Konkurrenceevnen skal genskabes

15. august 2009

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9

12. maj 1980

8. årgang

Konkurrenceevnen skal genskabes

Danmark befinder sig i en økonomisk katastrofesituation. Store dele af landet er pantsat til udenlandske kreditorer og gældsætningen øges med 20 milliarder kroner om året.

Den stigende gældsætning har ikke alene ødelagt vort erhvervsliv, men truer også med at ødelægge hele vort velfærdssystem. Der kan nu ikke engang skæres af en kage, der ikke eksisterer og derfor vil den økonomiske krise også komme til at ramme alle de svagtstillede i samfundet, de gamle, de syge, de uddannelsessøgende og alle andre, der af forskellige grunde har behov for hjælp.

Årsagen til den økonomiske krise er velkendt. De stærkt stigende offentlige udgifter og det deraf følgende høje skattetryk har presset det danske omkostningsniveau så højt op, at danske varer er blevet så dyre at fremstille, at de ikke kan sælges, hverken herhjemme eller i udlandet, i konkurrence med varer fremstillet i lande med et lavere omkostningsniveau.

Når man kender årsagen til problemerne og ved, hvor det er skoen trykker, skal man selvfølgelig ikke forværre dette problem ved fortsat at lade de offentlige udgifter og skattetrykket stige, som det er sket de sidste mange år og som regeringen (Socialdemokratiet, red.) fremdeles satser på.

Fremskridtspartiet har med ”Redningsplanen for Danmark” i 12 konkrete punkter afvist, hvordan vi hurtigt og effektivt klarer os ud af den økonomiske krise, der på det seneste er blevet så alvorligt forværret, at det må betegnes som en katastrofe for landet.

Konkurrenceevnen genskabes ved at nedsætte de offentlige udgifter med godt 20 % og vi har med vore ændringsforslag til Finansloven vist, hvordan det kan gøres uden at ramme de svagtstillede i samfundet.

Kun herved er det muligt at stoppe skatteplyndringen og den udhuling af reallønnen, der er en direkte følge heraf. Fremskridtspartiet afviser hermed Socialdemokratiets asociale tanker om, at reallønnen skal forringes med 5 %. Reallønnen skal tværtimod forbedres ved at give lønfremgang gennem skattelettelser.

En forhøjelse af den skattefri bundgrænse til 38.000 kroner, som vi har foreslået, giver en skattelettelse på hen ved 900 kroner om måneden, hvilket svarer til en lønforhøjelse på ca. 2.000 kroner om måneden.

Ove Jensen

http://fremskridtdk.wordpress.com/

Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Gemt under: Ikke kategoriseret. Tags: , , , , , , , , , , .


Sider