Vi løbes over ende
“Uden nationalt sindelag har man ingen sjæl, men det kan komme pludseligere, end man tror, at alle føler sig som sønner og døtre af en fælles elsket mor”, står der i et af Jakob Knudsens skrifter.
Filosoffens tanker er brandaktuelle og har været det i mange år. Allerede i 1918 udgav digteren Osvald Spenglers et værk med titlen “Untergang des abendslandes”, hvori han forudsiger Vesteuropas kulturelle afslutning. Udviklingen har ikke modsagt ham.
Det tyske tidsskrift “Bild am Sonntag” har foretaget en række statistiske beregninger og derudfra stillet en prognose, der fortæller, at forholdet mellem hvide og ikke-hvide i dag er 1-5. Om 20 år vil det være 1-10 og om hundrede år vil der kun være 700 millioner hvide overfor 14 milliarder ikke-hvide, - hvis den nuværende udvikling fortsætter.
En alvorlig trussel
Uhæmmet indslusning af fremmedelementer i Europa har ikke mødt megen modstand, selvom advarslerne er tiltaget i styrke. En alvorlig advarsel blev den 17. juli 1979 fremsat i Europarådet af alderspræsidenten Louise Weiss. Hun gentog den senere på et stævne i Hamburg.
Louise Weiss sagde bl.a.: “Dette kontinent er ved at uddø. Men har man fattet den katastrofe, det medfører, at Europa i løbet af kort tid vil forsvinde? At vor civilisation i løbet af næste årtusind kun vil være et latterligt minde? Et tomrum vil befolkes. Asiaterne og afrikanerne er der allerede. De går ind for normer, der er fuldstændig anderledes end vore og parate til at bemægtige sig vor teknik og vore rigdomme for med større virkning at kunne gennemføre deres ideologier. Derfor vil fremmede børn komme til at befolke vore områder“.
Vore svagheder skyldes manglende handlekraft indenfor vore nationer, der er udmarvede af kortsynet egoisme. De offentlige tilskud til familierne ændrer intet ved situationen. Dertil kommer, at psykologien bag de hjælpeforanstaltninger, der ydes kvinderne for et moderskab, ikke ændre deres følelser og indstilling om barnet som en belastning og en risiko. Desuden ansporer skolen børnene til kritik og respektløshed overfor forældrene.
Hvis Europa fortsat vil bestå, må det undergå en dyb forvandling. Manglen på et moralsk klima til gavn for Europa har, på grund af vælgernes interessekonflikter, sprængt vort samfund i tusinde stykker. Vi bør ikke nære vore ideologiske fjender, for så bliver vore samfund udnyttet og forhånet - og vi modne til underkastelse.
De indvandrende påstår, at Europas rigdomme - frugten af vedholdende arbejde og intelligens - tilhører alle i fællesskab, hvorimod råstoffer, som “de fremmede” råder over på grund af geografiske tilfældigheder, udelukkende tilhører dem. Det er nødvendigt, at Europa begynder at reformere sig selv, og at forsvaret for vore værdier ikke begrænses til ord. Det er forudsætningen for, at Europa fortsat bliver den tredje kontinentalmagt.
Europa har i dette århundrede tabt to verdenskrige og har ikke råd til også at tabe freden”.
Uoverskuelige aspekter
I den kommende tid vil der både i og udenfor Folketinget blive drøftelser og diskussioner om fremmedindvandringen og dens uoverskuelige aspekter. Diskussionen vil næppe gå stille af. Den vil omfatte vidt forskellige grupper og forhåbentlig blive præget af velunderbygget saglighed og viden. I øvrigt vil det gavne debatten, hvis man sætter sig ind i de problemer, som er forbundet med indvandringen i vore nabolande.
Der er opbrud i mange lande. Krig, kaos, terrorisme, fattigdom og forfølgelse rundt om i verden og ikke mindst i Afrika, Asien, Mellemøsten og Østeuropa jager tusinder på flugt. Det er, som man førhen har set det under krige og efterfølgende elendighed, opbrud og folkevandring.
Amerika, Australien og New Zealand var tidligere stærkt benyttede tilflugtsmål. Her var frihed, plads og livsmuligheder. Landene var tyndt befolkede, råstoffer og ressourcer var rigelige.
Nu om dage går strømmen hovedsagelig til Vest- og Nordeuropa. “Flygtningene” fristes af de europæiske landes veludbyggede industri og gavmilde socialforsorg. Danmarks lidenhed, fåtallige befolkning, sparsomme ressourcer og rekordstore gæld gør landet uegnet som indvandringsland. I modsat retning virker vor liberale indvandringspolitik og høje sociale standard.
“Unge flygtninge” i tusindvis invaderer i disse år det danske samfund - bort fra hjemlandenes militærtjeneste og barske forhold. Rygter og flyveblade har fortalt om det danske paradis. Her kan man nyde efter behov og yde efter lyst og evne, hvilket vil sige, at man intet behøver at yde.
Danmarks skatteydere betaler alt, også til familierne efterhånden som de hentes hertil.
Slotte, institutioner og boligblokke “erobres” af indvandrerne, som beskæftiges med sport, leg og andre fritidssysler, fjernt fra de travle danskeres fabrikker, landbrug og øvrige arbejdspladser.
Flittige danskere sørger for de daglige fornødenheder og de offentlige kasser betaler.
Danmark har 800.000 embedsmænd og 300.000 arbejdsløse, - og nu strømmer i tusindvis af “flygtninge” til landet. Ingen deltager i produktionen, men alle spiser med ved bordet. Er der nogen, der tror, at det kan fortsætte?
Kun Fremskridtspartiet har hidtil rørt alarmklokkerne!
- Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 40 / 16. november 1984 / 12. årgang
Læs også: Mig er politisk flygtning:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/
Tilføj kommentar
18. februar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10. / 17. marts 1989 / 17. årgang
De skal ud, skal de
Muslimer over hele verden har bragt sig selv i søgelyset med deres lederes stærke fordømmelse og kollektive dødsdom over Rushdie og hans forlæggere.
Allerede den 11. marts 1985 forklarede Mogens Glistrup indgående, at én af Danmarks nye sager på den nødvendige dagsorden for opryddelse og reetablering af ordnede forhold var en afklaring af problemerne omkring flygtningeloven af 1983. Det vakte en del fourer.
Det samme gjorde efterfølgende udtalelser på et pressemøde på Christiansborg i 1988 og valgresultatkommentarer i TV den 10. maj 1988.
Krarup og Bradford
Pastor Søren Krarup skrev for år tilbage en artikel om moskeerne i Bradford, England, hvori han sammenfattede de problemer, som den engelske by ville løbe ind i, alene som følge af den store muslimske koncentration.
Bradford var den første by, hvor yderliggående muslimer fandt det betimeligt at manifestere utilfredshed med Rushdies bog “De Sataniske Vers” ved på demokratisk vis at afbrænde den i byens gader. Lignende hændelser fandt sted i Pakistan og Indien (Rushdies hjemland) og i Teheran bragte en vis ayatollah sig i fokus ved at afsige en dødsdom over forfatteren, der efter ayatollahens og hans mullahers opfattelse havde bespottet profeten Muhammed og hans dusin koner. Den dødsdom er allerede efterhånden historie.
Fire år skulle gå
Og i Danmark, hvor ingen jo i den kolde marts 1985 turde tage Glistrup alvorligt, bølgede fire år senere 3.000 småsure muslimer gennem Københavns gader med krav om forbud mod udgivelsen af De Sataniske Vers. Til det havde Politikens chefredaktør Herbert Pundik nogle særdeles rammende bemærkninger, ligesom formanden for forfatterforeningen havde det.
Denne sag er ikke om, hvorvidt Rushdie burde have skrevet denne bog eller ikke og dermed sparet os - Vesten - for en bunke besvær, eller om, hvorvidt bogen “spotter” en ekstremistisk despots og hans viljeløse disciples tolkninger af Allahs egne ord i en bog ved navn Koranen. Dette drejer sig fundamentalt om den vestlige verdens klippefaste tro på retten til at tænke, tale og skrive under ansvar, herunder også udgive litterære værker.
Det er ingen uenige om. Det hele er et spørgsmål om, hvem man vil give ret i det. Såvel Krarup som Glistrup så rigtigt, da de advarede mod invasionen af flygtninge, ikke mindst fra de muslimske lande, men det var - og er - ikke god tone at give dem ret heri. Så for den kultiverede magtelite, der har samlet sig i Danmark, har Ayatollah Khomeinis og Salman Rushdies mellemværende været en ikke så ringe anledning til på lærd vis, at konstatere, at nuvel, der er måske lidt problemer med denne flygtningeklump.
Pludselig så de alle lyset
Om det så er Ishøjs borgmester Per Madsen fra Det autoriserede danske Socialdemokrati, der pludseligt har indset, hvad i alle tilfælde hans bysbørn har haft øje for i en halv snes år og resten af Danmark næsten lige så længe: At der findes visse områder, hvor betegnelsen ghetto ligger snublende nær. Et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os synderligt om.
Samme konklusion er man på mirakuløs vis nået frem til i Århus, hvor nogle embedsmænd med skoler som arbejds- og ansvarsområde er nået frem til, at indvandrer- flygtningegruppen i det vestlige Århus (Gellerup i Brabrand) da vist egentligt har problemer med det danske sprog, at tilstrømningen af udlændingebørn til Nordgårdsskolen i området er større end ditto af danske børn (jf. nogen får flere børn end andre, f.eks. kaniner…) og at det giver et alarmerende problem idet det i nogle årgange bliver så godt som umuligt at opretholde dansk som hovedsprog i klassen. (om dette, se Aktuelt mandag 6. marts 1989).
Og det er jo i grunden pudsigt, at netop mens Islams allermest nidkære forkæmpere for fuld damp påtager sig opmærksomhed for gennem en verdensomspændende aktion at genrejse den fundamentalistiske islamiske revolution og understrege dens vigtighed i en verden, der er stor og fæl og truende og som udgiver bøger om ludere med profetkonenavne, så pådrager bl.a. muslimske grupper i Danmark sig delvis utilsigtet opmærksomhed ved ikke at kunne (gide?) tale dansk, true modersmålet i institutionen for modersmålsundervisningen samt fødselsratemæssigt at overgå danskerne og oveni hatten demonstrere for forbud mod udgivelsen af en bog. Det plejer jo da at være det omvendte, der er tilfældet.
Der er et problem
Det korte af det lange er, at uanset at professionelle såbemeldte antiracister finder det utilladeligt at sige, at gruppen af flygtninge i Danmark, der finder det opportunt at bejle til ayatollahens shiamuslimske Islam, hvoraf det her i landet jf. Jyllands-Posten (se FREMSKRIDT nr. 7) befinder sig ca. 10.000, har skabt et problem. Et problem, som vi kunne have været forskånet for, som vi burde være forskånet for og som ikke hører til i dette lille land højt mod nord.
Det er urimeligt, at herboende udlændinge erklærer sig indforstået med at eksekvere en dødsdom og dermed udsætter Rushdie og en række danskere, nemlig forlæggere etc. på forlaget Samleren, der til efteråret udgiver den profane bog, for en fare, som sagkyndige udi såvel fanatiske muslimgrupper som terror, nemlig israelerne i Jaffee Institute for stratetic i Tel Aviv, beder os tage “særdeles alvorligt”. De deltager også i almen knægtelse af grund(lovs) fæstede danske principper ved netop at benytte sig af disse grundlæggende rettigheder.
Og på sæt og vis er det tragisk, at hver evig eneste gang, retten til at ytre sig, virkelig bruges så det giver genlyd, så er det fordi en flok umoralske, uartikulerede høveder finder det for godt at skrige op om forbud og begrænsninger, mord, brand eller noget andet dommedagsprofetorisk.
Ak ja. Ung må Verden endnu være. Men hvor længe dog endnu..?
Real
Læs meget mere her: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Den nationale katastrofe:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5
1. februar 1985
13. årgang
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær erkender:
Mange flygtninge opfylder ikke loven for at opnå asyl
Generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp, Arne Piel Christensen, indrømmer nu, at en del af de udlændinge, der kommer til Danmark og søger asyl ikke opfylder dansk lovgivnings betingelser for at opnå asyl.
Generalsekretær Arne Piel Christensen erkender også, at der er forskel på udlændinges ret til at rejse ind i Danmark og på at få politisk asyl i landet. Den kendsgerning er der mange af udlændingene, der ikke har forstået.
Støtte til Z-krav
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær støtter Fremskridtspartiets krav om, at udlændingeloven ændres, så politiet allerede ved grænsen får mulighed for at afvise de såkaldte luksusflygtninge. Til Jyllands-Postens Erik Thomle siger Arne Piel Christensen således: ” Så snart flygtninge ankommer til Danmark, skal de sorteres, så danske myndigheder har mulighed for at afgøre, om nogle af dem straks skal udvises. Det vil lægge en dæmper på flygtningestrømmen og det vil give de udviste større mulighed for, at klare sig i andre lande”.
Kostbar “flugt”
Endelig erkender flygtningehjælpens generalsekretær, at der i mange tilfælde er tale om luksusflygtninge, der har ofret mange penge på at komme til slaraffenland. Blandt andet for at få en højere uddannelse. Om det siger Arne Piel Christensen: “Adskillige asylsøgende er blevet skuffet over de forhold, de mødte i Danmark. Mange har betalt langt over 100.000 kr. for en flugt, fordi de troede på, at de kunne få en uddannelse og et hjem. De får en dansk virkelighed som de socialt dårligst stillede danskere. I begyndelsen får de et beløb, der svarer til den forbigående bistandshjælp. Senere overgår de til varig hjælp, hvis de ikke kan komme i gang med en dansk uddannelse. Kun få får den højere uddannelse, de forlod Iran for at få. Når det går op for dem, kan det være vanskeligt at vende hjem. De frygter, at præstestyrets agenter i de danske flygtningecentre kan have sendt deres navne tilbage til Iran”.
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/
3 kommentarer
11. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 30
23. september 1988
16. årgang
Indfødsretsskandalen
Den offentlige debat har påvist et væld af forfærdeligheder, der følger af de mange muhamedaners indstrømmen i Danmark. Kriminalitet, skatteyderbetalte milliardudgifter og intolerance overfor danskerne bliver mere og mere hverdag.
Men vi er nu ved at komme derhen, hvor vi ikke kan befri os for, at katastroferne bliver vedvarende.
Tre gange om året ekspederer Folketinget nemlig indfødsretslove, hvorved de pågældende opnår dansk statsborgerskab en masse.
Da grundloven i 1849 indførte systemet med, at Folketinget på grundlag af helt frit skøn fra hver enkelt folketingsmedlems side kunne give enkelte fremmede dansk statsborgerskab, havde man ganske klart ikke forudset, at denne regel ville blive misbrugt, som det efterhånden er blevet tilfældet.
Dengang var ophobet 12 personer, der fik indfødsret ved den første indfødsretslov i 1850.
Ingen indfødsret
Derefter var der overhovedet ingen, der fik indfødsret ad denne vej før i 1863, men da vi kom ind i det 20. århundrede, steg tallet til at ligge mellem 500 og 1.000 om året. Mange af dem var imidlertid umyndige børn og adoptivbørn. For disse er der nu indført særlige regler, så de ikke mere indgår i indfødsretsloven. Derfor ville tallet med de retningslinjer, der gjaldt i begyndelsen af århundredet, nu have ligget på ca. 200 til 300 årligt. I stedet er vi med en stadigt voksende tendens nu kommet op på over 2.000 om året - fortrinsvis fordi Folketinget stemmer ja til, at folk fra helt andre verdensdele ret kritikløst modtager indfødsret ved lov. Fortsætter denne linje, vil vi nok nærme os tal mellem 5.000 og 10.000 i løbet af 1990´erne.
Det store bræk i udviklingen stammer fra muhamedanerinvasionen, som iværksattes af Ninn-Hansens (C) flygtningelov fra 1983. De deraf forvoldte skadevirkninger vil blandt andet slå igennem i form af titusindvis af indfødsretsansøgninger i de kommende år.
Ny indfødsretspolitik
Jeg håber derfor inderligt, at Fremskridtspartiet skifter indfødsretspolitik og søger at få folkene fra de muhamedanske lande luget ud af regeringens (V, C og B, red.) lovforslag samt stemmer imod indfødsretslovene, så længe dette ikke lykkes.
Når folk først har opnået dansk indfødsret er kendsgerningen nemlig, at de og deres efterkommere er helt ligestillede med danske og ikke kan udvises af Danmark, uanset hvor meget de end ligger landet til byrde.
I løbet af få generationer vil danskhedens beståen på vore 43.075 km2 blive rendt over ende, hvis Folketinget fremturer i galskaben med at uddele i grams dansk indfødsret til de aggressive danskkulturfremmede.
En ændret Fremskridtsholdning vil næppe give øjeblikkelige resultater, men det at Folketingslovene vedtages med 163 stemmer mod 16 i stedet for 179 mod 0 vil da i det mindste indebære, at der bliver en platform for at opnå forbedringer på dette på længere sigt meget, meget vigtige område.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skjulte tal: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/
Tilføj kommentar
7. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6
Juni 1991
19. årgang
Politikerne og flygtningene
”Medens græsset gror, dør Horsemor” og medens nogle Christiansborgpolitikere smider sand og mudder mod hinanden i Tamil-sagen for at forsøge at vaske sig selv lidt renere, ja, så vokser Danmarks problemer støt og roligt: Kæmpe-arbejdsløshed – virksomhedslukninger – uhyggelig stor udlandsgæld – begyndende raceproblemer som følge af svag og gennemhullet flygtningelovgivning og rekordagtigt underskud på statsfinanserne – for blot at nævne nogle af de løsbare problemer, der kendetegner dagens Danmark.
Kære Christiansborgpolitikere! Ordene fra Peder Laales ordsprogssamling ”Medens græsset gror…” burde I tænke på. Danmarks problemer løses ikke af Tamil-sags mudderkastning. I flygtningeproblematikken er flertallet af i Christiansborgpolitikere ikke i overensstemmelse med befolkningsflertallet. I er valgt af folket – og burde derfor arbejde for folket! Lad dog nu den Tamil-sag køre færdig ved undersøgelsesretten – og tag i så roligt fat på gennemførelse af en politik, der kan skabe grundlaget for arbejde, produktion og afsætning. Det er det Danmark og det danske folk har brug for her og nu.
I øvrigt burde vi for længst have haft en folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik, så Christiansborgpolitikerne havde fået befolkningens klare mening om dette for os alle så vigtige og store problem.
Der skal kun 60 folketingsmandater til for at få kravet om en folkeafstemning gennemført.
Fremskridtspartiet er parat – men hvor er de resterende mandater?
En folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik ville kunne medvirke til en klarere lovgivning på dette livsvigtige område og forhindre fremtidige ”Tamil-sager”. Et folketingsvalg derimod løser ingen problemer og vil ej heller styrke vælgernes tiltro til politikerne på Christiansborg.
Men udskrives der valg, så er Fremskridtspartiet parat og netop på holdning til flygtningepolitikken har vi hele tiden tonet rent dansk flag.
Johannes Sørensen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Schlüter løj for åben Tv-skærm: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
24. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 26
15. august 1986
14. årgang
“Mig er politisk flygtning”
Hvert år er der ca. 300, som banker på Danmarks dør, fordi det land, som de kommer fra, udsætter dem for alvorlig fare for liv og førlighed, alene fordi de er uenige med magthaverne.
Heldigvis har den danske stat hidtil været i stand til at hjælpe disse mennesker i nød.
I denne tid ankommer hver uge ca. 300 fra Østtyskland og påstår, at de skal ind i samme bås. Uanset at de ikke var udsat for nogen som helst forfølgelse i Østtyskland. Tværtimod er de den østtyske stats forretningsforbindelse. Østtyske agenter sværmer i Mellemøsten, og formedelst en standardpris på $30.000 lover de alle, der betaler denne pris til den slunkne østtyske valutakasse transport til et land, der vil give dem langt bedre materielle levevilkår, end de kan opnå i deres egne lande. Med i den pakke, de køber for de 300.000 kr. i klingende mønt, er, at når de kommer til bestemmelsesstedet, skal de bare bruge trylleordene; “Mig er politisk flygtning”.
Die dumme Dänen
De østtyske agenter har tusindvis af kunder hver dag. De fordeles så fra Østberlin til forskellige modtagerlande: Vesttyskland, Holland, Sverige, Norge, Danmark o.s.v. Fordelingscentralen sender stadig flere til Danmark, fordi man har fået erfaring for rigtigheden i den gamle tyske betegnelse: “Die dumme Dänen”.
Det er nemlig os selv, der har muliggjort denne trafik. Før 1. oktober 1983 var de pågældende nemlig af dansk grænsepoliti standset på færgeklappen og sejlet tilbage til Warnemünde. De er jo ikke på nogen måde genstand for forfølgelse i Østtyskland.
Tværtimod er de stort set kommunister ifølge deres talsmands Erik Stephensens udtalelser til mig, da jeg var “Ugens Gæst” i TV 13. marts 1985.
En håndsrækning
Kultursociologer og andre af deres danske partifæller der synes, de skal have adgang til d, hyler op om, at de skal rubriceres som politiske flygtninge.
Også her har de konservative fået en effektiv håndsrækning fra firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). Med virkning fra 1. oktober 1983 har Ninn-Hansen (C) fået gennemført, at politiet skal byde dem velkommen til Danmark. Så begynder en sagsbehandling på hen ved et års længde. Når vi er kommet så langt, kan vi selvsagt ikke sende dem tilbage til Østtyskland mere. Herefter er det eneste sted, hvor vi folkeretsmæssigt kan blive af med dem, deres eget hjemland, der for en stor dels vedkommende er Iran.
Når en iraner i et års tid har været væk hjemmefra og har rakket ned på sit hjemlands regering for at opnå adgang til at nyde det danske velfærdssamfunds goder, kan han få store problemer med liv og helbred ved at vende tilbage.
Ninn-Hansens lov - og alene den - har gjort ham til flygtning!
Undervejs råber han op om, at maden ikke passer ham, at møbler og indkvartering ikke er gode nok o.s.v.
Det er forståeligt, at han føler sig i sin gode ret hertil. De 300.000 kr., han har betalt, er jo ikke noget helt lille beløb. Så derfor føler han, at han nok kan gøre krav på en betydelig service
Mogens Glistrup
Verdens største digitale udbud af artikler fra Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT:
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
12. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3
Marts 1990
8. årgang
Vores tamilske ”gæster”
Der befandt sig, ifølge Danmarks Statistik, pr. 1. Jan. 1988 her i landet 4.034 tamiler fra Sri Lanka og i årets løb kom yderligere 680 til Danmark.
Tamiler er oprindeligt en indisk folkegruppe, som under uroen på Sri Lanka er søgt til Danmark i stedet for til folkefællerne på det indiske fastland, som 150.000 andre tamiler har gjort under urolighederne.
Det er godtgjort, at en tamilsk familie på 7 personer efter ankomsten hertil oppebærer 22.700 kroner om måneden efter skat, svarende til en skattepligtig indtægt på over 500.000 kr. En anden familie på 3 får en socialhjælp svarende til 429.000 kr. årligt.
En EF-undersøgelse viser, at 90 procent af indvandrende tamiler her til landet godkendes som ”flygtninge” og at kun 10 procent af dem er kommet i arbejde. Også i andre lande har man bemærket en ejendommelig tilstrømning af tamiler. Ifølge den internationale presse gennemførtes der på denne baggrund for nogen tid siden i Schweiz en politimæssig undersøgelse af 160 tilfældige valgte tamilers asyltilladelser. Kun for 2 personers vedkommende kunne undersøgelserne bekræfte de pågældendes reelle flygtningestatus. Beretningen er bekræftet af den schweiziske ambassade.
I Holland lykkedes det efter megen tummel, at hjemsende nogle tamiler, til trods for, at de ville blive arresteret straks ved ankomsten til den Srilankanske lufthavn. Den hollandske ambassade mødte forklædt op i lufthavnen ved deres ankomst og konstaterede, at der intet skete dem, men at de forlod stedet i biler sammen med andre turister og kørte til et udmærket hotel.
Ifølge det oplyste stammer en del tamiler, som er ankommet til Danmark, slet ikke fra Sri Lanka, men fra Indien og andre lande.
En markedsanalytiker, ved navn Erik Lund, har gennemført en pilottest blandt herboende tamilske flygtninge. Det fremgår af undersøgelsen, at ingen af de udspurgte har oplevet de rædsler, dansk presse beretter om. Ingen af dem havde ubehageligheder fra singaleserne, politiet eller andre myndigheder på Sri Lanka. Alle de pågældende kom fra gode sociale lag og alle var ankommet hertil gennem professionelle rejsebureauer, som havde anbefalet Danmark på grund af den gode danske socialhjælp og retten til familiesammenføring. Hjælpen fra bureauet omfattede bl.a. udlevering af indvandringspapirer. Prisen for rejsen var 20-25.000 kroner.
De mandlige udspurgte var enten gift eller havde ægteskabsplaner, idet de med asylret i Danmark kan få en hvilken som helst pige hjemme. Og alle de udspurgte levede af dansk socialhjælp.
Tamilerne agtede ikke at rejse hjem, tværtimod påregner de at etablere sig her med et selvbærende samfund, som forudsættes at nå 25.000 medlemmer ved år 2000.
50.000 tamiler har benyttet sig af uro på Sri Lanka til at emigrere til Canada og Europa i stedet for at flygte over det kun 30 km. brede ”Palk-Stræde” til Indien, hvorfra de er kommet. Ingen ønsker at rejse hjem. De sender i stedet for store pengebeløb hjem fra udlandet. Samlet drejer det sig om mere end te-eksporten indbringer og meget mere end, der opnås i Ulandshjælp.
Bruttonationalproduktet er 250 dollars pr. indbygger pr. år på Sri Lanka og en plantagearbejder tjener kun ca. 10 kr. om dagen!
Der skal en stærk karakter til for at frigøre sig fra de – sammenlignet med tamilernes hjemlige muligheder – fantastiske danske socialydelser.
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Skibet der gik ned:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/skibet-der-gik-ned/
Læs også: Mig er politisk flygtning:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/
Tilføj kommentar
20. juni 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2
23. januar 1987
15. årgang
Sporene er skræmmende
Når 1980`ernes fædrelandshistorie skal skrives, bliver en kendingsmelodi: Årtiet, hvor Danmark gik i stykker på midten. Tidligere dominerede ensartede holdninger det lille puslingeland. Afstandene er små. Geografisk såvel som mellem de forskellige familiers levevilkår
Opsplitningen af fordums harmoni skyldes først og fremmest, at 1968-studenterne er vokset op til bestemmende manddomsalder, men har fastholdt blomsterbørnsforkastelsen af, at de økonomiske naturlove kommer dem ved.
Overalt er sangen den samme: Dette og hint må virkelig betales af staten. Med den konservative Poul Møller som ideologisk inspirator indpiskes, at økonomiske sammenhænge er noget kedeligt underordnet noget, som man virkelig ikke skal beskæftige sig med.
I stedet gælder det over statsbudgettet uden grænser for vækst at smide penge ud på de sektorer, hvor 1968-gøgeungerne færdes: Universiteterne, ministerierne, daginstitutionerne, ulandshjælpen, forureningsbekæmpelsen o.l.
Metoden består i vidt omfang i at skubbe klientgrupper foran sig. Et - blandt mange eksempler - er muhammeddanertilstrømningen. Med flygtningekoncernchef Hans Gammeltoft-Hansen som murbrækker allierede man sig med Erik Ninn-Hansen (C), som så i 1983 skaber lovgrundlaget for at prisgive Danmarks grænser for tilstrømningen udefra. Den virkelige drivkraft er, at hver portion på 10.000 bekvemmelighedsflygtninge fordelt over mangfoldige eksotiske folkeslag kræver langt flere sagsbehandlere end 10.000 fynboer. De fremmede i landet skal passes på alle ledder og kanter: Lejrpersonale, køkkentjeneste, kultursociologer, rengøring, tolke, sproglærere (både i dansk og hjemmesprog, boligservice, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger o.s.v., o.s.v. Jo større kolonner des flere faciliteter og alle de livsvarende frynsegoder (rejser, kursusdeltagelse o.s.v.), som den nye herskende klasse benytter i stedet for sort arbejde for at få en luksustilværelse uden om vor tids grusomme skatteplyndringslove.
Det offentliges forkælelse og forsørgelse af BZ’ere, Christianitter, rockere og andre voldsbøller udgør nogle af de mange tilsvarende eksempler.
Når Danmarks Radio skummer over i vrede mod sociale nedskæringer, gælder forargelsen aldrig de hårdtslidende landmænds faldende svineafregningspriser.
Diskret og fintfølende forbigås Svend Aukens (A) uretmæssige milliardfodringer af A-kasser til fordel for den fagbevægelse, som Socialdemokratiet lever af. Helt anderledes aggresivitetshetzes mod landbruget, uanset at det hverken kan gøre fra eller til med hensyn til havforureningen, der først og fremmest skyldes Czekoslovakiet, Polen og Østtyskland. Men det er jo socialistvennerne. Så det forties.
Omend vægtede man ved Tjernobylulykken. Den spillede ingen reel rolle for Danmark. Strålingen oversteg intetsteds, hvad enhver sygehusrøntgenfotografering indebærer. Bornholmsk granit giver større baggrundsstråling, end hvad der kom fra Ukraine. Men hvornår har statsmonopolet Danmarks Radios røde lejesvende bragt katastrofereportager om udenrigshandelstallene i stil med flimmerkassens manipulerende propaganda-spærreild om død og dommedag, der forurenede det meste af den danske skærsommer 1986?
For enhver, der gider interesserer sig for Danmarks tarv, står imidlertidig klart, at de betydende farer for vore børn og børnebørn ligger i valutagæld, skatteverdensrekord og alle de andre miserabiliteter, som bankerot truer landets fremtid, fordi vore herskere lader hånt om samfundsøkonomiens mustkrav. Dræberbakterien er oplagt, at den offentlige sektor er svulmet alt for kraftigt som summen af 1968-aktivisternes krav.
Det kan derfor forekomme mærkeligt, at 175 af Folketingets 179 medlemmer år efter år støtter den uomtvistelige, skinbarlige fædrelandsødelæggelse.
Forklaringen er, at whiskybæltshæren råder over en atombombe, som er alle andre våben overlegen.
De besidder medierne. Først og fremmest det mest afgørende: Statsmonopolet Danmarks Radio, hvis fjernsyn og øvrige afdelinger er overbefolket med og totaldomineret af snæversynede, ukyndige, fordomsfyldte ensidigheds-missionærer. De skjuler ikke, hvem der efter deres opfattelse må autoriseres som gode helte og hvem der er dumme og afskyelige skurke.
Og vælgerne må jo nødvendigvis stemme efter, hvordan de tror, at forholdene ligger. Over for forførende nedtromling af deres selvstændige tankekraft er det ligegyldigt, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.
Fra årle morgen til sen nat vil de, som åbner for Danmarks Radio, blive indoktrineret flade med propaganda, som bestandig går ud på at bilde lyttere/seere ind, at det og det område skal det offentlige tage sig af. Udtrykkene “positivt”, “godt nyt” og tilsvarende bemærkninger bruges bestandigt om tiltag, der afføder flere skatteyderudgifter.
At spørge om, hvor pengene skal komme fra eller belyse spørgsmål om det enkelte menneskes frihed i forhold til embedsmandsknusemaskinen, ligger det alsidigheds-fornægtende medium fjernt. Hvad der ud fra TV-programsekretærens indskrænkede horisont forekommer aparte, skal kanøfles. Drengen i Kejserens Ny Klæder havde ikke fået sit budskab frem, hvis han havde levet i Lasse Jensen-alderen(programchef på DR).
I stedet for at befatte sig med almindelige menneskers problemer bortødes det ene hundredtal af sendetimer efter det andet på AIDS’ere, ANC’ere, NOAH-folk og lignende egocentrede afvigersærgrupper. I 1986 blev det ikke blot 1. maj men for eksempel også de populære decembermorgenjuleudsendelser, som kom i de ondes lommer både på, før og efter fandens fødselsdag. I alt væsentligt godtages kun tyranklassens vaner og synspunkter, som noget, der kan viderebringes. Med alskens krumsprings-undskyldninger og bortforklaringer ekskluderes personer og synspunkter, der vil varetage danskernes tarv alle 365 døgn som ikke-eksisterende. Til trods for, at al fremadrettet, sprudlende, socialkonstruktiv nytænkning på så at sige alle områder i de sidste 16 år er kommet fra netop den side, som dagsordens-besætterne i TV m.v. med så stor uføje har sortstemplet som ultra-højre.
Forbrugerrådsjammerkommodens nedsabling af det sunde og gode produktionsliv gør danskerne vrede og nedtrykte, hvor USA’erne går løs på livet med glæde og optimisme bibragt dem af oplysningerne i fjernsynsreklamernes positive oplysninger, om hvilke gode nye varer, der nu er fremstillet til favorable priser og kreditvilkår. Det er forbrugeroplysning, så det basker. Modsat hvad danskerne belemres med.
Med genudsendelse hver lørdag underviser Hanne Reintoft hver onsdag i, hvordan man via sociallovene trækker penge ud af det offentlige system. I stedet for denne programflade, som har kørt i årtier, var der samfundsmæssigt meget mere brug for at belære om, hvordan folk via skattetænkning kan beholde pengene i egne lommer. Og de tusindvis af udsendelser, som går ud på hvordan stat og kommune kan bruge flere penge, burde omlægges til pres for at ophæve urimeligheder i skattelovgivningen.
Trods al omvæltning af befolkningens hverdag lever mange endnu tilbage fra de gamle dyders tid. Flittige, samvittighedsfulde, pligtopfyldende og sparsommelige. Men det er fortidslevninger, som under det ydre pres har stor risiko for at uddø som andre truede raritetsdyrearter rundt om på kloden. Det omgivende klima kan blive så barsk, at nok så megen nøjsomhed og arbejdsomhed ikke forslår til at slide føden i hus.
Efterhånden som de skabende, producerende og kreative trænges væk af flommen af statskassesnyltere, punkterer disse de kuvøser, som de selv ligger og fjerer sig i. For på lang sigt beror Danmarks velstand, velfærd og frihedsbasis på, at netop de produktive og nyttige bliver forkælet. Vi kan ikke leve af at sagsbehandle hinanden.
Men det kortsigtede, som ikke rækker ud over egen næsetips øjebliks forherligelse, råder hos landets nye herremænd og ditto damer, som i indeværende årti gør deres kæmpefremstød til at sætte sig på den altdominerende magt med deres bagudrettede ideologi, der ene og alene baseres på, at alle universets problemer partout skal løses ud fra deres beskuelser af egne navler.
Menneskeheden havde fortsat kravlet rundt på samme niveau som for en halv milliard år siden, hvis folk som 1980`ernes danske journalister havde bestemt, da der fremkom forslag om at gå på to ben og at bruge ilden, hjulet, elektriciteten, bilen og hvad der nu ellers i den mellemliggende tid har været af fremskridt.
Måtte 1990`ernes reaktion blive en genopdagelse af hele den brogede verden med ytringsadgang, ikke blot for Loke, men også for de Thorskikkelser, som vil lade forskellighederne blomstre i frihed for statskontrol og statsstyring.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
18. juni 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
