Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / December 1998 / 26. årgang
Fra samfundskritiker til EU-fanatiker
Bertel Haarders udvikling fra grundtvigiansk Venstre-mand til ideologisk europæer. Hvad der i 70´erne og 80´erne blev latterliggjort af Haarder, skal i dag politisk gennemføres - med Haarder som ivrigste fortaler
Da Fremskridtspartiet blev dannet for over 25 år siden, var mange rystede og ville ikke være i stue med Glistrup og hans oprørere. En af dem, som ikke stirrede sig blind på Fremskridtspartiet, var en ung adjunkt fra Aalborg, Bertel Haarder.
I Fremskridt skrev cand. scient. pol., Bertel Haarder, om den offentlige spildproduktion, socialdemokratiets ødelæggelse af familien, tyranniet i at institutionerne skulle bestemme hvad borgerne skulle have o.s.v. Og i det hele taget gjorde han på klar og forståelig vis op med en vanetænkning, som også var trængt ind i de borgerlige partier i 60´erne og 70´erne. Haarder har aldrig været fremskridtsmand og blev i 1975 valgt til Folketinget for partiet Venstre, men han repræsenterede en modig nytænkning og bragte nyt ideologisk liv til det borgerlige Danmark efter VKR-regeringens åbenlyse kapitulation i 1968-1971.
Gennem 1970´erne skrev Bertel Haarder en række debatbøger, som på fremragende vis argumenterede for mindre offentlig styring og især mindre formynderi fra det offentlige bureaukratis side. F.eks. Statskollektivisme og Spildproduktion fra 1973 og Institutionernes Tyranni fra 1974.
Bertel Haarder fortsatte sit samfundskritiske forfatterskab op gennem 80´erne og bogen Grænser for politik fra 1990, er stadig skrevet ud fra en klar liberal grundholdning, hvor staten og fællesskabet ikke er et mål i sig selv, men en ramme om borgernes frihed. Staten er selvfølgelig nødvendig for at værne om borgernes private liv, men målet holder Haarder hele tiden klart for øje. At det i politik gælder om at skabe rum for individuel udfoldelse, hvor borgerne selv kan bestemme, f.eks. over opdragelse, skolegang o.s.v.
EU-skeptiker i 1990
Endnu i 1990 kunne Bertel Haarder med sund fornuft skrive skeptisk om det daværende EF. “Et særligt problem i 90´erne bliver EF, som hidtil har kunnet øge reglerne ug udgifterne år for år i det gode samarbejdes navn. I Danmark har der været klar bane for udgifterne, fordi socialdemokratiet af gammel vane ikke modsætter sig merudgifter, og fordi de liberale og borgerlige ikke modsætter sig europæiske fremskridt”.
Slagordet var, at der skulle sættes grænser for politik. Og det betød også grænser for EF´s udvikling. Man mærker Haarders ironiske forbehold, når han i gåseøjne taler om “europæiske fremskridt”. Haarder var ikke bange for at melde ud, selvom han var minister.
“Dette må nu høre op. Nu må vi efterhånden være blevet så europæiske, at vi husker både fornuften og almindelig sparsommelighed, når vi drøfter nye europæiske fremstød… Der skal sættes grænser for politik, også i EF”.
Det var i 1990. Imens foregik forhandlingerne mellem de europæiske statsbankchefer under Jacques Delors´ ledelse om det hidtil mest ambitiøse integrationsprojekt, den fælles valuta forankret i en økonomisk og monetær union. Et år senere kunne Bertel Haarders to ministerkollegaer og partifæller, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, underskrive Maastricht-traktaten. Og i 1992 skulle danskerne stemme om ratifikationen.
Haarders foragt for småstaten
Gennem 1990´erne har Bertel Haarder gennemgået en forvandling. I dag er han medlem af Europa-Parlamentet og hører til de ivrigste forsvarere af EU og til de utrætteligste angribere af Danmarks forbehold. Og det på en måde, så det nærmest virker skingert og forceret. Fra i 1977 at have latterliggjort “EF-drømme om fælles mønt” (i bogen Danskerne år 2000 - en begrundet vision), helmer Haarder ikke i sit ønske om at få sat forbeholdet mod den fælles valuta til afstemning. Det skyldes alt sammen bare danskernes uvillighed til at ville være europæiske. Vi befinder os i en dvaleagtig tornerosesøvn og præges af snæversyn og indelukkethed. I pressen skrev han engang mod “småstatstænkningen”, vi tilsyneladende ikke kan komme fri af” og endte med følgende lidet patriotiske salve: “Jeg holder med de andre”.
I det sidste nummer af Venstres partiblad, Liberal, klandrer Haarder endnu engang danskernes uvillighed til at opgive kroner og ører til fordel for euroer og euroletter. Bertel Haarder sammenligner overgangen fra daler til kroner for 125 år siden. “Blev vi mindre danske af det? Nej, selvfølgelig ikke”.
Men at sammenligne den skandinaviske møntunion med det altomfattende skridt, som den økonomisk og monetære union repræsenterer i Europa, er at forklejne en alt for stor afgørelse. ØMU´ens gennemførelse vil gennemtvinge en integration på en lang række områder, som det for få år siden blev bedyret hørte til nationale anliggender. Skatte- og socialpolitik bliver i stadig stigende omfang integreret, ikke som et direkte politisk ønske, men som den nødvendige konsekvens af ØMU’en.
EU - det nye romerrige?
Derfor er Bertel Haarders angreb på dem, der ser på den europæiske integrationsproces som udviklingen af en egentlig union, ikke troværdigt. I Liberal kritiserer Haarder historikeren Palle Lauring for at have sagt, at Danmarks indtrædelse i EF i 1972 betød et punktum for Danmarkshistorien. Lauring så EF i en historisk udvikling fra Romerriget og senere bestræbelser på at skabe enhed og union i Europa. “Gennemført vrøvl var det alt sammen” mener Haarder i dag.
Men det forholder sig jo stik modsat Haarder.
Læs, hvad professor Bent Jensen fra Odense Universitet skriver om unionsbestræbelserne: “Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der forgik for øjnene af dem? Selv om de to projekter ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet, hverken der eller her”.
Det fascinerende ved Europas historie er striden mellem enhedsbestræbelserne, som har eksisteret siden Romerriget, og så de decentrale tendenser hen mod nationale, lokale eller regionale enheder. Europas navn og begreb kan bruges og misbruges af enhver politisk ideologi. Det var det, som Bismarck sagde så tydeligt: “Jeg finder altid Europas navn brugt af dem, der ønsker noget af andre lande, som de ikke kan få i eget navn”.
Og det er her Bertel Haarders pro-europæiske vending er så uforståelig. For få har tydeligere påvist, at kollektivisme, fællesskab og offentlig styring ikke er moralsk harmløs, men er skalkeskjul for egne interesser. Det var det, som Bertel Haarder påviste så forbilledligt og forståeligt i sine bøger i 70´erne. Offentligt ansatte har nødvendigvis ikke det offentliges vel som vigtigste mål, men ofte nok deres egne særinteresser.
Venstre går ind for Europas Forenede Stater
Når Bertel Haarder har så travlt med at banalisere EU´s betydning overfor dem, der maler skræmmebilleder om en stor union, skal man dog betænke, at partiet Venstres officielle EU-handlingsprogram op til Europa-Parlamentsvalget i 1994 bestod i, at arbejde hen mod Europas Forenede Stater. For at løse det demokratiske underskud blev en europæisk forbundsstat Venstres målsætning.
Bertel Haarder ytrede sig den gang skeptisk overfor vedtagelsen på EU-landsmødet i 1994, men faldt som sædvanlig ned som et lam. Og det er værd at notere sig, at hvad Bertel Haarder førhen tog afstand fra i stærke vendinger, senere er blevet accepteret med Haarders billigelse.
Når Venstres officielle EU-politik er føderalistisk (forbundssystem) d.v.s., at EU skal udvikle sig henimod en forbundsstat med EU-Parlamentet som egentligt lovgivende og kommissionen som regeringen, har Bertel Haarder bevisbyrden og bør forklare de danske vælgere, på hvilken måde Venstres ideal af en europæisk forbundsstat adskiller sig fra kendte forbundsstater som Tyskland og USA.
Det nationalistiske Euroland
Fremskridtspartiet har altid været glødende tilhængere af et europæisk fælles og indre marked. Der er vist næppe nogen Fremskridtsvælger, der stemte nej i 1972. Men når EF nu udvikler sig til langt mere end det markedsmæssigt nødvendige, hører vi til EU´s skarpeste kritikere. I 1972 var der intet fælles EF-flag, nogen hymne, noget fælles borgerskab eller planer om et EU-forsvar - al den stupide symbolik som mere end noget andet viser, at EU har ambitioner om at optræde som en statslig enhed ligesom traditionelle stater.
Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nej til Amsterdam-traktaten:
Tilføj kommentar
25. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / 16. januar 1981 / 9. årgang
Gratistimer
Millionvis af arbejdstimer bruges til at føre skatteregnskaber, udfylde statistikblanketter, skrive ansøgninger til offentlige myndigheder o.l. Bogholdersken eller hvem, der nu udfører disse job, får tilsyneladende normal løn for det arbejde.
Men kun tilsyneladende. For det eneste grundlag for virksomhedens lønudbetalinger er, hvad de kan sælge deres produktion for. Og man får ikke én øre mere for sin produktion, fordi man har skrevet titusinde skatteafregninger, ATP-indberetninger eller lignende.
Med andre ord: Den løn som tilsyneladende udbetales som papirhoveriet, går fra lønbeløb, som under alle omstændigheder kunne være udbetalt. Det er altså reelt arbejdsmanden og chaufføren, som må lide lønafsavn for, at kontordamen kan lønnes.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
3. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Femskridt nr. 3
10. februar 1977
5. årgang
Arbejdsløsheden
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke magter at afskaffe arbejdsløsheden. Et fortsat Anker Jørgensen-styre betyder øget arbejdsløshed.
Arbejdsløsheden opstod på tre måneder i efteråret 1974. Baggrunden var dels oliekrisens økonomiske omslag, dels at den daværende Hartling-regering (V) sad med hænderne i skødet.
Ved sin tiltræden i februar 1975 erklærede Anker Jørgensen (A), at det var hans regerings allervigtigste formål at afskaffe arbejdsløsheden igen. Socialdemokraterne kunne simpelthen ikke godtage situationen og ville derfor sætte alt ind på dette punkt frem for noget som helst andet.
Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke evner at nå det af ham selv satte mål. Tværtimod har arbejdsløsheden bidt sig fast og regeringen (A) må erkende, at en fortsættelse af dens politik snarere vil føre til flere end til færre arbejdsløse.
Der kan absolut ikke søges nogen som helst undskyldning herfor i udenlandske forhold. Ingen nævneværdig modvind ude fra har mødt Danmark i de sidste tre år. At udlandet også har en del arbejdsløse, behøver ikke at betyde, at vi skal have folk ubeskæftigede. Danmark er så lille en dråbe. Vi dækker kun godt en tusindedel af verdens befolkning. Ikke flere end der bor i et væld af fremmede storbyer. Arbejdsløshedsproblemet i Danmark angår ca. 300.000 mennesker, som er ubeskæftigede eller fejlbeskæftigede. Intet i udlandet hindrer os i, at sætte dem i gang. der er 2.700 gange så mange købedygtige forbrugere i Vesteuropa, Nordamerika, Japan o.s.v.
Det bestående produktionsapparat skal udnyttes
Danmark har produktionsapparatet stående fra dengang, vi havde overbeskæftigelse for tre år siden. Vi har den uddannede arbejdskraft og er i det hele taget i en fortrinlig position til at frembringe eftertragtede varer.
Det er nødvendigt for os at gå i gang hermed. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af vor valutagæld. Vi må producere nogle varer, som kan sælges i udlandet eller udkonkurrere noget af den alt for store import, der i Hækkerups (A) tid mere og mere er blevet en dødsensalvorlig trussel for Danmarks fortsatte selvstændighed.
Det kan ikke nytte noget, at anskue problemet som om det kun drejede sig om de registrerede arbejdsløse. Skal krafttaget med valutabesværlighederne lykkes, skal mange flere over i den egentlige produktion. For eksempel må denne ikke mere tynges af så dyr en offentlig sektor og så megen gold administration, som erhvervslivet nu må betale for. Derfor vil Fremskridtspartiet i de næste to år nedlægge 4.300 stillinger i det offentlige pr. måned (der vil kun i meget begrænset omfang være tale om afskedigelser, idet afgangen klares ved naturlig afgang og omrokeringer). Men også mange af de arbejdstimer, der nu i erhvervslivet bruges til regnskaber, ATP-opgørelser, cirkulærelæsning, statistikindberetninger o.s.v. forsvinder ved Z-planens gennemførelse og herfra vil titusinder også strømme over til den egentlige produktion.
Over samme to-årsperiode formindskes antallet af universitetsstuderende fra ca. 59.000 til 28.000.
Ca. en fjerdedel af invalidepensionisterne – eller omkring 35.000 – må have en rimelig tilværelse ved, at de kan få arbejde på normale arbejdspladser og dermed ikke mere føle sig som udstødte af samfundet.
Inden for de næste par år skulle der altså helst skaffes arbejde til godt 300.000 mennesker. Fremskridtspartiet erkender imidlertid, at man ikke kan få arbejdsløshedstallet ned under 25.000, men så langt skulle vi også kunne nå i løbet af nogle få måneder og derefter fastholde dette niveau.
Plan for arbejdsløshedens afskaffelse
Hvordan vil vi dog gøre det?
1. På vore finanslovsforslag har vi fundet plads til, at staten kan betale sygelønnen og 5-ugers reglen altså ophæves. Dette vil utvivlsomt medføre, at mange af Danmarks 350.000 erhvervsvirksomheder vil beskæftige én eller to medarbejdere flere.
2. Kapitalvindingsskatten afskaffes straks. Herved vil landbruget med følgevirksomheder kunne nybeskæftige ca. 18.000 og byerhvervene ca. 10.000 mennesker.
3. Arbejdsformidlingen effektiviseres ved, at den overføres til fagforeningerne og andre private. Dette vil få skønsmæssigt 8.000 flere i arbejde.
4. De høje skatter og den kunstigt lave pris på daginstitutioner har tvunget mange kvinder ud på arbejdsmarkedet. Når forældrene selv får lov til at bestemme og ved skattenedsættelse får råd til at gøre dette effektivt, forventes omkring 30.000 mødre og/eller fædre, at forlade arbejdsmarkedet.
5. Erhvervslivet gøres konkurrencedygtigt ved, at lønfremgangen sker gennem skattenedsættelser. Da den høje rente består af indkomstskat og inflation (10 % skal plus 8 % pengeforringelse er lig 18 % i rente), vil også renten falde markant i fremskridtssamfundet.
6. Den omstændighed, at erhvervslivet fremover kan påregne indkomkstskattefrihed og afskaffelse af restriktioner bevirker, at de tidligere og nytilkomne danske arbejdsgivere vil investere i titusindvis af nye arbejdspladser.
7. Udenlandske firmaer bliver tilskyndet til at placere deres europæiske filialer i Danmark, når Danmark bliver pionerlandet med afskaffelse af indkomstskat og restriktioner.
Mogens Glistrup, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
2. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3
Marts 1993
21. årgang
Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark
Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum i denne artikel
Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten, forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.
Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. Det kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.
EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling. Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.
Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.
Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden. Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.
Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.
Under den borgerlige regering raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000. Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.
Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.
Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde. Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder og overvågningsudstyr. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.
Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.
Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.
De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene. Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.
Steen Steensen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Mogens Glistrup: Sporene er skræmmende:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/
Tilføj kommentar
23. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20
3. december 1974
2. årgang
Mogens Glistrup: Christiansborg kender intet til effektiv virksomhedsledelse
Flere har villet markere 1-årsdagen for fremskridtstroppernes indmarch på Slotsholmen. Deriblandt ugebladet Hjemmet. Adam Wiehe har i den anledning haft en samtale med Mogens Glistrup.
Fremskridt lyttede med:
- Som arbejdsplads har Christiansborg været én eneste lang række af skuffelser. Det er ganske simpelt oprørende, så meget tid, der bruges på ikke at producere noget fornuftigt. Hver dag må vi anvende timer på ligegyldige formaliteter, som hæmmer de demokratiske beslutninger og sinker os i det job, vi er sat til at udføre derinde, nemlig styrer forretningen Danmark.
Tag bare en ting som stedfortrædere. Når folketingsmedlemmer er syge eller på rejse, skal de erstattes af andre. Men inden disse stedfortrædere kan gå i arbejde, skal Folketinget påhøre en redegørelse, hvorefter der skal stemmes om hver enkelt. Det gælder også stedfortrædere, som allerede flere gange har været i tinget. Det er en fuldstændig urimelig procedure. Man kunne bare lave et opslag om, at de og de stedfortrædere kommer ind og hvis nogen vil protestere, kan de gøre det skriftligt - og så ville man måske få én protest hver 100. år.
Ingen kontakt
Eller tag noget andet som deputationer til Folketinget - murere, skolelærere, butiksfunktionærer, eller hvad det nu kan være. Når de kommer, så siger reglementet, at vi nok må stille dem spørgsmål, men vi må ikke snakke med dem bramfrit og lige ud ad landevejen. Det betyder, at lige meget, hvor meget vi klør efter det, så kommer vi aldrig rigtig ind på livet af disse mennesker og deres problemer. Og det bevirker igen, at en række af Folketingets beslutninger træffes på et alt for løst og tilfældigt grundlag.
Udvalgsmøderne er også et udtryk for den manglende effektivitet på Christiansborg. Det er her, en stor del af det saglige materiale kommer på bordet og bliver drøftet. Alligevel er disse møder lukket for pressen. Det er komplet urimeligt, at pressen ikke har adgang til at overvære alle møder på Christiansborg. Det er den danske befolkning, der er arbejdsgiver og så har den også ret til at være repræsenteret overalt gennem presse, radio og TV.
Forfængeligheden skal plejes
Alt for meget af den dyre arbejdstid går med at pleje medlemmernes forfængelighed og nærtagenhed. Hvis et folketingsmedlem er blevet kritiseret i en avis, kan han eller hun bruge oceaner af tid på at tilbagevise, hvad der opfattes som en blodig personlig krænkelse. Men vi sidder her da for at træffe afgørelser - ikke for at overvære folks fornærmelser eller deres forfærdende smålige misundelse mod andre medlemmer. Det er den slags ting, som er med til at skabe den tomgang og den slendrian, som findes herinde og som ikke ville blive tålt i en privat virksomhed.
I kroner og ører er Forretningen Danmark mindre end en række private firmaer rundt om i verden - men den bliver dårligere drevet, fordi Christiansborg ikke kender til virksomhedsledelse.
Ingen af de gamle partier ønsker nogen ting ændret på Christiansborg - man hygger sig med, at sådan er det nu engang og sådan har det været siden 1849 og så er det nok udmærket.
Det er jo også et godt og bekvemt job at være folketingsmand. Med gage, fri transport, visse skattelettelser og diverse ben kan den samlede løn komme op på 300.000 kroner om året.
Det kan ikke blive ringere
Og de penge er mange af Folketingets medlemmer slet ikke værd. Det gælder blandt andet de folk, og det er mange, som er hentet fra vatterede stillinger på offentlige kontorer og som aldeles savner berøring med det praktiske liv. Jeg er overbevist om, at vi ikke ville få et ringere Folketing - det kan simpelthen ikke blive ringere - hvis man via Folkeregistret tog 179 helt tilfældigt valgte mennesker ind. Det ville oven i købet indebære den fordel, at disse mennesker kendte noget til hverdagens problemer, set med almindelige menneskers øjne. I øjeblikket sidder der kun én arbejdsmand og tre-fire hjemmegående husmødre på Christiansborg.
Der skal mange års skarp lud til for at gøre Folketinget til en effektiv arbejdsplads og så længe har jeg ikke tænkt mig at blive derinde. Selv om der er mange, der gerne ville have mig havkat ud af hyttefadet - ja, det er selvfølgelig alle sildene og torskene, jeg tænker på.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Arbejdsplads Christiansborg: Langt værre end dens omdømme:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/03/arbejdsplads-christiansborg-langt-v%c3%a6rre-end-dens-omd%c3%b8mme/
Tilføj kommentar
5. juli 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
