'Mogens Glistrup'
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23
15. juni 1984
12. årgang
Glistrup nægtet taleret - frihed til narkogangster
Ny bommert af kriminalforsorgen understreger grovheden i justitsministerens negative særbehandling af Glistrup
“Deltagelse i offentlige valgmøder er ikke formålstjenesteligt med henblik på Mogens Glistrups behandling, herunder forberedelse af hans løsladelse”.
Sådan lød den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens naragtige og til lejligheden aldeles frit opfundne argumentation, da der i de justitsministerielle kontorer i en fart skulle hittes på en undskyldning, for de grove overgreb på Fremskridtspartiets politiske leders ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. De overgreb, der forhindrede partiets spidskandidat i at benytte surt sammensparede udgange fra fængslet i Horserød til deltagelse i EF-valgkampen. (Se også FREMSKRIDT nr. 21.)
Nye beviser
At Ninn-Hansens aktion alene har haft til formål at stække handlekraften og lukke kæften på en besværlig politisk modstander, skal man enten være stok konservativ eller hedde Jakobsen, for at benægte.
Og nu foreligger nye beviser for, hvor fjernt fra kriminalforsorgens gældende regler og daglige praksis justitsministerens argumentation i Glistrups sag befinder sig.
Frihed på rekordtid
Med Interpol som aktiv deltager støver dansk politi i øjeblikket rundt efter en farlig og berygtet narkoforbryder. Den 48-årige tyrk Serafet Oztürk.
Ikke fordi politiet ikke har haft ham fanget og fået ham dømt. Men fordi sagsbehandlerne i det, under justitsministeriet hørende Direktoratet for Kriminalforsorg, åbenbart anså det som “formålstjenligt med henblik på Oztürks behandling, herunder forberedelse af hans løsladelse” kort tid efter en alvorlig dom, at lade ham slippe ud.
Egen bil og kostbare stene
Historien er kort fortalt denne: I marts 1980 arresteres Serafat Oztürk som bagmand for et større heroinkup. 3,75 kg. farlig heroin til en værdi af omkring tyve millioner kroner skulle indsmugles til salg i Danmark. Den 19. maj 1981 idømmer et nævningeting ved Østre Landsret Oztürk otte års fængsel. Afsoning i Vridsløselille.
I statsfængslet får han kontakt med en vekselerer, der er dømt seks års fængsel for svindel til 11 mil. kr. Sammen arbejder de på at blive overflyttet til det åbne Horserød. Det lykkes på noget, der må betegnes som rekordtid, og snart anses tyrken for så resocialiseret, at han bevilges daglig udgang, så han kan passe “job” i København.
To år efter en dom på otte års indespærring for alvorlig narkokriminalitet kører Oztürk rundt i hovedstaden i en ny flot bil i 150.000 kroners-klassen, og afsløres ved en given lejlighed i besiddelse af en samling kostbare ædelstene. Alligevel får han fortsat lov til hver morgen at forlade Horserød, blot han om aftenen triller retur nordpå for at nyde middagen og nattesøvnen i statspensionen.
Ingen, hverken ledelsen i Horserød eller skrivebordspaverne i kriminalforsorgen, har øjensynligt vist interesse for, hvad Oztürk foretog sig på sine daglige udgange.
Alle har vel haft for travlt med at hetze imod og opfinde specielle regler for Glistrups fåtallige fridage.
Fuglen fløjet
For nylig fik imidlertid politiet fornyet mistanke til den driftige, bilkørende strafafsoner og heroinforbryder. Han blev hentet til afhøring for at forklare om sin gøren og laden.
Dagen efter var fuglen fløjet.
Formentlig stukket af til Tyrkiet. Efterladende sig kone og børn i Danmark, som de danske skatteydere nu kan forsørge.
Et par spørgsmål
Med chefen for Københavns narkotikapoliti, politiadvokat Volmer Nissen, kan man spørge: “Jeg ved ikke, hvordan man tænker i kriminalforsorgen, men det roterer modsat i mit hoved. Jeg fatter ikke tilfældet Oztürk. Hvorfor skulle han så hurtigt i åben anstalt?”. (B.T. 19/5)
Og nok et spørgsmål:
Hvad er det, set i lyset af Oztürk-sagen og flere lignende forhold, der gør det “ikke formålstjenesteligt med henblik på behandling, herunder forberedelse til løsladelse “hvis politikeren Mogens Glistrup anvender en mindre del af en lovlig tildelt udgang til deltagelse i et politisk møde?”.
De kender svaret: Den mand er farlig!
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
2. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25
8. august 1986
14. årgang
Fremskridtsfolk afslørede Ekstra Bladets løgn og misbrug af Simon Wiesenthals navn
Mogens Glistrups injuriesag mod Ekstra Bladet, formelt anlagt med bladets daværende ansvarshavende chefredaktør Axel Sjölin og A/S Dagbladet Politiken, der udgiver boulevardbladet, og som med 30.000 kroners-erstatningen og den klare undskyldning nu er forligt, har sit udgangspunkt den 16. april 1985.
Denne dag udskreg Ekstra Bladet dels over hele forsiden, dels i stor opsætning på side 6 i avisen, Mogens Glistrup som værende nazist og en nazitrussel. Avisens uvederhæftige smædeskriver, journalist (?), Axel Kristensen, postulerede at citere den verdensberømte østrigske nazijæger Simon Wiesenthal og hans Dokumentationszentrum i Wien for uhyrlighederne.
Men det var løgn!
Forhåbningen har formentlig været, at der skulle være tilstrækkeligt langt til Wien til, at falsummet ikke blev opdaget. Men dèr gjorde man regning uden gode fremskridtsfolk. Takket være Johs. Lorenzen og frue i Lyngby, der flere gange både telefonisk og pr. brev var i forbindelse med Wiesenthal, kunne FREMSKRIDT allerede den 17. maj 1985, ved at fremlægge et brev underskrevet at Simon Wiesenthal selv, dokumentere, at Ekstra Bladets infame og lede skriblerier var digt, opspind og usandhed fra ende til anden.
Med Simon Wiesenthals egne ord i brev af 24. april 1985 til ægteparret J. Lorenzen (her i dansk oversættelse): “Angående Axel Kristensens artikel i Ekstra Bladet fra den 16. april 1985 påpeger vi meget eftertrykkeligt, at det fra vort kontor aldrig er fremsat påstand om, at Mogens Glistrup er en “Nazi” eller en “Neonazi”.
Sådan!
Mere krystalklart kan et dementi næppe forlanges. Ekstra Bladet har da heller aldrig imødegået FREMSKRIDT´S dokumentation - eller beklaget det grove misbrug af den berømte nazijægers gode navn og anseelse.
Presseloven
I første omgang reagerede den energiske Johs. Lorenzen ved på vegne af Fremskridtspartiet, men naturligvis i særdeleshed på vegne af Mogens Glistrup, at kræve at Ekstra Bladet tilbagekaldte og beklagede artiklerne. I et anbefalet brev til Axel Sjölin skrev Lorenzen blandt andet: “Den 16. april i år bragte Ekstra Bladet artikler hvor dele af indholdet angiveligt fremstod som udtalelser af Simon Wiesenthal, lederen af det jødiske dokumentationscenter i Wien. Udtalelser som, hvis de var rigtige, ville være dybt krænkende for Fremskridtspartiet og Fremskridtsfolk i almindelighed og Fremskridtspartiets stifter i særdeleshed.
Men de anførte udtalelser er ikke rigtige. Hverken hr. Simon Wiesenthal selv eller ansatte på hans kontor har udtalt sig som foregivet. Det fremgår klart af vedlagte kopi af brev fra Dokumentationszentrum, dateret den 24. april 1985 og underskrevet af Simon Wiesenthal selv.
Da artiklernes indhold ikke bliver mindre krænkende af at være pure opspind, skal vi anmode Dem om, inden den 1. juni 1985 til Fremskridtspartiets Valgfond, Christiansborg, 1218 København K., som en symbolsk og beskeden erstatning at indbetale 25.000 kroner.
Blev klogere
På trods af Johs. Lorenzens krav var juridisk bæredygtig i henhold til presseloven og gældende dansk ret i øvrigt, afviste advokat Niels Monberg på Ekstra Bladets og Axel Sjölins vegne efter et par ugers betænkningstid. Det skete med et brev med følgende indhold: “Jeg har gennemgået den omtalte artikel og må bemærke, at der efter det for mig oplyste ikke er noget urigtigt i artiklen, og at der i øvrigt ikke ses at være noget, som vedrører Dem eller nogen, som De repræsenterer. Det af Dem fremsatte krav, må allerede af disse grunde afvises”.
Senere er såvel advokaten som Ekstra Bladets chefredaktion altså blevet både klogere og fornuftigere. Endda i en sådan grad, at de gerne afstod fra at høre rettens bedømmelse af og dom over avisens smæderier, - og frivilligt betalte 5.000 kroner mere end erstatningskravet i første omgang lød på!
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
31. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1-2
Januar/februar 2001
Årgang 29
Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup
Hvis du tror Glistrups skattesager blev afgjort i 1983, så tro om igen!
Nu hvor han igen er blevet leder af Fremskridtspartiet, prøver de igen at beslaglægge hans arbejdskraft.
I korte træk er sagen forløbet således: Glistrup var selvstændig advokat fra 1956. Hans selvangivelser blev indgående gransket både af det lokale skattevæsen i Lyngby og af Ligningsdirektoratet.
Altid godkendt
Hver gang blev de godkendt og da finansministeren (Poul Møller, C, red.) efter den berømte Focus-udsendelse i januar 1971 beordrede skattesagen startet, stod både Lyngbys borgmester, Fenneberg, og ligningsdirektør, Hove, offentligt frem og erklærede, at de havde kigget det meget nøje igennem hvert år og Glistrups metoder var fuldt legale.
Der er på intet tidspunkt fundet noget ved efterforskningen, som ikke allerede var lagt åbent frem for skattevæsenet. Det gav systemet et problem! Svig er jo noget man gør skjult og hvordan kan man dømme en mand for skattesvig, når han hele tiden har lagt alle kortene på bordet?
Systemet svindlede
Systemet måtte selv begå svindel for at nå sit mål, så man allierede sig med en ekspert på området. Revisor Lundgaard Andersen fik til opgave at finde noget at dømme Glistrup på. Da der ikke fandtes ulovligheder, opfandt han den såkaldte fiktionsteori, der går ud på, at når fakta viste, at Glistrups selvangivelser er i orden, måtte staten simpelthen benægte fakta.
Sagen kørte frem til 1983, hvor Højesteret idømte Glistrup 3 års fængsel.
17 fiktive sommerhuse
Dommen byggede på, at en del af Glistrups aktieselskaber blev erklæret fiktive og uden reelt indhold. Det har senere vist sig upraktisk, fordi mange af selskaberne ejede fast ejendom. F.eks. har Glistrup 17 sommerhuse ved Skagen, som Højesteret har erklæret fiktive. Lene (Glistrups kone, red.) siger de ikke er fiktive når hun skal vaske gulve.
Systemets mand begik selvmord!
Lundgaard Andersen begik senere selvmord da det blev afsløret, at han som hovedrevisor for Nordisk Fjer, havde begået omfattende bedrageri og svindel.
Det var kun ca. 4 promille af Glistrups dispositioner, der var plukket ud til anklageskriftet og selv her blev han frifundet for en stor del. Det siger sig selv, at frifindelsesprocenten ville være betydeligt højere i de 96,6 %, der ikke var medtaget i anklageskriftet. Alligevel har skattevæsenet siden krævet Glistrups slutopgørelser ændret til det, bedrageren Lundgaard Andersen, er kommet frem til, selvom anklageren kun har fundet 4 promille af det værd at efterprøve og heraf kun har fået delvist medhold i straffesagen.
Alle Glistrups årsopgørelser siden 1956 er stadig uafklarede, og det kære væsen har bl.a. haft store problemer med at tackle lejeindtægter fra sommerhuse, der er erklæret fiktive ved højesteretsdom.
Særligt kontor til Glistrup-sagen
Der har siden starten i 1971 været et kontor udelukkende til behandling af Glistrup-sagen, hvor fastlønnede skatteeksperter har kunnet køre på Glistrup med det hovedformål at beslaglægge hans tid.
Overfor dette magtapparat må Glistrup selv forsvare sig og samtidig spille med blind makker. Der er nu et syvcifret antal sider i sagen og når dele af den behandles, får han ikke at vide, hvilke sider, der skal diskuteres.
Af de 45 år (1956 - 2000) er det eneste, der er kommet frem til domstolene året 1972. Den sag behandles i første instans ved Østre Landsret, som stadig har den under forberedelse.
“Blødersagen” (Britta Schall Holberg, V, red.) blev i sin tid kritiseret af menneskerettighedsdomstolen fordi den tog 5 år. Hvad mon de vil sige til en sag fra 1956?
Henrik Søndergård
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
29. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 16
1. maj 1981
9. årgang
De fortiede skandalers sag
I 1970 kunne jeg ikke længere udholde stiltiende at betragte, hvor dilettantisk og pamperagtigt Danmark blev regeret.
Skulle landet undgå at komme helt ned i møget med sociale katastrofer i titusindvis til følge, måtte der gøres en aktiv indsats.
Fra jeg startede aktionen, gik kun få timer, før landets finansminister og samtlige daværende folketingspartier erklærede min person aldeles afskyelig.
Uafbrudt siden da har etablissement med alskens tricks, svinestreger og ufine midler søgt at tvære mig ud. Herom kan skrives tusinder af veldokumenterede sider. Og de vil engang blive skrevet. Men endnu har ingen haft mod til at afsløre, hvordan restgarantier er tilsidesat på samlebånd for at få knaldet mig personligt. Udsættes en forløben mexicaner eller andre for en promille af, hvad jeg har måttet stå model til, skriger Cavling-prisvindere straks op og vækker den offentlige samvittighed. Men fra den, der præcist har fremlagt de foranstaltninger, som må gennemføres for at redde det danske samfund fra Afgrunden, holder de sig væk. Det vil nemlig kræve bortrydning af pjalte, nassere og misbrugere. Og dem skal Danmarks Radio pressens såkaldte gentlemen eller andre inden for magtsystemet ikke have noget af at lægge sig ud med.
De værste har været jurister. I sådan nogle er indgroet følgagtighed over for det bestående system. Og jeg er følt som en væmmelig klasseforræder, der bør udryddes. Et Z-hovedmiddel til at klare Danmarks situation er nemlig at mindske og nedklassificere juristers-papirnussers- arbejde. Derfor har retsvæsenet og dets kolleger særdeles onde øjne mod mig.
Nu er det ikke sådan, at danske dommere og andre jurister udråber, at de vil være korrupte. Mekanismen er mere indviklet. Eller rettere skinhellig. Men det kommer ud på det samme.
Blikkenslagerbanden gør det grove arbejde
Den danske magthaver spiller den fine mand ud af til. Som Nixon i Watergate. Han havde jo sin blikkenslagerbande. Den danske blikkenslagerbande blev et par embedsmænd i Statsskattedirektoratet (Carl Døssing og Niels V. Bendtsen). De to tjener deres herrer med tusinder af sider papir. Derefter finder alle – højesteret, ligningsråd, ligningskommissionen, landsskatteret o.s.v., at det hele er så stort og indviklet, am man må henholde sig til de to. Efterhånden som flere instanser har sagt dette gennem årerne, kan de henvise til hinanden.
Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævlens vold og magt skal kanøfles. Hellere ”solidarisk” med embedsbrøderne end at beskytte anklagedes retssikkerhed.
Nok har retsfærdsskænderne efterhånden sammenvævet mere end hundredetusinde sider papir. Men som i kaiserens Ny Klæder er virkeligheden såre simpel: Mine modstandere påstår, at næsten en million aftaler, som jeg har formidlet, og som behørigt er bogført i mit bogholderi straks efter dispositionernes foretagelse, skulle være nul og niks Dette fiktionspåfund begrundes ene og alene med det aldeles uholdbare, at kontooverførelser er betydningsløse. I det pengeløse samfund, som vi er på vej ind i, sker flere og flere betalinger ved, at en konto godskrives et beløb og en anden belastes med det. Det må selvfølgelig godkendes af retsordenen. Og bliver det. For alle andre end mig.
Alle, der har gennemarbejdet sagen ved, at alt, jeg har foretaget mig, er juridisk og moralsk korrekt i enhver henseende. Men de styrende ville tabe ansigt ved åbent at erkende det. Derfor holder de sammen som ærtehalm i forfølgelsen af mig.
Det begyndte med Leo Lemvigh. Den 28. august 1973 og flere gange senere indrømmede han, at der ikke var kød på angrebet mod mig, men at jeg, hvis sagen alligevel skulle blive fortsat, nok skulle få lejlighed til at forsvare mig. Men da Hartling havde brug for et valg i maj 1974, kunne Lemvigh ikke holde sit løfte. Tiltale blev udspredt for alle vinde, uden at man forinden hørte mine synspunkter.
På grund af uduelige forsvarere kom mine synspunkter heller ikke frem i byretten. Men slev om det fremlagte ensidigt var anklagerens materiale, opdagede byretten alligevel min uskyld. Men avancecementslystne kunne ikke holde til at frifinde Glistrup. Anderledes kan det ikke forklares, at byretten på den ene side på papiret godtager, at jeg som advokat i hundredtusindvis af tilfælde gennem mere end en snes år i stigende omfang har begået forsætlig skattesvig for hundredvis af millioner kroner. Og at dommen på den anden side lader mig beholde min advokatbestalling og nøjes med en i forhold til anklagen lille bøde.
Nu fortsætter de så i landsretten forsøget på at køre mig sønder og sammen. I yderligere et par hundrede heldagsretsmøder er anklageren fremturet i at forføre domstolen ved udelukkende at dynge skinbeviser op i denne absolut intet oppustede rekordtykke sag. Jeg er påduttet de samme umulige forsvarere i landsretten, som i byretten viste sig så uskadelige for systemets interesser. For deres pæne artighed modtager de godt og velfærdsstat en million kroner. For at fjerne enhver mulighed for god tro hos landsrettens dommere om, at anklageren alene er ude på restfordrejning og justitsmord, har jeg derfor måttet bruge en stor del af denne sommer til at forberede en liste over nogle af de beviser, der må føres, hvis man virkelig for alvor skal bedømme det fiktionsnonsens, som hele anklagen mod mig er stablet op på.
Magthavernes og mediernes forsøg på at smadre mig
Det har været en hård streg i regningen for gammelpartierne, administrationen og domstolene, at de ikke for længst totalt har udraderet mig. Først ødelagde de min advokatvirksomhed ved, at ottespaltede avisoverskrifter stemplede mig som en ågerkarl, testementebedrager og storsvindler. De fratog mig eksekutorbevillinger og forsøgte også på andre måder at smadre mig. Men en hundrede ren samvittighed, en god ven, trofaste klienter, selvopofrende medarbejdere og en ubrydelig familiestøtte fik mig til at udholde, hvad nok havde knækket de fleste.
Så kom de mange år med opslidende uretssager. De af Poul Møller iværksatte undersøgelser gav myndighederne det kæmpechok, at eet menneske her i de tusinde urimelige loves land havde rent mel i posen. Og det var ham, de helst ville have til livs. Men dernæst fik de mange års retssagshelvede væsentligt værre end hvad fremmede lande byder daværende systemkritikere – ikke mig til at bryde sammen og begå selvmord eller flygte ud af landet, som de så inderligt håbede. Man så hen til, at byretsdommen endeligt skulle mase mig til plukfisk. Det gjorde den ikke. Så blev de desperate. Lavede totalt om på fiktionsteorien og sendte mig skattebilletter på mange millioner kroner ud over, hvad jeg havde tjent. Helt uden forbindelse med gældende skattelov beordrede man disse millionansættelser i de sidste par år. Men de våben, de fandt på til at ruinering af mig, har nu på det allersidste vist sig at være boomerangs. Regnes det hele konsekvent igennem, fører den nye fiktionsmetode til, at jeg skal have penge tilbage fra skattevæsenet.
Men i deres gennemført lovløse ligningsraid har skattefolkene fortrinsvis gennemgået de konti i mit bogholderi, som førte til forhøjelse af min indkomst, og ikke dem, der ville resultere i nedsættelser. I møde i Lyngby Ligningskommission den 26. juni 1980 tilstod blikkenslagerbanden, at sådan forholder det sig. Man undskyldte sig med, at staten ikke har ressourcer nok til at gennemregne de konti, der ville give mig fradrag.
Dagen efter afsagde Østre Landsret en dom, hvis oplysninger afslørede, at blikkenslagerne skan havde lavet i al fald en af disse opgørelser (234.176 kr. blot for én af de tusinder af klienter, der ville føre til fradrag). Det havde man gjort for at ramme den pågældende klient, men fortiet det i min sag, hvor det modstående fradrag skulle have optrådt.
I det hele taget det mest modbydelige i myndighedernes ondskab uden grænser, at de har overfaldet hundredvis af mine klienter. Ene og alene fordi det skulle bidrage til at slagte mig. De menneskelige omkostninger har været umådelige ved denne nederdrægtige gidselmaltraktering. Men i Danmark i dag er ikke så nær afgrunden, som det ville have været uden Fremskridtsbevægelsen.
Og når de gamle partier må give op den dag, de ikke kan låne mere i udlandet, står Fremskridtspartiet parat med de helt præcise og gennemarbejdede løsninger til at genrejse landet og undgå de værste sociale katastrofer.
Derfor har det hele været den enorme pris værd.
Mogens Glistrup
Tilføj kommentar
27. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20
3. december 1974
2. årgang
Hjulene skal i gang igen, derfor må der handles drastisk og resolut
Lederne i Socialdemokratiet og i VKR-partierne er stort set stadig de samme, som i 1960´erne beviste, at de ikke havde dygtighed, fantasi og styrke til at styre landet fornuftigt under gode vilkår. Det er dem, som har hovedskylden for, at vor økonomi blev så svag, at vi røg ud i den store katastrofe, så snart vanskelighederne meldte sig.
Heraf kan vi lære, at det vil være dårligt, om vi nu lader os narre ind i traditionelle løsningsmetoder af model Hækkerup (A), Hartling (V), Ninn-Hansen (C) eller Baunsgaard (B). En snes gange eller mere har disse herrer fortalt os, at nu havde de løsningen, som klarede Danmarks problemer for bestandigt. Hver gang har det efter få måneder vist sig, at ofrene blev båret forgæves og det blot gik værre og værre.
Årsagen hertil har været, at de ikke har villet eller har haft mod til at gøre noget mod grundskavanken i dansk økonomi: De svulmende offentlige udgifter. Helbredelsesmetoden er derfor ganske logisk at indskrænke pengeforbruget hos stat og kommune. Vi er imidlertid nu kommet så nær katastrofeafgrundens rand, at der må handles drastisk og resolut og at vi alene kan tillade os løsninger, som mildner inflationen, hjælper vor dødsensfarlige valutamangel og mindsker de almindelige skatter.
Dyrest på finanslov og kommunebudgetter er lønudgifterne. Små 50 milliarder kroner er de planlagt, at skulle løbe op i til næste finansår, hvis der ikke gribes ind. En gennemsnitsfamilie på 5 personer skal altså bidrage med hen ved 48.000 kroner for at fodre på embedsmænd m.fl. Hvis vi over et par år arbejder hen imod ikke at have flere offentlige ansatte, end vi havde for 5-6 år siden og hvis vi ikke lader de offentligt ansattes lønninger stige særligt i det kommende år, kan de 48.000 kroner nedsættes til omkring 40.000 kroner. Det er naturligvis navnlig den favorable dyrtidsregulering, det golde administrerer og de områder, hvor det offentlige er lønførende, som må holde for.
Ved denne linje vil det offentlige spare ca. 8 milliarder kroner. Herned har vi hovedgrundlaget for det private arbejdsmarkeds overenskomster. Forholdet er jo her det, at mange brancher ikke kan afsætte deres produkter i international konkurrence, hvis priserne stiger med øgede lønudgifter. Omvendt er de lavtlønnede gennem den kraftige inflation bragt så nær eksistensminimum, at de nødvendigvis må have mere i lønningsposen. Gives lavtlønstillæg, ved vi imidlertid fra mere end en halv snes tidligere overenskomstsituationer, at det smitter af i form af løneksplosion opad.
Konklusionen er, at kun hvis repræsentanter for et folketingsflertal sidder med ved forhandlingsbordet, kan det private arbejdsmarkeds overenskomster klares tilfredsstillende. Man skal så nå frem til, at overenskomsterne stort set forlænges uændret til 1. marts 1977, mens den skattefri bundgrænse forhøjes til 19.000 kroner. Det haster med at få dette fastslået.
Hermed vil en stor del af landets problemer være løst for det mellemlange løbs vedkommende.
På kort sigt ligger løsningen i, at statens bidrag til de nu arbejdsløse nedsættes fra de små 800 kr. i det omfang de pågældende får beskæftigelse i produktionsvirksomhed, hvori de ikke tidligere har været ansat. Denne ordning skal løbe vinteren over (til 1. april) og vil derved skaffe beskæftigelse for mange, som arbejdsgiverne kan lønne, når lønudgiften formindskes med den nævnte plovmand pr. uge.
På lang sigt ligger løsningen af landets problemer i hurtig vedtagelse af Fremskridtspartiets forslag om afvikling af indkomstskatterne over seks år.
Dermed vil hjulene atter komme i gang i Danmark.
Mogens Glistrup
Velkommen til verdens største digital samling af Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/
Tilføj kommentar
26. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6
17. februar 1989
17. årgang
Blåøjede Baunsgaard bankerotlandet
En Glostrup`er giver følgende tre oplysninger:
1. “Fra vennerne, der netop har været i Tyrkiet har jeg fået at vide, at Tyrkiets flygtningelov i sin rørende enkelthed lyder nogenlunde sådan: “Tyrkiet for tyrkere”. Så enkelt er det.
Tyrkiet ønsker nu nok heller ikke at deltage i at beskytte unge, der flygter fra den Iranske hær og militærtjeneste, og dermed støtte mennesker, der bryder Irans love. Ja, det har vide perspektiver også i forbindelse med vor flygtningelov.
2. Nær familie til mig bor p.t. på 4. år i Indien i forbindelse med et fabriksprojekt. De fortæller, at man er ved at dø af grin over i Indien og Sri Lanka, at vi tager folk ind i Danmark, der blot vil bruge vores sociale system. Flere “rejsebureauer” tjener tykt på menneskeflugter. I Indien og Sri Lanka er der mennesker, der har flere penge end Danmark er værd, men de drømmer ikke om i deres vildeste fantasi, at bruge een rupi på at hjælpe andre, - men de er skam glade for det de vestlige lande sender ned i ulandshjælp, for den hjælp administreres af dem - velhaverne.
3. Venner, der er i det engelske diplomati fortæller i øvrigt, at USA håndplukker de mennesker, de hjælper ud af lejrene - og de plukker først! Dem med god uddannelse (der vil kunne forsørge sig selv), dem med familie i USA, dem der er sunde og raske”.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Danmark for danskerne: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/04/danmark-for-danskerne/
Tilføj kommentar
25. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 29
5. september 1986
14. årgang
DR’s journalister - de største Danmarksødelæggere
Statsmonopolpropagandaministeriums-folkene i Gyngemosen og Rosenørns Allè er vitalt interesserede i at bevare og udbygge det røde Bernhard Baunsgaard-folketingsflertal, skriver Mogens Glistrup i denne kommentar. Og dokumentere hvorfor.
Fjernsyn (og dampradio) har af tekniske grunde i vor tid fået en helt dominerende stilling i befolkningsinformationen.
Derfor er det drønfarligt, at de elektroniske medier er i hænderne på et statsmonopol med ensrettet, snæversynet driftsledelse.
Tv-journalisterne har frit slag til ensrettet at bestemme, hvilke emner, der skal behandles, og ud fra hvilke principper og med hvilke detaljer, man skal beskæftige sig med det, som mediegurupaverne i deres vankundighed selv har sat på dagsordenen.
Resultatet er, at Erik Stephensen (bror til Ole Stephensen, red.) og ligesindede manipulerer med den danske offentlighed og indbilder den, at sandheden er, som man ud fra Stephensen-opfattelsen gerne vil have den. AIDS og Sydafrika hører til yndlingsemnerne. Gælds- og skattetryk nedtones. Indenfor alle områder er 1968-ungdomsoprørernes synsvinkel altdominerende.
Blakkede landsødelæggere
Disse blakkede landsødelæggere har alverdens måder at påvirke på, uden at nogen kan føre klart bevis for, at det er det, som er hensigten. Altid vil man skyde sig ind under hensynet til journalistisk nyhedsværdi, og at det selvsagt må stå den enkelte medarbejder frit at vurdere. Tidsmæssige og programtekniske forhold bruges igen og igen som undskyldning for at holde korrekt samfundsorientering ude fra seernes og lytternes verden. Men så snart Margrethe Auken (SF), Gert Petersen(SF) eller andre af Tv-avisens partifæller slår en fjært, er Tv-journalisterne på pletten som svesker og får det til at lyde som tordenvejr.
Overalt er totalt tavshed statsmonopolets reaktion, når Fremskridtspartiet dag ud og dag ind forelægger visionsfyldte præcise lovforslag, hvis hovedindhold bliver nødvendigheder i Fremtidens Danmark.
Efter disse flagrante mediemagtmisbrug nedtramper man os til det stygge parti. Uden anden støtte herfor end mediernes egne grove forsømmelser og fordrejninger.
Så længe de knægter ytringsfriheden og missionerer for deres venstrefordrejede verdensbillede uden udfordrende konkurrence fra andre, kan de fortsætte deres skærmede og idylliske tilværelse, hvor de kun har sig selv at blive sammenlignet med. Og et par minutters sendetid i TV pr. ansat i nyhedsafdelingen pr. aften er jo ikke at foragte.
Forbeholder sig eneret
Det var afslørende, da en Tv-journalist - Karen Jespersen (A) - totalt jordede et forslag om, at der hver uge afsattes et Tv-kvarter, hvor partierne på skift kommer til orde, som de selv vil. Hun vil forbeholde sig og sine eneretten til at manipulere efter deres forgodtbefindende. Men Danmarks fremtidstilstand er afhængig af, at vælgerne korrekt vurderer de politiske partier. Derfor skal de have langt større adgang til umiddelbart - uden Karen Jespersens og hendes kollegers forkvaklede sorteringer og forvrængninger - at fremføre deres synspunkter direkte til befolkningen. Seerne og lytterne er det øverste samfundsorgan i deres egenskab af vælgerkorps. Derfor burde de være korrekt, alsidigt og indgående oplyst af det altdominerende stats-informationsapparat.
Vil påvirke valgresultatet
Næste folketingsvalg kan få afgørende betydning for de ansattes ansættelsestryghed, indtægt, magt, prestige og samfundsposition. DR-ansatte er også mennesker. De har derfor den almindelige menneskelige selvopholdelsesdrift og klatrementalitet. Derfor vil de kæmpe for at påvirke valgresultatet i den retning, som klart fremstår som mest fordelagtig for dem selv.
Statsmonopolpropagandaministeriums-folkene i Gyngemosen og Rosenørns Allé er vitalt interesserede i at bevare og udbygge det røde Bernhard-Baunsgaard-folketingsflertal.
Frihed på TV- og radioområdet finansieret gennem reklamer ville være mindre ubetryggende.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: “Flygtningetilhængere” skader bevidst det danske samfund: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/06/12/%e2%80%9dflygtningetilh%c3%a6ngere%e2%80%9d-skader-bevidst-det-danske-samfund/
Tilføj kommentar
22. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 38
2. november 1984
12. årgang
Hver familie skal betale 150.000 kroner
Og det blot for at dække Schlüters underskud i 1985
Over 130 milliarder kroner er det, staten i 1985 skal udstede i nye statsobligationer og statsgældsbeviser. Hvis, vel at mærke finanslovsforslagets tal holder.
Deres samlede udgiftssum overstiger indtægterne (skatterne) med 123.102.036.200 kroner. Det beløb skal altså hjemskaffes ved lån. Og da statspapirerne sælges til underkurs, fremkommer beløbet på mere end 130.000.000.000 kroner.
Før eller senere skal de penge betales af Danmarks 5 millioner indbyggere. Hvis de - for at spare renten - indbetaltes med det samme, blev det over 26.000 pr. næse. Eller mere end 104.000 kroner for en familie med to børn. Nogle af de 5 millioner danske kan ikke betale en klink eller smyger sig uden om.
Drejer hanen om
Forsigtigt regnet vil vor gennemsnitsfamilie derfor skulle bløde 150.000 kr. Og det er bare for at dække 1985-underskuddet. Der er et sådant rod i statens finanser, at der også kommer et kæmpetal i 1986, 1987 og alle andre år, indtil vi får afgørende Z-indflydelse på landets styre, eller kreditorerne synes, at nu er det blevet for galt og drejer hanen om for den respirator, hvori firkløverpartierne har anbragt det danske samfund.
Fisk ånder med gæller.
Schlüter ånder med gæld.
Det sidste er værre end det første.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skyldige: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/12/de-skyldige/
Tilføj kommentar
21. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1
Februar 2006
34. årgang
London-bombningerne
De muslimske selvmordsbombninger i London den 7. juli med 55 dræbte blev enden på perioden med nogenlunde fredelig sameksistens mellem islam og den vesteuropæiske kultur. Det, som havde været målet for dette sociale eksperiment, integrationen af mellemøstlige muslimer i den vestlige kultur, har vist sig at være en katastrofe. Velintegrerede, moderat udseende muslimer med gode uddannelser og i stabile forhold udløste de dødbringende bomber. Antageligt for, som såkaldte martyrer, at nå en hurtig vej til paradis.
Næppe alle muslimer er selvmordsbombekandidater. Problemet er, at man åbenbart ikke kan se på folk, om de er på vej ud i blodig terror. Og historisk set, har det typisk været de aggressive muslimer, som har sat dagsordenen. I England har man i nogle år taget hensyn til risikoen for bomber, når man planlagde butikscentre. Nu er det uhyggelig virkelighed, at palæstinensiske tilstande har nået Vesteuropa.
Det er historiens ironi, at da bomberne sprang, sad den mand i Vordingborg Arrest, som mest klartskuende at alle, har advaret mod denne udvikling. Den 79-årige Mogens Glistrup afsonede 20 dages fængsel for en såkaldt overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, racismeparagraffen. Vi kender hans udtalelser. De var ikke diplomatiske, for at sige det mildt. Men racist har Glistrup aldrig været. Da han som ung studerede i USA, boede han hos en sort familie. På universitetet rynkede man på næsen af denne unge dansker, der ikke rigtigt ville forstå lagdelingerne i det amerikanske samfund. Og i sit politiske virke, har Glistrup været totalt kompromisløs, når han har foretaget sin analyse. Men landets forenede magthavere har været uden nåde når de har tilbagevist denne demagog, som han er blevet kaldt. Dæmoniseringen har været komplet og sort som kul.
Hvad mange af os ikke ved, er at Mogens Glistrup har skrevet tusinder af sider om islam. F.eks. “De fremmede i landet”, der udkom med første bind i 1991, og andet bind i 1994; i alt mere end 1.000 sider med faktuelle oplysninger. Havde landets politiske ledelse læst disse kunne meget have været anderledes i dag.
Begrundelsen for at have en statsmagt, er primært, at den skal sørge for borgernes sikkerhed. I dag står Danmark og Vesteuropa uforberedt over for den ultimative trussel. Politiets Efterretningstjeneste skønner, at vi har omkring 1.000 potentielle terrorister i landet. Men her medregner man kun personer, som bevæger sig i ekstreme miljøer. Londonbombningerne viser os, at også moderate, veltilpassede og veluddannede muslimer pludseligt kan stå som dødsensfarlige jihadkrigere. Dermed stiger mængden af potentielle terrorister voldsomt. Hertil kommer de internationale terrorister, der rejser rundt til brændpunkterne i Afghanistan, Tjetjenien, Irak, Palæstina m.v.
Der menes at være 1,2 milliarder muslimer på jorden. Det startede med profeten Muhammed, som for 1.400 år siden grundlagde sit imperium med militære magtmidler. Islam er ikke en omvendelsesreligion lige som kristendommen. Islams vej til storhed har typisk været erobringer og tvangskonverteringer. Og man fastslår, at hele verden tilhører islam. De steder, hvor islam ikke har magten, kaldes for krigens hus. Dette symboliseres ved, at der ofte i moskéerne disse steder hænger et sværd synligt for alle. For, som profeten Muhammed sagde, sværd er nøglerne til paradis.
Men sprængstof er også taget i brug og nu i stærkt stigende omfang. I Juli måned har vi kendskab til følgende bombeattentater:
1/7: 10 dræbt i det sydlige Rusland nær Tjetjenien.
2/7: 10 dræbt i Tyrkiet.
6/7: 13 dræbt i Mashruh, Irak.
7/7: 55 dræbt i London.
10/7:19 dræbt i Bagdad.
12/7: 2 dræbt i Israel og 2 dræbte i Beirut.
13/7: 27 dræbt i Bagdad.
15/7: 20 dræbt i Bagdad.
16/7: 5 dræbt i Tyrkiet, 98 dræbt syd for Bagdad.
Vesten har handlet ved at invadere bl.a. Irak. Men denne invasion er en katastrofe. Demokrati har man ikke fået noget af, for regeringsorganerne styrer ikke landet. De vestlige troppers tilstedeværelse er motivation for at gå til modangreb. Oprørerne, der givetvist anser sig selv for at være ægte jihadkrigere, forhindrer selv politiet i at virke. De utallige angreb er bevis på en omfattende og stærk organisation. Irak er i dag primært en stor terroristtræningslejr. Derfor bør de danske tropper trækkes hjem.
Hvad skal vi så gøre, for at sikre dansk sikkerhed? Vi skal under ingen omstændigheder bruge ufredelige midler. Vi skal ikke gøre som serberne, der greb til modterror. Men vi må udvise fasthed. Vi ser indvandrerbanderne optræde med en sådan grovhed, at rockerne bliver ydmyget og slået af banen. Brugen af organiseret vold må forhindres med alle nødvendige midler.
Det må konstateres, at eksperimentet med det multietniske samfund er blevet livsfarligt for vort land. Derfor må det ophøre. Vi skal ikke have bomber på danske stationer. Vi vil have fred. De, der ikke vil freden, må retur til deres hjemland.
Ole Gerstrøm
Bragt i Danmarks Radio, P1,
den 21. juli 2005 i “Dagens Spids”
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
19. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 26
15. august 1986
14. årgang
“Mig er politisk flygtning”
Hvert år er der ca. 300, som banker på Danmarks dør, fordi det land, som de kommer fra, udsætter dem for alvorlig fare for liv og førlighed, alene fordi de er uenige med magthaverne.
Heldigvis har den danske stat hidtil været i stand til at hjælpe disse mennesker i nød.
I denne tid ankommer hver uge ca. 300 fra Østtyskland og påstår, at de skal ind i samme bås. Uanset at de ikke var udsat for nogen som helst forfølgelse i Østtyskland. Tværtimod er de den østtyske stats forretningsforbindelse. Østtyske agenter sværmer i Mellemøsten, og formedelst en standardpris på $30.000 lover de alle, der betaler denne pris til den slunkne østtyske valutakasse transport til et land, der vil give dem langt bedre materielle levevilkår, end de kan opnå i deres egne lande. Med i den pakke, de køber for de 300.000 kr. i klingende mønt, er, at når de kommer til bestemmelsesstedet, skal de bare bruge trylleordene; “Mig er politisk flygtning”.
Die dumme Dänen
De østtyske agenter har tusindvis af kunder hver dag. De fordeles så fra Østberlin til forskellige modtagerlande: Vesttyskland, Holland, Sverige, Norge, Danmark o.s.v. Fordelingscentralen sender stadig flere til Danmark, fordi man har fået erfaring for rigtigheden i den gamle tyske betegnelse: “Die dumme Dänen”.
Det er nemlig os selv, der har muliggjort denne trafik. Før 1. oktober 1983 var de pågældende nemlig af dansk grænsepoliti standset på færgeklappen og sejlet tilbage til Warnemünde. De er jo ikke på nogen måde genstand for forfølgelse i Østtyskland.
Tværtimod er de stort set kommunister ifølge deres talsmands Erik Stephensens udtalelser til mig, da jeg var “Ugens Gæst” i TV 13. marts 1985.
En håndsrækning
Kultursociologer og andre af deres danske partifæller der synes, de skal have adgang til d, hyler op om, at de skal rubriceres som politiske flygtninge.
Også her har de konservative fået en effektiv håndsrækning fra firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). Med virkning fra 1. oktober 1983 har Ninn-Hansen (C) fået gennemført, at politiet skal byde dem velkommen til Danmark. Så begynder en sagsbehandling på hen ved et års længde. Når vi er kommet så langt, kan vi selvsagt ikke sende dem tilbage til Østtyskland mere. Herefter er det eneste sted, hvor vi folkeretsmæssigt kan blive af med dem, deres eget hjemland, der for en stor dels vedkommende er Iran.
Når en iraner i et års tid har været væk hjemmefra og har rakket ned på sit hjemlands regering for at opnå adgang til at nyde det danske velfærdssamfunds goder, kan han få store problemer med liv og helbred ved at vende tilbage.
Ninn-Hansens lov - og alene den - har gjort ham til flygtning!
Undervejs råber han op om, at maden ikke passer ham, at møbler og indkvartering ikke er gode nok o.s.v.
Det er forståeligt, at han føler sig i sin gode ret hertil. De 300.000 kr., han har betalt, er jo ikke noget helt lille beløb. Så derfor føler han, at han nok kan gøre krav på en betydelig service
Mogens Glistrup
Verdens største digitale udbud af artikler fra Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT:
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
12. juli 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
