Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10. / 17. marts 1989 / 17. årgang
De skal ud, skal de
Muslimer over hele verden har bragt sig selv i søgelyset med deres lederes stærke fordømmelse og kollektive dødsdom over Rushdie og hans forlæggere.
Allerede den 11. marts 1985 forklarede Mogens Glistrup indgående, at én af Danmarks nye sager på den nødvendige dagsorden for opryddelse og reetablering af ordnede forhold var en afklaring af problemerne omkring flygtningeloven af 1983. Det vakte en del fourer.
Det samme gjorde efterfølgende udtalelser på et pressemøde på Christiansborg i 1988 og valgresultatkommentarer i TV den 10. maj 1988.
Krarup og Bradford
Pastor Søren Krarup skrev for år tilbage en artikel om moskeerne i Bradford, England, hvori han sammenfattede de problemer, som den engelske by ville løbe ind i, alene som følge af den store muslimske koncentration.
Bradford var den første by, hvor yderliggående muslimer fandt det betimeligt at manifestere utilfredshed med Rushdies bog “De Sataniske Vers” ved på demokratisk vis at afbrænde den i byens gader. Lignende hændelser fandt sted i Pakistan og Indien (Rushdies hjemland) og i Teheran bragte en vis ayatollah sig i fokus ved at afsige en dødsdom over forfatteren, der efter ayatollahens og hans mullahers opfattelse havde bespottet profeten Muhammed og hans dusin koner. Den dødsdom er allerede efterhånden historie.
Fire år skulle gå
Og i Danmark, hvor ingen jo i den kolde marts 1985 turde tage Glistrup alvorligt, bølgede fire år senere 3.000 småsure muslimer gennem Københavns gader med krav om forbud mod udgivelsen af De Sataniske Vers. Til det havde Politikens chefredaktør Herbert Pundik nogle særdeles rammende bemærkninger, ligesom formanden for forfatterforeningen havde det.
Denne sag er ikke om, hvorvidt Rushdie burde have skrevet denne bog eller ikke og dermed sparet os - Vesten - for en bunke besvær, eller om, hvorvidt bogen “spotter” en ekstremistisk despots og hans viljeløse disciples tolkninger af Allahs egne ord i en bog ved navn Koranen. Dette drejer sig fundamentalt om den vestlige verdens klippefaste tro på retten til at tænke, tale og skrive under ansvar, herunder også udgive litterære værker.
Det er ingen uenige om. Det hele er et spørgsmål om, hvem man vil give ret i det. Såvel Krarup som Glistrup så rigtigt, da de advarede mod invasionen af flygtninge, ikke mindst fra de muslimske lande, men det var - og er - ikke god tone at give dem ret heri. Så for den kultiverede magtelite, der har samlet sig i Danmark, har Ayatollah Khomeinis og Salman Rushdies mellemværende været en ikke så ringe anledning til på lærd vis, at konstatere, at nuvel, der er måske lidt problemer med denne flygtningeklump.
Pludselig så de alle lyset
Om det så er Ishøjs borgmester Per Madsen fra Det autoriserede danske Socialdemokrati, der pludseligt har indset, hvad i alle tilfælde hans bysbørn har haft øje for i en halv snes år og resten af Danmark næsten lige så længe: At der findes visse områder, hvor betegnelsen ghetto ligger snublende nær. Et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os synderligt om.
Samme konklusion er man på mirakuløs vis nået frem til i Århus, hvor nogle embedsmænd med skoler som arbejds- og ansvarsområde er nået frem til, at indvandrer- flygtningegruppen i det vestlige Århus (Gellerup i Brabrand) da vist egentligt har problemer med det danske sprog, at tilstrømningen af udlændingebørn til Nordgårdsskolen i området er større end ditto af danske børn (jf. nogen får flere børn end andre, f.eks. kaniner…) og at det giver et alarmerende problem idet det i nogle årgange bliver så godt som umuligt at opretholde dansk som hovedsprog i klassen. (om dette, se Aktuelt mandag 6. marts 1989).
Og det er jo i grunden pudsigt, at netop mens Islams allermest nidkære forkæmpere for fuld damp påtager sig opmærksomhed for gennem en verdensomspændende aktion at genrejse den fundamentalistiske islamiske revolution og understrege dens vigtighed i en verden, der er stor og fæl og truende og som udgiver bøger om ludere med profetkonenavne, så pådrager bl.a. muslimske grupper i Danmark sig delvis utilsigtet opmærksomhed ved ikke at kunne (gide?) tale dansk, true modersmålet i institutionen for modersmålsundervisningen samt fødselsratemæssigt at overgå danskerne og oveni hatten demonstrere for forbud mod udgivelsen af en bog. Det plejer jo da at være det omvendte, der er tilfældet.
Der er et problem
Det korte af det lange er, at uanset at professionelle såbemeldte antiracister finder det utilladeligt at sige, at gruppen af flygtninge i Danmark, der finder det opportunt at bejle til ayatollahens shiamuslimske Islam, hvoraf det her i landet jf. Jyllands-Posten (se FREMSKRIDT nr. 7) befinder sig ca. 10.000, har skabt et problem. Et problem, som vi kunne have været forskånet for, som vi burde være forskånet for og som ikke hører til i dette lille land højt mod nord.
Det er urimeligt, at herboende udlændinge erklærer sig indforstået med at eksekvere en dødsdom og dermed udsætter Rushdie og en række danskere, nemlig forlæggere etc. på forlaget Samleren, der til efteråret udgiver den profane bog, for en fare, som sagkyndige udi såvel fanatiske muslimgrupper som terror, nemlig israelerne i Jaffee Institute for stratetic i Tel Aviv, beder os tage “særdeles alvorligt”. De deltager også i almen knægtelse af grund(lovs) fæstede danske principper ved netop at benytte sig af disse grundlæggende rettigheder.
Og på sæt og vis er det tragisk, at hver evig eneste gang, retten til at ytre sig, virkelig bruges så det giver genlyd, så er det fordi en flok umoralske, uartikulerede høveder finder det for godt at skrige op om forbud og begrænsninger, mord, brand eller noget andet dommedagsprofetorisk.
Ak ja. Ung må Verden endnu være. Men hvor længe dog endnu..?
Real
Læs meget mere her: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Den nationale katastrofe:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr.1-2 / Januar-februar 2001 / 29. årgang
Den nationale katastrofe
Muhamedanerne fører hellig krig i: Palæstina, Bosnien, Kosovo, Libanon, Sudan, Eritrea, Tjetjenien, Etiopien, Somalia, Afghanistan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kashmir, Burma, Indonesien og Filippinerne. Herudover er der blodige muhamedanske stridigheder i Tyrkiet, Israel, Egypten, Algier, Iran og Irak, for lige at nævne de værste steder.
Ifølge det internationale samfunds normer skulle islam derfor stå øverst på dagsordenen, når FNs sikkerhedsråd holder møde. Men man lader som om denne verdensomfattende krigsstilstand ikke eksisterer og fortsætter i stedet med at hælde benzin på bålet i form af nye internationale konventioner, der skal sikre den muslimske indvandring i de kristne lande. Således, da Schlüter-regeringen vedtog den nationale katastrofe, udlændingeloven af 1983, som gav retskrav for enhver af klodens beboere mod lille Danmark, var det efter pres fra den internationale godhedsindustri.
Denne industri har det korrupte og uduelige FN som sit øverste symbol, men den styres effektivt af klodens eneste supermagt, USA. Det kan observeres, at skiftende regeringer konstant retter dansk udenrigspolitik ind efter USA, som f.eks. da vi skulle bombe Serbien. Den internationale godhedsindustri har New York Times (amerikansk avis) som et af sine vigtigste talerør. Danmark bliver stort set aldrig nævnt i denne avis, men vi kom alligevel på forsiden lige før jul, hvor temaet var “vore problemer med at integrere de forskellige minoriteter”. Man var åbenbart forfærdet over Nyrups (A) udtalelser om muslimske bønner i arbejdstiden, og Danmark fik nogle rap med pisken. Straks herefter kom Nyrups regeringsomdannelse, hvor han som medlem af sit hold optog den radikale Johannes Lebech, der prædiker muslim-tolerance med en fanatisme kun overgået af Mimi Jacobsen (CD). Det interessante er, om Nyrup, også i denne sag, var udsat for internationalt pres.
Tyskland, Østrig, England og Frankrig er i øvrigt hårdere ramt end Danmark, men det er en ringe trøst, når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Danmark. “Gammeldanskerne” vil først komme i mindretal i visse storkøbenhavnske kommuner, men herefter vil de øvrige følge som dominobrikker. Men hvad er det så man går ind til, når Islams magt styrkes i et område? Fra Indonesien fortælles om, hvordan muslimer på øen Kasiui i øgruppen Molukkerne har dræbt 93 kristne, som nægtede at konvertere til islam. En flygtning fra massakrerne fortalte, at over 700 beboere på øen havde lovet at konvertere, efter at 3.000 personer fra fire landsbyer var flygtet ud i junglen efter et muslimsk angreb, hvor otte kristne var blevet dræbt. De tilbageblevne fik valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Den væbnede muslimske konflikt på Molukkerne har varet i 2 år, hvor 500.000 er flygtet, og over 4.000 er blevet dræbt.
I Brønshøj bor “flygtningen” Abdul Aziz med kone og to børn. Det vil sige, for tiden sidder han i fængsel i Moskva, anklaget for at udøve terror i Allahs navn i Tjetjenien. Ifølge hans dagbog har han taget gidsler og tortureret dem foran et videokamera for at tvinge store pengebeløb ud af familierne, så han kan finansiere Islams hellige krig, Jihad, i Tjetjenien. Den danske ambassade i Moskva assisterer Abdul Aziz, og har bl.a. foræret ham en koran.
Er det svært at forstå, at Fremskridtspartiet vil lukke de danske ambassader i udlandet og opsige en række internationale konventioner? Er vi enige om, at det er på høje tid?
Ole Gerstrøm
Fremskridtspartiets udenrigspolitiske ordfører
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:
Tilføj kommentar
10. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Juni 2005 / 33. årgang
Attentat mod ytringsfriheden
Nedenstående er manuskriptet til formanden for Fremskridtspartiets politiske udvalg Ole Gerstrøms indlæg i udsendelsen, Dagens Spids, som Danmarks Radio sendte den 29. november 2004
Ole Gerstrøm er fast medlem af udsendelsens panel og har som følge heraf jævnligt indlæg i udsendelserne
Da den klartskuende hollandske politiker, Pim Fortuyn, blev myrdet af en religiøs aktivist i maj 2002, kunne man håbe, at det var et enkeltstående tilfælde. Men da pistolskud og slagterkniv blev rettet mod filminstruktøren, Theo van Gogh, den 9. november i år, blev det klart, at mere står på spil. Den religiøse vold er også et attentat mod vore frihedsrettigheder og idealer. Og dermed mod vor samfundsform.
Ingen kan herefter kritisere Islam, eller måske endog bringe faktuelle oplysninger om Islam, uden at have i baghovedet, at man risikerer alvorlige konsekvenser, ja, måske endog livet. For mange mennesker vil dette betyde, at man bliver forsigtig, taler uden om, eller tier stille.
I realiteten er censuren genindført. Denne gang er det ikke stats- eller kongemagten, der på forhånd skal godkende, hvad man har skrevet. Denne gang kan man næppe få en forhåndsgodkendelse.
Men man kan få en fatwa, d.v.s. en religiøs, gejstlig ordre, som den nu afdøde iranske Ayatollah Khomeini udstedte mod forfatteren, Salman Rushdie, i 1989 efter at han havde skrevet bogen “De Sataniske Vers”. Rushdie har siden måtte leve under politibeskyttelse på en hemmelig adresse. Og der kan næppe være tvivl om, at han stadig er i konstant livsfare, for en fatwa forældes ikke. Den ægyptiske nobelprisvinder i litteratur, Naguib Mahfouz, kritiserede denne Khomeini for at udøve “intellektuel terrorisme”, men han blev sidenhen mere medgørlig og sagde så, at Rushdie ikke havde ret til at fornærme nogen og særligt ikke profeten eller noget som helst, der var helligt.
Noget tilsvarende skete på Københavns Universitet i sidste måned, idet en jødisk-marokkansk lektor blev overfaldet og tævet af tre arabiske talende mænd, tilsyneladende fordi han som vantro havde læst op af Koranen, hvilket er ulovligt efter Islams regler. Lederen af det pågældende universitetsinstitut har udtalt, at ingen religion må sætte grænser for ytringsfriheden. Men det kan han sige lige så mange gange han vil. Det ændrer ikke på den faktiske tilstand, at censurets mørke har sænket sig. For man ved, at ukendte beslutningstagere kan foretage alvorlige dispositioner.
I Københavns nordvestkvarter har en af landets mest markante imamer, Abu Laban, sagt, at ytringsfriheden skal indskrænkes for Islamkritikere som van Gogh, for ytringsfriheden er ikke hellig. Forleden opfordrede han dog ikke til at gribe til vold, hvis man føler sig krænket. Men samtidig lægger han lokaler til Hizb ut-Tahriris aktiviteter. Det er organisationen, hvis talsmand blev idømt straf i Landsretten for at gengive Koranens opfordring rettet mod jøderne: “Og dræb dem, hvor end i finder dem” som der stod på løbesedlerne. Så vi kan formode, at Abu Laban taler med to tunger, og at der står villige kræfter bag hans ord.
Den somalisk-hollandske, Ayaan Hirsi Ali, er medlem af det hollandske parlament. Det var hende, som inspirerede Theo van Gogh til at lave kortfilmen “Submission” - det betyder underkastelse. Filmen viser en muslimsk kvinde i et voldeligt ægteskab. Hun bliver voldtaget af en slægtning og som følge heraf, bliver hun i henhold til den islamiske tradition brutalt straffet for utroskab. Ayaan Hirsi Ali lever i dag under jorden og kan ikke indtage sin plads i parlamentet eller vise sig offentligt. For hende er censuren en realitet.
En åben fortaler for censur er også medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det radikale Venstre, Tanwir Ahmad, der taler om misbrug af ytringsfriheden. Han siger: “Mange tror, at ytringsfriheden er absolut”. Han repræsenterer fortsat de radikale, Hørups parti, oplysningens parti, som man betegnede det engang.
“Islam er bagud”
Pim Fortuyn udtalte i april 2002, kort før han blev myrdet, at: “Set med moderne briller er Islam bagud. Kristendom og jødedom har været igennem oplysningstidens og humanismens store vaskemaskine, men det er absolut ikke tilfældet med Islam”.
En frontkæmper
En af oplysningstidens store var den franske 1700-tals forfatter, Voltaire.
Det var ham, som sagde: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”. Han var en af de frontkæmpere, vi kan takke for vore frihedsrettigheder.
Den kosteligste
Og den kosteligste af disse frihedsrettigheder, er det frie ord.
Det frie ord har nu fået kniven.
Ole Gerstrøm
Formand for Fremskridtspartiets politiske udvalg
Besøg også: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Ubetinget fængsel:
Tilføj kommentar
7. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2
Juni 2003
31. årgang
Ubetinget fængsel!!
Fulgt af sigende, relativ tavshed led vort godt 150-årige demokrati et markant knæk den 12. marts. Ganske exceptionelt blev en 76-årig mand idømt ubetinget fængsel. Ikke for mord, ikke for brandstiftelse, ikke for narkohandel. Men ganske enkelt, fordi han havde oplyst folket om muhamedanertruslen mod Danmark
Med dommen med Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, den 12. marts har uretsordenen endnu engang skærpet sin kurs mod politiske dissidenter (systemkritikere, red.) på den forkerte side af midten. Spørgsmålet, om den demokratiske proces overhovedet kan siges at fungere mere, blev rejst af Glistrup i Østre Landsret 12. marts. Nogle uddrag af denne gives nedenfor:
Siden 1935 har jeg været optaget af Muhamedanismens hovedpunkt: Gennem listig indsats og hellig krig (Djihad) til Allahs ære at erobre hele Verden. Altså også Danmark.
Det er beundringsværdigt, at muhamedanerne har kunnet holde fast ved den Koran og de Hadither (overleverede fortællinger om Muhammeds liv, red.), som Muhammed efterlod sig ved sin død i år 632. Som islamisk henligger nu et kæmpeområde fra Marokko i vest til Sydfilippinerne i øst. I verdens befolkningstal indgår op mod halvanden milliard muslimer.
Muhamedanismen er i stadig vækst. Bl.a. på grund af tidlig ægteskabsalder og høj fødselsrate.
Fra 1965 er til Danmark foregået en stadig accelererende invasion af islamitter. Fremskrivninger viser, at årtier før det 21. århundrede er gået til ende, vil der være muslimsk befolkningsflertal i Danmark. Jeg retter ikke nogen som helst bebrejdelse mod muhamedanerne. De gør bare, hvad de er beordrede til i.h.t. den ideologi, som er deres.
Vedrørende paragraf 266b´s historie er hovedtrækkene: FN-flertallet lå fra 1945 i hænderne på Vestcivilisationens lande. Det skiftede omkring 1960 p.g.a. de mange nye muhamedanerstater, som afkoloniseringen medførte. Derfor kom det på dagsordenen, at udarbejde forslag til en Antiracismekonvention.
Den blev vedtaget i 1965 og førte herhjemme til den moderne racismeparagraf, som alle i Folketinget ved vedtagelsen dog var enige om, alene skulle være et spørgsmål om god moral.
Selve paragraffens ordlyd er det, man kalder en retlig standard: Det vil sige, at den udslynger nogle vage udtryk, som kan fortolkes til hvad som helst. Den slags gummiparagraffer er en undergravning af det fundament, der findes i straffelovens paragraf 1, 1. punktum: Danske borgere skal klart kunne læse i lovteksten, hvad de straffes for. Det er ikke tilfældet med paragraf 266b. Også derfor bør domstolene som altovervejende hovedregel frifinde, når der - som i den foreliggende sag - skal tages stilling til paragraffens rækkevidde.
Mediernes behandling af domfældelserne i perioden efter 22. marts 1998 har hos befolkningen fremkaldt det indtryk, at det at kritisere noget vedrørende muhamedanerne er en overtrædelse af racismeparagraffen. Det har til dels stimuleret til at øge kæmpedyngen af politianmeldelser, dels afskrækket danskerne fra åbent at berøre noget som helst, der bare tangere emnet. Dette indebærer afsindige forgiftninger af samfundsdebatten om den største fare i hele vor fædrelandshistorie.
Gennem alle de 34 år, jeg har arbejdet for at opnå folketingsmedlemskab som min hovedbeskæftigelse, har jeg haft som mål at skabe bedre trivselsvilkår for den danske befolkning i Danmark. I konsekvens heraf har det uafbrudt været min sikkerhedspolitik at opnå, at der ikke her i landet må bo muhamedanere i nævneværdigt antal. Derfor har jeg bl.a. udformet mit lovforslag om muhamedanerfrit Danmark. Meget af det, jeg er tiltalt for i den foreliggende sag, er baseret på, at lovforslaget er vedtaget og trådt i kraft, før de pågældende foranstaltninger kan iværksættes.
Først når det lovgivningsmæssige er i orden, bliver det nemlig en forbrydelse for de i lovforslaget definerede muhamedanere at opholde sig her i landet. Derfor angår de pågældende tiltalepunkter en hypotese, som ikke kan komme ind under paragraf 266b. Det er pædagogiserende illustrationer af lovforslagets indebyrd, som så kan indgå i den enkelte vælgers overvejelser, om han er for eller imod forslaget. Mange mener, at som magthaverforholdene er nu i Danmark, bliver det forslag nok aldrig til lov. Men store forandringer kommer så eksplosivt nu om dage, at ingen kan afvise, at der en skønne dag nærmer sig et flertal for vedtagelsen.
Det vil ligeledes være en grov virkelighedsnægtelse, hvis nogen bestred, at risikoen er tilstede for, at muhamedanerne i Danmark opnår et antal og en ideologi, som vil kunne true danskernes fortsatte forbliven i vort land. Realiseres denne risiko, vil danskerne ingen fortrydelsesret have. Da fortaber vi det område, som vi homogent har beboet de sidste 15.000 år ifølge 2002-værket “Danmarks Oldtid” forfattet af Nationalmuseumsmanden Jørgen Jensen. Anvendelse af paragraf 266b kan blive en skamplet på den generation, som ikke i tide sikrede det land, vi fik overgivet fra de 450 generationer af forfædre og formødre, der har opbygget vort Danmark og ladet det gå i arv. Til låns for os, som nu er danskere i Danmark. Foreløbig har jeg dokumenteret Islamlobby- og muhamedanertruslen imod os på over 9.000 sider. Interesserede kan købe dem eller udsnit heraf om de begivenheder, de pågældende er mest interesserede i.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Danmark for danskerne: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/04/danmark-for-danskerne/
Tilføj kommentar
11. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2
22. januar 1988
16. årgang
De danskes vej til Islam
Jeg er ikke længere i tvivl om, at der langsomt og snigende arbejdes på at gøre stakkels lille Danmark til en muslimsk vasalstat.Et godt brohoved for videre udbredelse mod Nord. Meget kan tyde på, at spådommen bliver en realitet. Hvorfor?
- Vejen er anlagt. Hellig Krig mod Vesten og mod Norden blev proklameret i 1979. Den krig skal vindes, siger en vis ældre herre. Han må være meget stærk, eller også er han verdens bedste pokerspiller. Krigsforberedelse. Hovedkvarter i Køln, hvor soldater uddannes med feltråb: “Vi skal slå de vantro i hovedet med forhamre, så hjernen sprøjter til alle sider”. Køln ligger ikke langt fra den danske grænse. (artikel i Jyllands-Posten den 27. august 1987 skrevet af lektor Eva Rothenborg og artikel i “Vestkysten” skrevet af forfatteren Elsebeth Halckendorff).
- Fremmedgørelsen af Danmark støttes af danske politikere med Bernhard Baunsgaard (B), Ole Espersen (A), Arne Melchior (CD) og Ebba Strange (SF) i spidsen.
- Fremmedgørelsen støttes af danske præster og biskopper dog med få velkendte undtagelser.
- En dansk ungdomsorganisation (husker ikke navnet) vil gøre 1988 til flygtningeår. Man vil søge bistand af andre ungdomsorganisationer.
- I den danske folkeskole undervises danske børn sammen med muslimske børn. Danske børn får således indpodet Islam og muslimske skikke. Børn er et let bytte. De muslimske børn hører formentlig noget om danske forhold, men sådanne “nykker” pilles uden tvivl ud, når de kommer hjem til deres muslimske familie, hvor Imamen måske er på besøg.
- Flygtninge - og indvandrerforeninger en masse, og moskeer siges at skyde op som paddehatte. Det påstås, at foreningerne får statsstøtte. Mon det er rigtigt?
- Flygtninge i stort antal og også børn af fremmedarbejdere får en kostbar og fornem uddannelse på vore højere læreranstalter, og derved bliver de kvalificerede til at få indflydelse på danske områder, hvor de selvfølgelig vil arbejde i egen og landsmænds interesser. Import af arbejdskraft fra hjemlandet? Blodet er jo altid tykkere end vand. Intet tilovers for “de dumme danskere”.
- For fremmedgørelsen arbejder ihærdigt de såkaldte flygtningevenner med Brien Mac Quire, Jac. Blum og lærer Bent Østergård i spidsen. De har vind i sejlene, idet de nyder massemediernes bevågenhed. Altid plads til dem i Radio, TV og dagspressens spalter.
- Mange danskere bekender sig allerede til Islam. Blandede ægteskaber, hvor den danske kvinde formentlig tvinges til at efterleve muslimske skikke. Børnene opdrages efter Koranen, da faderen jo er den dominerende. Hans vilje er familiens lov.
- Flygtninge, fremmedarbejdere og danske muslimer inkl. flygtningevennerne vil en dag forene sig i et stort politisk parti Inde på Christiansborg og få flertallet i mange kommunale områder
.Danmark går sin undergang i møde som et dansk kristent land.Gud give mig fred i tide. Jeg vil helst ikke opleve at se danske børn og unge rende rundt med et bedetæppe og råbe: “Allah er stor” samt høre Koranens budskab råbt fra de talrige moskeer. Den danske kirkeklokke er bragt til tavshed.En søndag lød kirkebønnen: “Bevar vort fædreland. Bevar det dansk”. Den bøn blev altså bedt forgæves - gjorde den?
Tør vi, der tænker og føler dansk, ønske hinanden “Godt nytår”?
Ellen Larsen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Sidder vi i lommen på de islamiske landes regeringer?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/10/sidder-vi-i-lommen-pa-de-islamiske-landes-regeringer/
Tilføj kommentar
27. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1
Februar 2006
34. årgang
London-bombningerne
De muslimske selvmordsbombninger i London den 7. juli med 55 dræbte blev enden på perioden med nogenlunde fredelig sameksistens mellem islam og den vesteuropæiske kultur. Det, som havde været målet for dette sociale eksperiment, integrationen af mellemøstlige muslimer i den vestlige kultur, har vist sig at være en katastrofe. Velintegrerede, moderat udseende muslimer med gode uddannelser og i stabile forhold udløste de dødbringende bomber. Antageligt for, som såkaldte martyrer, at nå en hurtig vej til paradis.
Næppe alle muslimer er selvmordsbombekandidater. Problemet er, at man åbenbart ikke kan se på folk, om de er på vej ud i blodig terror. Og historisk set, har det typisk været de aggressive muslimer, som har sat dagsordenen. I England har man i nogle år taget hensyn til risikoen for bomber, når man planlagde butikscentre. Nu er det uhyggelig virkelighed, at palæstinensiske tilstande har nået Vesteuropa.
Det er historiens ironi, at da bomberne sprang, sad den mand i Vordingborg Arrest, som mest klartskuende at alle, har advaret mod denne udvikling. Den 79-årige Mogens Glistrup afsonede 20 dages fængsel for en såkaldt overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, racismeparagraffen. Vi kender hans udtalelser. De var ikke diplomatiske, for at sige det mildt. Men racist har Glistrup aldrig været. Da han som ung studerede i USA, boede han hos en sort familie. På universitetet rynkede man på næsen af denne unge dansker, der ikke rigtigt ville forstå lagdelingerne i det amerikanske samfund. Og i sit politiske virke, har Glistrup været totalt kompromisløs, når han har foretaget sin analyse. Men landets forenede magthavere har været uden nåde når de har tilbagevist denne demagog, som han er blevet kaldt. Dæmoniseringen har været komplet og sort som kul.
Hvad mange af os ikke ved, er at Mogens Glistrup har skrevet tusinder af sider om islam. F.eks. “De fremmede i landet”, der udkom med første bind i 1991, og andet bind i 1994; i alt mere end 1.000 sider med faktuelle oplysninger. Havde landets politiske ledelse læst disse kunne meget have været anderledes i dag.
Begrundelsen for at have en statsmagt, er primært, at den skal sørge for borgernes sikkerhed. I dag står Danmark og Vesteuropa uforberedt over for den ultimative trussel. Politiets Efterretningstjeneste skønner, at vi har omkring 1.000 potentielle terrorister i landet. Men her medregner man kun personer, som bevæger sig i ekstreme miljøer. Londonbombningerne viser os, at også moderate, veltilpassede og veluddannede muslimer pludseligt kan stå som dødsensfarlige jihadkrigere. Dermed stiger mængden af potentielle terrorister voldsomt. Hertil kommer de internationale terrorister, der rejser rundt til brændpunkterne i Afghanistan, Tjetjenien, Irak, Palæstina m.v.
Der menes at være 1,2 milliarder muslimer på jorden. Det startede med profeten Muhammed, som for 1.400 år siden grundlagde sit imperium med militære magtmidler. Islam er ikke en omvendelsesreligion lige som kristendommen. Islams vej til storhed har typisk været erobringer og tvangskonverteringer. Og man fastslår, at hele verden tilhører islam. De steder, hvor islam ikke har magten, kaldes for krigens hus. Dette symboliseres ved, at der ofte i moskéerne disse steder hænger et sværd synligt for alle. For, som profeten Muhammed sagde, sværd er nøglerne til paradis.
Men sprængstof er også taget i brug og nu i stærkt stigende omfang. I Juli måned har vi kendskab til følgende bombeattentater:
1/7: 10 dræbt i det sydlige Rusland nær Tjetjenien.
2/7: 10 dræbt i Tyrkiet.
6/7: 13 dræbt i Mashruh, Irak.
7/7: 55 dræbt i London.
10/7:19 dræbt i Bagdad.
12/7: 2 dræbt i Israel og 2 dræbte i Beirut.
13/7: 27 dræbt i Bagdad.
15/7: 20 dræbt i Bagdad.
16/7: 5 dræbt i Tyrkiet, 98 dræbt syd for Bagdad.
Vesten har handlet ved at invadere bl.a. Irak. Men denne invasion er en katastrofe. Demokrati har man ikke fået noget af, for regeringsorganerne styrer ikke landet. De vestlige troppers tilstedeværelse er motivation for at gå til modangreb. Oprørerne, der givetvist anser sig selv for at være ægte jihadkrigere, forhindrer selv politiet i at virke. De utallige angreb er bevis på en omfattende og stærk organisation. Irak er i dag primært en stor terroristtræningslejr. Derfor bør de danske tropper trækkes hjem.
Hvad skal vi så gøre, for at sikre dansk sikkerhed? Vi skal under ingen omstændigheder bruge ufredelige midler. Vi skal ikke gøre som serberne, der greb til modterror. Men vi må udvise fasthed. Vi ser indvandrerbanderne optræde med en sådan grovhed, at rockerne bliver ydmyget og slået af banen. Brugen af organiseret vold må forhindres med alle nødvendige midler.
Det må konstateres, at eksperimentet med det multietniske samfund er blevet livsfarligt for vort land. Derfor må det ophøre. Vi skal ikke have bomber på danske stationer. Vi vil have fred. De, der ikke vil freden, må retur til deres hjemland.
Ole Gerstrøm
Bragt i Danmarks Radio, P1,
den 21. juli 2005 i “Dagens Spids”
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
19. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 31
11. september 1981
9. årgang
Sidder vi i lommen på de islamiske landes regeringer?
Hvad kan årsagen være til, at 15.000 kvm. jord midt i København skal bortforæres til ”Komiteen for det islamiske kulturcenter” i København?
På finansudvalgets møde den 26. august var forelagt en ansøgning for forsvarsministeren om tilladelse til at udleje et ca. 15.000 kvm. Stort areal af matrikels nr. 1aa Eksercerpladsen ”faste Batteri på Amager” for et symbolsk beløb på 1000 kr. årligt. Udlejningen skal ske for 50 år og lejeren er ”Komiteen for det islamiske kulturcenter” i København.
Ovenpå forelæggelsen af aktstykket melder der sig følgende spørgsmål:
1. Har energiminister Poul Nielson lavet klokkerene oliehandler, hvori der er indføjet betingelser om, at man skal bortforære 15.000 kvm. Jord i København, hvorpå der kan føres moské og islamisk kulturcenter?
2. Kan det tænkes, at vore udenlandske långivere nu har så meget fat i nakken på de forgældede danskere, at økonomiske bagmænd kan stille betingelser om at der skal stilles 15.000 kvm. Store byggegrunde frit til rådighed for de islamiske lande
3. Hvorfor indstiller udenrigsministeren (Kjele Olesen, A, red.), at der skal udlejes på betingelser til lande som de muhamedanske på betingelser, som f.eks. gælder, når der er tale om lande som Norge og Sverige?
4. Hvorfor er det ikke nok med, at man lejer ud for en 50 års periode, men yderligere vil indføje, at lejemålet uden Danmarks reelle protest kan videreføres i al evighed?
Vi må slå fast, at Fremskridtspartiet ikke har nogen som helst aversion mod hverken muhammedanske eller islamiske religioner og folk, ej heller mod at disse på normale markedsbetingelser køber sig en byggegrund i Danmark, men vi mener, at olielandene måske har råd til at betale, hvad det koster, og at det forekommer besynderligt, at man uden videre via et finansudvalgsaktstykke skulle tillade etablering af en moskè på de militære arealer.
Hvis Forsvarsministeriet ikke har brug for det pågældende areal, kunne den slunke statskasse tilføres stærk olielands-valuta ved at sælge grunden til fuld markedspris.
Det er nok ikke rigtigt at have hverken Bådsmandsstrædes kaserne (Christiania) eller lignende områder liggende som militære arealer, men der er noget, der hedder, at arealerne så sælges i fuldt offentlige udbud, så de, der giver mest, bliver køberne. Indtil videre er der fra Fremskridtspartiets side forlangt, at vi får afklaret, hvad de pågældende 15.000 kvm. Er værd i almindelig fri handel, at vi får afklaret, om Poul Nielson har afleveret klokkerene forpligtelser eller om det er økonomiske bagmænd, der står bag, at dette skulle kunne tvinges igennem. Der er forlangt samråd med en række ministre i finansudvalget, og sluttelig kan det blive således at Statsministeren må afdække, hvad meningen og årsagen er. Vi kan altså meddele offentligheden, at fremskridtsfolkene i finansudvalget vil bore dybt i denne sag, og at der selvfølgelig må forlanges en normal lokalplansag, så beboerne i området får mulighed for at ytre sig om, hvorvidt man har noget mod etablering af en moskè med islamiske aktiviteter på det pågældende område, og hvis nogen skulle modsætte sig en normal lokalplansag vedr. det forelagte da må vi konkludere, at lokalplankrav kun er gældende, når det passer ind i, hvad visse regeringsmedlemmer eventuelt måtte have givet underhåndsaftaler om.
Det hedder i aktstykket, at Kirkeministeriet også er spurgt, men mon dog Kirkeministeriet har været ude og spørge beboerne på Amager om, hvad man måtte føle i denne sag.
Leder
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
17. juli 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
