I redefineringen af velfærdsstaten bliver der nok mere stat end velfærd
De sidste 100 år har bibragt dansk økonomi store fremskridt. Men vi må ikke glemme at det danske parlamentariske system er vokset ud af bonde-, andels- og arbejderbevægelsernes forenede kraft. I en globaliseret virkelighed er vore ellers fremragende resultater altså insignifikante.
I den moderne verden flytter arbejdskraftens- og kapitalens frie bevægelighed rundt på nationernes substantielle og uforandrelige økonomiske virkelighed.
Tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde en gang: ”Vi tilhører en generation, der har sejret ad helvede til …” Thomas Nielsen refererede naturligvis til velfærdstaten med sin bemærkning.
Det er tankevækkende at befolkning, parlament og erhvervsliv i dén grad har ladet sig lulle i søvn på velfærdssovepuden.
På spørgsmålet om, hvad der sker, når man har sejret ad helvede til - selv om det altså er godt - kan vi bare kaste et blik ud ad vinduet på dansk økonomi.
Den danske velfærdsmodel kan kun måles med sin egen alen - måler vi på de danske politiske og økonomiske systemer med velfærdsmodellen som målestok - er det en ubetinget succes vi betragter. Danske borgere og virksomheder har nydt stor fordel af institutionaliseringen af “velfærdsmodellen”.
En udstrakt naturbeskyttelseslovgivning
Beskyttelseslove for arbejdskraften
Sociale beskyttelseslovgivninger
Det politiske system har holdt den danske økonomi flydende igennem transformationsprocessen fra bondeøkonomi op igennem andelsbevægelse og fællesskabstanke, og ideen om at fastholde indtjeningen der hvor værdierne skabes. (En filosofi, der går fløjten i den globale landsby, hvor polakker, ukrainere og kinesere kommer til at lave det hele i den nærmeste fremtid)
Meget liberale valglove og ytrings- og forsamlingsfrihed, og hovedaftalen for arbejdsmarkedets parter har skabt en høj grad af respekt og konsensus i mellem arbejdsmarkedets parter og befolkning og lovgivere.
Staten har desuden spillet en voksende rolle i Danmarks økonomiske udvikling og som tredjepart trådt til og reguleret de kriser, der er opstået, igennem begrænsninger af den helt frie økonomis selvdestruktive tendenser inden for økonomien, f.eks. i begrænsninger af monopoldannelser og ved tiltrædelse af mellemnationale samarbejder.
I dag står det politiske system derfor i et dualistisk dilemma:
Staten skal tæmme det økonomiske system i forhold til borgerne, så de ikke lider overlast og samtidig hjælpe det økonomiske system til at fungere på systemets egne økonomiske betingelser: Staten skal altså både hæmme og fremme økonomien, og det er et dilemma, som staten aldrig nogensinde vil komme ud af igen.
Tilføj kommentar 28. august 2009