Vi skal producere os ud af krisen
Den katastrofesituation, landet befinder sig i med stigende gældsætning og høj arbejdsløshed, skyldes, at forbruget i mange år har været større end produktionen.
Derfor er løsningen på problemerne naturligvis at gøre produktionen så meget større end forbruget, at der også bliver råd til, at tilbagebetale gælden.
En produktionsforøgelse kræver arbejdskraft og produktionsanlæg at arbejde i. Arbejdskraften har vi. Der er 150.000 arbejdsløse og der står masser af tomme eller halvtomme produktionsanlæg både i industrien og landbruget, f.eks. de mange nye kostalde, hvor køerne er slagtet med EF-tilskud.
Når nu vi har det hele klart til stor produktionsforøgelse, hvorfor er denne simple løsning så ikke for længst gennemført? Er det, fordi danskerne er dovne, eller er det, fordi danskerne ikke kan finde ud af, hvad de skal gå i gang med at producere?
Nej, årsagen er et udueligt Folketing, der igennem mange års forkert lovgivning har fået samfundet indrettet således, at initiativ og virkelyst ikke belønnes men tværtimod straffes og det animerer naturligvis ikke til, hverken, at udnytte bestående eller oprette nye produktionsanlæg.
Konsekvenserne af denne forkerte lovgivning viser sig bl.a. ved det helt horrible forhold, at forretningen ved passiv investering i f.eks. statsobligationer er mere end dobbelt så høj som ved aktiv investering i erhvervsvirksomheder, hvor der både er besvær med at drive virksomheden og risiko for at miste hele den investerede kapital i tilfælde, hvor virksomheden ikke kan klare sig.
Udviklingen indenfor landbruget er også et godt eksempel på, at det ikke kan betale sig, at yde en indsats i dagens Danmark. De landmænd, der i lange arbejdsdage har knoklet løs med en stor animalsk produktion og dermed har skabt mange nye arbejdspladser i landbrugets følgeindustrier og forbedret valutaindtjeningen med mange milliarder kroner, har i dag meget store økonomiske vanskeligheder end de landmænd, der har holdt sig til den meget mindre arbejdskrævende planteproduktion.
Hele Fremskridtspartiets politiske program går ud på at ændre disse samfundsskadelige forhold og vi vil i den kommende folketingssamling med konkret udarbejdede lovforslag, vise, hvordan det er muligt at indrette lovgivningen på en sådan måde, at det igen kan betale sig at bestille noget og yde en ekstra indsats.
Ove Jensen
MF Fremskridtspartiets Folketingsgruppe
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17 / 29. november 1980 / 8. årgang
Læs også: Erhvervszoner:
http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar Tagged: dansk valutaindtjening, dansk vareproduktion, den økonomiske krise, det danske landbrug, Erhvervspolitik, fremskridt, Fremskridtspartiet, Fremskridtspartiets erhvervspolitik, høj arbejdsløshed, stigende gældsætning, vareproduktion i Danmark 19. marts 2010
Virksomheden “Andre menneskers penge”
I et frit samfund dirigeres en vares afsætning af udbud og efterspørgsel. I et demokrati er det en forudsætning for at bevare demokratiet, at de frie markedskræfter ikke sættes ud af kraft ved et stort offentligt overforbrug, der finansieres over skattebilletten.
I Danmark er der udviklet et “erhverv”, der overgår et hvilket som helst andet erhverv, vi nogen sinde har stiftet bekendtskab med. Erhvervet beskæftiger 2/3 af Danmarks befolkning, og profitten skabes ved at tage andre menneskers penge.
Det er indlysende, at det er den bedste forretning noget menneske overhovedet kan lave. Det er jo genialt at få andre mennesker til at udføre et produktivt arbejde og så ved flertalsbeslutning inddrage midler til eget forbrug.
Dette flertalsdiktatur har udviklet en grådighed, der ikke alene har inddraget produktionsoverskuddet, men har krævet øget profit, så nationen har været nødt til at gældsætte sig.
Erhvervsvirksomheden “andre menneskers penge” er “børsnoteret” på hver eneste borgers skattebillet, og forrentningsprocenten er lig med konfiskationsprocenten.
Som enhver ved, skabes profitten først og fremmest ved at forøge trækprocenten af den almindelige lønmodtagers indkomst.
Til gavn for dem selv
Problemet er, at demokratiet misbruges til at fortælle den skatteplyndrede befolkning, at det er til gavn for dem selv, at erhvervsvirksomheden “andre folks penge” bliver større og større.
Det værste, der kan ske for “andre menneskers penge”, vil være, at befolkningen begynder at spørge, om f.eks. arbejdsløsheden falder eller stiger i takt med stigende skatter, eller spørger om det tjener deres interesse, at virksomheden “andre menneskers penge” ´s ledere kører rundt i biler med chauffører for bedre at kunne øge profitten.
Man kunne f.eks. også spørge, om det gavner lønmodtageren, at der gives skatteyderfinansieret direktørgager i ½ til 3/4 millionklassen for at drive ét af “andre menneskers penge” ´s teatre med et underskud på over 100 mil. kr. om året.
Er lønmodtagerne dumme?
Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at lønmodtageren hopper på den limpind og betaler til overmål til føromtalte virksomhed?
Det skyldes først og fremmest at lederne af virksomheden “andre menneskers penge” er dygtige sælgere. De har solgt små aktieposter i ”andre menneskers penge” til snart hele befolkningen. Derved har de tilsløret, at afkastet af aktier ikke står i forhold til de indbetalinger, lønmodtagerne må aflevere af deres arbejdsindsats til netop denne virksomhed.
Forsamlingen, der bestemmer virksomhedens fremtid vælges af befolkningen. 90 procent af de opstillede kandidater til denne forsamling er i forvejen ansat i virksomheden, så fremtiden ser lys ud. Lønmodtagerne lader sig uden større vrøvl flå!
Fordi de endnu ikke har opdaget, at hver gang en ny profitgivende idé til virksomheden “andre menneskers penge” lanceres, gavner det som regel sælgeren og denne specielle afdeling i virksomheden.
Løsningen på lønmodtagerens og andre skatteplagede borgeres problemer er nem og enkel: Støt de kandidater, der vil nedlægge virksomheden “andre menneskers penge”.
Ole Maisted
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 7. januar 1983 /11. årgang
Læs også: Samfundets trækdyr:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/01/17/samfundets-trækdyr/
Tilføj kommentar Tagged: de frie markedskræfter, den offentlige sektor i Danmark, fremskridt, Fremskridtspartiet, frit samfund, hvad bruges skatteydernes penge til, offentligt overforbrug, ole maisted, udbud og efterspørgsel, Velfærdsstaten 19. marts 2010
Om fradragsjunglen
Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.
Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatte problemer.
Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.
Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det - omend i lidt mindre målestok - det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.
Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.
Navnlig på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.
Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.
Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen “fradrag i skatten” kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.
Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget - med den nedsatte værdi - indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistrerings-blanketter.
For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.
Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle - dem, der har fradragene - på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.
Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 15 / 13. september 1974 / 2. årgang
Læs også: Samfundets trækdyr:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/01/17/samfundets-trækdyr/
Tilføj kommentar Tagged: dansk indkomstskattelovgivning, danske skatteregler, den offentlige sektor, fradrag i indkomsten, fremskridt, Fremskridtspartiet, Fremskridtspartiets skattepolitik, indkomstskat, Mogens Glistrup, skattepolitik 19. marts 2010
Racisme - hvad er det?
Som bekendt har venstrefløjen to følelsesladede skældsord, der hægtes på alle, som ligger til højre for Socialdemokratiets mest socialistiske del. Det er “fascist” og “racist”. Lad os se lidt på begrebet racisme.
Racisme er forbundet ved lovdekret, men man kunne lige så vel forbyde regnvejr - og med nogenlunde samme effekt, d.v.s. man opnår, at det drøftes, men ikke at der sker mentalitetsændring.
Racisme er imidlertid ikke noget entydigt begreb. Der er den dumme og fordomsfulde - hvor folk siger, at de ikke kan lide jøder, fordi de har store næser, negre fordi de er sorte, asiater fordi de har skæve øjne og gul hud o.s.v.
Og så er der den form for racisme, som beror på saglige vurderinger. Den findes fremherskende hos de mennesker, som ikke finder, at al påvirkning udefra er positiv - og som oplever en ukontrolleret indvandring som en trussel mod den danske identitet - eller kort og godt finder det urimeligt, at det danske mønstersamfund, hvor tolerance og fredsommelighed, flid og forudseenhed har skabt et folk uden de sociale spændinger, der kendetegner vore uindbudte gæster - som ydermere medbringer en religiøs fanatisme, som var både ukendt og uforståelig for vore lovgivere, da de forfattede ordene om respekt for andres religion.
En privatsag
For de nordiske folkeslag er religion en privatsag og almindeligvis noget, som kun i ringe grad optager sindene. Religionen er i det store og hele afløst af social forståelse og en tolerance overfor anderledes tænkende, som er totalt uforståeligt for indvandrerne og flygtningene, for hvem religionen er noget man går i kamp og dør for - som de kristne Korsriddere i 1200-tallet.
Vi fatter ikke, at hinduer slår folk ihjel fordi de er buddhister - eller at sunnimuslimer hader shiitter til døden skiller dem ad. Frem for alt forstår vi overhovedet ikke, at alle disse mennesker betragter os som primitive hedninge på et lavt kulturniveau.
Det er også på sin plads at sondre mellem indvandrergrupperne for det er jo oplagt, at visse indvandrere relativt let integreres i det danske samfund. De mest positive erfaringer har vi med de fjernøstlige - asiaterne - som for det meste er overordentlig flittige, har stort behov for fred og ro. De medbringer positive kulturpåvirkninger, som givetvis er til stor fordel for det danske samfund. Jeg ser her bort fra de mennesker, som er flygtet fra Østeuropa og som jo tilhører den samme kulturkreds som vores.
Fremtiden
Problemer man sylter eller taler uden om har indbygget vækst. En dag er de uoverskuelige. Danmark har desværre aldrig haft en fornuftig indvandrer- eller udlændingepolitik. En lov om, at vil man bo og leve i Danmark, så skal man være dansk - i hvert fald udadtil, så kan man indenfor hjemmets fire vægge dyrke sine hjemlands skikke, hvis de da ikke støjer alt for meget.
Men vi har en udbredt tro på, at alle mennesker dybest set er ligesom vi selv er. Det er en forrygende misforståelse.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig Danmark om et årti eller to. For de fremmede kommer til os med alle deres hjemlands religiøse og politiske spændinger i bagagen. Hvad vil der ske, når forskellige grupperinger af PLO, Rote Armee Fraktion, Action Directe, pro og contra Khomeini folk, tyrkiske Grå Ulve, stridende islamiske sekter støttet af danske samfundsundergravende elementer en dag får samling på deres ben - og med økonomisk støtte fra Nordkorea, Vietnam og Sovjetunionen, eller fra Libyens Gaddafi, finder tiden inde til at kæmpe for deres “sager”?
Store problemer
Det er let at forstå, hvorfor de fremmede strømmer fra deres kaotiske og blodplettede hjemlande til vort lille rare land - men lige så indlysende er det, at de bringer problemer af en hidtil ukendt størrelsesorden.
Om få år er problemerne vore - er vi så i stand til at tackle dem?
Claus Frost-Hansen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 26 / 15. august 1986 / 14. årgang
Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/flygtningekonventionen-bør-straks-opsiges/
Tilføj kommentar Tagged: dansk indvandrerpolitik, dansk udlændingepolitik, den borgerlige regering i 80´erne, den danske identitet, fremskridt, Fremskridtspartiet, indvandringen til Danmark, Islam i Danmark, racisme, religiøs fanatisme i Danmark, sociale spændinger, Udlændingeloven af 1983 19. marts 2010
P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV
Z-gruppeformanden utilfreds med regeringens holdning i to fjernsyns spørgsmål
- Er det virkelig, hvad man i regeringen opfatter som frihed til selv at vælge?
Spørgsmålet kommer fra gruppeformand Helge Dohrmann og gælder regeringen Schlüters afvisende holdning overfor landets mange antenneforeninger til, via parabolantenner, selv at kunne hente udenlandske fjernsynsprogrammer ned.
- Hvorfor i alverden mener regeringen dog, at Post- & Telegrafvæsenet skal have monopol på det. Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?
En tro kopi
Også med hensyn til regeringens nyeste holdning til spørgsmålet om TV 2 er Dohrmann utilfreds.
- Resultatet af en beslutning om at etablere et TV 2 uden reklamer bliver let, at vi blot får en ny fjernsynskanal, der bliver en tro kopi af den vi kender alt for godt, uden nogen form for konkurrence og hvor licensen stiger til det dobbelte.
I disse spørgsmål går regeringen efter min opfattelse socialisternes ærinde, slutter Z-gruppeformanden.
Pressemeddelelse fra Z-gruppeformand Helge Dohrmann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 18. maj 1984 / 12. årgang
Læs også: Afskaf licensen til Danmarks Radio:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/30/afskaf-licensen-til-danmarks-radio/
Tilføj kommentar Tagged: den borgerlige regering i 80´erne, fremskridt, Fremskridtspartiet, monopol, monopol radio, monopol TV, P & T, personlig frihed, retten til at nedtage TV via parabol, retten til at se udenlandsk TV, udenlandsk TV 19. marts 2010
Hvad vil Anders Fogh i Euroland?
I Politiken har Kim Behnke været i debat med Venstres Anders Fogh Rasmussen om ØMU’en i et fremtidigt socialistisk Europa. Et pluk fra debatten:
Euroland bliver mere og mere rødt. Nu skal der på europæisk plan føres den socialistiske økonomiske politik, som i 80´erne forliste på nationalt plan.
Hvad vil Anders Fogh Rasmussen dog i det selskab? Skal Danmark hvirvles med ind i Lafontaines og Tony Blairs ny-socialistiske politik? Den franske premierminister, Jospin, har visioner om store paneuropæiske (omfattende alle europæere eller europæiske stater) investeringer i infrastruktur. Det har intet med liberal politik at gøre. EU er de socialistiske regeringers velsignelse ved at udvikle sig til at føre en aktivistisk og interventionistisk (indgribende, red.) politik.
Som liberal og tilhænger af markedsfrihed bør man være modstander af den slags. Det ville være forkert at bebrejde Jospin, Schröder eller Tony Blair for deres overbevisning, for den har de altid haft. Men der er al mulig grund til at spørge Anders Fogh Rasmussen, hvad han vil i det selskab.
For Venstres formand ved, at selv om det på papiret lyder pænt og velmenende at staten skal føre beskæftigelsespolitik, så bliver den forudsigelige konsekvens en centralisering af magten. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen være imod statens vækst i Danmark, når han samtidig vil legitimere, at EU-systemet får lov til at vokse på det europæiske plan? ( Politiken 12. november, 1998).
“Socialisterne får ikke magten over ØMU’en”.
Sådan svarede Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen. “Den kommende fælles mønt skal styres af en uafhængig europæisk centralbank. Den skal føre en pengepolitik, der har prisstabilitet i Europa som hovedformål… Socialisterne vil ikke komme til at styre den fælles mønt” (Politiken 24. november, 1998 ).
Jamen Euroland er ræverødt, Fogh
Anders Fogh Rasmussens ønske er fromt, men ikke i overensstemmelse med den virkelighed, som nu er ved at tage form i EU. For 13 ud af 15 EU-lande styres af socialister og er fast besluttet på, at beskæftigelsen skal have samme prioritet som prisstabilitet.
“Næsten alle EU-lande er enige om, at beskæftigelse nu er det vigtigste spørgsmål”, sagde Tysklands finansminister, Oskar Lafontaine, forleden. Så Anders Fogh Rasmussen har et forklaringsproblem. Om man vil det eller ej, bliver Euroland i dag ledet af socialister, som i fællesskab er fast besluttet på, at Den europæiske Centralbank også skal tage hensyn til beskæftigelsen.
Kim Behnke
Formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / december 1991 / 26. årgang
Læs også: EU-retten sætter sig over Grundloven:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/eu-retten-s%c3%a6tter-sig-over-grundloven/
Tilføj kommentar Tagged: Anders Fogh Rasmussen, Den Europæiske Centralbank, den europæiske union, EU, EU er et socialistsk projekt, Euro, euroen, euroland, fremskridt, Fremskridtspartiet, paneuropa, Samfundsøkonomi, socialisme i EU, socialistisk økonomi i EU 19. februar 2010
Tilbagebetaling af udlandsgælden
FREMSKRIDT 1980-1 side 12 redegjorde for Danmarks valutagæld pr. 1. januar 1980.
Den eneste anstændige vej at komme ud af gældsmoradset på er selvsagt at producere tilstrækkeligt mange danske varer og sælge dem til konkurrencedygtige priser på de udenlandske markeder.
Men hvor mange måneders eksport skal der til for at dække vor nettogæld?
|
1960
|
0
|
|
1965
|
3
|
|
1970
|
5
|
|
1975
|
6
|
|
1980
|
14
|
Disse tal fortæller, hvordan udviklingen er gået, mens de såkaldte ”realistiske” partier har bragssnakket om, hvor enormt ”ansvarlige” de er ud i egen formening.
Tallene må ikke forstås på den måde, at ”blot” vi fordoblede eksporten i 14 måneder, var gælden ude af verden, og vi kunne derefter falde tilbage til hidtidig ryggeløshed.
For det første har folketingsflertallet tilrakket dansk økonomi sådan, at der er kommet et væld af indbyggede underskudsmekanismer.
For det andet vil en eksportforøgelse nødvendigvis også kræve en merimport. Og det, vi jo gerne skulle opnå i løbet af kort tid, er at få eksporteret for ca. 130.000 millioner kroner mere, end vi importerer. Kun derved klarer vi gælden, renten herpå og opsparingen af den nødskilling på ca. et kvartals import, som det i en urolig verden ville være passende at have som et minimum nettotilgodehavende i udlandet for et land som Danmark.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang
Læs også: Hvordan skal gældsbyrden afvikles?:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/14/hvordan-skal-g%c3%a6ldsbyrden-afvikles/
Tilføj kommentar Tagged: Danmarks gæld, Danmarks udlandsgæld, dansk eksport, dansk erhvervslivs konkurrenceevne, dansk økonomi, fremskridt, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Samfundsøkonomi, udlandsgæld 18. februar 2010
Vi løbes over ende
“Uden nationalt sindelag har man ingen sjæl, men det kan komme pludseligere, end man tror, at alle føler sig som sønner og døtre af en fælles elsket mor”, står der i et af Jakob Knudsens skrifter.
Filosoffens tanker er brandaktuelle og har været det i mange år. Allerede i 1918 udgav digteren Osvald Spenglers et værk med titlen “Untergang des abendslandes”, hvori han forudsiger Vesteuropas kulturelle afslutning. Udviklingen har ikke modsagt ham.
Det tyske tidsskrift “Bild am Sonntag” har foretaget en række statistiske beregninger og derudfra stillet en prognose, der fortæller, at forholdet mellem hvide og ikke-hvide i dag er 1-5. Om 20 år vil det være 1-10 og om hundrede år vil der kun være 700 millioner hvide overfor 14 milliarder ikke-hvide, - hvis den nuværende udvikling fortsætter.
En alvorlig trussel
Uhæmmet indslusning af fremmedelementer i Europa har ikke mødt megen modstand, selvom advarslerne er tiltaget i styrke. En alvorlig advarsel blev den 17. juli 1979 fremsat i Europarådet af alderspræsidenten Louise Weiss. Hun gentog den senere på et stævne i Hamburg.
Louise Weiss sagde bl.a.: “Dette kontinent er ved at uddø. Men har man fattet den katastrofe, det medfører, at Europa i løbet af kort tid vil forsvinde? At vor civilisation i løbet af næste årtusind kun vil være et latterligt minde? Et tomrum vil befolkes. Asiaterne og afrikanerne er der allerede. De går ind for normer, der er fuldstændig anderledes end vore og parate til at bemægtige sig vor teknik og vore rigdomme for med større virkning at kunne gennemføre deres ideologier. Derfor vil fremmede børn komme til at befolke vore områder“.
Vore svagheder skyldes manglende handlekraft indenfor vore nationer, der er udmarvede af kortsynet egoisme. De offentlige tilskud til familierne ændrer intet ved situationen. Dertil kommer, at psykologien bag de hjælpeforanstaltninger, der ydes kvinderne for et moderskab, ikke ændre deres følelser og indstilling om barnet som en belastning og en risiko. Desuden ansporer skolen børnene til kritik og respektløshed overfor forældrene.
Hvis Europa fortsat vil bestå, må det undergå en dyb forvandling. Manglen på et moralsk klima til gavn for Europa har, på grund af vælgernes interessekonflikter, sprængt vort samfund i tusinde stykker. Vi bør ikke nære vore ideologiske fjender, for så bliver vore samfund udnyttet og forhånet - og vi modne til underkastelse.
De indvandrende påstår, at Europas rigdomme - frugten af vedholdende arbejde og intelligens - tilhører alle i fællesskab, hvorimod råstoffer, som “de fremmede” råder over på grund af geografiske tilfældigheder, udelukkende tilhører dem. Det er nødvendigt, at Europa begynder at reformere sig selv, og at forsvaret for vore værdier ikke begrænses til ord. Det er forudsætningen for, at Europa fortsat bliver den tredje kontinentalmagt.
Europa har i dette århundrede tabt to verdenskrige og har ikke råd til også at tabe freden”.
Uoverskuelige aspekter
I den kommende tid vil der både i og udenfor Folketinget blive drøftelser og diskussioner om fremmedindvandringen og dens uoverskuelige aspekter. Diskussionen vil næppe gå stille af. Den vil omfatte vidt forskellige grupper og forhåbentlig blive præget af velunderbygget saglighed og viden. I øvrigt vil det gavne debatten, hvis man sætter sig ind i de problemer, som er forbundet med indvandringen i vore nabolande.
Der er opbrud i mange lande. Krig, kaos, terrorisme, fattigdom og forfølgelse rundt om i verden og ikke mindst i Afrika, Asien, Mellemøsten og Østeuropa jager tusinder på flugt. Det er, som man førhen har set det under krige og efterfølgende elendighed, opbrud og folkevandring.
Amerika, Australien og New Zealand var tidligere stærkt benyttede tilflugtsmål. Her var frihed, plads og livsmuligheder. Landene var tyndt befolkede, råstoffer og ressourcer var rigelige.
Nu om dage går strømmen hovedsagelig til Vest- og Nordeuropa. “Flygtningene” fristes af de europæiske landes veludbyggede industri og gavmilde socialforsorg. Danmarks lidenhed, fåtallige befolkning, sparsomme ressourcer og rekordstore gæld gør landet uegnet som indvandringsland. I modsat retning virker vor liberale indvandringspolitik og høje sociale standard.
“Unge flygtninge” i tusindvis invaderer i disse år det danske samfund - bort fra hjemlandenes militærtjeneste og barske forhold. Rygter og flyveblade har fortalt om det danske paradis. Her kan man nyde efter behov og yde efter lyst og evne, hvilket vil sige, at man intet behøver at yde.
Danmarks skatteydere betaler alt, også til familierne efterhånden som de hentes hertil.
Slotte, institutioner og boligblokke “erobres” af indvandrerne, som beskæftiges med sport, leg og andre fritidssysler, fjernt fra de travle danskeres fabrikker, landbrug og øvrige arbejdspladser.
Flittige danskere sørger for de daglige fornødenheder og de offentlige kasser betaler.
Danmark har 800.000 embedsmænd og 300.000 arbejdsløse, - og nu strømmer i tusindvis af “flygtninge” til landet. Ingen deltager i produktionen, men alle spiser med ved bordet. Er der nogen, der tror, at det kan fortsætte?
Kun Fremskridtspartiet har hidtil rørt alarmklokkerne!
- Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 40 / 16. november 1984 / 12. årgang
Læs også: Mig er politisk flygtning:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/
Tilføj kommentar Tagged: A. Th. Riemann, dansk flygtningepolitik, dansk indvandrerpolitik, den borgerlige regering i 80´erne, den danske velfærdsstat og de fremmede, flygtningeloven af 1983, fremskridt, Fremskridtspartiet, indvandringen til Danmark 18. februar 2010
Nu er det alvor
Gennem de sidste 15 år har det gradvist trukket op til økonomisk uvejr for Danmark. På denne baggrund er Fremskridtspartiet født og hver femte dansker erkender nu, at dette parti er det bedst egnede til at løse de problemer, de andre har skabt.
At skifte parti er for mange vælgere en vanskelig og træg proces, der hæmmes af vane, tradition, manglende oplysning i massemedierne og personlig forkærlighed eller modvilje.
Derfor er det naturligt, at kun en del af de vælgere, der ser alvoren bekender sig direkte til Fremskridtspartiet. Dette afspejles da også tydeligt, når et klart flertal i befolkningen i dag ønsker kraftige offentlige besparelser. En Observa undersøgelse for Jyllands-Posten har godtgjort, at 61 pct. af vælgerne i den henseende går ind for fremskridts-politikken.
Danmark er nu ved at være uden rådighed over sit bo, som vi så det, da ministrene Heinesen (A) og Hækkerup (A) på et få timers møde i Frankfurt måtte acceptere en kronedevaluering i strid med deres augustforlig.
Men på Christiansborg er alt ved det gamle. Her er trægheden langt større end hos vælgerne og Fremskridtspartiet er bare noget, man skælder ud på og som man endelig ikke vil lytte til.
Det er farligt for landet og dets folkestyre, at befolkningens flertal indser nødvendigheden af fremskridtspolitikken, før den samme nødvendighed er gået op for et flertal i Folketinget.
Redaktionen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang
Læs også: Hjulene skal i gang igen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/
Tilføj kommentar Tagged: dansk økonomi, devaluering, fremskridt, Fremskridtspartiet, Knud Heinesen, kronedevaluering, offentlige besparelser, Per Hækkerup, Samfundsøkonomi 18. februar 2010
Tak for denne gang
Dette lille land højt mod nord, har taget imod flere hundrede tusinde af de rettroende flygtninge, har givet dem mad, bolig, uddannelse, sundhedsvæsen, ubegrænset taletid i DR, religionsfrihed og statsbetalte imamer. Alt sammen for talrige milliarder af kroner leveret af hårdtarbejdende skatteydere, der ikke modtager nogen tak for deres indbetaling.
Landet er demokratisk og man har ytringsfrihed. Flygtningene bliver beskyttet mod vold af landets myndigheder. Der udøves ikke tortur og fængslede, risikerer ikke at blive fløjet til en ukendt fangelejr i et fjernt land. Man bliver stillet for en dommer inden 24 timer og i fængslerne får man mad 3 gange om dagligt. En fængselsimam afholder fredagsbøn.
Alligevel rejste den ledende imam, Abu Laban, med følge mellemøsten tyndt. Han foreslog ikke takkebønner, men ophidsede til vrede og had mod det land, der havde vise en venlighed, der ikke kendes i noget mellemøstligt land, hvor man ikke selv modtager flygtninge, til trods for ufattelige olieindtægter.
Ole Gerstrøm
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / februar 2006 / 34. årgang
Læs også: Mig er politisk flygtning:
Tilføj kommentar Tagged: Abu Laban, flygtninge, fremskridt, Fremskridtspartiet, hvordan behandler Danmark flygtninge, hvordan behandler Danmark fremmede, konsekvenser af flygtningeloven fra 1983, Mellemøstens flygtningepolitik, Muhammed-krisen, Muhammed-tegningerne, religionsfrihed, statsbetalte imamer 13. februar 2010
[Forrige indlæg]
