Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr.2 / 4. februar 1980 / 8. årgang
Ubalance mellem forbrug og produktion
At arbejde er et godt middel til at opnå velstand både for den enkelte og for hele samfundet, er en gammel sandhed, som store dele af den danske befolkning vil være enige om.
Det er derfor ufatteligt, at Danmark nu i mange år er blevet regeret af et arbejderparti som med det ene lovkompleks efter det andet har givet landet en enorm arbejdsløshed og en kæmpegæld til udlandet, således at velstanden for alle er blevet forholdsvis mindre og mindre – og helt besynderligt er det, at det socialdemokratiske arbejderparti ikke kan se, hvad landet har behov for – nemlig arbejde – og at arbejde er vejen til velstand, forudsat at det kan betale sig at arbejde!
Og her er nok sagens kerne, at under det socialdemokratiske system, er det blevet mindre og mindre lønsomt at gøre en ekstra indsats eller tage en risiko, fordi skattetrykket er blevet større og større, samtidig med at den sociale- og offentlige sektor svulmede op med mange tilbud om både ”godt arbejde og tilskud”.
En sådan politik må på et eller andet tidspunkt føre til, at der bliver ubalance mellem forbrug og produktion, og det er rystende, at en ansvarlig regering gennem så lang tid ikke har kunnet finde på andet middel mod denne ubalance end at låne – og blive ved med at låne i udlandet!
Men det må vel gå op for socialdemokraterne, at den førte politik ikke alene er til skade for ”arbejderne” men for hele befolkningen, og at den politik, der skal sikre fremtiden, ligger hos de partier, der i stedet for at beskatte arbejde vil belønne det, således at borgerne får mulighed for større økonomisk uafhængighed, hvis der gøres en ekstra indsats – også hvis denne indsats anvendes til privat opsparing.
Det er som et alternativ til den politik, der hidtil er ført, at Fremskridtspartiet også fremstår som et arbejderparti – og dette er partiet ikke mindst, da dets vigtigste programpunkt er at afskaffe skat på arbejde med den begrundelse, at det er den bedste måde til både at øge arbejdsglæden og den produktion, som er grundlaget for den velstand, der berører alle.
At flest muligt skal deltage i at øge produktionen – i stedet for at øde den væk i f.eks. ØD burde også være en selvfølge.
Men så længe der ikke kan skabes et flertal for en sådan alternativ arbejderpolitik i videste forstand, er der ikke udsigt til, at forholdene i Danmark ændres til det bedre og langt mindre til – at arbejde fører til velstand!
Ernst B. Schmidt
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Det betaler sig ikke længere at bestille noget:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/18/det-betaler-sig-ikke-l%c3%a6ngere-at-bestille-noget/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 16. juni 1989 / 17. årgang
Skattevanviddet
At lette skatterne er Fremskridtspartiets hjertesag. Den mest urimelige skat af alle, er skatten på arbejde.
Den straffer folk i at gøre nytte. Alle bliver flået mere end nogensinde. Det blev der åbnet op for ved Foighels (C) skattereform, der stjal folks fradrag.
Fremskridtspartiet vil gavne alle danskere med lavere indkomstskat.
Den såkaldte erhvervsvenlige regering (V, C, CD og KrF, red.) satte i 1985 selskabsskatten op med 10 %. Fra 40 % til 50 %. Det ødelægger dansk produktion med arbejdsløshed, udlandsgæld og lavere levestandard til følge.
Men Fremskridtspartiet er også utilfreds med, at de andre skatter er alt for store. I øjeblikket er vi oppe på at betale over 200 % afgift for at få nummerplader til vor bil.
Også olieafgifter er løbet løbsk. Når vi køber olie til fyret, så betaler vi for 4.000 liter, men får kun 1.000 leveret. Resten er afgift til staten.
Fremskridtspartiet vil ikke have alle afgifter fjernet, men vi vil have dem ned på et rimeligt niveau igen.
Der er kun èn eneste mulighed for at få skatterne ned - at styrke stemmesedlens eneste lavskatteparti.
Liste Z skal derfor huskes på valgdagen.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Penge lugter ikke:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/03/penge-lugter-ikke/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 38 / 28. oktober 1983 / 11. årgang
Al politisk arbejde går ud på at sørge for at forbedre fremtidens vilkår
Dette arbejde bliver udført på lykke og fromme, hvis politikerne ikke evner at stikke fingeren i jorden og erkende, hvor samfundet er henne.
De gamle partiers mangel på evne hertil er en af årsagerne til, at det er gået så skidt for Danmark. I deres genvalgsbegær søger de andre partiers folk blot at lægge sig i halen på de populære opfattelser og i øvrigt se at komme uden om problemerne ved at vurdere udviklingen overensstemmende med deres egne ønskedrømme.
Blandt de tusinder af beviser herfor fremdrages følgende citat af, hvad den nuværende socialminister (Palle Simonsen, C, red) sagde i Folketinget den 29. januar 1974:
“Der er ikke særlige beskæftigelsesmæssige problemer med baggrund i energikrisen. På denne baggrund og i betragtning af, som vi også gjorde rede for under første behandling, at der er andre tidspunkter, hvor lønningerne har været stærkere stigende, end tilfældet har været i dette år, finder vi ikke nogen som helst rimelig motivering for at ændre på en i forvejen udmærket arbejdsløshedsforsikringslovgivning”.
På disse få linjer begik han tre massive fejl:
1. Energikrisen udløste vor generations betydeligste arbejdsløshedsproblemer.
2. Aldrig er lønbeløbene steget så eksplosionsagtigt som i 1974, hvor Fremskridtspartiet endnu ikke havde fået fjernet de offentligt ansattes procentvise dyrtidsregulering. Lige siden har de offentligt ansattes organisationer altid henvist til linjen fra vinteren 1974-75, når de gennem statistik har foregøglet, at de skulle have krav på efterslæbskompensation.
3. VKR-regeringens arbejdsløshedsdagpengelovgivning er alt andet end fortrinlig. Der er i markant modstrid med forholdene i nu- og fremtidens samfund - opbygget som den er på 1930´ernes problemstillinger.
Når et menneske i den grad fejler i forståelsen af problemstillingerne, er der grund til, med største skepsis at se på, at han nu er blevet sat til at forvalte det dyreste udgiftsbudget i statsadministrationen - men gøgeungerne fra finansministerens statslånerenter og arbejdsministerens understøttelsesbeløb er jo godt på vej til, at skubbe det sociale budget væk fra den førsteplads, det så længe har haft på milliardhitlisten.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Sporerne er skræmmende:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / Februar 1997 / 25. årgang
Euroen - Europas smeltedigel
Her ved indgangen til det 3. årtusinde i vor tidsregning er Europa under forandring. Verdensdelenes store mødes og sætter kursen. Befolkningerne må følge trop - dette er politikernes og embedsmændenes Europa. Man har besluttet at Euroen skal indføres, og at de nationale valutaer som d-mark og den franske franc forsvinder, selv om befolkningerne ønsker at beholde deres traditionelle penge.
Propagandaen for euroen, har været monumental uden alligevel at behandle problemerne. Ganske vist slipper turister og exporterende/importerende virksomheder for at veksle, men dette er intet, mod den kolossalt krævende opgave det er at ændre valuta for alle priser og pengemæssige tal i et land. Det er firmabogholderierne, privatøkonomierne, bankernes bogføring, skattesystemerne, alt skal skifte til euro og det bliver en gigant-opgave i de involverede lande. Se blot hvordan en beskeden rettelse som datoskiftet ved år 2000 giver store EDB-problemer, hvor eksperter vurderer, at der vil være firmaer, som går ned af denne årsag. Problemerne ved skift af hovedvaluta vil være hundrede gange større, og et administrativt kaos vil hærge i årevis med lukkede firmaer på stribe.
Økonomer er i øvrigt slet ikke så begejstrede for euroen, for man har specielt i det seneste årti set, at fleksibilitet og decentralisering har været succeskriterier. Euroen er det stik modsatte, den står for stivhed og centralisering. For med en central valuta har man mistet muligheden for at opskrive eller nedskrive sin nationale valuta eller for en selvstændig rentepolitik. Man skal i øvrigt som følge af stabilitetspagten føre finanspolitik indenfor meget snævre rammer, så et lands råderum for den økonomiske politik bliver stærkt begrænset. Prisen for at være med i ØMU´en kan derfor blive arbejdsløshed, lavere produktivitet og inflation. For det skulle da være mærkeligt, om den økonomiske politik, der kommer til at udgå fra Den Europæiske Centralbank, vil være den rigtige dosering for alle EU-landene. Der er da en vis forskel på Esbjerg og Palermo, på Göteborg og Piræus. Bemærk således, at i den seneste menneskealder er det britiske pund faldet fra ca. 20 kr. til det halve. Dette er en naturlig følge af, at den britiske produktivitet ikke har kunnet følge med omverdenen. Havde man ikke kunnet devaluere på denne måde, ville omstillingsprocessen have været betydeligt mængder arbejdsløse. Omvendt, hvis en god økonomi i et land giver en stærk valuta, vil dette betyde lavere importpriser og deraf følgende lavere inflation.
Derfor er vor danske krone noget værdifuldt, som vi skal beholde.
Planen for euroen er i øvrigt, at man vedtager faste kurser imellem de deltagende valutaer i 1999, at man så i tre år vil bruge disse faste kurser, hvorefter euroen overtager hele banen i 2002. Men det vil blive tre farlige år. For hvis valutamarkedet begynder at tvivle på, om projektet med de faste kurser kan holde, så vil de europæiske centralbanker være tvunget til at kaste alle nødvendige reserver ind for at forsvare kurserne. Dette kan blive en umulig opgave, og hele projektet kan kollapse som EMS´en gjorde i 1993.
Men den drivende kraft bag euroen er heller ikke økonomisk - den er politisk. Euroen skal bruges som en smeltedigel, der forener de europæiske lande i en ny enhed. Efter nedkølingen får man så at se, om det var rart at blive omsmeltet. Eller om det endte i en katastrofe.
Ole Gerstrøm
Tidligere MF, Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Hvad vil Anders Fogh i Euroland?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/06/hvad-vil-anders-fogh-i-euroland/
Tilføj kommentar
30. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 10. oktober 1977 / 5. årgang
Meningsløse ofre
Deltagerne i dette års augustforlig bør allerede nu afsende postkort til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, såfremt de da ikke er i besiddelse af en mere end almindeligt veludviklet sans for galgenhumor.
Thi fra augustforlig 2 til december d.å. vil reallønnen nemlig – efter alle eksperters bedømmelse – falde omkring 6 procent, så den søde juletid vil få en kraftig smag af bittermandel i den nationale risengrød og vil således – ud fra materielle betragtninger – blive alt andet end sød og glædelig.
Tilsyneladende regner den socialdemokratiske julemand Jørgensen og hans tre veltjente vatnisser – Hartling (V), Helveg (B) og Schlüter (C) – dog med, at den almindelige offervilje omkring denne højtid kan få befolkningen til at sluge bittermandler uden at kny. I så fald vil de, når julefreden toner bort, brat blive revet ud af denne vildfarelse. Folk og vælgere i almindelighed er ikke dumme, så når det til fulde går op for dem, at deres penge slet ikke er gået til et godt formål, men at arbejdsløsheden, underskuddet og gælden tværtimod er steget – ja, så vil de gøre oprør og kræve lønforhøjelser som kompensation for deres meningsløse ofre.
Til den tid – om ikke før – vil augustforliget revne med et brag og alle vil klandre hinanden – men aldrig sig selv – for det dårlige resultat og ende med i skøn samdrægtighed at skyde skylden på de udefra kommende vanskeligheder.
Men det er ikke verdenskonjunkturerne, der er skyld i vort høje omkostningsniveau med deraf følgende forringet konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og reallønsnedgang og de bærer heller ikke skylden for vor store udenlandsgæld.
Skylden bæres af de tre vatnisser, der sammen og hver for sig gennem tyve år har tilladt Socialdemokratiet at lægge sin klamme hånd på en stigende del – nu over halvdelen – af nationalindkomsten.
Derfor er det egentligt rystende ligegyldigt, hvad de finder på i den netop påbegyndte folketingssamling – et nyt kriseforlig eller et rask lille valg – så længe de ikke forstår, at der kun er én – gentager én – løsning på samtlige problemer, nemlig OFFENTLIG SPARSOMMELIGHED med deraf følgende skattelettelser, med deraf følgende reallønsfremgang uden omkostningsforøgelser etc. etc.
Det er en såre enkel løsning, men ingen papløsning af den grund. Sandheden er som bekendt altid enkel og altid ilde hørt.
Redaktionen
Her kan du besøge verdens største digitalsamling af Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nu går våren gennem Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/
Tilføj kommentar
28. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20
18. november 1976
4. årgang
Radikal konkurrence
På en rejse over Sjælland sad der i kupeen en ung mand, tydeligvis en nyudsprunget konfirmand. Han var lidt uheldig og kom til at slippe en vind og blodrød i hovedet skyndte han sig at knirke med de nye sko. Da vi havde kørt lidt var der en ældre mand der sagde: ”Ja, unge mand, det klarede du jo meget godt, men hvordan bortforklarer du lugten?”.
Det parti, der står på de svageste fødder i dag, er vel nok de radikale med den splittelse, der er inden for partiet og ikke mindst efter erklæringen om, at de ønsker at være slyngveninde med Socialdemokratiet og at de lover, at være bydreng for dette parti før, under og efter et kommende valg. Det kan måske tydes som fremgang, at de radikales vælgere for fremtiden ved, hvad deres stemmer vil blive brugt til, hvad tilfældet jo ikke har været tidligere.
Da angreb altid er det bedste forsvar, har den radikale folketingskandidat på Bornholm i et læserbrev opfordret til en konkurrence om, hvem, der kan skrive mest ufordelagtigt (for at sige det mildt) om Fremskridtspartiet. Flere fra andre partier har da også naivt ladet sig spænde for vognen og sat fantasien i sving. Hvad de stikker fremskridtsfolkene i skoene er dog ret stereotypt: Nazisme og egoisme er gennemgående udtryk. Mærkeligt at de endnu ikke er kommet tik hvid slavehandel og narkotikasmugling. Men en ting må man lade dem: De forstår skam, at ”knirke med skoene”.
I 60erne overtog gammelpolitikerne er gældfrit Danmark, uden arbejdsløshed. I dag har vi i udlandet lånt 72 milliarder kroner i kortfristede højtforrentede lån. Vi har 40 milliarder kroner til gode, hovedsagelig hos Ulande og disse tilgodehavender er rente- og afdragsfri. Vi har et handelsunderskud på 14 milliarder kroner og regeringen (Socialdemokratiet, red.) har sat sit forbrug til 20 milliarder kroner mere, end de får ind i skatter og afgifter. Vi har 125.000 arbejdsløse. (Disse tal er et par dage gamle og vil, når du læser dette, allerede være højere).
Som den gamle mand sagde: ”Hvordan bortforklares lugten?”.
A. Sørensen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Tomme radikale fraser: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/29/tomme-radikale-fraser/
Tilføj kommentar
14. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Femskridt nr. 3
10. februar 1977
5. årgang
Arbejdsløsheden
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke magter at afskaffe arbejdsløsheden. Et fortsat Anker Jørgensen-styre betyder øget arbejdsløshed.
Arbejdsløsheden opstod på tre måneder i efteråret 1974. Baggrunden var dels oliekrisens økonomiske omslag, dels at den daværende Hartling-regering (V) sad med hænderne i skødet.
Ved sin tiltræden i februar 1975 erklærede Anker Jørgensen (A), at det var hans regerings allervigtigste formål at afskaffe arbejdsløsheden igen. Socialdemokraterne kunne simpelthen ikke godtage situationen og ville derfor sætte alt ind på dette punkt frem for noget som helst andet.
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke evner at nå det af ham selv satte mål. Tværtimod har arbejdsløsheden bidt sig fast og regeringen (A) må erkende, at en fortsættelse af dens politik snarere vil føre til flere end til færre arbejdsløse.
Der kan absolut ikke søges nogen som helst undskyldning herfor i udenlandske forhold. Ingen nævneværdig modvind ude fra har mødt Danmark i de sidste tre år. At udlandet også har en del arbejdsløse, behøver ikke at betyde, at vi skal have folk ubeskæftigede. Danmark er så lille en dråbe. Vi dækker kun godt en tusindedel af verdens befolkning. Ikke flere end der bor i et væld af fremmede storbyer. Arbejdsløshedsproblemet i Danmark angår ca. 300.000 mennesker, som er ubeskæftigede eller fejlbeskæftigede. Intet i udlandet hindrer os i, at sætte dem i gang. der er 2.700 gange så mange købedygtige forbrugere i Vesteuropa, Nordamerika, Japan o.s.v.
Det bestående produktionsapparat skal udnyttes
Danmark har produktionsapparatet stående fra dengang, vi havde overbeskæftigelse for tre år siden. Vi har den uddannede arbejdskraft og er i det hele taget i en fortrinlig position til at frembringe eftertragtede varer.
Det er nødvendigt for os at gå i gang hermed. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af vor valutagæld. Vi må producere nogle varer, som kan sælges i udlandet eller udkonkurrere noget af den alt for store import, der i Hækkerups (A) tid mere og mere er blevet en dødsensalvorlig trussel for Danmarks fortsatte selvstændighed.
Det kan ikke nytte noget, at anskue problemet som om det kun drejede sig om de registrerede arbejdsløse. Skal krafttaget med valutabesværlighederne lykkes, skal mange flere over i den egentlige produktion. For eksempel må denne ikke mere tynges af så dyr en offentlig sektor og så megen gold administration, som erhvervslivet nu må betale for. Derfor vil Fremskridtspartiet i de næste to år nedlægge 4.300 stillinger i det offentlige pr. måned (der vil kun i meget begrænset omfang være tale om afskedigelser, idet afgangen klares ved naturlig afgang og omrokeringer). Men også mange af de arbejdstimer, der nu i erhvervslivet bruges til regnskaber, ATP-opgørelser, cirkulærelæsning, statistikindberetninger o.s.v. forsvinder ved Z-planens gennemførelse og herfra vil titusinder også strømme over til den egentlige produktion.
Over samme to-årsperiode formindskes antallet af universitetsstuderende fra ca. 59.000 til 28.000.
Ca. en fjerdedel af invalidepensionisterne – eller omkring 35.000 – må have en rimelig tilværelse ved, at de kan få arbejde på normale arbejdspladser og dermed ikke mere føle sig som udstødte af samfundet.
Inden for de næste par år skulle der altså helst skaffes arbejde til godt 300.000 mennesker. Fremskridtspartiet erkender imidlertid, at man ikke kan få arbejdsløshedstallet ned under 25.000, men så langt skulle vi også kunne nå i løbet af nogle få måneder og derefter fastholde dette niveau.
Plan for arbejdsløshedens afskaffelse
Hvordan vil vi dog gøre det?
1. På vore finanslovsforslag har vi fundet plads til, at staten kan betale sygelønnen og 5-ugers reglen altså ophæves. Dette vil utvivlsomt medføre, at mange af Danmarks 350.000 erhvervsvirksomheder vil beskæftige én eller to medarbejdere flere.
2. Kapitalvindingsskatten afskaffes straks. Herved vil landbruget med følgevirksomheder kunne nybeskæftige ca. 18.000 og byerhvervene ca. 10.000 mennesker.
3. Arbejdsformidlingen effektiviseres ved, at den overføres til fagforeningerne og andre private. Dette vil få skønsmæssigt 8.000 flere i arbejde.
4. De høje skatter og den kunstigt lave pris på daginstitutioner har tvunget mange kvinder ud på arbejdsmarkedet. Når forældrene selv får lov til at bestemme og ved skattenedsættelse får råd til at gøre dette effektivt, forventes omkring 30.000 mødre og/eller fædre, at forlade arbejdsmarkedet.
5. Erhvervslivet gøres konkurrencedygtigt ved, at lønfremgangen sker gennem skattenedsættelser. Da den høje rente består af indkomstskat og inflation (10 % skal plus 8 % pengeforringelse er lig 18 % i rente), vil også renten falde markant i fremskridtssamfundet.
6. Den omstændighed, at erhvervslivet fremover kan påregne indkomkstskattefrihed og afskaffelse af restriktioner bevirker, at de tidligere og nytilkomne danske arbejdsgivere vil investere i titusindvis af nye arbejdspladser.
7. Udenlandske firmaer bliver tilskyndet til at placere deres europæiske filialer i Danmark, når Danmark bliver pionerlandet med afskaffelse af indkomstskat og restriktioner.
Mogens Glistrup, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
2. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1
13. januar 1977
5. årgang
Kun et prisspørgsmål
Der er masser af plads til danske varer i udlandet. Derfor kan den danske arbejdsløshed afskaffes på trods af verdenskonjunkturerne.
Naturligvis må vi indrette os efter, hvad der sker i udlandet. Derfor må man imidlertid ikke forfalde til sløvt at godtage den danske arbejdsløshed.
Alene i den vestlige kulturkreds er der over en halv milliard mennesker, som hver dag skal have dækket hundredvis af behov. Mad, drikke, beklædning, varme, husly, underholdning, transport, uddannelse o.s.v., o.s.v. Danmark har kun godt 300.000 i gang med at dække de mange behov ved isolerede danske foranstaltninger, hvis vi vil.
Der kræves blot, at vi kan fremstille gode produkter til en tilstrækkelig billig pris.
Fremskridtspartiet har i enkeltheder vist, hvordan dette kan lade sig gøre. Først og fremmest ved at lette den altdominerende danske omkostning, som hedder kildeskatten. Sker det, kan de danske priser konkurrere. Men kildeskatten kan vi kun formindske, hvis vi får orden på det offentliges udgifter. Stat og kommune må sætte tæring efter næring.
Derfor er Fremskridtspartiets næsten tusind spareforslag til finansloven nøglen til i løbet af få måneder totalt at afskaffe den danske arbejdsløshed. Det kan gøres uanset udlandets arbejdsløshedsproblemer.
Mogens Glistrup, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/
Tilføj kommentar
28. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5
10. marts 1977
5. årgang
Socialdemokratiske profetier og virkeligheden
Det er ikke landets ve og vel Anker Jørgensen tænker på – i så fald ville han erkende problemernes rette sammenhæng og udforme lovgivningen derefter.
I februar 1975 kastede Hartling (V) vrag på Fremskridtspartiet som samarbejdspartner. Her begik han sin frygtelige historiske fejltagelse. Han banede dermed vejen for en Anker Jørgensen-regering, som i sin tiltrædelseserklæring gav udtryk for følgende:
”regering og folketing skal nu gøre en ende på den politiske og økonomiske usikkerhed, som i den senere tid har præget Danmark.
Det er så meget mere vigtigt som vi står overfor store og påtrængende problemer. Vi skal sikre det sociale indhold i demokratiet og det vil i dag først og fremmest sige, at vi skal sikre arbejde som det væsentligste grundlag for tryghed. Det er det, vi skal sætte højest på listen over de opgaver, som skal løses. Det er vor regerings opfattelse, at vi nu må skabe arbejde, at vi nu må beskytte vore borgere i et aktivt forsvar for det velfærdssamfund, vi har opbygget.
Vi har nu 150.000 arbejdsløse. En ledighed af dette omfang er en social og en menneskelig ulykke. Det er den pris, vi ikke vil betale for at opnå en forbedring af betalingsbalancen. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt og effektivt kan forøge beskæftigelsen.
Regeringen ser ikke bort fra, at en simulering af beskæftigelsen i et vist omfang vil trække en forøgelse af importen med sig. Det øger behovet for at styrke de erhverv, der skal konkurrere med udlandet.
Det afgørende i en beskæftigelsesfremmende politik er imidlertid at genskabe initiativet i erhvervslivet, at genskabe tilliden i erhvervslivet”.
Efter to års forløb viser de tørre tal: Større arbejdsløshed, større valutagæld, større statsunderskud, større renteomkostning, større skattetryk og større statstvang.
Desuagtet har de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de radikale nu sikret, at Danmark fortsat skal dalre videre under nøjagtig de samme socialdemokratiske metoder, som til fulde har vist deres landsskadelighed i 1975 og 1976.
Alle ved jo udmærket, hvad der er galt i Danmark: Det offentlige apparat har fået lov til at svulme op til et sådant kæmpeomfang, at det aldeles pressen luften ud af det erhvervsliv, hvis sprudlende foretagsomhed alene kan redde os ud af de seks katastrofer.
Fremskridtspartiet – nu det største oppositionsparti – har præcist i enkeltheder påvist, hvordan vi kan komme op af uføret uden en eneste asocial eller arbejderfjendsk foranstaltning.
Men de andre tør ikke. De er bange for de højtråbende egoistorganisationer og pressionsgrupper.
Men Fremskridtspartiet vil endnu i denne måned stille lovforslag om:
1. Lønfremgang gives gennem 25.000 kr. skattefrit bundfradrag.
2. 16. almindelige ejendomsvurdering aflyses.
3. Et væld af restriktioner afvikles.
4. Staten sætter tæring efter næring ved en række besparelser. Den første går ud på, at gennemsnitslønnen for et folketingsmedlem over det næste år falder fra de nuværende 190 kr. pr. time til 94 kr.
Med udover disse områder vil Fremskridtspartiet også på alle andre felter vise sig den øgede vælgertillid værdig. Der skal fremlægges et i alle detaljer udarbejdet modstykke overalt, hvor vi mener, at tingene kan gøres bedre.
Mogens Glistrup, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/
Tilføj kommentar
27. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6
Juni 1991
19. årgang
Politikerne og flygtningene
”Medens græsset gror, dør Horsemor” og medens nogle Christiansborgpolitikere smider sand og mudder mod hinanden i Tamil-sagen for at forsøge at vaske sig selv lidt renere, ja, så vokser Danmarks problemer støt og roligt: Kæmpe-arbejdsløshed – virksomhedslukninger – uhyggelig stor udlandsgæld – begyndende raceproblemer som følge af svag og gennemhullet flygtningelovgivning og rekordagtigt underskud på statsfinanserne – for blot at nævne nogle af de løsbare problemer, der kendetegner dagens Danmark.
Kære Christiansborgpolitikere! Ordene fra Peder Laales ordsprogssamling ”Medens græsset gror…” burde I tænke på. Danmarks problemer løses ikke af Tamil-sags mudderkastning. I flygtningeproblematikken er flertallet af i Christiansborgpolitikere ikke i overensstemmelse med befolkningsflertallet. I er valgt af folket – og burde derfor arbejde for folket! Lad dog nu den Tamil-sag køre færdig ved undersøgelsesretten – og tag i så roligt fat på gennemførelse af en politik, der kan skabe grundlaget for arbejde, produktion og afsætning. Det er det Danmark og det danske folk har brug for her og nu.
I øvrigt burde vi for længst have haft en folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik, så Christiansborgpolitikerne havde fået befolkningens klare mening om dette for os alle så vigtige og store problem.
Der skal kun 60 folketingsmandater til for at få kravet om en folkeafstemning gennemført.
Fremskridtspartiet er parat – men hvor er de resterende mandater?
En folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik ville kunne medvirke til en klarere lovgivning på dette livsvigtige område og forhindre fremtidige ”Tamil-sager”. Et folketingsvalg derimod løser ingen problemer og vil ej heller styrke vælgernes tiltro til politikerne på Christiansborg.
Men udskrives der valg, så er Fremskridtspartiet parat og netop på holdning til flygtningepolitikken har vi hele tiden tonet rent dansk flag.
Johannes Sørensen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Schlüter løj for åben Tv-skærm: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
24. august 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
