne vil se hvad ECB duer til først - nu har vi stået uden for i 10 år - og i den forløbne tid har Danmark snart sagt været det eneste land, der lever op til de oprindelige målsætninger om orden i statens finanser, budgetoverholdelser og inflationsmål.
Det fremføres ofte at når Danmark står uden for i pengepolitikken, nyder vi ikke fordelene ved det fulde økonomiske samarbejde. Men vi har så sandelig også beholdt alle de fordele der er ved at stå udenfor …
Skal Danmark eventuelt deltage i eurosamarbejdet, skal ECB og eurolandene først vise, at de ikke forspilder mulighederne for at samle møntunionen i et fælles projekt, hvor man optimalt udnytter de muligheder, der netop ligger i at føre en fælles pengepolitik.
Tilføj kommentar
23. september 2009
Problemerne, der i dag tårner sig op for nationaløkonomierne er hverken udsprunget af grådighed eller dårligt drevne banker. Årsagen til at økonomierne er kørt af vækstsporet, og store dele af det internationale banksystem i dag er borteroderet, skal derimod findes i dårlig og mangelfuld lovgivning, manglende indsigt i økonomiske forhold hos tilsynsmyndigheder og ineffektive, kompetenceløse og uambitiøse lovgivere, der har haft øjnene stift lukket på blind vækst, snarere end bæredygtig økonomisk fremgang.
Den åbenlyse mangel på indsigt i blot elementære økonomiske sammenhænge skærer i øjnene - og river i ørene - når danske politikere adresserer vejen ud af den økonomiske krise, som udfolder sig for vore øjne.
Verdens uheld er desuden blevet forstærket af, at økonomien ikke har haft synderlig fokus hos magthaverne i tiden imellem de store krak. Hvor politikere verden over har lukreret på de konjunkturdrivende økonomiske politikker, og i forskellig grad forstærket - og muliggjort - at økonomien har kunnet køre helt eller delvist af sporet…
Tilføj kommentar
3. september 2009
Politikerne vil helst ikke gøre det der hjælper – blot det der gør mindst ondt: (For det der gør mindst ondt på vælgerne konsoliderer magten)
Ingen siger det ligeud: Den danske beskæftigelse har længe befundet sig på et usundt højt niveau, og lønpresset fra den nærmest fulde beskæftigelse koster stadig på eksporten.
I den moderne verden flytter arbejdskraftens- og kapitalens frie bevægelighed rundt på nationernes substantielle og uforandrelige økonomiske virkelighed.
Det politiske system har holdt den danske økonomi flydende igennem transformationsprocessen fra bondeøkonomi op igennem andelsbevægelse og fællesskabstanke og ideen om at fastholde indtjeningen der hvor værdierne skabes. (En filosofi, der går fløjten i den globale landsby, hvor polakker, ukrainere og kinesere kommer til at lave det hele i den nærmeste fremtid)
Det er uomtvisteligt at årtiers velfærdspolitikker har taget de mest ubehagelige bivirkninger ud af de frie økonomiske kræfter. Kunsten, ikke at øge uligheden med væksten, er en balancegang, der er ikke lykkes for en hvilket som helst økonomi.
Men arbejderbevægelse, velfærdsstat og erhvervslivet står i dag med begrænsede muligheder for at tæmme den globale økonomis fornyede vildskab, og det kommer til at koste materiel velstand at tage indflydelsen tilbage over samfundsøkonomien.
De høje skatter reducerer den private sektors konjunkturbuffer - derfor vil en modcyklisk statsindsprøjtning (baseret på offentlig gæld), på den lange bane virke direkte hæmmende for Danmarks økonomiske udvikling og vækstpotentiale. Ligesom marginalskattetrykket er omvendt proportionalt med hvor kapitalstærke vore potentielle iværksættere er / bliver.
At kaste landet ud i voldsomt øget gældsætning for at lempe krisens virkninger (arbejdsløshed, rentemarginaler, konkurs og bankerotter) er direkte uansvarlig politik og (oven i købet ineffektiv) brandbekæmpelse, der med al ønskelig tydelighed viser at politikerne ikke har lært en bjælde af historien …
Folkestyrets præmisser er jo at den eneste trussel vi som vælgere kan udgøre for politikerne er, at vi i stedet vælger os selv - eller nogle andre - ind i folketinget. Derfor anbefales derfor venligst at politikerne læser den nedenfor beskrevne løsning.
Tilføj kommentar
31. august 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
