Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Januar 1999 / 27. årgang
50 år med menneskerettighederne
Før jul fejredes med pomp og pragt 50-året for menneskerettighedserklæringen. En god sag, som det kan være svært at være imod. Og alligevel bør især Fremskridtsfolk rynke brynene af alt for megen snak om menneskerettigheder. Det er socialisme ad bagdøren.
Frihedsrettigheder er ikke det samme som menneskerettigheder. Frihedsrettighederne bør vi kæmpe for til sidste mand og kvinde. Frihedsrettighederne findes i Grundlovens kapitel 8. Det er al det, der handler om den private ejendomsret, ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed o.s.v.
Men FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 handler om meget mere end det. For FN´s menneskerettighedserklæring handler om meget mere og andet end frihed.
Grundloven indeholder frihedsrettigheder, fordi de som formål har at garantere individets frihed. De etablerer politikfrie zoner, hvor den enkeltes selvbestemmelse er suveræn.
Menneskerettighederne adskiller sig mærkbart fra frihedsrettighederne. For frihedsrettighederne beskytter mod overgreb og sikrer friheden, mens mange af de moderne menneskerettigheder i princippet og i praksis betyder overgreb, regereri og statsindgriben.
Menneskerettighederne handler mest om stærkt moralsk prægede forestillinger om, hvad der er et godt menneskeliv, menneskelig værdighed etc. Groft sagt kan det være svært at skelne et basalt menneskeligt behov fra en menneskeret. For 15-20 år siden var de mest højtråbende i politik mest venstreorienterede og de råbte op om socialisme og mere statslig regulering. I dag formuleres den samme politik med helt andre ord. Ingen erklærer sig for kommunister i dag, men som menneskerettighedsforkæmpere. Før hed det revolution, nu hedder det menneskeret, men funktionen er den samme: Undermineringen af det danske samfund ved at karakterisere det som undertrykkende, diskriminerende og racistisk.
FN har af alle lande ofte kritiseret staten Israel for brud på menneskerettighederne. Det viser mere end noget andet, hvorledes menneskerettighederne blot udgør et brækjern for de politiske ideologier til at få deres egen politik igennem. Når et solidt parlamentarisk demokrati og åbent samfund som Israel kritiseres af FN, mens PLO anerkendes selvom deres målsætning i årtier har været at udslette Israel fra landkortet, ja, så ser vi hykleriet. Ligesom Pinochet arresteres i London, mens Fidel Castro får lov til at gå frit omkring og slagte cubanere.
Det meningsløse ved menneskerettighederne forstået som et samlet og ukrænkeligt hele er, at der er kommet alt for meget med. De eneste menigsfulde menneskerettigheder er de klassiske frihedsrettigheder, så som den private ejendomsret, ytringsfrihed, foreningsfrihed, religionsfrihed etc. Disse lader sig nemlig universalisere, d.v.s., at de kan gøres gældende for alle uden modifikation. Frihedsrettighederne forpligter nemlig ikke nogen til at gøre noget positivt, men alene forpligtiger de til at afholde sig fra at gøre noget. Når jeg sover i min seng, krænker jeg ingens frihedsrettighed.
Modsat forholder det sig med mange menneskerettigheder, nemlig alle dem, som kaldes sociale og økonomiske rettigheder. De forpligter den enkelte til at gøre noget bestemt. Ret til en bolig, ret til forsørgelse, ret til et arbejde, ret til tryghed og varme etc. forpligter i princippet alle andre til at sørge for, at folks rettigheder kan blive tilfredsstillet. Så bliver jeg uretfærdig ved at nyde min søvn, hvis andre er hjemløse, sultne, arbejdsløse etc.
Min passivitet kan bidrage til at undertrykke andres sociale rettigheder. Derimod er min passivitet en garanti for, at jeg ikke undertrykker andres frihedsrettigheder. Alle kan ikke få opfyldt deres sociale rettigheder på samme tid. Hvis alle menneskene satte sig ned og sagde: Jeg har ret til mad, så ville ingen af menneskene få deres “ret” opfyldt.
Sociale rettigheder kan aldrig gøres universelt gældende. De vil altid være krævende overfor dem, som undlader alene at lade deres liv bero på menneskerettigheder.
Hvis hr. Jensen har ret til en bolig, så betyder det i sin konsekvens, at alle dem, der selv har sørget for at erhverve sig noget at bo i, også skal sørge for hr. Jensens husly. Det samme gælder, når fru Pedersen har ret til et arbejde. Så skal den resterende befolkning, som selv har skaffet sig et udkomme, efter egen endt arbejdstid i princippet også skal sørge for, at fru Pedersen kan få et arbejde.
Sagt med andre ord betyder sociale og økonomiske rettigheder i virkeligheden tvang overfor andre mennesker, nemlig alle de mennesker, som selv sørger for deres udkommende. Hvis vi som tankeeksperiment antager, at alle danskere minus mig løser deres boligproblem selv, f.eks. ved at købe eller leje lejlighed eller parcelhus, så står jeg jeg dér tilbage med min “ret” til en bolig. Hvis så min “ret” til en bolig skal opfyldes, indebærer det i virkeligheden tvang overfor de mennesker, der vælger selv at tilfredsstille deres behov uanset menneskerettighedserklæringen. Så skal de mennesker, der udover at bruge en stor del af deres indkomst på egen bolig, også bidrage til at andre, som har en erklæret menneskeret dertil, skal have en bolig.
Politisk og ideologisk kan man argumentere for, at det bør være en offentlig opgave at skabe beskæftigelsesprojekter, sørge for at alle har tag over hovedet, have et offentligt forsørgelsesvæsen etc. Det har været traditionel socialistisk eller socialdemokratisk politik gennem 100 år. Men når det indskrives i en menneskerettighedserklæring, og som tilmed gøres hellig og urørlig, som om den var hævet over politik, moraliseres politikken.
Det kan derfor heller ikke undre, at når menneskerettighederne udvikles fra de klassiske frihedsrettigheder til de luftige og velmenende menneskerettigheder, som vi kender fra FN, så bliver konsekvensen ikke frihed, men et slags menneskerettighedsdiktatur.
I dag bruges menneskerettighederne til at tryne og kujonere den danske befolkning. Da Danmark stemte ja til Amsterdam-traktaten, afgav Danmark suverænitet med hensyn til menneskerettighederne. Det tænkte ingen på den gang, for alle de etablerede partier opfatter menneskerettighederne som mere hellige end paven, men det betyder i praksis i dag, at EU-kommissionen kan blande sig i tilfælde af diskrimination i det danske samfund. Og da der stort set ikke er nogen grænser for, hvad der kan opfattes som diskriminerende adfærd og holdninger, betyder den ukritiske accept af menneskerettighederne at udskrive en blanko-check til statsindgriben. Og det er svært at modsætte sig dem, der fører sig frem med ædle hensigter.
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:
Tilføj kommentar
27. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / april 1995 / 23. årgang
Grundloven tilsidesat
Både Finland og Sverige fik en ny grundlov i slutningen af 1994. I begge tilfælde blev forfatningerne tilpasset lovgivningsproceduren i EU, således, at bl.a. EU-forordninger, der straks ved vedtagelsen får retsvirkning i EU, kunne blive indpasset i landenes forfatningsmæssige system fra den 01. januar 1995.
I Danmark har vi fortsat grundloven af 1953 som basis for vort demokrati. Heri foreskrives, at en lov, for at få lovkraft, skal vedtages af Folketinget og dernæst stadfæstes af Dronningen. Hvis der skal ændres på denne procedure, skal grundloven ændres tilsvarende. Men hvordan kan bl.a. en EU-forordning så få direkte retskraft i Danmark, uden at dette er nævnt i grundloven?
Regeringen anvender her grundlovens paragraf 20, der blev vedtaget ved revisionen i 1953. Heri hedder det “Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde”.
Jurister har udtalt, at paragraf 20 kan anvendes ved tilslutning til Den Europæiske Union, hvor EU-ret fortrænger dansk ret. Men EU´s første grundlov, Romtraktaten, blev først underskrevet i 1957, fire år efter vor grundlovsrevision. Det man nævnte i 1953 som overstatslige myndigheder, var den europæiske kul- og stålunion og det dengang verserende forslag til international kontrol med atomenergi. Disse organisationer havde veldefinerede beføjelser og opfylder derfor paragraf 20´s bestemmelse “i nærmere bestemt omfang”.
Men dette er ikke tilfældet for så vidt angår både Ministerrådet og EU-domstolen. Domstolen har gennemført integrationsprincipper uden hjemmel i traktatgrundlaget, hvor man blot har set på den overordnede målsætning om etablering af unionen. Domstolen er direkte retsskabende, og den afgør selv i hvilket omfang, den vil inddrage nye områder under sin kompetence. Og Ministerrådet har i traktaten artikel 235 en gummiparagraf, der bruges, hvor man i øvrigt ikke har traktatmæssig dækning.
Heraf følger, at grundlovens paragraf 20 ikke berettiger vor indlemmelse i Unionen. Den korrekte procedure er anvendelse af paragraf 88, der omhandler ændring af grundloven - således som det er sket i Sverige og Finland. Men det her krævede flertal kan næppe opnås, og dette er nok forklaringen på, at grundlovsændringen ikke søges gennemført.
I øvrigt er dette ikke blot et spørgsmål for jurister. Forfatningen tilhører alle danske statsborgere. Men alligevel har den typiske dansker hverken opdaget eller accepteret, at både Folketingets, regeringens og domstolenes kompetenceområder nu overdrages til EU, i det omfang EU måtte vedtage. Men hvordan kan det ske, at grundloven tilsidesættes? Svaret er uhyggeligt. Det ligger i en retskendelse stadfæstet af Højesteret i 1972. Heri hedder det: “Efter de her i landet gældende forfatningsmæssige grundsætninger for fordeling af de forfatningsmæssige funktioner, ligge(r) (det) udenfor domstolenes opgave at træffe afgørelse, om den af regeringen og Folketinget fastlagte fremgangsmåde for behandlingen af lovforslag og derved også om forslaget i sig selv måtte være i strid med grundlovens bestemmelser”.
Det vil sige, at domstolene afstår fra at værne om, at regering og Folketing overholder grundloven ved behandling af lovforslag.
Dette til trods for at grundloven er befolkningens eneste værn imod politikerne. Det er grundloven, som etablerer vort demokrati og fastlægger spillereglerne. Så når et flertal sætter vort demokrati ud af kraft, er mindretallet magtesløst, inden for forfatningens rammer, for domstolene udfører ikke en af deres fornemste opgaver.
Vi befinder os i dag i en forfatningsmæssig krise.
Vi har ikke en forfatningsdomstol som i Tyskland. Politikernes flertal har forpligtet sig til EU og tilsidesætter grundloven for at EU-integrationen kan foretages. Dette må vi kæmpe imod, så dansk selvbestemmelse kan bevares.
Ole Gerstrøm, tidligere MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Folket skal spørges oftere:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/10/15/folket-skal-sp%c3%b8rges-oftere/
Tilføj kommentar
22. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 30
23. september 1988
16. årgang
Indfødsretsskandalen
Den offentlige debat har påvist et væld af forfærdeligheder, der følger af de mange muhamedaners indstrømmen i Danmark. Kriminalitet, skatteyderbetalte milliardudgifter og intolerance overfor danskerne bliver mere og mere hverdag.
Men vi er nu ved at komme derhen, hvor vi ikke kan befri os for, at katastroferne bliver vedvarende.
Tre gange om året ekspederer Folketinget nemlig indfødsretslove, hvorved de pågældende opnår dansk statsborgerskab en masse.
Da grundloven i 1849 indførte systemet med, at Folketinget på grundlag af helt frit skøn fra hver enkelt folketingsmedlems side kunne give enkelte fremmede dansk statsborgerskab, havde man ganske klart ikke forudset, at denne regel ville blive misbrugt, som det efterhånden er blevet tilfældet.
Dengang var ophobet 12 personer, der fik indfødsret ved den første indfødsretslov i 1850.
Ingen indfødsret
Derefter var der overhovedet ingen, der fik indfødsret ad denne vej før i 1863, men da vi kom ind i det 20. århundrede, steg tallet til at ligge mellem 500 og 1.000 om året. Mange af dem var imidlertid umyndige børn og adoptivbørn. For disse er der nu indført særlige regler, så de ikke mere indgår i indfødsretsloven. Derfor ville tallet med de retningslinjer, der gjaldt i begyndelsen af århundredet, nu have ligget på ca. 200 til 300 årligt. I stedet er vi med en stadigt voksende tendens nu kommet op på over 2.000 om året - fortrinsvis fordi Folketinget stemmer ja til, at folk fra helt andre verdensdele ret kritikløst modtager indfødsret ved lov. Fortsætter denne linje, vil vi nok nærme os tal mellem 5.000 og 10.000 i løbet af 1990´erne.
Det store bræk i udviklingen stammer fra muhamedanerinvasionen, som iværksattes af Ninn-Hansens (C) flygtningelov fra 1983. De deraf forvoldte skadevirkninger vil blandt andet slå igennem i form af titusindvis af indfødsretsansøgninger i de kommende år.
Ny indfødsretspolitik
Jeg håber derfor inderligt, at Fremskridtspartiet skifter indfødsretspolitik og søger at få folkene fra de muhamedanske lande luget ud af regeringens (V, C og B, red.) lovforslag samt stemmer imod indfødsretslovene, så længe dette ikke lykkes.
Når folk først har opnået dansk indfødsret er kendsgerningen nemlig, at de og deres efterkommere er helt ligestillede med danske og ikke kan udvises af Danmark, uanset hvor meget de end ligger landet til byrde.
I løbet af få generationer vil danskhedens beståen på vore 43.075 km2 blive rendt over ende, hvis Folketinget fremturer i galskaben med at uddele i grams dansk indfødsret til de aggressive danskkulturfremmede.
En ændret Fremskridtsholdning vil næppe give øjeblikkelige resultater, men det at Folketingslovene vedtages med 163 stemmer mod 16 i stedet for 179 mod 0 vil da i det mindste indebære, at der bliver en platform for at opnå forbedringer på dette på længere sigt meget, meget vigtige område.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De skjulte tal: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/
Tilføj kommentar
7. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr.42
11. december 1987
15. årgang
Det konservative bidrag
Efter sit brud med Det konservative Folkeparti skriver Max Blicher Hansen:
Jeg meldte mig i sin tid ind i Det konservative Folkeparti, fordi jeg have opfattelsen af, at det var “partiet”, der stod for et frit samfund og den personlige frihed.
Men nu, efter at jeg har set tingene indefra, har jeg skuffet måttet opdage, at den konservative politik i dag lever på en løgn og udelukkende er floskler, der bliver fremsat for at bevare et vist image overfor partiets kernevælgere.
I dag er partiet blevet så midtsøgende i sin iver efter at blive det største parti, at det faktisk fører det socialistiske flag frem for det konservative. På denne baggrund kunne partiet lige så godt skifte partinavn til Det konservative Socialistparti.
I dag er der stor frustration over den førte politik, og mange vælgere overvejer at skifte parti af samme grund, herunder jeg selv. Der er faktisk kun et parti tilbage, der fører en åben og ærlig politik, nemlig Fremskridtspartiet.
Både Poul Schlüter og Henning Dyremose står frem og siger, at de vil fremme et frit og uafhængigt samfund med personlig frihed - men det er en stor løgn, de her fremfører. De ønsker ikke et frit samfund. - de ønsker, at arbejdsmarkedets organisationer, DA og LO, skal have del i magtens centrum, og de beskytter disse to organisationer. Det gør de ikke for medlemmernes skyld, men fordi de er afhængige af, hvad disse to organisationer vil. De tør ikke gå imod dem, bl.a. fordi der fra disse organisationer flyder en pengestrøm til visse politiske partier, herunder Det konservative Folkeparti.
Det passer fint for ledelserne i DA og LO, at politikerne er bange for dem. Så kan de fortsat udøve deres diktatoriske magt overfor deres respektive medlemmer.
Nægtet ord på landsråd
På det nylig afholdte landsrådsmøde blev jeg nægtet ytringsfrihed. Ledelsen vidste, at jeg ville komme med nogle kritiske bemærkninger, - specielt ang. partiets behandling af spørgsmålet om tvangsmedlemskab af fagforeningerne samtidig. De vidste, jeg ville fremføre, hvordan Henning Dyremose via løgn havde prøvet at få mig overbevist om en anden stillingtagen, end den jeg havde til fagforeningsspørgsmålet. Men jeg fik ikke lov til at komme til orde. Man var bange for at blive konfronteret med sandheden.
Jeg forstår ikke, at det er nødvendigt med fordækte kort i politik. Hvorfor i al verden kan man ikke stå frem og sige tingene, som de er i stedet for al den udenomssnak? Befolkningen ønsker at kende sandheden.
Da jeg ikke vil deltage i dette dobbeltspil og den falskhed, som Det konservative Folkeparti på ovennævnte områder lægger for dagen, må jeg nødvendigvis tage konsekvensen og melde mig ud af partiet og trække mig som partiets folketingskandidat.
Lovforslag vedr. foreningsforhold
Nedenstående udkast til lovforslaget er udarbejdet af Max Blicher Hansen og sendt til arbejdsminister Henning Dyremose.
Vedr. lov nr. 285 af 9. juni 2982 ang. foreningsforhold.
Den nuværende lovs § 2. Stk. 2 og 3 udgår samt hele § 3 og 4. Hele loven ser herefter således ud.
§ 1. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller af en bestemt forening.
§ 2. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.
Stk. 2. Hvis en arbejdsgiver afskediger efter § 1 eller § 2 er han pligtig til at genansætte den afskedigede på samme betingelser som tidligere, straks efter påkrav fra den afskedigede herom.
Stk. 3. Skulle en genansættelse medføre kaotiske tilstande på den pågældende arbejdsplads, kan arbejdsgiveren subsidiært vælge at fastholde afskedigelsen, men må da udbetale den afskedigede erstatning svarende til livslang løn.
§ 3. Hvis en fagorganisation stiller som betingelse for arbejdsgiver eller en af de ansatte, at den ansatte skal være medlem af en fagforening, og den ansatte vægrer sig herved, og det derfor resulterer i en afskedigelse af den ansatte, så er det den pågældende fagorganisation der bliver erstatningspligtig over for den afskedigede og skal udbetale erstatning efter reglen i § 1 stk. 2.
§ 4. Hvis en ansat ved privat som offentlig arbejdsgiver bliver friholdt fra sit hidtidige arbejde, fordi den ansatte ikke vil være medlem af en fagorganisation eller en bestemt forening, og uanset den friholdte ansatte modtager fuld løn, er det arbejdsgiverens pligt stadig efter denne lovs vedtagelse at genindsætte den friholdte ansatte i sit hidtidige arbejde.
Stk. 2. Vil arbejdsgiveren ikke genindsætte efter stk. 1., skal han straks afskedige den friholdte ansatte og udbetale den erstatning efter reglen i § 1 stk. 3.
Selv om arbejdsministeren gentagne gange har bebudet, at ville fremsætte lovforslag af samme sigte som det af Max Blicher Hansen udarbejdede forslag er der stadig intet sket.
Ministeren har heller ikke besvaret en henvendelse fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger med spørgsmål om, hvornår der vil blive taget de nødvendige initiativer.
Max Blicher Hansen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
1 kommentar
19. juni 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
