Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 19. december 1977 / 5. årgang
Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?
Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs, sig sat udenfor. De føler der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed
Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt og enhver, der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.
Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler jeg engang kendt. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kr. og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kr. som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri og han kunne sælge mange flere og der kom nye fester og nyt indbo skønt det gamle kun var et år gammelt – men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!
Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.
Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika, der havde været på mode i et par år, var Jørgensens malerier ikke mere det som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kr. af og give den til en forfrossen tyrk selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske, Jørgensen.
Men nu stod han der. Og børnene, der nu var store og skulle have en uddannelse, dem havde Jørgensen jo lært, at penge, det skidt, det er jo bare noget man har, når man er en Jørgensen som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm, der var gået gennem Jørgensens hænder var der ikke noget tilbage!
Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.
Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.
Observer
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Renteudgiften til udlandet nu 100 millioner kroner om dagen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/
Tilføj kommentar
9. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / april 1990 / 18. årgang
Ordner og fredspriser
Jeg deler fuldt ud forargelsen over, at det i sin tid lykkedes Anker Jørgensen (A) at få Ordenskapitlet til at give Rumæniens tyranniske diktator (Ceausescu) Elefant-Ordenen.
Bliver Nobels Fredspris tildelt med lige meget mangel på realitetssans. Her nogle vidnefaste udtalelser at en modtager af denne meget fornemme pris:
· Vesten kan gå ad helvede til.
· Én mand med en sten i hånden, kan opnå mere end jeg med et dusin prædikener.
· Jøderne vil ikke få nogen sympati, når de sorte tager over.
· Forestil jer, hvad der ville ske, hvis bare 30 % af de sorte hushjælpere ville forgifte deres arbejdsgiveres mad.
· Forestil jer, hvis vi gav hver barnepige en flaske arsenik - de passer jo de hvides børn.
· Hvis russerne kom til Sydafrika, ville de fleste sorte byde dem velkommen som vore frelsere.
· Jeg er socialist - jeg hader kapitalismen.
Sagt af ærkebiskop, Desmond Mpilo Tutu - modtager af Nobels Fredspris.
Pengebeløbet kan næppe tilbagebetales - det er bl.a. brugt til hans børns uddannelse i U.S.A.
P.H. Kjær-Hansen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Hvem er Nelson Mandela?:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/15/hvem-er-nelson-mandela/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse
Fremskridt nr. 14 / 21. april 1989 / 17. årgang
Stakkels Danmark
Danmark er ikke mere et forbillede - vi er blevet et land i forfald, skriver skribenten, som håber, Fremskridtspartiet vil få en kæmpe fremgang
Hvad er der dog sket med Danmark? Vort land har altid tidligere været et forbillede for andre lande, men det kan man bestemt ikke sige mere. Det er desværre blevet et land i forfald. Det startede faktisk i de såkaldte glade tressere, Hvor Anker Jørgensen (A) i en tale sagde, at landet slet ikke havde råd til al den velfærd, da så befolkningen virkelig sparede op og der på den måde kom rigtig mange penge i bankerne som erhvervslivet skulle nyde godt af, så blev han åbenbart grebet af panik, for så blev der ikke købt nok i butikkerne. Så sagde han, at nu skulle pengene sandelig bruges, men altså ikke af virksomhederne, men derimod til biler, både og sommerhuse for ellers var man ikke “in”. Da Danmark som bekendt aldrig har haft penge nok alligevel, nå, hvad så, så lånte man da blot i udlandet, og det er altså det, der sviger til landet i dag. For så skete der nemlig det mærkelige, at da Danmark næsten var ved afgrundens rand, så skulle Anker Jørgensen sandelig ikke have mere med regeringsmagten at gøre, det var blot at luske sig ud af rodet.
Atter nedtur
Så kom Poul Schlüter (C) til, så troede mange af os, at nu ville alt blive bedre. Det blev det også i to år, men så vendte bøtten igen. I stedet for at beholde den stramme linje, begyndte han at rette sig efter oppositionen, som kun var ude på at slagte regeringen, for det passede aldeles ikke de venstre-drejede, at landet skulle komme på fode, for så kunne de ikke fortsætte med deres misundelse og nedrakning af regeringen og erhvervslivet. Derfor begyndte så alle fodnoterne med Socialdemokratiet i spidsen om ødelæggelsen af vores forsvar, så i dag ligger landet åbent for en fjende.
Flere lån
Jo mere, regeringen gav efter for oppositionen, jo flere lån skulle der optages i udlandet, jo større er gælden blevet, så i dag kan vi dårligt betale renterne. Derfor skal der spares på alle mulige områder, dog ikke på flygtningehjælpen, for de skal bestemt have det meget bedre end danskerne selv, for bare de hvisker ASYL, så bliver de nemlig modtaget med åbne arme, så skidt med, at vore patienter ikke kan få hjælp til noget som helst, Nu skal de også selv betale for medicinen, de bliver sendt hjem før de er raske - og de unge kan ikke få den uddannelse, de skal have. Man skulle faktisk tro, at regeringen (V, C og B, red) og folketingsmedlemmerne aldrig læste i en avis, for det er som at slå i en dyne, når man læser de mange indlæg hver dag i aviserne om flygtningene. Hvorfor bliver de ikke sendt hjem til de respektive lande hvor de hører til, der er bl.a. ikke krig mellem Iran og Irak og flere andre lande, men de skal måske blive her til de når pensionsalderen, så siger jeg stakkels danske pensionister, så bliver der da intet til dem, idet hele politikken om flygtningene er, at de skal komme i første række.
Nu kan man se, hvordan Ninn-Hansen (C) skal forfølges, kun fordi han gjorde det rigtige.
Landsforræderi
Jeg tror nok at hele den danske befolkning er meget interesseret i at vide hvad det er for kredse, der står bag flygtningepolitikken, for den er i virkeligheden GRUNDLOVSSTRIDIG, idet at dersom dette bliver ved, så er der flere fremmede i år 2000 end der er danskere. Det må kaldes LANDSFORRÆDERISK.
Fængslet eller skudt ned
Prøv engang, alle i kloge hoveder, at tænke den tanke, at i kom til f.eks. Iran og forlangte asyl, ville have lejlighed med møbler, penge til at leve for, foruden at der selvfølgelig skulle bygges kirker, så ville i omgående enten blive sendt hjem med det første fly, fængslet eller skudt.
Alle venstre-partierne som navnlig elsker flygtningene, skulle virkelig prøve at tage derover, så skulle de nok få syn for sagen. Hvorfor kritiserer i aldrig, for mig bekendt tager de ingen flygtninge nogen steder fra.
Læs Berlingeren
I skulle tage at læse i Berlingske Tidende pr 15/1-1989: “En historie fra det virkelige liv”, samt pr. 28/3-1989: “Magten misbruges”, dem kunne i måske lære af. Bliver der ikke lavet om på alt dette går Danmark sin egen undergang i møde. Det eneste håb for Danmark er, at komme med i Det indre Marked, så måske at vi til den tid har nogle fremsynede ministre som kan se fremefter og ikke som nu sender alle dygtige forretningsfolk til udlandet, fordi alt ødelægges herhjemme p.g.a. skatter og afgifter samt den berømte danske misundelse.
Jeg, og mange andre, ønsker, at Fremskridtspartiet vil gøre en kæmpeindsats for at få virkelige mange mandater ved næste valg, som forhåbentlig kommer til efteråret, for ellers ender det med, at Danmark bliver et Uland.
E. Hansen
P.S.: Jeg håber meget, at dette brev, selv om det er ret langt, alligevel kan komme i Fremskridt, for det er nok ikke kun Fremskridtsfolk der læser den lille avis.
Svar: - Det er os en fornøjelse, at bringe brevet, Redaktionen.
Besøg også: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Dit dejlige Danmark…:
Tilføj kommentar
29. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 30. maj 1986 / 14. årgang
Kun promille til forskel på Anker og Poul
Blandt mediernes mange forløjetheder og vrangforestillinger om dansk politik er at tækkes de konservatives og socialdemokraternes store fællesinteresse i at foregive gigantisk forskel på, om landets statsminister hedder Poul Schlüter eller Anker Jørgensen, og at alle derfor enten må stemme på liste A eller på liste C for at opnå indflydelse på det væsentlige.
Det er helt forrykte overdrivelser, når pressetjenesterne hos konservative og socialdemokraterne stræber efter at skræmme befolkningen til at tro, at det vil være den helt store ulykke, hvis ministerposterne havner hos konkurrentpartiet. Praksis viser, at der højst er promille til forskel. Og at det langt fra er så entydigt til hvilken side Socialdemokrater tørster efter marginalvælgerne til højre. Konservative ditto til venstre. Da partiernes interesse stort set koncentrerer sig om at få præcis de samme mennesker til vælgere for at nå til, at henholdsvis “de borgerlige” eller “socialisterne” bliver 51 % -blokken, siger det sig selv, at forskellen i deres praktiske politik er minimal og svær at forudsige i detaljer. Deres lirumlarum i valgkampen er da også ensartet: “Vi vil tilgodese rimelig hensyntagen til den overordnede målsætning om, at gavne beskæftigelse, betalingsbalance, unge, gamle, byboer, landbrugere o.s.v. Halleluja og Amen”. Slå kampen mellem de to store er følgelig i virkeligheden ret uinteressant for vælgerne: Gammelpartierne lever alle højt på vælgernes uvidenhed om de nationaløkonomiske sammenhænge og mekanismer.
Vejrliget udefra
Selvfølgelig har forløbet da været forskelligt i de tos statsministerperioder. Men årsagen hertil er i alt væsentligt, at de udenlandske konjunkturer har været helt forskellige. Og det internationale forløb er under alle omstændigheder kolossalt betydningsfuldt for det gældstyngede lilleputland Danmark.
I de kommende valgkampe kan danske vælgere umiddelbart intet bestemme om det udefra kommende vejrlig, under hvilket dansk politisk arbejde skal udføres. Derimod kan vælgerne dirigere, hvilken retning de ønsker, at Danmark skal trækkes i. Derfor er det en fejlinvestering, at stemme på de partier, som bare er optaget af at få regeringsmagten med de personlige fordele dette indebærer for det sejrende partis spidser. Det er også fjollet at stemme på CD, Radikale, Kristeligt Folkeparti eller Venstre. Det er jo efterhånden blevet mellempartierne, der svinger som vejrhaner uden anden mission i tilværelsen, end at de vil opretholde livet af hensyn til deres egne tillidsmænd.
Sund lærestreg
Nej det, valget drejer sig om, er de egentlige modpartier: Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Skal bestemmelsesretten ligge hos bureaukrater og politikere, eller skal den enkelte borger være fri for formyndere? Skal det offentlige have mere eller mindre magt? Naturligvis kommer der ikke efter næste valg endelige svar på disse spørgsmål. Men valget afgør, om udviklingen i de kommende år skal bevæge sig den ene eller den anden vej.
Skal vælgerne ikke spilde deres stemme, skal de derfor stemme Fremskridt: Det er det eneste brugbare signal til at få alle partier gjort mere interesseret i skattelettelser, mindre bureaukrati, styrkning af lov og orden. Det politiske marked er som alle andre markeder. Først når de store begynder at miste deres kunder, indser de, at de må omlægge deres vareleverancer og gå over til, hvad de tidligere fredsommelige åbenbart ønsker. De trofaste socialdemokrat- og konservativvælgere behøver de to partier ikke at tage hensyn til. Og gør det da heller ikke. Det vil være en for Danmark sund lærestreg for begge de to store partier, om mange af deres hidtidige vælgere ved de kommende valg går fra A og C til Z.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Kun for de blåøjede…: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/13/kun-for-de-bla%c3%b8jede/
Tilføj kommentar
18. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 4 / 26. februar 1976 / 4. årgang
Socialdemokratiet støtter de uproduktive
Efter 100 år har Socialdemokratiet svigtet sin herkomst og støtter den beherskende klasse
En hovedbaggrund for Socialdemokratiets stiftelse og for fremskridtsbevægelsens opkomst 100 år senere var i begge tilfælde utilfredshed med det bestående.
I vore dage forudsætter sociale fremskridt, at det bliver gjort mere tillokkende at producere noget nyttigt. Kun derved fremkommer de fornødne midler til øgede sociale udgifter. Pengene hertil kan ikke på længere sigt fremskaffes på den nuværende Hækkerupske (A) facon med bare at lade Nationalbankens seddeltrykkemaskine køre for fuld fart og derefter gældsætte staten indenlands og udenlands. En gennemførelse af fremskridtsprogrammet med afvikling af indkomstskatten, nedtrapning af lovjunglen og decimering af papirvældet er derfor en forudsætning for, at yderligere sociale landvindinger kan finde sted på holdbar vis.
Derfor er det helt logisk, at Fremskridtspartiet som en del af sit program opretholder forslaget om folkepensionsforbedring, mens Socialdemokratiet må trække sit tilsvarende folketingsforslag tilbage. Den forskel på de to partier vil blive mere og mere markant, jo længere vælgerne tillader Anker Jørgensen (A) at favorisere de uproduktive akademikere og skrivebordsfolk og dermed føre landet ud i større og større økonomisk uføre.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Socialdemokratiets store ord om moral er tom snak: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/16/socialdemokratiets-store-ord-om-moral-er-tom-snak/
Tilføj kommentar
27. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17
7. oktober 1976
4. årgang
A eller Z?
Tror man, Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?
Anker Jørgensen (A) har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.
Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.
September og august
Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.
Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.
Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.
De sagde, at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.
At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.
En bedre løsning
Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?
Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.
Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.
Det sker vel at mærke uden at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.
Ud over de store reallønsforbedringer, der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.
16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.
Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.
Forskellen
Z-planen hviler på samme erkendelse som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.
Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.
Redaktionen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/
Tilføj kommentar
19. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 18
10. maj 1985
13. årgang
På vej mod rentedøden: Renteudgiften til udlandet nu 100 mil. om dagen
På årsbasis betaler vi nu 26 milliarder kroner alene i renter på gælden til udlandet
Dansk økonomi passerer netop i disse uger en dyster milepæl: Rentebetalingerne fra Danmark til udlandet er nået op på 500 mio. kr. netto om ugen.
Det betyder, at det danske bankvæsen nu i gennemsnit ekspederer rentebetalinger til udlandet på 100 mio. kr. hver eneste dag, bankerne holder åbent. På årsbasis beløber rentebetalingerne på udlandsgælden sig nu til ca. 26 mia. kr.!!
Det viser en analyse foretaget af Forlaget Management og offentliggjort i Politisk Ugebrev.
Oven i denne vældige, direkte renteudgift til udlandet skal lægges kurstab, som skyldes dollarkursens stigning. Såfremt rentesatserne i udlandet forbliver oppe på deres nuværende historisk meget høje niveau, og såfremt dollarkursen også forbliver høj, er der en betydelig risiko for, at Danmark populært sagt kommer til at lide “rentedøden”.
Dollarlån
Tabellen (ikke vist her!) viser væksten i Danmarks samlede nettogæld til udlandet år for år siden slutningen af 1973. Tabellen anfører også, hvor stor en del af gældens vækst som skyldes de årlige, løbende underskud på betalingsbalancen over for udlandet, og hvad der skyldes ændringer i kurserne på fremmed valuta.
I en situation med fuldstændig uforandrede valutakurser vokser gælden til udlandet fuldstændig i takt med de årlige betalingsbalanceunderskud. Ændrer valutakurserne sig imidlertid i forhold til den danske krone, påvirkes vores udlandsgæld (regnet i kroner) afhængig af, hvilke valutakurser, der ændrer sig og hvilke valutaer, vi har optaget vores udlandsgæld i.
En meget stor del af den danske udlandsgæld består af dollarlån. For statens og kommunernes vedkommende drejer det sig om over 50 % af den samlede valutagæld, og for den private sektor (erhvervslivet) udgør dollargælden godt en tredjedel af den samlede udlandsgæld.
Den seneste finansredegørelse fra regeringen anslår, at dollarandelen i Danmarks samlede netto-udlandsgæld på 218 mia. kr. er på 40-45 %. Når dollarkursen stiger, opskrives den danske udlandsgæld derfor automatisk ganske kraftigt.
Som det fremgår at tabellen, voksede den danske udlandsgæld stort set i takt med de løbende underskud på betalingsbalancen frem til slutningen af 1970`erne. I enkelte af årerne betød valutakursforskydninger ligefrem en formindskelse af gældens vækst, med de halvstore danske kronedevalueringer i 1979 vender billedet og bevirker en opskrivning af vores udlandsgæld. Fra udgangen af 1980 tager udviklingen for alvor fart, fordi dollaren påbegyndte sin himmelflugt på valutamarkederne, samtidig med at Danmark fortsætter devalueringspolitikken.
Gennem de sidste fire år (1981-1984) er Danmarks nettogæld til udlandet vokset med 118 mia. kr. (fra ca. 100 mia. kr. ved udgangen af 1980 til 218 mia. kr. ved udgangen af 1984), men kun halvdelen af denne enorme gældsvækst skyldes betalingsbalanceunderskuddet. Den anden halvdel skyldes simpelthen højere kurser på de valutaer, vi har optaget vores gæld i, jfr. tabellen. Først og fremmest dollarkursens himmelflugt er skyld i denne automatiske oppustning af vor udlandsgæld. Endnu i 1981 kunne dollaren købes til under 6 kr. I dag koster dollaren som bekendt det dobbelte.
Schlüter lige så slem som Anker
Det er bemærkelsesværdigt, at gælden regnet i kroner aldrig er steget kraftigere end gennem de sidste to år, hvor firkløverregeringen har haft magten (i 1983-84 med i alt 64,0 mia. kr.). I de forudgående år, hvor Anker Jørgensen (A) havde regeringsmagten (1981-82), steg gælden med kun godt 54 mia. kr.
Som det fremgår af tabellen, var gældsvæksten som følge af kursudviklingen på fremmed valuta særlig voldsom i 1983 og 1984 - altså under Schlüter-regeringen - men det fremgår også af tabellen, at det løbende betalingsbalanceunderskud under firkløverregeringen kun har været marginalt lavere end i Anker Jørgensens sidste to regeringsår.
Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Finanslovens gøgeunger giver dig nye sten til gældsmuren: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/08/finanslovens-g%c3%b8geunger-giver-dig-nye-sten-til-g%c3%a6ldsmuren/
Tilføj kommentar
18. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 28
9. september 1988
16. årgang
Det betaler sig ikke længere at bestille noget
Som en århusianer i et liberalt erhverv forleden udtrykte det overfor Fremskridts redaktion, så skal man arbejde mere og mere for at få råd til at betale skat.
Det, der engang var en god spas, at man blev nødt til lige at tage et ekstra stykke arbejde for også at få råd til at betale skat, er nu blevet alvor for millionvis af danskere, der nu, efter seks års “borgerligt” styre kan mærke, at det strammer økonomisk.
Sommeren er gået på hæld efter en heftig diskussion om renteafgiften og dens virkning på Familien Danmark. Den sidste dag i august bød på præsentationen af en ny og udgiftskrævende finanslov, der, for at fungere blot tilfredsstillende, burde være omkring 40 milliarder kroner billigere. Og imens christiansborgerne diskuterer milliarder og finanslovsstrategi på alenlange gruppemøder og i korridorerne, prøver familierne landet over at fatte, hvorfor september bliver dyrere at komme igennem, efterhånden som fire- og trekløvere misregerer.
En forbrydelse
Landet over sidder små selvstændige næringsdrivende og forstår ikke den besked, revisoren har afleveret i denne sommer: Betal lige f.eks. 20.000 kr. ekstra i skat - kaldet arbejdsgiverafgift. Hvor f….. skal de penge komme fra?
Det er en forbrydelse, der er overgået det danske folk i disse år, og hvad der er værst for politikerne, det er ved at gå op for folket. Selv om man vånede sig ved at erkende det, tyr man i dag til den indrømmelse, at da Glistrup for næsten femten år siden sammenlignede statsministeren (Anker Jørgensen, A, red.) med en på det tidspunkt forsideomtalt men ikke særlig elskelig person, var sammenligningen nok både ekstrem og uheldig, men ikke desto mindre sand i overført betydning.
Det, som Schlüter som leder af skiftende regeringer har gjort mod Danmark, kunne socialdemokraterne ikke have gjort værre. Startede med pensionskasse-tyveriet, der ufatteligt nok blev glemt af vælgerne ved sidste valg, og indtil nu kulminerende med arbejdsgiverafgiften, har hans regeringer svækket os i en sådan grad, så alle kan mærke det. Måske på nær de begrædte enlige mødre, bistandsklienterne og flygtningene, der går højere op i deres eksistential-problemer end i andres besvær med at slæbe sammen til deres overforbrug af cigaretter, 12 procents hakkekød og ferieophold!
Følgende eksempler taler for sig selv:
Første eksempel
En lønmodtager, fuldtidsbeskæftiget, skifter arbejde, hvorved indkomsten fordobles. Som følge af jobskiftet kommer et par ekstra fradrag, men også tilsvarende forhøjelse af trækprocenten. Lønmodtageren kan med udgangen af 1988 erkende, at det, han økonomisk fik ud af arbejdsbyttet, blev 25 procent flere nettokroner i pengekassen. Til historien hører, at en 37 timers arbejdsuge blev byttet ud med en 65-70 timers ditto!
Andet eksempel
En studerende får mulighed for at tage lidt ekstraarbejde ved siden af studierne, der i denne fase er væsentligt selvstudium, så arbejdet kan tilpasses. Vedkommende kan i sin kommende karriere få gavn og glæde af dette ekstraarbejde, der falder indenfor den studerendes fag. Efter i nogle måneder at have optjent dette ekstra supplement til studiestøtten, ender studiet med eksamen og vedkommende får fast arbejde.
Få måneder efter kommer der et krav fra Statens Uddannelsesstøtte om, at ca. 6000 kr. betales retur. Vedkommende har tjent “så meget” ved siden af studierne, at retten til støtte er delvist bortfaldet - i dette tilfælde 25 procent af det udbetalte støttebeløb pro anno.
Pengene må naturligvis tilbagebetales, men den fhv. studerende kan efter lidt beregninger nå frem til, at det havde været bedre for hans økonomi og fritid blot at have ladet være med at arbejde i studietiden. Nettoindtjeningen ved ekstraarbejdet, når både skat, faglige kontingenter, udgifter til transport til arbejdspladsen m.v. er fratrukket, oversteg nemlig kun de 6000 kr. med et par tusinde kr. Ikke engang nok til en udlandsferie i den uges ferie, vedkommende undte sig selv!
Tredje eksempel
Et sted i Jylland sidder en selvstændig, midaldrende erhvervsdrivende. Vedkommendes årsindkomst er god, men det kræver også en arbejdsuge på ikke under 60 timer, flere gange månedligt endog arbejdsdage på mere end 20 timer med kun fire-fem timers søvn forud for denne arbejdsmarathon.
Vedkommende har et par deltidsansatte, der tilsammen ikke arbejder mere end højest 15-16 timer ugentligt. Arbejdsgiveren kommer dette år til at betale ca. 20.000 kr. i strafskat fordi han tillader sig at være arbejdsgiver. Revisoren kan blot fortælle, at det er en udregningsformel mellem momsbelagt vareforbrug, årsindtægt og omsætning. Formlen er mindre vigtig for denne arbejdsgiver, der er mere interesseret i at få rede på, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) har forestillet sig, at de 20.000 kr. til den såkaldte arbejdsgiverafgift skal komme fra.
Fremskridt har indsamlet eksemplerne og hermed i sløret form a.h.t. kilderne præsenteret dem for vore læsere for i dokumentarisk form at give et klart indblik i, hvordan tre løngrupper i praksis sjofles af det samfund, som de alle tre gerne vil arbejde i og for, men som alene takker dem med yderligere skattekrav og byrder!
Lige siden Fremskridtspartiets spæde start i bogstaveligste forstand i en grøft, og til i dag har politikere som Glistrup, Dohrmann, Poulsgaard og Kjærsgaard skreget sig hæse for at gøre opmærksom på disse urimeligheder. I år er det værre end nogensinde.
Ready
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Med forsorgen som forlover: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/02/med-forsorgen-som-forlover/
Tilføj kommentar
10. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11
20. juni 1977
5. årgang
Åh – giv os Andreas!
Alt flyder – sagde den oldgræske filosof Thales. Han mente vandet, som han anså for det eneste grundstof. ”Fortættet” vand bliver til faste ting – ”fortyndet” til luftarter – mente Thales.
Jeg tænker nu mere på tilstanden i al almindelighed. I nutiden.
Vor dronning har aflagt høflighedsvisit hos diktatorerne i Kreml. Det liberale Venstres formand, Poul Hartling, har været et smut i Kina for at trykke sin formandskollega Mao Tse Tung i dennes ikke alt for liberale hånd – og vi lavede et herrens spektakel sidste år, da vor eneste sande ven – USA – fejrede sit 200-års jubilæum i Rebild Bakker.
Nå ja – og vi har sendt varme hilsner, en cementfabrik og en smuk check til det aggressive Nordvietnams førstemand Pham Van Dong – som vi siden inviterede på statsbesøg, så vor statsminister (Anker Jørgensen, A, red.) kunne gnide kind med ham.
Desuden har vi skikket rundelige bidrag til Angolas nye hersker, Agostino Neto, som også var venlig nok til at aflægge os et besøg for at drøfte mere bistand – fra os til ham, forstår sig!
Vi har også haft besøg af Tanzanias leder, Julius Nyerere, der er en ihærdig tilhænger af pryglestraffen i sine skoler. F.eks. i pigeskolen i Korogwe, hvilket Mellemfolkeligt Samvirke i Dar es Salaam vist ikke er helt uvidende om. Men naturligvis er han fuld af afsky for de brutale hvide i Rhodesia og Sydafrika!
Og så har vi importeret ballademageren, Rudi Dutschke, som de intolerante briter havde udvist – og vi har sikret os Wolf Biermanns værdifulde medarbejderskab til at hæve vor ringe kulturelle standard en kende.
Nylig har vor fortræffelige minister uden portefølje, professor Lise Østergaard (A), fået tilsagn om, at 5 spanske terrorister vil glæde os med deres nærværelse.
Skulle vor uforstående fremmedpolitik med det første berøve os vor charmante mexicaners selskab, så synes jeg virkelig vi burde prøve at få Andreas Baader (Baader-Meinhof gruppen fra Tyskland, red.) hertil. Nu – hvor han har fået livsvarigt Berufsverbot i det ny-naziztiske Tyskland.
Ja – og så har vi da haft besøg af den jugoslaviske diktator, Josip Broz Tito – manden, der sendte sin nærmeste medarbejder 25 år i spjældet, fordi han modsagde ham.
Tito blev udnævnt til Ridder af Elefanten – husker jeg. Til gengæld erindrer jeg ikke, hvorvidt vor dronning blev til en Arbejdets Helt under genvisitten i Belgrad. Men det må man vel formode.
Undskyld, at jeg har lidt svært ved at holde styr på kronologien – der er virkelig så meget.
Hvor er det dog et yndigt og liberalt land, vi lever i!
Det må være betryggende for Idi Amin at vide, hvor han kan søge asyl, hvis det en dag bliver lidt for hedt for ham i Uganda.
Her er altid plads til en til – og han behøver slet ikke bruge det De ved nok.
Ikke desto mindre – problemer er der altid.
Et af de mere vægtige er, hvor en dansker kan tage hen, hvis han en dag er blevet for træt af den megen gæstfrihed og de mange gaver, han ufrivilligt må bidrage til.
Teoretisk er der vel muligheder nok – Angola, Nordvietnam, Jugoslavien, Tanzania, Sovjet – og ikke at forglemme Mozambique, hvis leder, Samora Machel, også har forsødet vor grå hverdag.
De vil sikkert alle være glade for at se os – kan jeg forestille mig.
Og med manglen på arbejde i Dannevang er det vel også kun nationaløkonomisk ønskeligt, at så mange som muligt absenterer sig for at gavne valutabalancen.
Mon der ikke kunne bevilges bare en minister mere til at ordne de paragraffer?
C- Frost-Hansen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Hvem er Nelson Mandela?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/15/hvem-er-nelson-mandela/
Tilføj kommentar
6. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Femskridt nr. 3
10. februar 1977
5. årgang
Arbejdsløsheden
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke magter at afskaffe arbejdsløsheden. Et fortsat Anker Jørgensen-styre betyder øget arbejdsløshed.
Arbejdsløsheden opstod på tre måneder i efteråret 1974. Baggrunden var dels oliekrisens økonomiske omslag, dels at den daværende Hartling-regering (V) sad med hænderne i skødet.
Ved sin tiltræden i februar 1975 erklærede Anker Jørgensen (A), at det var hans regerings allervigtigste formål at afskaffe arbejdsløsheden igen. Socialdemokraterne kunne simpelthen ikke godtage situationen og ville derfor sætte alt ind på dette punkt frem for noget som helst andet.
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke evner at nå det af ham selv satte mål. Tværtimod har arbejdsløsheden bidt sig fast og regeringen (A) må erkende, at en fortsættelse af dens politik snarere vil føre til flere end til færre arbejdsløse.
Der kan absolut ikke søges nogen som helst undskyldning herfor i udenlandske forhold. Ingen nævneværdig modvind ude fra har mødt Danmark i de sidste tre år. At udlandet også har en del arbejdsløse, behøver ikke at betyde, at vi skal have folk ubeskæftigede. Danmark er så lille en dråbe. Vi dækker kun godt en tusindedel af verdens befolkning. Ikke flere end der bor i et væld af fremmede storbyer. Arbejdsløshedsproblemet i Danmark angår ca. 300.000 mennesker, som er ubeskæftigede eller fejlbeskæftigede. Intet i udlandet hindrer os i, at sætte dem i gang. der er 2.700 gange så mange købedygtige forbrugere i Vesteuropa, Nordamerika, Japan o.s.v.
Det bestående produktionsapparat skal udnyttes
Danmark har produktionsapparatet stående fra dengang, vi havde overbeskæftigelse for tre år siden. Vi har den uddannede arbejdskraft og er i det hele taget i en fortrinlig position til at frembringe eftertragtede varer.
Det er nødvendigt for os at gå i gang hermed. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af vor valutagæld. Vi må producere nogle varer, som kan sælges i udlandet eller udkonkurrere noget af den alt for store import, der i Hækkerups (A) tid mere og mere er blevet en dødsensalvorlig trussel for Danmarks fortsatte selvstændighed.
Det kan ikke nytte noget, at anskue problemet som om det kun drejede sig om de registrerede arbejdsløse. Skal krafttaget med valutabesværlighederne lykkes, skal mange flere over i den egentlige produktion. For eksempel må denne ikke mere tynges af så dyr en offentlig sektor og så megen gold administration, som erhvervslivet nu må betale for. Derfor vil Fremskridtspartiet i de næste to år nedlægge 4.300 stillinger i det offentlige pr. måned (der vil kun i meget begrænset omfang være tale om afskedigelser, idet afgangen klares ved naturlig afgang og omrokeringer). Men også mange af de arbejdstimer, der nu i erhvervslivet bruges til regnskaber, ATP-opgørelser, cirkulærelæsning, statistikindberetninger o.s.v. forsvinder ved Z-planens gennemførelse og herfra vil titusinder også strømme over til den egentlige produktion.
Over samme to-årsperiode formindskes antallet af universitetsstuderende fra ca. 59.000 til 28.000.
Ca. en fjerdedel af invalidepensionisterne – eller omkring 35.000 – må have en rimelig tilværelse ved, at de kan få arbejde på normale arbejdspladser og dermed ikke mere føle sig som udstødte af samfundet.
Inden for de næste par år skulle der altså helst skaffes arbejde til godt 300.000 mennesker. Fremskridtspartiet erkender imidlertid, at man ikke kan få arbejdsløshedstallet ned under 25.000, men så langt skulle vi også kunne nå i løbet af nogle få måneder og derefter fastholde dette niveau.
Plan for arbejdsløshedens afskaffelse
Hvordan vil vi dog gøre det?
1. På vore finanslovsforslag har vi fundet plads til, at staten kan betale sygelønnen og 5-ugers reglen altså ophæves. Dette vil utvivlsomt medføre, at mange af Danmarks 350.000 erhvervsvirksomheder vil beskæftige én eller to medarbejdere flere.
2. Kapitalvindingsskatten afskaffes straks. Herved vil landbruget med følgevirksomheder kunne nybeskæftige ca. 18.000 og byerhvervene ca. 10.000 mennesker.
3. Arbejdsformidlingen effektiviseres ved, at den overføres til fagforeningerne og andre private. Dette vil få skønsmæssigt 8.000 flere i arbejde.
4. De høje skatter og den kunstigt lave pris på daginstitutioner har tvunget mange kvinder ud på arbejdsmarkedet. Når forældrene selv får lov til at bestemme og ved skattenedsættelse får råd til at gøre dette effektivt, forventes omkring 30.000 mødre og/eller fædre, at forlade arbejdsmarkedet.
5. Erhvervslivet gøres konkurrencedygtigt ved, at lønfremgangen sker gennem skattenedsættelser. Da den høje rente består af indkomstskat og inflation (10 % skal plus 8 % pengeforringelse er lig 18 % i rente), vil også renten falde markant i fremskridtssamfundet.
6. Den omstændighed, at erhvervslivet fremover kan påregne indkomkstskattefrihed og afskaffelse af restriktioner bevirker, at de tidligere og nytilkomne danske arbejdsgivere vil investere i titusindvis af nye arbejdspladser.
7. Udenlandske firmaer bliver tilskyndet til at placere deres europæiske filialer i Danmark, når Danmark bliver pionerlandet med afskaffelse af indkomstskat og restriktioner.
Mogens Glistrup, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
2. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
