Tak for denne gang
Dette lille land højt mod nord, har taget imod flere hundrede tusinde af de rettroende flygtninge, har givet dem mad, bolig, uddannelse, sundhedsvæsen, ubegrænset taletid i DR, religionsfrihed og statsbetalte imamer. Alt sammen for talrige milliarder af kroner leveret af hårdtarbejdende skatteydere, der ikke modtager nogen tak for deres indbetaling.
Landet er demokratisk og man har ytringsfrihed. Flygtningene bliver beskyttet mod vold af landets myndigheder. Der udøves ikke tortur og fængslede, risikerer ikke at blive fløjet til en ukendt fangelejr i et fjernt land. Man bliver stillet for en dommer inden 24 timer og i fængslerne får man mad 3 gange om dagligt. En fængselsimam afholder fredagsbøn.
Alligevel rejste den ledende imam, Abu Laban, med følge mellemøsten tyndt. Han foreslog ikke takkebønner, men ophidsede til vrede og had mod det land, der havde vise en venlighed, der ikke kendes i noget mellemøstligt land, hvor man ikke selv modtager flygtninge, til trods for ufattelige olieindtægter.
Ole Gerstrøm
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / februar 2006 / 34. årgang
Læs også: Mig er politisk flygtning:
Tilføj kommentar
13. februar 2010
Få citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 40 / 16. november 1984 / 12. årgang
Vi løbes over ende
“Uden nationalt sindelag har man ingen sjæl, men det kan komme pludseligere, end man tror, at alle føler sig som sønner og døtre af en fælles elsket mor”, står der i et af Jakob Knudsens skrifter.
Filosoffens tanker er brandaktuelle og har været det i mange år. Allerede i 1918 udgav digteren Osvald Spenglers et værk med titlen “Untergang des abendslandes”, hvori han forudsiger Vesteuropas kulturelle afslutning. Udviklingen har ikke modsagt ham.
Det tyske tidsskrift “Bild am Sonntag” har foretaget en række statistiske beregninger og derudfra stillet en prognose, der fortæller, at forholdet mellem hvide og ikke-hvide i dag er 1-5. Om 20 år vil det være 1-10 og om hundrede år vil der kun være 700 millioner hvide overfor 14 milliarder ikke-hvide, - hvis den nuværende udvikling fortsætter.
En alvorlig trussel
Uhæmmet indslusning af fremmedelementer i Europa har ikke mødt megen modstand, selvom advarslerne er tiltaget i styrke. En alvorlig advarsel blev den 17. juli 1979 fremsat i Europarådet af alderspræsidenten Louise Weiss. Hun gentog den senere på et stævne i Hamburg.
Louise Weiss sagde bl.a.: “Dette kontinent er ved at uddø. Men har man fattet den katastrofe, det medfører, at Europa i løbet af kort tid vil forsvinde? At vor civilisation i løbet af næste årtusind kun vil være et latterligt minde? Et tomrum vil befolkes. Asiaterne og afrikanerne er der allerede. De går ind for normer, der er fuldstændig anderledes end vore og parate til at bemægtige sig vor teknik og vore rigdomme for med større virkning at kunne gennemføre deres ideologier. Derfor vil fremmede børn komme til at befolke vore områder.
Vore svagheder skyldes manglende handlekraft indenfor vore nationer, der er udmarvede af kortsynet egoisme. De offentlige tilskud til familierne ændrer intet ved situationen. Dertil kommer, at psykologien bag de hjælpeforanstaltninger, der ydes kvinderne for et moderskab, ikke ændre deres følelser og indstilling om barnet som en belastning og en risiko. Desuden ansporer skolen børnene til kritik og respektløshed overfor forældrene.
Hvis Europa fortsat vil bestå, må det undergå en dyb forvandling. Manglen på et moralsk klima til gavn for Europa har, på grund af vælgernes interessekonflikter, sprængt vort samfund i tusinde stykker. Vi bør ikke nære vore ideologiske fjender, for så bliver vore samfund udnyttet og forhånet - og vi modne til underkastelse.
De indvandrende påstår, at Europas rigdomme - frugten af vedholdende arbejde og intelligens - tilhører alle i fællesskab, hvorimod råstoffer, som “de fremmede” råder over på grund af geografiske tilfældigheder, udelukkende tilhører dem. Det er nødvendigt, at Europa begynder at reformere sig selv, og at forsvaret for vore værdier ikke begrænses til ord. Det er forudsætningen for, at Europa fortsat bliver den tredje kontinentalmagt.
Europa har i dette århundrede tabt to verdenskrige og har ikke råd til også at tabe freden”.
Uoverskuelige aspekter
I den kommende tid vil der både i og udenfor Folketinget blive drøftelser og diskussioner om fremmedindvandringen og dens uoverskuelige aspekter. Diskussionen vil næppe gå stille af. Den vil omfatte vidt forskellige grupper og forhåbentlig blive præget af velunderbygget saglighed og viden. I øvrigt vil det gavne debatten, hvis man sætter sig ind i de problemer, som er forbundet med indvandringen i vore nabolande.
Der er opbrud i mange lande. Krig, kaos, terrorisme, fattigdom og forfølgelse rundt om i verden og ikke mindst i Afrika, Asien, Mellemøsten og Østeuropa jager tusinder på flugt. Det er, som man førhen har set det under krige og efterfølgende elendighed, opbrud og folkevandring.
Amerika, Australien og New Zealand var tidligere stærkt benyttede tilflugtsmål. Her var frihed, plads og livsmuligheder. Landene var tyndt befolkede, råstoffer og ressourcer var rigelige.
Nu om dage går strømmen hovedsagelig til Vest- og Nordeuropa. “Flygtningene” fristes af de europæiske landes veludbyggede industri og gavmilde socialforsorg. Danmarks lidenhed, fåtallige befolkning, sparsomme ressourcer og rekordstore gæld gør landet uegnet som indvandringsland. I modsat retning virker vor liberale indvandringspolitik og høje sociale standard.
“Unge flygtninge” i tusindvis invaderer i disse år det danske samfund - bort fra hjemlandenes militærtjeneste og barske forhold. Rygter og flyveblade har fortalt om det danske paradis. Her kan man nyde efter behov og yde efter lyst og evne, hvilket vil sige, at man intet behøver at yde.
Danmarks skatteydere betaler alt, også til familierne efterhånden som de hentes hertil.
Slotte, institutioner og boligblokke “erobres” af indvandrerne, som beskæftiges med sport, leg og andre fritidssysler, fjernt fra de travle danskeres fabrikker, landbrug og øvrige arbejdspladser.
Flittige danskere sørger for de daglige fornødenheder og de offentlige kasser betaler.
Danmark har 800.000 embedsmænd og 300.000 arbejdsløse, - og nu strømmer i tusindvis af “flygtninge” til landet. Ingen deltager i produktionen, men alle spiser med ved bordet. Er der nogen, der tror, at det kan fortsætte?
Kun Fremskridtspartiet har hidtil rørt alarmklokkerne!
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Mig er politisk flygtning:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/
Tilføj kommentar
25. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 29 / 5. september 1986 / 14. årgang
Landets børn skal æde landets brød
Overskriften til denne artikel er hentet fra Høegh-Guldbergs ord, da man i 1776 efter Struenses fald, lukkede for tilstrømningen sydfra.
Er “flygtninge” ikke nyttige borgere? Man tjener jo penge på dem. Jo, på samme måde, som hærværksmænd er nyttige, for dem tjener folk jo også penge på.
Når en hærværksmand knalder en spejlglasrude, kommer der gang i fortjenesterne. Glarmesteren kommer i arbejde. Han for 3.000 kr. for en ny rude. Han får råd til at gå til skrædderen, der får 3.000 kr. for et nyt sæt tøj. Skrædderen ønsker at købe en ny radio og radiomanden får 3.000 kr. o.s.v. Pengene strømmer fra mand til mand.
På akkurat samme måde går det med “flygtningene”; men bagsiden fortæller noget andet. Hærværkmandens pårørende må betale de 3.000 kr. ruden koster og må renoncere på både nyt tøj og ny radio. Her bliver lavvande i kassen.
Med hensyn til “flygtningene” betaler skatteyderne. Der flyttes købeevne fra danskerne til de selvbudne “tilflyttere”. Fortjeneste er der absolut intet af, - tværtimod.
På skatteydernes bekostning
Indvandrerne er for en væsentlig del arbejdsløse og lever på det danske socialvæsens bekostning, altså for skatteydernes penge. Disse skatteydere må i tilsvarende grad renoncere på de goder, som de ønsker og retmæssigt burde have.
Andre indvandrere tager arbejde fra danskerne. Se blot de mange spisesteder og småforretninger, der drives af indvandrerne eller på taxabilerne, der for en stor del er erobret af “fremmede”. Mange af de tjente penge - eller sociale ydelser - føres ud af landet og belaster handelsbalancen.
Vi skal spare, siger politikerne, og sygehuse nedlægges eller udsultes med nedlagte intensivafdelinger og mangel på effektivt apparatur. Også arbejdspladser nedlægges, fordi vi ikke længere har råd til at give dem rimelige arbejdsbetingelser.
Pengene går til “tilflyttere”, der “flygter” hertil, eller simpelthen eksporteres fra sydlige områder, der på en bekvem og smart måde slipper af med sociale tilfælde og problematiske borgere.
Danskerne svigtes
I samme omfang som alt dette finder sted, svigtes det danske folk. Vort lille land er uegnet til den massive indvandring, der foregår. Fremmed kultur og fremmede skikke lytter vi gerne til og vil gerne lære af, men påtrængenhed er ubehagelig og vækker til modstand.
Hvad gør vi så? Vi bør, før det er for sent, undersøge, hvorledes problemerne løses i andre lande og her kan vi lære en del af svenskerne, der har haft en uhyggelig stor indvandring.
I Sverige har man oprettet en forening eller organisation under mottoer ” Bevar Sverige svensk” og af den kan vi lære en del. “Bevar Sverige svensk” (B.S.S.) har kontakter til Tyskland, England og Frankrig, der arbejder med lignende problemer. I Norge, hvor indvandringen er voksende, er en organiseret modstand på samme måde under opbygning.
B.S.S. kræver:
- At indvandringen skal begrænses til seriøse indvandrere.
- At Sverige kun tager imod flygtninge, der er etnisk beslægtede med nordiske folk.
- At repatriering af indvandrere fra etnisk og kulturelt afvigende lande opmuntres og understøttes.
- At det internationale samarbejde på disse områder styrkes
For at undgå misforståelser fremhæves det, at nynazister, “grønjakker” og “skinheads” udelukkes fra “flygtninge”-arbejdet.
Intet fordægtigt
Det er intet fordægtigt ved at se med bekymring på den “besættelse”, der for tiden foregår i Danmark.
Problemet er ikke alene nationalt, - det er også moralsk og økonomisk. Vi kan ikke være bekendt at modtage alle disse tusinder “”fremmede”" når vi hverken kan huse eller beskæftige dem. Ørkesløs ledighed i sammenstuvede områder virker demoraliserende og i længden mentalt ødelæggende. Selvom man stiller lejligheder, villaer og hoteller til rådighed, og føder “flygtningene” som bistandsklienter, er og bliver det en uholdbar nødløsning.
Økonomisk sætter det skel og misstemning mellem de selvbudne “tilflyttere” og danske skatteborgere, når danskerne må spænde livremmen ind, medens de “fremmede” lever som gratister.
Vi har hårdt brug for skattekronerne til egne opgaver, og det er ikke mærkeligt, at der ses skævt til “flygtningene”.
Boligbyggeriet går i stå og institutioner lukker på grund af økonomiske vanskeligheder. De uholdbare forhold ses ikke mindst på udlandsgælden, der er steget til 1/4 billion (250.000.000.000 kr.).
Katastrofen er over os
Indtil vi kan komme af med “flygtningene” igen, bliver det nødvendigt at samle dem i flygtningelejre, hvor de for beskedne midler kan ordne deres egne sager. Akkurat som vi gjorde det med efterkrigstidens flygtningestrøm, og som vesttyskerne gør det i dag. Tyskerne siger nu stop. Hvor mon “flygtningene” så vil rejse hen? - Katastrofen er over os!
Vi bør ikke passivt se på, at vores flygtningepolitik og indvandring styres af “flygtninge” selv og af andres interesser.
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Assimilation er permission:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/03/assimilation-eller-permission/
Tilføj kommentar
25. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 11. januar 1985 / 13. årgang
Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske
Det viste debatten om fremmedarbejderne, hvor kun Fremskridtspartiet var i overensstemmelse med hvad et flertal af befolkningen har givet udtryk for
“Der er heldigvis næppe noget parti ud over Fremskridtspartiet, der vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag af denne art”.
Sådan sagde Britta Schall Holberg (V) da Fremskridtspartiets forslag om at tilbyde fremmedarbejderne 25.000 kroner for at forlade landet var til første behandling i Folketinget. Og dermed afdækkede ministeren på uhyggelig vis, hvorledes såvel regeringen som Folketingets flertal i opfattelse og handling klart går imod befolkningsflertallets ønsker.
For resultatet af Gallups og Berlingske Tidendes meningsundersøgelse fra oktober 1984, hvor et flertal i befolkningen på hele 42 % svarede ja til spørgsmålet: “Finder De det er en god idé at tilbyde gæstearbejderne penge for at rejse hjem?”, er jo ikke ukendt hverken for indenrigsministeren eller de øvrige partier på tinge. (Se også FREMSKRIDT nr. 37-84)
Hvor galt det bag Christiansborgs tykke mure står til med respekten for befolkningsflertallets ønsker og demokratiets spilleregler, fremgår vist med al tydelighed af følgende pluk fra debatten,
Indvandrernes livsopfattelse
Indenrigsminister Britta Schall Holberg sagde blandt andet: “Forslaget er udtryk for en tankegang, som jeg finder overordentlig beklagelig for ikke at sige farlig.
Jeg gav i redegørelsen udtryk for, at regeringen fandt, at bestræbelserne på at integrere indvandrerne i det danske samfund burde fortsætte, og regeringen er stadig af den opfattelse, at det bør ske. Indvandrerne navnlig fra det, vi kalder tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EF og Nordamerika, har ofte vanskeligt ved at klare sig i det danske samfund på lige fod med danskerne. Indvandrerne har højere arbejdsløshed end danskerne, deres børn får en dårligere uddannelse, mange indvandrere har vanskeligt ved at forstå dansk, og der kan nævnes en lang række andre problemer, som indvandrerne har i dag.
De problemer, der vitterlig eksisterer, bør efter regeringens opfattelse i videst muligt omfang søges løst i samarbejde med indvandrere. Der er ingen tvivl om, at problemerne kun kan løses, hvis vi danskere er indstillet på, at indvandrerne i hvert fald til en vis grad kan beholde deres egne traditioner og deres egen livsopfattelse”.
En forkastelig tanke
Socialdemokratiets ordfører, Ole Vagn Christensen, der ikke plejer at være bange for at påstå, at han taler på folkets vegne, havde blandt andet disse bemærkninger:
“Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Socialdemokratiet under ingen omstændigheder kan tilslutte sig dette usmagelige forslag, hverken helt eller delvist. At sende vore indvandrere ud af landet eller, hvis de nægter dette, at fratage dem rettigheder, som de har i kraft af deres indvandring, er en forkastelig tanke og burde slet ikke kunne nå frem på folketingets bord. Socialdemokratiet har en indvandrerpolitik, der er stik modsat Fremskridtspartiets. Vi vil give mulighed for integration i det danske samfund og sikre retten til at etablere sig i Danmark på lige fod med andre grupper. Vi finder den gensidige kulturelle påvirkning gavnlig, og vi lægger vægt på at indvandrernes aktive deltagelse i samfundsdebatten i Danmark. Denne aktive deltagelse kan hjælpe på nogle af de problemer, vi ser nu.
Men som sagt vil vi naturligvis ikke støtte dette forslag. Der er ingen grund til overhovedet at takke for, at forslaget er kommet frem, tværtimod. Men når vi nu har debatten, synes vi, at det er på sin plads at råbe vagt i gevær imod racismen”.
Hadske angreb
For de konservative talte Poul Henrik Houe: “Hvis de åbenlyse sociale og arbejdsmæssige problemer for indvandrerne skal løses, kan det formentlig kun ske ved, at indvandrerne integreres i det danske samfund, og en sådan integration fremmes ikke ved hadske angreb på en gruppe mennesker, som er anderledes i tanke- og væremåde end det, vi i daglig tale forstår ved dansk kultur.
Forslaget om at tilbyde 25.000 kr. til dem, der ønsker at rejse hjem, og undlade at betale lovfæstede ydelser til dem, som foretrækker at blive i landet, er menneskeligt og socialt set usmageligt”.
Venstres Jens Peter Jensen var naturligvis med på den usaglige vogn: “Jeg ganske tilslutter mig den højtærede indenrigsministerens udtalelser om det foreliggende forslag. Jeg synes, at det var en god og lærerig beretning, vi her fik.
Det foreliggende forslag er af en karakter, som godt kunne bringe mig til ophidselse, og jeg skal derfor bruge et af de stærkeste ord, jeg anvender fra talerstolen; jeg synes, at det er et særdeles underlødigt forslag”.
Forsøgsordning
Ole Henriksen fra SF vendte sagen på hovedet, det gør man jo ofte på den fløj, og stillede følgende forslag: “Kunne vi komme frem til en forsøgsordning, hvorefter Fremskridtspartiet selv lagde ryg til først, så vi fik sendt de folk ud af landet, kunne vi jo se, hvordan det fungerede, Vi kan i hvert fald ikke medvirke til dette forslag. Vi mener sådan set, at det også i denne juletid er den rene blasfemi at fremsætte den slags forslag”.
Lone Dybkjær: “Det radikale Venstre kan ikke medvirke til det foreliggende forslag og finder, at vi allerede ved, at vi har måttet gå på talerstolen og bruge den tid hertil, har brugt rigelig tid på et forslag af den karakter”.
“Kan vi ikke snart blive fri for disse billige forslag, der får én til at skamme sig over at være dansker. Centrums-Demokraterne afviser meget kraftigt dette forslag, som aldrig burde være fremsat”, sagde Addi Andersen.
VS’eren Jørgen Lenger så spøgelser: “Indvandrerne skal efter vores opfattelse beholde deres rettigheder, og de skal også have nogle flere. Det ville være frivillighed. Det vil vi gerne diskutere ved en anden lejlighed, men ikke i dag, og med det, jeg har sagt, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at vi afviser dette forslag, dette spøgelse fra 1930´erne, som vi overhovedet vil være med til at kigge på”.
For kristeligheden talte formanden Kofod-Svendsen: “Mit parti vil også klart afvise dette primitive egoistforslag.
Det må slås fast, at den normale og rigtige løsning er integrering, d.v.s. optagelse i det danske samfund uden opgivelse af identitet i henseende til livsmønstre og religion”.
Ingen fortjener tak
Efter disse - og mange flere - usaglige udgydelser holdt Helge Dohrmann (Z) en flot, værdig og saglig tale, hvori han blandt andet sagde:” Jeg er jo i den situation, at ingen af ordførerne fortjener tak, heller ikke ministeren. Helt bevidst har samtlige ordførere og ministeren forsøgt at fordreje forslagets indhold og forsøgt at tillægge forslagsstillerne nogle motiver, nogle mindre pæne hensigter, som forslaget i sig selv burde give lige præcist den modsatte opfattelse af.
Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at vi forfulgte fremmedarbejderne eller andre, var det ikke et tilbud om økonomisk bistand til at rejse hjem for, der var blevet fremsat. Så var det et forslag om udvisning, og det er der jo slet ikke tale om.
Den historiske baggrund er den, at uanset hvad man siger, at sidst i 1960´erne og i begyndelsen af 1970´erne, hvor vi havde de gode år, havde vi behov for arbejdskraft her i Danmark. Andre steder i verden gik der nogle personer rundt, som ikke kunne få job i deres hjemlande. Der kom så den, synes jeg, fornuftige ordning i stand at arbejdskraften søgte derhen, hvor der var arbejde at få, og fik sin løn for det.
Forslaget er simpelthen fremsat som et økonomisk værn. Det lyder da vældigt flot, når man står her og siger, at vi skal være så og så gode, men med de enorme beløb, vi låner i udlandet, er det jo fuldstændig vildledende, ja, jeg vil næsten kalde det vælgerbedrag, at stå her og påstå, at Danmark har råd til at være en slags socialkontor for alverdens lande, og det er jo præcist det, man gør.
Danmark skal ikke være lukket
Man vil også lægge mærke til, at det ikke er nævnt med én eneste sætning, at de, der kan klare sig selv og deres, skal sendes ud af landet. Vi ønsker ikke Danmark gjort til et lukket land, tværtimod. Det er positivt, at der kommer folk her, som vil udføre et job, og som vel at mærke mange gange besidder nogle kvalifikationer, som vi måske har brug for her i landet.
Der er vedtaget en midlertidig lov i Vesttyskland gående ud på nøjagtigt det samme. Vil man virkelig stå her og påstå, at vesttyskerne i dag er racister? Det er jo indirekte det, man gør. Jeg vil også gøre opmærksom på den Gallupundersøgelse, som Berlingske Tidende havde. Først spørger man 1.000 personer, om de har kendskab til de tanker, der er fremsat om at yde et beløb til fremmedarbejderne, således at de kan rejse hjem. 76 % af dem, der blev spurgt, havde hørt om forslaget. 42 % - et stort flertal - svarede, at det fandt de var en god idé. Vil man virkelig påstå, at over halvdelen af Danmarks befolkning - der var nemlig et mindretal imod - er racister? Det er simpelthen under lavmålet at komme med den slags udtalelser, og derfor må jeg generelt sige om samtlige ordførere, at man har søgt efter nogle udtalelser blot for at genere forslagsstillerne. Det reelle problem springer man let og elegant hen over.
Sandheden er jo også, at det er mange år siden, vi fik et stop for tilgang af fremmedarbejdere, hvilket med andre ord vil sige, at de, som det drejer sig om, har opholdt sig i landet i 10 år eller mere. Jeg vil også lige bede om, at man lægger mærke til, at vi aldrig har stemt imod de forskellige love om indfødsret, der har ligget på folketingets bord; dem har vi støttet hver eneste gang. Men er det for meget at forlange, at personer, der har boet her i landet i over 10 år, gør deres stilling op med hensyn til, om de vil være danskere, eller de fortsat vil være fremmedarbejdere.
Det sociale system
Ministeren gik så vidt, at hun begyndte at nævne polakker og svenskere, og hun brugte også udtrykket “indvandrere”, ligesom flere af ordførerne gjorde det. En person, der kommer her til landet med det formål at slå sig varigt ned og blive dansker, er indvandrer. Det er slet ikke dem, vi taler om. Vi taler om dem, der ikke har søgt indfødsret, dem, der faktisk kun bliver her i dag for at kunne lukrere af det gode sociale system, vi har, i hvert fald sammenlignet med det, de har i deres hjemlande.
Hr. Ole Henriksen fra SF sagde, at det var på grænsen af det acceptable, Ja, men hvorfor skal dette være et tabuemne? Hvorfor må man ikke tale om den slags ting her i folketinget? Udenfor skal jeg love for at det er noget, der optager sindene ret så kraftigt.
Som sagt er en tilsvarende lovgivning vedtaget i Vesttyskland. Vi danskere er naive. Vi må konstatere her, at selv om vi er et meget lille mindretal i folketinget, så er samtlige partier gået imod os. Det er rart at vide, at der er et flertal ude i befolkningen, som har den modsatte opfattelse.
Flygtningene er også blevet nævnt, og jeg skal da allerede nu røbe over for dem, der ikke bryder sig om at tale om den slags ting her, at vi for øjeblikket er ved at udarbejde et forslag om, at flygtningestrømmen til Danmark skal begrænses”, sluttede Helge Dohrmann.
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Assimilation eller permission:
Tilføj kommentar
25. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / 8. februar 1985 / 13. årgang
Landsforræderi
Thor A. Bak, professor, dr. phil. og formand for Dansk Flygtningehjælp, ved bedst!
At omkring 60 % af den danske befolkning er uenig med ham i flygtningespørgsmålet, er ikke fordi han har uret, men skyldes, at flertallet er helt igennem tåbeligt, er ringere mennesker med små-racistiske tilbøjeligheder, og fremfører meningsløse indvendinger.
Det tilbagelod flygtningehjælps-formanden ingen tvivl om, da han i forrige uge optrådte i monopolfjernsynet som “Ugens gæst”, med journalisterne Georg Metz og Klaus Laursen som villige mikrofonholdere, der kun bidrog til seancen med et mindre sortiment af veltilpassede stikord.
Det var ikke småting professoren fik fyret af i sin forelæsning. Han ville meget nødig angribe nogen som ikke var tilstede, bedyrede han og fortsatte så tiden ud med at svine pastor Søren Krarup til og beskyldte ham for at have skjulte hensigter, og Fremskridtspartiet for “at udnytte situationen nu og spille meget kontant på dette her”, som dr. phil. -professoren så gribende formulerede sig.
Det blev også afdækket, at for at opfylde hr. Baks definition på en flygtning, der har krav på vor fulde humanitære, sociale og økonomiske hjælp, skal en iraner blot løseligt kunne godtgøre, at han i sit hjemland har nægtet at gøre militærtjeneste!
Til de mange, der i takt med stigningen i muhamedaner-invasionen, nærer frygt for danskheden og vor kristne kultur, havde flygtningehjælps-formanden kun hån: “Så kunne man lige så godt bekymre sig over, om ikke snart marsboerne kom”, lød det.
Heller ikke en usmagelig sammenligning med forholdene i årerne 1940-45 og svenskernes modtagelse af jøder og danske modstandsfolk, afholdt Bak sig fra.
Hans manipulation med økonomien var lige så grov. Sølle 140 millioner kroner, bedyrede Bak, at det hele menageri kostede i 1984. Herre Gud, kun lig med 200 betydningsløse ekstra kroner til pensionister og arbejdsløse, mente den velaflagte kemiprofessor og tidligere rektor for Københavns Universitet, men “glemte” at oplyse om, at Folketingets finansudvalg har fået foretaget beregninger, der viser, at skatteyderne må påregne at bløde om imod en milliard kroner til hr. Baks foretagende alene i 1985 (FREMSKRIDT nr. 03-85). Derimod fejlede hukommelsen intet, da det gjaldt at minde om behovet for flere penge til flere tolke, flere penge til flere sproglærere og flere penge til flere socialpædagoger.
Når hr. professoren - der for stort set alt, hvad han har beskæftiget sig med gennem livet er blevet fedt betalt af skatteyderne - mener, han for åben Tv-skærm kan tillade sig at håne og tilsvine flertallet at de selv samme skatteydere, som værende ringere mennesker med små-racistiske tilbøjeligheder, kan vi også tillade os, at fortælle professoren, hvilket ord, der kunne falde os i pennen, som en mulig beskrivelse af hans udgydelser og virke i denne sag: Landsforræderi.
Og i den sammenhæng kan man som gerne tage en bred del af DR-monopolet´s medarbejdere med. For den platte facon de, i den enøjede Tv-avis og ringe orienterende Radioavis, har behandlet fremmedarbejder- og flygtningetemaerne på, kunne fortjene samme karakteristik.
Som TV-A´s Kirsten Bohl så rammende formulerede sig i “Før deadline” om et indslag i Tv-avisen om flygtninge: “Lad os bare indrømme, vi prøver at påvirke”!
Ja, det er der sgu ingen, der er i tvivl om.
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: DR-monopolet udøver meningsterror:
Tilføj kommentar
8. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11-12 / December 1994 / 22. årgang
Flygtningekonventionen bør straks opsiges
Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” - altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.
I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.
Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 02-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs par, 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens par, 19.
Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.
Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende par, 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.
En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens par, 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).
En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.
Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94″ = kan ses ved at besøge flg. Internetadresse: www.dendanskeforening.dk
Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.
Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.
Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.
Hele flygtningeproblemet - og Udlændingeloven - bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.
Det er værre end landsforræderi. Det er et folkeforræderi - et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.
Knud Eriksen, cand. jur.
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skjulte tal:
Læs også: Fremskridtspartiet´s udlændingepolitik:
Tilføj kommentar
26. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr.3-4 / September-oktober 2006 / 34. årgang
Forskel på fisk i Danmark?
Da krigen brød ud i Libanon sommeren 2006, formodede Udenrigsministeriet, at der nok var nogle få hundrede danskere i landet, som man nu skulle evakuere.
Stor var overraskelsen derfor i de øvre kredse, da det viste sig, at vældige horder af de såkaldte nye danskere var rejst på ferie i deres fædrene land, men ministeriet reddede dem alle, både kriminelle, allerede udviste og svindlere.
At tusinder af de såkaldte nye danskere hvert år rejser til deres fædrene lande - som de dygtigt er oplært i at sige er farligt for dem - er et faktum, som er særdeles velkendt ude i befolkningen. At det kunne overraske i København - er ikke engang overraskende.
Overraskende er heller ikke et andet faktum - at tusinder af dem rejste til fædrelandet med dansk kontanthjælp og understøttelse. Det er som bekendt ikke tilladt; rigtige danskere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det kan man naturligvis ikke i udlandet. At det sker i udbredt grad konstant, ved både kommuner og rigtige danskere (nogle blandt de kommunalt ansatte forarges til tider over, hvad de hindres i at afsløre).
Bliver en ægte dansker afsløret i den slags svindel, så falder mors hammer.
Bliver de såkaldte nye danskere afsløret i samme svindel, så lægger mor hammeren til side, for hun vil i hvert fald ikke risikere noget.
Alle - med tænkeevnen i behold - ved, at formentlig 98 % af de reddede fra Libanon var på ferie i fædrelandet med understøttelse fra de danske kasser - altså en ulovlig handling. Denne handling kunne snildt afsløres ved at sammenkøre nogle registre - men uha-nej-da, det vil mor Danmark absolut ikke risikere.
Så er det, at man kan se, at der alligevel er forskel på fisk i Danmark!
Da rockerne skulle afsløres, kunne man sagtens sammenkøre registre. Da de nye danskere skulle afsløres - i den samme svindel - var det pludselig forbudt.
Kan ministeren mon forklare dette?
S. E. Mortensgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skjulte tal: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/
Tilføj kommentar
13. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 7 / 15. februar 1985 / 13. årgang
Vær ikke blåøjet overfor musliminvasionen der hærger Dannevang
Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændig som dommen i 1633 over Gallilei. Erfaringerne med fremmedarbejderne burde opfordre til forsigtighed med de såkaldte flygtninge - fortroppen for Koranen og dens bud om hellig krig, advarer Mogens Glistrup i denne artikel
Asylansøgninger fra dem, der kalder sig flygtninge, rejser juridisk to problemer.
A.
Hvordan defineres en flygtning? En person, som erklærer ikke at kunne leve under et vist politisk system, og som måske endda har smuglet sig ud af sit fædreland, kommer i kraft af selve asylsagen i et sådant modsætningsforhold til hjemlandets regime, at det kan være forbundet med fysisk og psykisk risiko at sende vedkommende hjem dertil, hvor han er statsborger.
B.
Når man har defineret, hvad en flygtning er, bliver asylansøgerens opgave blot at indrette sine oplysninger efter det begreb, som flygtningenævnet arbejder efter. Ingen kan jo bevismæssigt efterprøve, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, hvad ansøgeren fortæller. Man kan ikke få loyal bistand fra hjemlandets myndigheder, og det er ganske naturligt, at ansøgeren ikke har kunnet medbringe dokumentation for sine påstande. Ingen kan modbevise mandens påstand om, at han ikke tør vende hjem eller med nogen rimelig sikkerhed spå om, hvordan hjemlandet vil behandle ham. Åbent eller i det skjulte. Straks ved tilbagekomsten eller efter nogen tid.
Ad A og B:
Disse to betragtningssæt bider sig selv i halen, så selve det, at man er asylansøger, er selvbærende til, at man også er asylberettiget.
Sætter man sig virkelig ind i problemstillingen, indser man let det aldeles tåbelige og naive i de andre folketingspartiers gelasne opvartning af de asiater, som nu oversvømmer Danmark. Hvis ikke vælgerne styrker Fremskridtspartiet, kan det meget let være fortroppen for Koranens forlangende om, at muhamedanerne gennem hellig krig skal undertvinge de vantro. Selv om Riemann af domstolene blev straffet herfor, er det jo bl.a. en statistisk kendsgerning, at Asienfolkeslagene formerer sig langt stærkere end danskerne.
Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændigt som dommen af 22. juni 1633 over Gallilei for at påstå, at jorden er rund og ikke pandekageflad.
Deres Mekka
Det er nærmest blasfemisk at sammenligne Islams rejsebureau-aktivitet nu om dage med danskerflugterne i 1940`erne.
Hverken danske jøder eller modstandsfolk flygtede rundt om den halve jordklode. De måtte tage det første, det bedste land på den anden side af Øresund. Hvor Iranere og Ceylonesere ikke nøjes med lige at sætte over de smalle bugter, som skiller dem fra lande, der kunne være deres Mekka, hvis de blot ville flygte. Sverige tog imod folk fra samme kulturkreds i årene op til 1945. Mennesker, som kun ville være hinsidan rent midlertidigt og først og sidst var engagerede i deres hjemlands kamp for at blive af med den nazistiske besættelsesmagt.
Nutidens muslim-invasion af Danmark er folk, som uden komplekser sætter sig fast ved det danske spisebord for at blive her i generationer ud i fremtiden, og som kalder sig indvandrere. Erfaringen med fremmedarbejdere skulle opfordre os til forsigtighed med nu at være lige så blåøjede overfor de såkaldte flygtninge, der nu hærger Dannevang.
Magter det ikke
Det er enormt overfladiske personer, der oversvømmer medierne med deres påstande om, at det rige Danmark skal hjælpe folk i nød. Dels er Danmark ikke rigt, men lader som om det ved gældsætnings-narkomani. Dels magter lilleput-Danmark nu engang ikke at afbøde blot en milliontedel af de ulykker og uretfærdigheder, som indtræffer jorden rundt. Vi gør både omverdenen og os selv den største tjeneste ved at koncentrere os om at bringe orden i vort eget hus og ikke føle os selv som så kolossalt overgode, at vi kan hjælpe alle de andre.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
15. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 7
15. februar 1985
13. årgang
DR-monopolet udøver meningsterror
Såvel Tv-avisen som Radioavisen er meget ensidig i behandlingen af flygtningespørgsmålet
Den behandling Danmarks Radio gennem Tv-avisen og Radioavisen giver, ikke alene Fremskridtspartiet, men også flertallet i befolkningen, i flygtningespørgsmålet, kan kun betegnes som meningsterror. Det mener Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann.
- De indslag medarbejderne og redaktionen på de to aviser udvælger, er så ensrettede, at kun synspunkter der går i retning af fortsat ubegrænset invasion af de såkaldte flygtninge, kommer frem til offentlighedens kendskab. Ja, man accepterer endog indslag, hvor Fremskridtspartiet og en meget stor del af befolkningen bliver beskyldt for at have en racistisk holdning - og det uden der gives mulighed for at svare på de grove anklager. Det er selvfølgelig helt utilstedeligt.
Alsidighedsforpligtelsen er for DR-monopolet åbenbart blevet en by i Rusland, slutter Helge Dohrmann.
g-mand
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Hvem bestemmer, hvad der skal undgå vores opmærksomhed?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/12/hvem-bestemmer-hvad-der-skal-undga-vores-opm%c3%a6rksomhed/
Tilføj kommentar
23. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 30
23. september 1988
16. årgang
Indfødsretsskandalen
Den offentlige debat har påvist et væld af forfærdeligheder, der følger af de mange muhamedaners indstrømmen i Danmark. Kriminalitet, skatteyderbetalte milliardudgifter og intolerance overfor danskerne bliver mere og mere hverdag.
Men vi er nu ved at komme derhen, hvor vi ikke kan befri os for, at katastroferne bliver vedvarende.
Tre gange om året ekspederer Folketinget nemlig indfødsretslove, hvorved de pågældende opnår dansk statsborgerskab en masse.
Da grundloven i 1849 indførte systemet med, at Folketinget på grundlag af helt frit skøn fra hver enkelt folketingsmedlems side kunne give enkelte fremmede dansk statsborgerskab, havde man ganske klart ikke forudset, at denne regel ville blive misbrugt, som det efterhånden er blevet tilfældet.
Dengang var ophobet 12 personer, der fik indfødsret ved den første indfødsretslov i 1850.
Ingen indfødsret
Derefter var der overhovedet ingen, der fik indfødsret ad denne vej før i 1863, men da vi kom ind i det 20. århundrede, steg tallet til at ligge mellem 500 og 1.000 om året. Mange af dem var imidlertid umyndige børn og adoptivbørn. For disse er der nu indført særlige regler, så de ikke mere indgår i indfødsretsloven. Derfor ville tallet med de retningslinjer, der gjaldt i begyndelsen af århundredet, nu have ligget på ca. 200 til 300 årligt. I stedet er vi med en stadigt voksende tendens nu kommet op på over 2.000 om året - fortrinsvis fordi Folketinget stemmer ja til, at folk fra helt andre verdensdele ret kritikløst modtager indfødsret ved lov. Fortsætter denne linje, vil vi nok nærme os tal mellem 5.000 og 10.000 i løbet af 1990´erne.
Det store bræk i udviklingen stammer fra muhamedanerinvasionen, som iværksattes af Ninn-Hansens (C) flygtningelov fra 1983. De deraf forvoldte skadevirkninger vil blandt andet slå igennem i form af titusindvis af indfødsretsansøgninger i de kommende år.
Ny indfødsretspolitik
Jeg håber derfor inderligt, at Fremskridtspartiet skifter indfødsretspolitik og søger at få folkene fra de muhamedanske lande luget ud af regeringens (V, C og B, red.) lovforslag samt stemmer imod indfødsretslovene, så længe dette ikke lykkes.
Når folk først har opnået dansk indfødsret er kendsgerningen nemlig, at de og deres efterkommere er helt ligestillede med danske og ikke kan udvises af Danmark, uanset hvor meget de end ligger landet til byrde.
I løbet af få generationer vil danskhedens beståen på vore 43.075 km2 blive rendt over ende, hvis Folketinget fremturer i galskaben med at uddele i grams dansk indfødsret til de aggressive danskkulturfremmede.
En ændret Fremskridtsholdning vil næppe give øjeblikkelige resultater, men det at Folketingslovene vedtages med 163 stemmer mod 16 i stedet for 179 mod 0 vil da i det mindste indebære, at der bliver en platform for at opnå forbedringer på dette på længere sigt meget, meget vigtige område.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skjulte tal: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/
Tilføj kommentar
7. september 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
