Hvad vil Anders Fogh i Euroland?
I Politiken har Kim Behnke været i debat med Venstres Anders Fogh Rasmussen om ØMU’en i et fremtidigt socialistisk Europa. Et pluk fra debatten:
Euroland bliver mere og mere rødt. Nu skal der på europæisk plan føres den socialistiske økonomiske politik, som i 80´erne forliste på nationalt plan.
Hvad vil Anders Fogh Rasmussen dog i det selskab? Skal Danmark hvirvles med ind i Lafontaines og Tony Blairs ny-socialistiske politik? Den franske premierminister, Jospin, har visioner om store paneuropæiske (omfattende alle europæere eller europæiske stater) investeringer i infrastruktur. Det har intet med liberal politik at gøre. EU er de socialistiske regeringers velsignelse ved at udvikle sig til at føre en aktivistisk og interventionistisk (indgribende, red.) politik.
Som liberal og tilhænger af markedsfrihed bør man være modstander af den slags. Det ville være forkert at bebrejde Jospin, Schröder eller Tony Blair for deres overbevisning, for den har de altid haft. Men der er al mulig grund til at spørge Anders Fogh Rasmussen, hvad han vil i det selskab.
For Venstres formand ved, at selv om det på papiret lyder pænt og velmenende at staten skal føre beskæftigelsespolitik, så bliver den forudsigelige konsekvens en centralisering af magten. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen være imod statens vækst i Danmark, når han samtidig vil legitimere, at EU-systemet får lov til at vokse på det europæiske plan? ( Politiken 12. november, 1998).
“Socialisterne får ikke magten over ØMU’en”.
Sådan svarede Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen. “Den kommende fælles mønt skal styres af en uafhængig europæisk centralbank. Den skal føre en pengepolitik, der har prisstabilitet i Europa som hovedformål… Socialisterne vil ikke komme til at styre den fælles mønt” (Politiken 24. november, 1998 ).
Jamen Euroland er ræverødt, Fogh
Anders Fogh Rasmussens ønske er fromt, men ikke i overensstemmelse med den virkelighed, som nu er ved at tage form i EU. For 13 ud af 15 EU-lande styres af socialister og er fast besluttet på, at beskæftigelsen skal have samme prioritet som prisstabilitet.
“Næsten alle EU-lande er enige om, at beskæftigelse nu er det vigtigste spørgsmål”, sagde Tysklands finansminister, Oskar Lafontaine, forleden. Så Anders Fogh Rasmussen har et forklaringsproblem. Om man vil det eller ej, bliver Euroland i dag ledet af socialister, som i fællesskab er fast besluttet på, at Den europæiske Centralbank også skal tage hensyn til beskæftigelsen.
Kim Behnke
Formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / december 1991 / 26. årgang
Læs også: EU-retten sætter sig over Grundloven:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/eu-retten-s%c3%a6tter-sig-over-grundloven/
Tilføj kommentar
19. februar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / december 2003 / 31. årgang
Eurostat bedragerierne må koste hoveder
Bedragerierne i EU´s statistikkontor har været omfattende. Ved hjælp af oppustede underleverandørkontrakter og sorte bankkonti, har man været i stand til, at malke systemet for beløb, der menes at nå op på 100 mio. kr. Dette må få konsekvenser, ikke mindst for den spanske økonomikommissær, Pedro Solbes, der er chef for området. Har han overhovedet ikke indsigt i, hvad der laves for pengene i hans ansvarsområde?
Han bruger som undskyldning, at han var uvidende, fordi han hævder, at han ikke havde læst rapporterne, han havde modtaget om svindelmistanke. Så den sag lugter bare.
Man forstår godt, at kommissionen lægger låg på og hemmeligholder det, der er kommet frem.
OLAF må væk
Blandt andet på grund af denne sag, må vi forlange, at antisvindelkontoret, OLAF, flyttes væk fra kommissionen. Det nytter ikke noget, at kontrollanterne tilhører samme organisation, som svindlerne og er undergivet chefer, som kan være indblandet og som kan standse efterforskningen. Folkene i OLAF har f.eks. pligt til at melde til højere instanser, hvilke personer, man efterforsker.
En svindelfabrik?
Derfor må OLAF have en uafhængig status ved i stedet at være undergivet Europa-Parlamentet, der jo allerede har en rolle som vagthund. Og de må have magt til, at få udleveret alt materiale, som de beder om - eventuelt med politiassistance. I den aktuelle sag er OLAF nægtet adgang til 18 ud af 78 kontrakter, hvilket er horribelt og helt, helt uacceptabelt. EU skal ikke være en svindelfabrik.
Ole Gerstrøm,
udenrigspolitisk ordfører (Z)
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nej til Amsterdam-traktaten:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/nej-til-amsterdam-traktaten/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Januar 1999 / 27. årgang
Oprør imod magthaverne
Allerede i 70´erne var det tydeligt, at vi var på vej imod afgrunden. I 80´erne fik vi rettet op på økonomien ved bl.a. at fjerne den automatiske dyrtidsregulering og indførte realrenteafgiften. Men vi fik ikke ændret på den afgørende faktor, omlægning af den offentlige sektor v.h.a. privatisering af offentlige virksomheder og skattelettelser. Den borgerlige regering talte om strukturændringer men turde ikke gennemføre dem. I dag er det umuligt generelt at hæve den skattefrie bundgrænse uden at fyre 2/3 af de offentligt ansatte. Antallet af offentligt ansatte er steget fra 70´erne til 90´erne med mere end 500.000. Dertil kommer, at vi har importeret lige så mange fremmede statsborgere til offentlig forsørgelse.
Derfor kan det ikke undre, at det betyder ringere offentlig service og højere skatter for befolkningen. Vismændenes forslag om et beskæftigelsesfradrag på ca. 16.000 kr. pr. arbejdsløs, der kommer i arbejde, er sympatisk men nytteløst. Arbejdsopgaverne i den offentlige sektor skal privatiseres, så de bliver underlagt udbud og efterspørgsel. I takt hermed skal der gives skattelettelser ved at hæve den skattefri bundgrænse, så prisen på arbejde ikke stiger, og borgerne selv kan betale for en række serviceydelser.
Det er tvivlsomt, om sådanne ændringer kan gennemføres ad frivillighedens vej, fordi de offentligt ansatte og alle dem, der lever af at have et sugerør nede i de offentlige kasser ikke frivilligt afgiver deres privilegier.
Der er jo en række fonde, der kan tømmes, før vi kommer til et økonomisk sammenbrud. Vi kan også fortsætte med sociale forringelser for de svageste grupper i samfundet. En fortsat udvidelse af den offentlige sektor og et stigende skattetryk vil forstærke nedturen.
Det kan være en af bevæggrundene for, at de “ansvarlige” politikere gerne vil have dannet den politiske Union, EU, så alle ubehagelige beslutninger kan tages i Bruxelles og Frankfurt.
Som vi kender det fra USA, vil de fattige blive fattigere og de rige rigere. Med alle de importerede problembørn vil vi virkelig få et polariseret samfund.
Der er tid endnu til at rette op på skævhederne, men det kræver endnu et oprør imod magthaverne, som vi havde i 70´erne, men med den forskel, at det nyttede noget denne gang.
Ole Maisted
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Det sku´ være så godt:
Tilføj kommentar
4. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / December 1998 / 26. årgang
Fra samfundskritiker til EU-fanatiker
Bertel Haarders udvikling fra grundtvigiansk Venstre-mand til ideologisk europæer. Hvad der i 70´erne og 80´erne blev latterliggjort af Haarder, skal i dag politisk gennemføres - med Haarder som ivrigste fortaler
Da Fremskridtspartiet blev dannet for over 25 år siden, var mange rystede og ville ikke være i stue med Glistrup og hans oprørere. En af dem, som ikke stirrede sig blind på Fremskridtspartiet, var en ung adjunkt fra Aalborg, Bertel Haarder.
I Fremskridt skrev cand. scient. pol., Bertel Haarder, om den offentlige spildproduktion, socialdemokratiets ødelæggelse af familien, tyranniet i at institutionerne skulle bestemme hvad borgerne skulle have o.s.v. Og i det hele taget gjorde han på klar og forståelig vis op med en vanetænkning, som også var trængt ind i de borgerlige partier i 60´erne og 70´erne. Haarder har aldrig været fremskridtsmand og blev i 1975 valgt til Folketinget for partiet Venstre, men han repræsenterede en modig nytænkning og bragte nyt ideologisk liv til det borgerlige Danmark efter VKR-regeringens åbenlyse kapitulation i 1968-1971.
Gennem 1970´erne skrev Bertel Haarder en række debatbøger, som på fremragende vis argumenterede for mindre offentlig styring og især mindre formynderi fra det offentlige bureaukratis side. F.eks. Statskollektivisme og Spildproduktion fra 1973 og Institutionernes Tyranni fra 1974.
Bertel Haarder fortsatte sit samfundskritiske forfatterskab op gennem 80´erne og bogen Grænser for politik fra 1990, er stadig skrevet ud fra en klar liberal grundholdning, hvor staten og fællesskabet ikke er et mål i sig selv, men en ramme om borgernes frihed. Staten er selvfølgelig nødvendig for at værne om borgernes private liv, men målet holder Haarder hele tiden klart for øje. At det i politik gælder om at skabe rum for individuel udfoldelse, hvor borgerne selv kan bestemme, f.eks. over opdragelse, skolegang o.s.v.
EU-skeptiker i 1990
Endnu i 1990 kunne Bertel Haarder med sund fornuft skrive skeptisk om det daværende EF. “Et særligt problem i 90´erne bliver EF, som hidtil har kunnet øge reglerne ug udgifterne år for år i det gode samarbejdes navn. I Danmark har der været klar bane for udgifterne, fordi socialdemokratiet af gammel vane ikke modsætter sig merudgifter, og fordi de liberale og borgerlige ikke modsætter sig europæiske fremskridt”.
Slagordet var, at der skulle sættes grænser for politik. Og det betød også grænser for EF´s udvikling. Man mærker Haarders ironiske forbehold, når han i gåseøjne taler om “europæiske fremskridt”. Haarder var ikke bange for at melde ud, selvom han var minister.
“Dette må nu høre op. Nu må vi efterhånden være blevet så europæiske, at vi husker både fornuften og almindelig sparsommelighed, når vi drøfter nye europæiske fremstød… Der skal sættes grænser for politik, også i EF”.
Det var i 1990. Imens foregik forhandlingerne mellem de europæiske statsbankchefer under Jacques Delors´ ledelse om det hidtil mest ambitiøse integrationsprojekt, den fælles valuta forankret i en økonomisk og monetær union. Et år senere kunne Bertel Haarders to ministerkollegaer og partifæller, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, underskrive Maastricht-traktaten. Og i 1992 skulle danskerne stemme om ratifikationen.
Haarders foragt for småstaten
Gennem 1990´erne har Bertel Haarder gennemgået en forvandling. I dag er han medlem af Europa-Parlamentet og hører til de ivrigste forsvarere af EU og til de utrætteligste angribere af Danmarks forbehold. Og det på en måde, så det nærmest virker skingert og forceret. Fra i 1977 at have latterliggjort “EF-drømme om fælles mønt” (i bogen Danskerne år 2000 - en begrundet vision), helmer Haarder ikke i sit ønske om at få sat forbeholdet mod den fælles valuta til afstemning. Det skyldes alt sammen bare danskernes uvillighed til at ville være europæiske. Vi befinder os i en dvaleagtig tornerosesøvn og præges af snæversyn og indelukkethed. I pressen skrev han engang mod “småstatstænkningen”, vi tilsyneladende ikke kan komme fri af” og endte med følgende lidet patriotiske salve: “Jeg holder med de andre”.
I det sidste nummer af Venstres partiblad, Liberal, klandrer Haarder endnu engang danskernes uvillighed til at opgive kroner og ører til fordel for euroer og euroletter. Bertel Haarder sammenligner overgangen fra daler til kroner for 125 år siden. “Blev vi mindre danske af det? Nej, selvfølgelig ikke”.
Men at sammenligne den skandinaviske møntunion med det altomfattende skridt, som den økonomisk og monetære union repræsenterer i Europa, er at forklejne en alt for stor afgørelse. ØMU´ens gennemførelse vil gennemtvinge en integration på en lang række områder, som det for få år siden blev bedyret hørte til nationale anliggender. Skatte- og socialpolitik bliver i stadig stigende omfang integreret, ikke som et direkte politisk ønske, men som den nødvendige konsekvens af ØMU’en.
EU - det nye romerrige?
Derfor er Bertel Haarders angreb på dem, der ser på den europæiske integrationsproces som udviklingen af en egentlig union, ikke troværdigt. I Liberal kritiserer Haarder historikeren Palle Lauring for at have sagt, at Danmarks indtrædelse i EF i 1972 betød et punktum for Danmarkshistorien. Lauring så EF i en historisk udvikling fra Romerriget og senere bestræbelser på at skabe enhed og union i Europa. “Gennemført vrøvl var det alt sammen” mener Haarder i dag.
Men det forholder sig jo stik modsat Haarder.
Læs, hvad professor Bent Jensen fra Odense Universitet skriver om unionsbestræbelserne: “Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der forgik for øjnene af dem? Selv om de to projekter ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet, hverken der eller her”.
Det fascinerende ved Europas historie er striden mellem enhedsbestræbelserne, som har eksisteret siden Romerriget, og så de decentrale tendenser hen mod nationale, lokale eller regionale enheder. Europas navn og begreb kan bruges og misbruges af enhver politisk ideologi. Det var det, som Bismarck sagde så tydeligt: “Jeg finder altid Europas navn brugt af dem, der ønsker noget af andre lande, som de ikke kan få i eget navn”.
Og det er her Bertel Haarders pro-europæiske vending er så uforståelig. For få har tydeligere påvist, at kollektivisme, fællesskab og offentlig styring ikke er moralsk harmløs, men er skalkeskjul for egne interesser. Det var det, som Bertel Haarder påviste så forbilledligt og forståeligt i sine bøger i 70´erne. Offentligt ansatte har nødvendigvis ikke det offentliges vel som vigtigste mål, men ofte nok deres egne særinteresser.
Venstre går ind for Europas Forenede Stater
Når Bertel Haarder har så travlt med at banalisere EU´s betydning overfor dem, der maler skræmmebilleder om en stor union, skal man dog betænke, at partiet Venstres officielle EU-handlingsprogram op til Europa-Parlamentsvalget i 1994 bestod i, at arbejde hen mod Europas Forenede Stater. For at løse det demokratiske underskud blev en europæisk forbundsstat Venstres målsætning.
Bertel Haarder ytrede sig den gang skeptisk overfor vedtagelsen på EU-landsmødet i 1994, men faldt som sædvanlig ned som et lam. Og det er værd at notere sig, at hvad Bertel Haarder førhen tog afstand fra i stærke vendinger, senere er blevet accepteret med Haarders billigelse.
Når Venstres officielle EU-politik er føderalistisk (forbundssystem) d.v.s., at EU skal udvikle sig henimod en forbundsstat med EU-Parlamentet som egentligt lovgivende og kommissionen som regeringen, har Bertel Haarder bevisbyrden og bør forklare de danske vælgere, på hvilken måde Venstres ideal af en europæisk forbundsstat adskiller sig fra kendte forbundsstater som Tyskland og USA.
Det nationalistiske Euroland
Fremskridtspartiet har altid været glødende tilhængere af et europæisk fælles og indre marked. Der er vist næppe nogen Fremskridtsvælger, der stemte nej i 1972. Men når EF nu udvikler sig til langt mere end det markedsmæssigt nødvendige, hører vi til EU´s skarpeste kritikere. I 1972 var der intet fælles EF-flag, nogen hymne, noget fælles borgerskab eller planer om et EU-forsvar - al den stupide symbolik som mere end noget andet viser, at EU har ambitioner om at optræde som en statslig enhed ligesom traditionelle stater.
Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nej til Amsterdam-traktaten:
Tilføj kommentar
25. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / april 1995 / 23. årgang
Grundloven tilsidesat
Både Finland og Sverige fik en ny grundlov i slutningen af 1994. I begge tilfælde blev forfatningerne tilpasset lovgivningsproceduren i EU, således, at bl.a. EU-forordninger, der straks ved vedtagelsen får retsvirkning i EU, kunne blive indpasset i landenes forfatningsmæssige system fra den 01. januar 1995.
I Danmark har vi fortsat grundloven af 1953 som basis for vort demokrati. Heri foreskrives, at en lov, for at få lovkraft, skal vedtages af Folketinget og dernæst stadfæstes af Dronningen. Hvis der skal ændres på denne procedure, skal grundloven ændres tilsvarende. Men hvordan kan bl.a. en EU-forordning så få direkte retskraft i Danmark, uden at dette er nævnt i grundloven?
Regeringen anvender her grundlovens paragraf 20, der blev vedtaget ved revisionen i 1953. Heri hedder det “Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.
Jurister har udtalt, at paragraf 20 kan anvendes ved tilslutning til Den Europæiske Union, hvor EU-ret fortrænger dansk ret. Men EU´s første grundlov, Romtraktaten, blev først underskrevet i 1957, fire år efter vor grundlovsrevision. Det man nævnte i 1953 som overstatslige myndigheder, var den europæiske kul- og stålunion og det dengang verserende forslag til international kontrol med atomenergi. Disse organisationer havde veldefinerede beføjelser og opfylder derfor paragraf 20´s bestemmelse “i nærmere bestemt omfang”.
Men dette er ikke tilfældet for så vidt angår både Ministerrådet og EU-domstolen. Domstolen har gennemført integrationsprincipper uden hjemmel i traktatgrundlaget, hvor man blot har set på den overordnede målsætning om etablering af unionen. Domstolen er direkte retsskabende, og den afgør selv i hvilket omfang, den vil inddrage nye områder under sin kompetence. Og Ministerrådet har i traktaten artikel 235 en gummiparagraf, der bruges, hvor man i øvrigt ikke har traktatmæssig dækning.
Heraf følger, at grundlovens paragraf 20 ikke berettiger vor indlemmelse i Unionen. Den korrekte procedure er anvendelse af paragraf 88, der omhandler ændring af grundloven - således som det er sket i Sverige og Finland. Men det her krævede flertal kan næppe opnås, og dette er nok forklaringen på, at grundlovsændringen ikke søges gennemført.
I øvrigt er dette ikke blot et spørgsmål for jurister. Forfatningen tilhører alle danske statsborgere. Men alligevel har den typiske dansker hverken opdaget eller accepteret, at både Folketingets, regeringens og domstolenes kompetenceområder nu overdrages til EU, i det omfang EU måtte vedtage. Men hvordan kan det ske, at grundloven tilsidesættes? Svaret er uhyggeligt. Det ligger i en retskendelse stadfæstet af Højesteret i 1972. Heri hedder det: “Efter de her i landet gældende forfatningsmæssige grundsætninger for fordeling af de forfatningsmæssige funktioner, ligge(r) (det) udenfor domstolenes opgave at træffe afgørelse, om den af regeringen og Folketinget fastlagte fremgangsmåde for behandlingen af lovforslag og derved også om forslaget i sig selv måtte være i strid med grundlovens bestemmelser”.
Det vil sige, at domstolene afstår fra at værne om, at regering og Folketing overholder grundloven ved behandling af lovforslag.
Dette til trods for at grundloven er befolkningens eneste værn imod politikerne. Det er grundloven, som etablerer vort demokrati og fastlægger spillereglerne. Så når et flertal sætter vort demokrati ud af kraft, er mindretallet magtesløst, inden for forfatningens rammer, for domstolene udfører ikke en af deres fornemste opgaver.
Vi befinder os i dag i en forfatningsmæssig krise.
Vi har ikke en forfatningsdomstol som i Tyskland. Politikernes flertal har forpligtet sig til EU og tilsidesætter grundloven for at EU-integrationen kan foretages. Dette må vi kæmpe imod, så dansk selvbestemmelse kan bevares.
Ole Gerstrøm, tidligere MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Folket skal spørges oftere:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/10/15/folket-skal-sp%c3%b8rges-oftere/
Tilføj kommentar
22. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridtspartiet nr. 5 / 15. december 2008 / 35. årgang
Danmark ud af EU
På Fremskridtspartiets landsmøde den 25 – 26. oktober 2008 på Snedsted Kro i Thy blev landsformandens forslag om, at Danmark melder sig ud af EU enstemmigt vedtaget af landsmødet
Begrundelsen er, at Metock dommen reelt betyder, at EU-reglerne står over nationale regler.
Dommen betyder, at danske borgere, som har arbejde i et EU-land kan tage en ægtefælle med til Danmark, også selvom ægtefællen ikke har haft lovligt ophold i noget EU-land.
Hermed er den danske udlændingelov sat ud af kraft. Nu er det EU, der bestemmer og det danske Folketing har fremover ingen indflydelse på, hvor mange udlændinge, der vil strømme til landet.
Der var engang man sagde: “Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Dette udsagn gælder ikke længere. Nu er det EU, der bestemmer.
Med denne dom åbner man alle porte syd og østpå og der vil i løbet af kort tid strømme hundredetusinde af udlændinge over grænsen til Danmark og vi kommer aldrig af med dem igen.
Den eneste effektive metode til at stoppe denne udvikling er, at Danmark melder sig ud af EU således, at det igen bliver det danske Folketing, der bestemmer lovgivningen i Danmark.
Der sker intet som helst ved, at vi melder os ud af EU, heller ikke økonomisk. Vi kan let få en frihandelsaftale med EU.
Ove Jensen, Landsformand
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nej til Amsterdam-traktaten: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/nej-til-amsterdam-traktaten/
Tilføj kommentar
19. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3
Marts 1993
21. årgang
Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark
Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum i denne artikel
Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten, forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.
Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. Det kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.
EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling. Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.
Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.
Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden. Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.
Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.
Under den borgerlige regering raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000. Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.
Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.
Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde. Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder og overvågningsudstyr. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.
Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.
Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.
De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene. Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.
Steen Steensen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Mogens Glistrup: Sporene er skræmmende:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/
Tilføj kommentar
23. juli 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
