Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.
Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.
Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker - og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.
På sigt vil de uansvarlige økonomiske politikker desuden trække Yuan af banen før den rigtigt kommer op og markere sig som verdensvaluta, fordi den kinesiske ”mirakelvækst” er dybt afhængig af at udvekslingsmekanismerne fungerer i det globale marked. (Hvis man ellers kan kalde det faktum, at man har millioner af mennesker på nær eksistensminimum, der kan arbejde for almisser for et mirakel.)
Tilføj kommentar
7. marts 2010
At tro at euroen kan gøre dollar rangen stridig som verdens reservevaluta er nærmest naivt.
En stålsat fastkurs-euro vil kræve at alle landene afholder sig fra recessionsdæmpende finanspolitiske tiltag for at opbygge den nødvendige styrke i valutaen. I den nuværende konstruktion er det ikke bare en illusion, det er også nærmest naivt at tro, at det vil være muligt nogensinde at trække en ægte monetær union i mål.
Der er simpelthen ikke i Europa basis for at integrere den politiske magt med pengene, og uden muligheden for at skrue på både finanspolitiske og pengepolitiske knapper på samme hammel, vil euro aldrig være andet end en ”pseudo D-mark” …
At desuden tro at euroen vil falde som følge af gældskrisen er en illusion.
Det er kun Tyskland, der kan opsige unionen, for det europæiske marked drives af den tyske økonomi, og euroen er genial i tysk økonomisk politik, da udstrækningen af betalingsmidlet til hele Europa støtter den tyske vækst.
Det er mere sandsynligt at Grækenland bliver smidt på porten med en saldo i ECB, lommerne fulde af Drakmer og en konvergensaftale stemplet på buksebagen…
I Danmark er det er den uhæmmede kreditkultur vi igennem højkonjunkturen har lagt for dagen, der har skabt dybden i den økonomiske krise vi står overfor – og når vi snart befinder os i den ubehagelige stagflation, kan vi derfor kun takke os selv for den redelighed.
Den negative realrente kom dog udefra, og har skubbet en dyne af statsgaranteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Men hvis man tror at den strukturelle finanskrise blot er erstattet af en alvorlig makroøkonomisk gældskrise på multinationalt niveau, venter der flere store overraskelser i den nære fremtid.
Danskerne har simpelthen lånt væksten op …
Tilføj kommentar
20. februar 2010
Når ØMU’en i dag står i den største krise siden konvergensprogrammet færdiggjordes, skyldes det ikke blot finanspolitiske problemer i medlemsstaterne, men at EU står uden handlingsværktøjer (politikker) til at reparere økonomien, efterhånden som budgetterne falder fra hinanden.
Det er hverken ØMU eller euro der er årsag til problemet, men en konstruktionsfejl der skyldes mangler i det traktatfæstede grundlag, som er roden til de problemer Europa i dag geråder i.
Der eksisterer simpelthen ikke den nødvendige sammenhæng i mellem magt og penge i unionen.
Så nej, nedtællingen er ikke startet til euroens endeligt. Euro, som fællesnævner for den enhed som økonomien måles i er en faktor, der er kommet for at blive. Men den form som ØMU’en har i dag, vil ikke overleve 10 år igen.
Tilføj kommentar
16. februar 2010
At fjerne risikomomentet i realkredit og sætte prisen på fast ejendom i en bestandig stigning, at kunne trykke penge i en lind strøm, holde beskæftigelsen høj, renten lav og slippe bankmultiplikatoren i fri dressur - uden tanke for at pengene kan defaulte, er det vækstmantra, som har karakteriseret de første 10 år af denne konjunkturcyklus.
Nu kommer regningen, for man har valgt en gal kurs. Det kunne være på sin plads at gøre status – for vi står i dag i en slags konjunkturbevægelsens midtvejskrise.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke her taler om det økonomiske glansbillede, jeg tror heller ikke på de pengepolitiske virkemidler, der bringes i anvendelse – og mener at krisehåndteringen er forfejlet
Tilføj kommentar
12. februar 2010
Vægten af den amerikanske statsgæld i 1-dollarsedler udgør nu 15.252.000 ton. Det er ret tungt, når man tænker på at en amerikansk pengeseddel vejer 1,24 gr. Det betyder at gældsbjerget i dag tynger med 1.285.880 ton ekstra i forhold til for tre måneder siden.
For 3 måneder siden ville gælden, hvis den blev vekslet til 1-dollarsedler, stablet på højkant, og lagt i en lige linje omkring planeten på det tykkeste sted, have nået 28,3 gange rundt. I dag løber gælden hele 30,7 gange rundt omkring jorden ved ækvator.
Stabelen er dermed blevet 1.230.000 km lang, og kan - hvis man stillede den på højkant - nå månen 3,22 gange.
Det svarer til en forlængelse på 95.616 km - eller at gælden blev stablet op med imponerende 44,7 km i timen - og det er temmelig meget, i betragtning af at en dollarseddel blot er 0,1 mm tyk …
Tilføj kommentar
7. februar 2010
I ugebrevet mandag morgen d. 18. januar 2010 (M3), kunne man i temaet for uge 3, læse en analyse af den økonomiske krise, som hviler på Kenneth Rogoff’s “This Time is Different – Eight Centuries of Financial Folly”, som Rogoff udgav sammen med kollegaen Carmen Reinhart i efteråret 2009.
Allerede i første udgaven af Lars Tvede’s: ”Dødsspiralen - konjunkturproblemet i videnskaben fra John Law til kaosteori”, i 1993 - som i øvrigt senere genudgives på Børsens forlag i 2002, med titlen ”Kriser, Krak og Kaviar, Konjunkturteori fra John Law til Dotcom-krisen” (og er udsolgt for mange, mange år siden) - kunne man læse om denne tilgang til både konjunkturerne og teorierne.
Både i artiklen i mandag morgen - og hos Lars Tvede (og også hos Kenneth Rogoff) - findes en udmærket beskrivelse af det mønster som økonomien synes at være fanget i. Men meget nyt er der dog ikke under solen, dog er det en udmærket - både velskrevet og velunderbygget – sammenfatning.
Men, da en god gerning åbenbart ikke kan gøres for tit, lad os derfor summere op igen …
Tilføj kommentar
31. januar 2010
Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (heriblandt også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.
Den Europæiske Centralbank (ECB) er indrettet til at forhindre euro i at falde, så den har ingen midler til at forhindre euro i at stige. ECB vil derfor sandsynligvis fortsat udstede mange flere euro for at modvirke presset fra dollarblokken – penge der ikke dækkes ind af realøkonomien, men trækker eurozonen yderligere ud på skråplanet – når Trichet tvunget af FED og dollarøkonomiens fald vil følge efter med renteniveau og pengemængdeforøgelser…
Tilføj kommentar
15. januar 2010
Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.
Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?
Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Det er afgørende for den danske økonomi om omverdenen har tillid til vor valuta. Den ideelle valutasituation er naturligvis at det ikke udvikler sig til en krise. At:
Kronen fremstår med overbevisende styrke
Der er styr på de økonomiske forhold i nationaløkonomien
Betalingsbalancen ikke tipper i den gale retning
De løbende poster fremviser positive resultater
Renten kan holde inflationen i skak
og - ikke at forglemme - at der ideelt set ikke trykkes penge uden dækning i produktionens likviditetsbehov …
Dette er forhold, der ofte står i modsætning til den politiske dagsorden fra Christiansborg, der ikke nødvendigvis fører til hverken finansiel, økonomisk eller monetær stabilitet, men derimod ofte netop trækker økonomien ud på et skråplan. Finanspolitikken har nemlig ikke den monetære stabilitet som første prioritet, men likviderne anvendes i finanspolitikken som styringsmedier, der via lovgivningen kan iværksætte og udføre handlinger uden efterfølgende diskussion ved hjælp af pengene.
Nationalbanken står her med et grundlæggende ansvar for at værne valutaen således at den forbliver et effektivt styringsmedie i økonomien. At kunne forsvare valutaen imod utilsigtede kurshop er derfor en del af det almindelige beredskab en centralbank skal opretholde, for at kunne sikre den monetære stabilitet i sit udbredelsesområde.
Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner (til en lav kurs) og sælger efterfølgende danske kroner igen (når kursen på danske kroner er steget) - når og hvis valutakrisen ophører - Nationalbanken er derfor nødt til at have en ikke uanseelig valutareserve til rådighed for at kunne forsvare den danske krone. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente. Nationalbanken har som følge heraf en løbende omkostning, som består af differensen i mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af valutareserverne …
Men pengene skal jo komme et sted fra, så Nationalbanken finansierer sig derfor blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse værdipapirer forrentes så i forhold til den danske rente.
Succeskriteriet er naturligvis at det er Nationalbankens pengepolitik, der bestemmer kronekursen og renten. Det er aldrig en økonomisk fordel for Nationalbanken, at være presset ud i en valutakrise - selv når det lykkes at forsvare den danske krone - men det siger sig selv, at det er nødvendigt at have store valutareserver klar når valutakriser opstår.
Den drivende kraft i en valutakrise er at der spekuleres i valutaens styrke: (Hvor langt er Nationalbanken rede til at gå for at forsvare kronekursen) - incitamentet er indlysende: Hvis Nationalbankens valutabeholdning er for lille vil valutaen ende med at tabe i værdi. Når det derimod lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, (ved at sælge danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs) vil kronen bevare sin værdi. Spekulanternes tab er marginalt i forhold til den potentielle gevinst, såfremt det faktisk lykkes at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem et eventuelt tab og de meget store potentielle gevinster, er netop årsagen til at spekulationen opstår …
Tilføj kommentar
7. november 2009
Udfordringen for EU bliver i den nærmeste fremtid at skrue på Vækst og Stabilitetspagten, så den kommer i overensstemmelse med dén dagsorden, der løber ud fra G-20 topmøderne, som foreskriver store statslige kapitalindsprøjtninger, og kraftige ekspansive finanspolitiske tiltag.
IMF har allerede været ude og advare imod at den negative vækst trækker dybere spor i økonomierne end hidtil ventet, og at de exit-planer som G-20 landene taler om, ligger et godt stykke ude i fremtiden. Dagsordenen burde da også snarere være, at arbejde henimod en plan for, hvordan man kan trække økonomien i en retning, hvor markedsøkonomiens udbudsdel kan tage over for de finanspolitiske tiltag, der i dag trækker økonomien - men det er nok nemmere sagt end gjort …
Tilføj kommentar
5. oktober 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
