Assimilation eller permission - fremmedarbejderproblemet igen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17
29. september 1980
8. årgang
Assimilation eller permission -
Fremmedarbejderproblemet igen
Sidst i august 1980 forsøgte nogle af pressens folk at rejse en hetz mod Mogens Glistrup baseret på, at Glistrup ved et politisk møde blandt mange andre spørgsmål også havde svaret på, hvad Fremskridtspartiets fremmedarbejderpolitik går ud på.
Peter Brixtofte fra Venstre, der er den af alle Venstrefolk, som er mest hadefuld overfor Fremskridtspartiet, stod straks på vognen og hylede med på pressens urimelige beskyldninger mod Fremskridtspartiet.
Netop medens alt dette var på sit højeste i medierne, indsamlede Gallup meningsmålinger rundt i Danmark og TÆNK, en alvorlig ”bet” for vore modstandere, det blev et meningsmålingsresultat, der gav stor fremgang til liste Z.
Omkring 10. september kom så de beskedne avisnotitser om, at man alligevel ikke ville rejse sag mod Glistrup for hans udtalelser. Nej, selvfølgelig ikke, for Glistrup har ikke på nogen måde udtalt sig racistisk og så ville man selvfølgelig tabe sagen, men hvad, nu havde pressen jo også haft de store avisoverskrifter med ”Sag mod Glistrup for racistiske udtalelser” og man havde derforuden mærket, at befolkningen var helt på linje med Glistrup i denne sag.
Riemann faktisk frikendt
Onsdag den 10. september blev der også afsagt kendelser ved Vestre Landsret og A. Th. Riemann fik stadfæstet en lille bøde, som retten i Hobro i sin tid idømte Riemann, men når man tænker på, hvor voldsomt det lød i pressen, hvad Riemann havde gjort omkring EF-valget, ja så må man notere, at Vestre Landsret ikke turde gå imod ytringsfriheden i Danmark, for selvfølgelig er en sølle bøde på kr. 4.000,- ikke en straf, der står i nogen som helst relation til det, sagen i medierne var blæst op til.
Hvad Riemann havde gjort, var såmænd blot at tale med et sprog, som ellers er hverdagsdanskernes talemåde og selvfølgelig havde Riemann ikke nogen ønsker om at dyrke racisme, men han blev udsat for det, som fremskridtsfolk så let bliver udsat for, at man samler et bestemt ordvalg op og omstiller ordvalget på syv forskellige måder, hvorefter man får noget helt andet ud af det, end hvad den pågældende havde på hjerte.
Redaktøren på FREMSKRIDT mener, at A. Th. Riemann for længst er frikendt af den danske befolkning i sagen vedrørende den påståede racediskriminering og vi tager det som et bevis på, at der ikke er blevet givet en straf af nogen betydning. Vi tror, at Landsrettens dommere inderst inde alle er enige med A. Th. Riemann. Vi gratulerer Riemann med sejren med at man ikke fik held til at knægte ytringsfriheden og som så ofte før har vi i FREMSKRIDT bragt overdyrlæge Riemanns udmærkede artikler.
Vor hilsen og lykønskning skal denne gang være, at vi nedenstående bringer en artikel, skrevet af Riemann om dette emne.
Overdyrlæge A. Th. Riemann skriver:
Diskussionen om ”fremmedarbejderne” er aktuel overalt i Europa. Her i landet føler flere og flere ubehaget ved det fremmedelement, der på mange måder påvirker dansk kultur, mentalitet og økonomi.
Dagligt læser man om narkotikamisbrug, snavset prostitution, voldtægt, røveri, rå knivoverfald og bestialske mord. Den danske godmodighed afløses i stigende grad af fremmedartet vildskab og råhed.
Stadig oftere bliver vi ”husvilde” i vore egne byer, når offentlige steder som banegårde, rutebilstationer, cafeterier og lignende er erobret og besat af ”fremmede”, der overalt ublufærdigt maser sig frem.
Svage karakterer og umodne danskere lader sig let påvirke af ”det fremmede”. Dels interesserer gammel dansk sædvane dem ikke, dels er de dårligt lærte og ved intet om den kulturarv og sunde mentalitet, vore forfædre opbyggede også vort livsgrundlag på. Det lette og overfladiske er sat i højsædet, i høj grad båret frem af umodne journalister i presse, radio og TV, samt forvirrede pædagoger i skoler og på læreanstalter.
Respekten for menneskenes og dyrenes liv forsvinder under påvirkning af tilbagestående folks mentalitet, som efterabes på foragtelig måde af de danskere, der lefler for nedbrydning og fremmede skikke.
Fremmede skikke skaber råhed i Danmark
Som ”de fremmede” i deres hjemlande på barbarisk vis skærer halsen over på en kamel på åben gade under jubel og Allah-råb, laver danske efterabere happening med mishandling og drab af haner på danske teatre, medens børn på legepladser underholdes med lemlæstelse og aflivning af kaniner.
Jo, råheden breder sig i fodsporene på ”de fremmede” og deres danske følgesvende. Danskerne er så sandelig blevet lærenemme og har efterhånden og i lige så høj grad medskyld i degenerationen og forfaldet.
Tidligere, når der var tilløb til fremmed mentalitets løbskhed, blev der grebet resolut ind; men i dag er alt blevet overfladisk, frit og løst.
For år tilbage slagtedes i kødbyen i København en del kreaturer til Mellemøsten under den såkaldte schæchtning og dertil hørende rituelle ceremonier. 3-4 stærke slagtersvende kastede sig over de fredelige dyr og væltede dem brutalt ned på stengulvet, hvorefter en messende ”præst” med en skarp kniv gemt bag ryggen sneg sig frem til dyret og med et dybt snit skar halsen over.
Dyret måtte ikke skydes eller bedøves, som man normalt gør det før slagtningen og kun forkroppen blev godkendt til føde for de rettroende, medens bagkroppen blev overladt ”de kristne hunde”.
I 30´erne blev schæchtning forbudt, men er nu genopstået. F.eks. har man på et slagteri i Vendsyssel ansat en muhamedaner, hvis eneste opgave er at gennemføre schæchtningsritualet under slagtning og derigennem sikre eksport til hans rettroende racefæller. Metoden er rå, utiltalende og udansk.
En farlig folkevandring
Fremmedarbejderproblemet er ikke blot et dansk problem. Det eksisterer i alle EF-lande og vil blive langt større. Når Tyrkiet midt i 80´erne optages i fællesmarkedet, vil 10 millioner arbejdsløse tyrkere oversvømme Europa og skabe voldsomme sociale problemer og måske vælte vores velfærdsstat.
I Tyskland – ligesom i Danmark – er fødselstallet i løbet af 70´erne gået ned med ca. 35 pct., men befolkningstallet holdes oppe af fremmed indvandring. Man lader sig langsomt, men sikkert, fortrænge i sit eget land og det er farligt. Det går måske endda hurtigere, idet de ”fremmedes” fødselstal er fire gange så højt!
I nogle distrikter i Tyskland er 30-70 pct. af skolebørnene ”fremmedarbejderbørn” og på sygehusene, hvor forholdene er de samme, er det blevet nødvendigt at lære læger og sygeplejersker tyrkisk. Problemet er indlysende aktuelt og desuden voksende i Vesttyskland, der nu huser 5 millioner ”fremmede”, hvoraf den ene million er illegalt indvandret. Alene i Vestberlin bor der 100.000 tyrkere. I løbet af de næste 15 år vil 35 pct. af den vesttyske ungdom være ”fremmedarbejderbørn”.
Harmonien ødelægges
Fremmedarbejderproblemet bliver om få år et overlevelsesproblem for det tyske folk og den tyske kultur. Gadebilledet i Tyskland præges i stigende grad at tusinder af unge, dårligt uddannede, arbejdsløse og forbitrede ”udlændinge”. Den sanering af de ”fremmedes” slumkvarterer, man har gennemført i mange byer, har vist sig ikke at fremme forståelsen mellem befolkningsgrupperne, tværtimod er isolationen og afstanden blevet større. Had og aggression er blevet en direkte følge og kriminaliteten er fortsat stærkt udbredt i de uundgåelige ”fremmedarbejder-øer”.
Både vi og Ulandene skades
Den politiske udvikling tager også en uheldig retning, hvor ”fremmedarbejderne” formerer sig og som kendsgerningerne viser, organiserer de sig i venstredrejede partier.
I Danmark kan vi nikke genkendende til de tyske forhold og den risiko også vi er i færd med at arbejde os ind i. Sandsynligvis er det lignende omstændigheder, der for tiden er ved at udvikle til en folkerejsning mod ”fremmedarbejderne” i Norge.
I øvrigt er eksporten af ”fremmedarbejdere” efterhånden ved at blive en boomerang for Mellemøsten selv, idet en stor del af ”fremmedarbejderne” kommer fra landsbyerhvervet, hvilket har medført, at visse områder, der tidligere eksporterede landbrugsvarer, ikke længere kan brødføde sig selv. Også en tiltrængt industrialisering går i stå, når arbejdskraften emigrerer. Som modstykke har ”fremmedarbejderne” øget den europæiske arbejdsløshed betydeligt.
Politikerne burde lære af folket
De lande, der har modtaget ”fremmedarbejdere”, er ikke udlændingefjendtlige og det er vi heller ikke i Danmark. Havde vi været det, var problemerne opstået, men de fleste mener, at nu må der stoppes og ryddes op.
En tysk gallupundersøgelse viser, at 79 pct. af befolkningen ønsker stop for indvandring. 50 pct. ønsker ”fremmedarbejderne” sendt hjem, medens kun 13 pct. vil have dem integreret i befolkningen. En undersøgelse her i landet vil sikkert vise samme store flertal for en fornuftig ordning.
”Fremmedarbejderne” selv havde, da de planlagde udrejsen til europæiske lande, ingen ønsker om at immigrere for stedse. 70 pct. fortæller, at deres plan gik ud på højst 5 års ophold. Først senere har forskellige omstændigheder gjort, at de er groet fast.
Det vil derfor være helt på sin plads og acceptabelt for alle parter, dersom indvandringslandene begrænser opholdstilladelserne til 5 år.
Som værter må vi kræve respekt af gæsterne
Når vi rejser til fremmede lande, søger vi, at respektere derboende folks levevis, mentalitet og kultur. Det samme må vi kræve af ”fremmede” i vort land. Vi byder ”fremmede” velkommen som flittige arbejdere eller gæster, for vi har selv historien igennem haft udbytte af at besøge andre lande og stifte bekendtskab med deres kultur og levemåde, men vi vil ikke acceptere, at vores land og levevis nedbrydes eller ændres efter andres forgodtbefindende.
Vi har fået mange dygtige ”fremmede” til Danmark i de senere år og en del har opnået topstillinger og naturligvis fuld ligestilling med danske kollegaer og de er velkomne i andre lande; men vi har også fået et ”bundfald”, der enten ikke kan eller ikke vil klare sig selv.
En fornuftig fremmedarbejderpolitik
Det problem, der vitterligt er opstået, må løses og her må det første bestå i at indføre et indvandringsstop. Derefter bør der dannes en fond eller tegnes en forsikring, der sikrer midler til hjemsendelsen. I den forbindelse må man sørge for, at ”fremmedarbejderbørn”, der naturligvis heller ikke må integreres i gæstelandet, bevarer deres nationale, kulturelle og religiøse egenart.
Når arbejdet eller opholdstilladelsen er endt, må ”fremmedarbejderne” og vi kunne skilles i god forståelse, i respekt for hinanden og med et farvel og tak for den tid, der er gået.
Deklarationen om racisme og racediskrimination på verdenskongressen i Geneve i 1957 burde tilføjes følgende: ”Enhver politik, der vil gennemtvinge et mindretals assimilation til herskende folkegrupper, skal straks ophøre”!
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar 24. juli 2009