Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Mennesket begyndte at leve i byer i stenalderen, og i stenalderen begyndte agerbruget. Det var agerbrug, der muliggjorde civilisationen – eller nødvendiggjorde - det at bo i byer.
Men først i år 2007- altså på toppen af den sidste højkonjunktur - boede der globalt set flere mennesker i byer, end på landet.
Betragter man konjunkturvendingen i en snæver demografisk dansk synsvinkel vokser antallet af mindre bysamfund på landet faktisk i 2004. Men det er pga. boligboblen i byerne.
År 2007 markerer altså på mere end én måde et skifte for udviklingen.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel falder værdien af hjemmemarkedet, i den vigtige gren af primærøkonomien som dansk landbrug udgør, fra 1985 frem til 2006 med 25 procent, og set i relation til pristallet for fødevarer, der stiger med knap 50 procent, stiller det erhvervet i en konkurrencesituation, hvor kun øget produktivitet og en styrket eksport kan trække investeringerne hjem.
Landbrugets økonomi er altså under pres allerede i opkonjunkturen.
Tilføj kommentar
21. februar 2010
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Tilføj kommentar
16. februar 2010
Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Tilføj kommentar
16. januar 2010
Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater - ikke bare i USA og Danmark - men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.
Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans - og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.
Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.
Tilføj kommentar
11. november 2009
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Det er afgørende for den danske økonomi om omverdenen har tillid til vor valuta. Den ideelle valutasituation er naturligvis at det ikke udvikler sig til en krise. At:
Kronen fremstår med overbevisende styrke
Der er styr på de økonomiske forhold i nationaløkonomien
Betalingsbalancen ikke tipper i den gale retning
De løbende poster fremviser positive resultater
Renten kan holde inflationen i skak
og - ikke at forglemme - at der ideelt set ikke trykkes penge uden dækning i produktionens likviditetsbehov …
Dette er forhold, der ofte står i modsætning til den politiske dagsorden fra Christiansborg, der ikke nødvendigvis fører til hverken finansiel, økonomisk eller monetær stabilitet, men derimod ofte netop trækker økonomien ud på et skråplan. Finanspolitikken har nemlig ikke den monetære stabilitet som første prioritet, men likviderne anvendes i finanspolitikken som styringsmedier, der via lovgivningen kan iværksætte og udføre handlinger uden efterfølgende diskussion ved hjælp af pengene.
Nationalbanken står her med et grundlæggende ansvar for at værne valutaen således at den forbliver et effektivt styringsmedie i økonomien. At kunne forsvare valutaen imod utilsigtede kurshop er derfor en del af det almindelige beredskab en centralbank skal opretholde, for at kunne sikre den monetære stabilitet i sit udbredelsesområde.
Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner (til en lav kurs) og sælger efterfølgende danske kroner igen (når kursen på danske kroner er steget) - når og hvis valutakrisen ophører - Nationalbanken er derfor nødt til at have en ikke uanseelig valutareserve til rådighed for at kunne forsvare den danske krone. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente. Nationalbanken har som følge heraf en løbende omkostning, som består af differensen i mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af valutareserverne …
Men pengene skal jo komme et sted fra, så Nationalbanken finansierer sig derfor blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse værdipapirer forrentes så i forhold til den danske rente.
Succeskriteriet er naturligvis at det er Nationalbankens pengepolitik, der bestemmer kronekursen og renten. Det er aldrig en økonomisk fordel for Nationalbanken, at være presset ud i en valutakrise - selv når det lykkes at forsvare den danske krone - men det siger sig selv, at det er nødvendigt at have store valutareserver klar når valutakriser opstår.
Den drivende kraft i en valutakrise er at der spekuleres i valutaens styrke: (Hvor langt er Nationalbanken rede til at gå for at forsvare kronekursen) - incitamentet er indlysende: Hvis Nationalbankens valutabeholdning er for lille vil valutaen ende med at tabe i værdi. Når det derimod lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, (ved at sælge danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs) vil kronen bevare sin værdi. Spekulanternes tab er marginalt i forhold til den potentielle gevinst, såfremt det faktisk lykkes at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem et eventuelt tab og de meget store potentielle gevinster, er netop årsagen til at spekulationen opstår …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
