Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
Vægten af den amerikanske statsgæld i 1-dollarsedler udgør nu 15.252.000 ton. Det er ret tungt, når man tænker på at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. Det betyder at gældsbjerget i dag tynger med 1.285.880 ton ekstra i forhold til for tre måneder siden.
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig meget, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Tilføj kommentar
7. februar 2010
Tidens løsen er lave renter og store finanspolitiske pakkeløsninger. Der er god grund til at advare mod at fortsætte dødsridtet på den ekspansive pengepolitik, der er G-20 landenes svar på det truende markedskollaps.
Man kan købe tid ved at sælge de nære skatteprovenuer og udbyde staternes indtægter på obligationer til højestbydende. Men for enden af de ekspansive pengepolitiske redningsplanker lurer afgrunden. Men det er ikke en ny krise der lurer i horisonten.
David Hume og John Stuart Mill påviste allerede i 1700-tallet, at hvis der ikke er orden i pengemarkederne, vil der ikke blive orden på varemarkederne.
Tilføj kommentar
16. januar 2010
Til trods for at vi i tidens løb har gennemløbet en serie af finansielle sammenbrud, styrter store dele af verdensøkonomien med jævne mellemrum omkuld. Det kan forekomme oplagt at forsigtighed burde være en vedvarende dyd, men ikke desto mindre kaster vi alligevel forsigtigheden når det går godt.
I den seneste dekade har verdens centralbanker - startende med i sin tid Alan Greenspan i FED i spidsen - ført de omvendte økonomiske principper i søen - sænket renten, når den burde stige - og øget pengemængden, så den kunne booste den økonomiske fremgang når konjunkturcyklerne har fået hjulene i gang. Når aktiviteterne stiger, vokser naturligvis også behovet for likviditet. Bankmultiplikatoren vil i en harmonisk økonomi sørge for at pengemængden vokser på den sunde måde når renterne lægges til. I en vækstorienteret økonomi vil den øgede pengeomsætningshastighed desuden skabe et større behov for likviditet.
Eftertiden - som ikke ligger så langt ude i horisonten efter idag godt og vel 1½ års korrektion - vil vise om der er en stabiliserende fremgang i de kraftige og ekspansive pengepolitikker som verdens centralbanker har sat i søen - eller om verdensøkonomien sejler på må og få uden kurs eller med i de oceaner af likviditet som der er pumpet ud.
Man kan indvende at når økonomien går godt - går tingene også stærkt - og måske ligger forklaringen i at det går for stærkt. Raske beslutninger - på både højt og lavt plan - har ført den økonomiske fremgang vi har oplevet i det meste af dette årtusinde tilbage til start.
Tilføj kommentar
30. september 2009
Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.
De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempe de ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre - på sigt!
Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitik indgriben forplanter sig i økonomien vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.
Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.
I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.
Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke virkningen af finanspolitikkerne i den efterfølgende konjunkturvending.
Det er ikke lovende udsigter, som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.
Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring, vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.
Finanspolitikken og pengepolitikken er de to kæber i den bidtang, der kan knibe krisen af, og sålænge magthaverne i dette land modsætter sig at bide skeer med virkeligheden, vil den økonomiske krise kradse.
Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når - ikke bare statens fartøj - men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …
Problemet med regeringens erhvervsstøttende politik er at vi hurtigt risikerer at stå med et dyrt skatteyderfinansieret forældet produktionsapperat, som producerer uafsætteligt dyrt!
Se bare til Ørestaden, som har sat områdets lokalbank direkte på udskylningskurs ud i Sydhavnen…
Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men - ned af bakke - med medvind - går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej - og det er op - og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.
Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…
På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.
At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.
At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…
Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne - ikke politikerne - og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!
Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!
1 kommentar
24. september 2009
Vi skal ikke fastholde ældgamle konflikter, men i sikkerhedsarbejdet aktivt anvise veje ud af ufreden, snarere end at sætte den sårbare ro på spil i verdens konfliktområder.
Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Ian Kelly, giver i en kommentar til en rapport fra FN om den israelske offensiv tidligere på året udtryk for rapporten fokuserer i overvældende grad på Israel … Man fristes nærmest til at spørge - hvem skulle den ellers i overvejende grad fokusere på?
I 2006 indgik Israel og NATO det første Individuelle Samarbejdsprogram (ICP) i den styrkede Middelhavsdialog. Israel bidrager til NATOs flådeoperation Operation Active Endeavour. ICP aftalen dækker mange områder af fælles interesse, såsom bekæmpelse af terrorisme, og fælles militære øvelser i Middelhavet. På grund af den særlige rolle som Israel spiller i Middelhavet er det derfor overordentligt vigtigt at USA sender klare signaler, såfremt det skal lykkes NATO at indgå yderligere ICP aftaler med andre medlemmer i dialogen.
Tiden hvor USA kan skalte og valte i sikkerhedspolitikken har rindet ud, og der skal - såfremt de mange dialoger verdens sidste internationale militære forsvarsalliance NATO indgår i, skal krones med succes - udvises taktfuld og etisk respekt for modstridende synspunkter. Bomber er ikke et argument - det er at undgå dialog - og når NATO’s Individuelle Partner, Israel ikke er hverken til at hugge eller stikke i, i dialogen om tilbageleveringen af de besatte omåder, vanskeliggør det NATO’s arbejde, at USA’s udenrigsministerium på denne måde spænder ben for dialogen.
USA skal lære behersket diplomati og mådeholden kritik - i forhold til den Europæiske sikkerhedsdagsorden, hvor de lokale ICP’er i den kommende tid vil spille en langt større rolle i stabilisering af situationen så grundlæggende fredsaftaler kan etableres, hvor der idag hersker ufred.
USA kommer ligeledes til at yde et kvalitativt bedre bidrag det fornyede NATO - og måske også mere end det amerikanske udenrigsministerium bryder sig om - det er jo altid nemmere at stå på sidelinjen og kritisere de andre, og dialog kræver diplomati, snarere end viljen til at sætte 35.000 mand ind på at lukke og slukke…
USA skal også lære, at det i en fredelig verden, der er baseret på dialog ikke altid automatisk er den stærkeste, der har ret i alt …
Tilføj kommentar
19. september 2009
Hvor nationaløkonomierne før var en videnskab, der satte grænser og hæmmede det politiske råderum under økonomisk deroute, oplever vi i dag hvordan politiske dagsordner kaprer og bevarer kontrollen med kuldsejlede og forliste økonomier.
Siden oktober 2008, da USA’s daværende finansminister Henry Paulson startede gældsspiralen for alvor, ved for første gang at overføre alle de dårlige papirer til staten, er USA’s økonomi gået i et mere eller mindre ukontrolleret stall, som skiftende finansministre og præsidenter har været ude af stand til at stoppe, og tiltagene – både i USA, Storbritannien såvel som resten af G-20 landene, har trukket hele verden ud i en ond gældspiral, som ingen ende synes at ville tage.
Centralbankerne vil kun være i stand til at yde likviditetsudvidelser i en stærkt begrænset periode, førend kapaciteten igen tørrer ind. Den enorme udstedelse af statsobligationer har en naturlig kapacitetsgrænse hvor markedet lukker af, og banksystemernes evne til at fastholde den lave rente, som skal levere kraften til den efterfølgende vækst, som følger af likviditetsflowets bankmultiplikator – dvs. det finansielle systems evne til at skabe et monetært flow – er afhængigt af omverdenens vilje til at investere i obligationer i dollar, pund og euro.
Derfor er budskabet fra G-20 nu at de store likviditetsindsprøjtningers tid snart er tilendebragt, og påbegynder overvejelserne for en exit-plan ud af de store monetære udvidelser.
Forøgelserne af USA og Storbritanniens udlandsgæld er tæt på højdepunktet, for hvor produktionskapaciteten og evnen til at svare renter og afdrag af gældsbyrden er nået , og det kan få renterne til at stige med eksplosiv kraft.
USA har nu i to på hinanden følgende administrationer arbejdet målrettet på at stabilisere konsekvenserne af den enorme belåning af amerikansk ejendom i mellem 2001 og 2007, der har lagt grunden til en af de største økonomiske katastrofer i verdensøkonomien.
Tilføj kommentar
5. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
