Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Mennesket begyndte at leve i byer i stenalderen, og i stenalderen begyndte agerbruget. Det var agerbrug, der muliggjorde civilisationen – eller nødvendiggjorde - det at bo i byer.
Men først i år 2007- altså på toppen af den sidste højkonjunktur - boede der globalt set flere mennesker i byer, end på landet.
Betragter man konjunkturvendingen i en snæver demografisk dansk synsvinkel vokser antallet af mindre bysamfund på landet faktisk i 2004. Men det er pga. boligboblen i byerne.
År 2007 markerer altså på mere end én måde et skifte for udviklingen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel falder værdien af hjemmemarkedet, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport kan trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen.
Tilføj kommentar
21. februar 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
Tilføj kommentar
15. januar 2010
Man forsøger ude i verden så at stoppe tilbagerulningen ved at pumpe fornyet likviditet ind i systemet.
Herhjemme har vi med bankpakke I og II forsøgt at holde den finansielle sektor i live.
Den første pakke går bl.a. ud på at udvide indskydergarantien. I de næste par år er der ubegrænset statsgaranti på tab over 35 mia. ved bankkrak. Herefter er garantien sat op til 750.000.
Den anden pakke går ud på at tilvejebringe en kapitalfacilitet på markedsbetingelser, som giver mulighed for at stabilisere banker med en sund udlånsportefølge, men som er tæt på undergrænsen af solvenskravet, i et marked som ellers vil være utilgængeligt - når (og hvis) det bliver nødvendigt.
De første 35 mia., der bruges er sektorbetalt. I henhold til loven, som ligger til grund for bankpakke I vil der herefter ske en opsplitning af den nødlidende banks forretninger i en sund og en usund del, og den sunde del af forretningen afhændes i markedet og medvirker til den nødvendige konsolidering af branchen.
Det kan være fornuftigt nok og medvirker til at stabilisere markedet i en turbulent periode. Sammen med den høje offentlige sektor og arbejdsløshedsforsikringssystemet i Danmark vil det i høj grad modvirke den krise som ellers ville have trukket landet ud i en dyb krise.
Når det er sagt, så er der også grænser for hvor mange pakker af denne kaliber dansk økonomi kan bære. Ligesom hensynet til at afbøde konjunkturernes ubehagelige virkninger heller ikke må stå i vejen for hverken den nødvendige konsolidering og produktivitetsforbedring i den finansielle sektor.
Tilføj kommentar
31. oktober 2009
Til trods for at vi i tidens løb har gennemløbet en serie af finansielle sammenbrud, styrter store dele af verdensøkonomien med jævne mellemrum omkuld. Det kan forekomme oplagt at forsigtighed burde være en vedvarende dyd, men ikke desto mindre kaster vi alligevel forsigtigheden når det går godt.
I den seneste dekade har verdens centralbanker - startende med i sin tid Alan Greenspan i FED i spidsen - ført de omvendte økonomiske principper i søen - sænket renten, når den burde stige - og øget pengemængden, så den kunne booste den økonomiske fremgang når konjunkturcyklerne har fået hjulene i gang. Når aktiviteterne stiger, vokser naturligvis også behovet for likviditet. Bankmultiplikatoren vil i en harmonisk økonomi sørge for at pengemængden vokser på den sunde måde når renterne lægges til. I en vækstorienteret økonomi vil den øgede pengeomsætningshastighed desuden skabe et større behov for likviditet.
Eftertiden - som ikke ligger så langt ude i horisonten efter idag godt og vel 1½ års korrektion - vil vise om der er en stabiliserende fremgang i de kraftige og ekspansive pengepolitikker som verdens centralbanker har sat i søen - eller om verdensøkonomien sejler på må og få uden kurs eller med i de oceaner af likviditet som der er pumpet ud.
Man kan indvende at når økonomien går godt - går tingene også stærkt - og måske ligger forklaringen i at det går for stærkt. Raske beslutninger - på både højt og lavt plan - har ført den økonomiske fremgang vi har oplevet i det meste af dette årtusinde tilbage til start.
Tilføj kommentar
30. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
