Om fradragsjunglen
Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.
Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatte problemer.
Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.
Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det - omend i lidt mindre målestok - det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.
Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.
Navnlig på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.
Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.
Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen “fradrag i skatten” kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.
Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget - med den nedsatte værdi - indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistrerings-blanketter.
For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.
Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle - dem, der har fradragene - på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.
Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 15 / 13. september 1974 / 2. årgang
Læs også: Samfundets trækdyr:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/01/17/samfundets-trækdyr/
Tilføj kommentar
19. marts 2010
Tilbagebetaling af udlandsgælden
FREMSKRIDT 1980-1 side 12 redegjorde for Danmarks valutagæld pr. 1. januar 1980.
Den eneste anstændige vej at komme ud af gældsmoradset på er selvsagt at producere tilstrækkeligt mange danske varer og sælge dem til konkurrencedygtige priser på de udenlandske markeder.
Men hvor mange måneders eksport skal der til for at dække vor nettogæld?
|
1960
|
0
|
|
1965
|
3
|
|
1970
|
5
|
|
1975
|
6
|
|
1980
|
14
|
Disse tal fortæller, hvordan udviklingen er gået, mens de såkaldte ”realistiske” partier har bragssnakket om, hvor enormt ”ansvarlige” de er ud i egen formening.
Tallene må ikke forstås på den måde, at ”blot” vi fordoblede eksporten i 14 måneder, var gælden ude af verden, og vi kunne derefter falde tilbage til hidtidig ryggeløshed.
For det første har folketingsflertallet tilrakket dansk økonomi sådan, at der er kommet et væld af indbyggede underskudsmekanismer.
For det andet vil en eksportforøgelse nødvendigvis også kræve en merimport. Og det, vi jo gerne skulle opnå i løbet af kort tid, er at få eksporteret for ca. 130.000 millioner kroner mere, end vi importerer. Kun derved klarer vi gælden, renten herpå og opsparingen af den nødskilling på ca. et kvartals import, som det i en urolig verden ville være passende at have som et minimum nettotilgodehavende i udlandet for et land som Danmark.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang
Læs også: Hvordan skal gældsbyrden afvikles?:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/14/hvordan-skal-g%c3%a6ldsbyrden-afvikles/
Tilføj kommentar
18. februar 2010
Produktion og velstand
Overvismand Hans E. Zeuthen siger til Berlingske:
“Den fortsatte vækst i produktionen pr. beskæftiget giver baggrund for en velstandsstigning. Produktionsvæksten vil formentlig klart opveje virkningen af nye olieprisstigninger i 80`erne. Problemet er ”kun”, om vi i de kommende år er i stand til at føre en tilstrækkelig fleksibel økonomisk politik til at få glæde af produktivitetsstigningen. I teorien er det ikke svært at udforme den rette økonomiske politik, men i praksis bliver det næppe let. Man kan sammenligne Danmark med en kæderyger, der som nytårsforsæt beslutter at lægge tobakken på hylden. Det er bestemt lettere sagt end gjort, men det er på den anden side heller ikke nogen naturlov, at man fortsat skal ryge.
Om det kommende årti bliver rigtigt ubehageligt økonomisk set afhænger helt af vores egen økonomiske politik. Vejen frem er naturligvis at give virksomhederne i betalingserhvervene (eksporterhvervene og de import konkurrence erhverv) tilstrækkelig meget appetit på at ekspandere”.
Kommentar af Glistrup
Vismandens tale går ud på præcis det samme, som Fremskridtsbevægelsen har hamret fast gennem ni år: Skatte- og restriktionstrykket på erhvervsvirksomhederne skal lettes, og der skal frigøres arbejdskraft og kapital fra den offentlige sektor til fordel for produktionslivet.
Det er selvfølgelig dejligt, at disse sammenhænge begynder at gå op for ikke-Fremskridtsfolk. Men det er beklageligt, at det kun indtræder i abstrakt og generel form. Fremskridtspartiet er stadig ene om at påpege, hvordan tankerne i praksis skal gennemføres. Her mangler de andre stadig totalt evne og/eller mod.
Bogen med de 1149 finanslovsændringer er stadig en enestående kronjuvel.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 21. januar 1980 / 8. årgang
Læs også: Arbejdsløsheden:
Tilføj kommentar
13. februar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang
De uundgåelige offentlige besparelser
Nogle Z-folk er så miljøskadede, at de beskedent slår øjnene ned, når talen falder på Z-planens punkt om over de næste fem år at bortskære halvdelen af de offentlige udgifter.
Blufærdigheden er grundløs. For i virkeligheden er det lykkeligt, at den fordomsfrie Fremskridtsnytænkning kan få den påkrævede tilbageholdenhed med offentlig pengespredning til at gå hånd i hånd med menneskeberigende individuelle udfordringer, som giver tilværelsen bedre kvaliteter end den nuværende servering af hele baduljen på et sølvfad.
Til de ængsteliges indvendinger hører: Kan danskerne overhovedet klare sig, når de levnes så få offentlige udgiftskroner?
Det uomgængelige svar er: Det er vi nødt til. Ellers går vi helt rabundus i et kæmpestort bankerotkaos. Folketinget otte stemmekøbspartier har påprakket befolkningen en offentlig sektor af dimensioner uden jordforbindelse til den faktiske værdiskabelse i Danmark. Derfor er det uundgåeligt, at store dele af nationens ressourcer omprioriteres fra det offentliges solderi til produktionsområdet. I de sidste 28 år har Folketinget firedoblet det offentliges dirigeren og snagen. Så kan tinget selvsagt også nedbringe den offentlige overbygning på Skibet Danmark til de foreslåede 32 % af bruttonationalproduktet over de næste fem år.
Nationalproduktet vokser jo stærkt, når skatten mindskes. De 32 % af vor produktion i 1993 er derfor en hel del mere end halvdelen af de nuværende 65 % af 1988-produktet.
I det indkomstskattefrie samfund bliver det enkelte menneske langt stærkere og får derfor ikke så store behov for offentlig støtte. Private penge strækker ofte til mere velfærd end det samme antal offentlige kroner gramkastet efter det såkaldte gratisprincip.
I det indkomstskattefrie samfund bliver en krone nemlig så meget værd, som en sort krone er i dag, nemlig en krone. For tiden har en hvid krone jo kun en kurs på mellem 30 og 50 øre.
Afmagringen af stat, amt og kommuner må igangsættes også selv om folketingsflertallet endnu ikke er modent til at udrydde samfundets fjende nummer eet, indkomstskatten. I så fald er det endnu mere nødvendigt for det fattige Danmark at rebe sejlene kraftigt.
De spagfærdige og forknytte kræver nok, at vi skal gå stille med dørene. Men lalleri er den sikre vej til undergang. Det afslører historien for 199 af 200 partier uden mediemagt.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Socialdemokratisk overbudspolitik:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/11/27/socialdemokratisk-overbudspolitik/
Tilføj kommentar
9. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 16. juni 1989 / 17. årgang
Skattevanviddet
At lette skatterne er Fremskridtspartiets hjertesag. Den mest urimelige skat af alle, er skatten på arbejde.
Den straffer folk i at gøre nytte. Alle bliver flået mere end nogensinde. Det blev der åbnet op for ved Foighels (C) skattereform, der stjal folks fradrag.
Fremskridtspartiet vil gavne alle danskere med lavere indkomstskat.
Den såkaldte erhvervsvenlige regering (V, C, CD og KrF, red.) satte i 1985 selskabsskatten op med 10 %. Fra 40 % til 50 %. Det ødelægger dansk produktion med arbejdsløshed, udlandsgæld og lavere levestandard til følge.
Men Fremskridtspartiet er også utilfreds med, at de andre skatter er alt for store. I øjeblikket er vi oppe på at betale over 200 % afgift for at få nummerplader til vor bil.
Også olieafgifter er løbet løbsk. Når vi køber olie til fyret, så betaler vi for 4.000 liter, men får kun 1.000 leveret. Resten er afgift til staten.
Fremskridtspartiet vil ikke have alle afgifter fjernet, men vi vil have dem ned på et rimeligt niveau igen.
Der er kun èn eneste mulighed for at få skatterne ned - at styrke stemmesedlens eneste lavskatteparti.
Liste Z skal derfor huskes på valgdagen.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Penge lugter ikke:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/03/penge-lugter-ikke/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 38 / 28. oktober 1983 / 11. årgang
Al politisk arbejde går ud på at sørge for at forbedre fremtidens vilkår
Dette arbejde bliver udført på lykke og fromme, hvis politikerne ikke evner at stikke fingeren i jorden og erkende, hvor samfundet er henne.
De gamle partiers mangel på evne hertil er en af årsagerne til, at det er gået så skidt for Danmark. I deres genvalgsbegær søger de andre partiers folk blot at lægge sig i halen på de populære opfattelser og i øvrigt se at komme uden om problemerne ved at vurdere udviklingen overensstemmende med deres egne ønskedrømme.
Blandt de tusinder af beviser herfor fremdrages følgende citat af, hvad den nuværende socialminister (Palle Simonsen, C, red) sagde i Folketinget den 29. januar 1974:
“Der er ikke særlige beskæftigelsesmæssige problemer med baggrund i energikrisen. På denne baggrund og i betragtning af, som vi også gjorde rede for under første behandling, at der er andre tidspunkter, hvor lønningerne har været stærkere stigende, end tilfældet har været i dette år, finder vi ikke nogen som helst rimelig motivering for at ændre på en i forvejen udmærket arbejdsløshedsforsikringslovgivning”.
På disse få linjer begik han tre massive fejl:
1. Energikrisen udløste vor generations betydeligste arbejdsløshedsproblemer.
2. Aldrig er lønbeløbene steget så eksplosionsagtigt som i 1974, hvor Fremskridtspartiet endnu ikke havde fået fjernet de offentligt ansattes procentvise dyrtidsregulering. Lige siden har de offentligt ansattes organisationer altid henvist til linjen fra vinteren 1974-75, når de gennem statistik har foregøglet, at de skulle have krav på efterslæbskompensation.
3. VKR-regeringens arbejdsløshedsdagpengelovgivning er alt andet end fortrinlig. Der er i markant modstrid med forholdene i nu- og fremtidens samfund - opbygget som den er på 1930´ernes problemstillinger.
Når et menneske i den grad fejler i forståelsen af problemstillingerne, er der grund til, med største skepsis at se på, at han nu er blevet sat til at forvalte det dyreste udgiftsbudget i statsadministrationen - men gøgeungerne fra finansministerens statslånerenter og arbejdsministerens understøttelsesbeløb er jo godt på vej til, at skubbe det sociale budget væk fra den førsteplads, det så længe har haft på milliardhitlisten.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Sporerne er skræmmende:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/
Tilføj kommentar
6. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10. / 17. marts 1989 / 17. årgang
De skal ud, skal de
Muslimer over hele verden har bragt sig selv i søgelyset med deres lederes stærke fordømmelse og kollektive dødsdom over Rushdie og hans forlæggere.
Allerede den 11. marts 1985 forklarede Mogens Glistrup indgående, at én af Danmarks nye sager på den nødvendige dagsorden for opryddelse og reetablering af ordnede forhold var en afklaring af problemerne omkring flygtningeloven af 1983. Det vakte en del fourer.
Det samme gjorde efterfølgende udtalelser på et pressemøde på Christiansborg i 1988 og valgresultatkommentarer i TV den 10. maj 1988.
Krarup og Bradford
Pastor Søren Krarup skrev for år tilbage en artikel om moskeerne i Bradford, England, hvori han sammenfattede de problemer, som den engelske by ville løbe ind i, alene som følge af den store muslimske koncentration.
Bradford var den første by, hvor yderliggående muslimer fandt det betimeligt at manifestere utilfredshed med Rushdies bog “De Sataniske Vers” ved på demokratisk vis at afbrænde den i byens gader. Lignende hændelser fandt sted i Pakistan og Indien (Rushdies hjemland) og i Teheran bragte en vis ayatollah sig i fokus ved at afsige en dødsdom over forfatteren, der efter ayatollahens og hans mullahers opfattelse havde bespottet profeten Muhammed og hans dusin koner. Den dødsdom er allerede efterhånden historie.
Fire år skulle gå
Og i Danmark, hvor ingen jo i den kolde marts 1985 turde tage Glistrup alvorligt, bølgede fire år senere 3.000 småsure muslimer gennem Københavns gader med krav om forbud mod udgivelsen af De Sataniske Vers. Til det havde Politikens chefredaktør Herbert Pundik nogle særdeles rammende bemærkninger, ligesom formanden for forfatterforeningen havde det.
Denne sag er ikke om, hvorvidt Rushdie burde have skrevet denne bog eller ikke og dermed sparet os - Vesten - for en bunke besvær, eller om, hvorvidt bogen “spotter” en ekstremistisk despots og hans viljeløse disciples tolkninger af Allahs egne ord i en bog ved navn Koranen. Dette drejer sig fundamentalt om den vestlige verdens klippefaste tro på retten til at tænke, tale og skrive under ansvar, herunder også udgive litterære værker.
Det er ingen uenige om. Det hele er et spørgsmål om, hvem man vil give ret i det. Såvel Krarup som Glistrup så rigtigt, da de advarede mod invasionen af flygtninge, ikke mindst fra de muslimske lande, men det var - og er - ikke god tone at give dem ret heri. Så for den kultiverede magtelite, der har samlet sig i Danmark, har Ayatollah Khomeinis og Salman Rushdies mellemværende været en ikke så ringe anledning til på lærd vis, at konstatere, at nuvel, der er måske lidt problemer med denne flygtningeklump.
Pludselig så de alle lyset
Om det så er Ishøjs borgmester Per Madsen fra Det autoriserede danske Socialdemokrati, der pludseligt har indset, hvad i alle tilfælde hans bysbørn har haft øje for i en halv snes år og resten af Danmark næsten lige så længe: At der findes visse områder, hvor betegnelsen ghetto ligger snublende nær. Et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os synderligt om.
Samme konklusion er man på mirakuløs vis nået frem til i Århus, hvor nogle embedsmænd med skoler som arbejds- og ansvarsområde er nået frem til, at indvandrer- flygtningegruppen i det vestlige Århus (Gellerup i Brabrand) da vist egentligt har problemer med det danske sprog, at tilstrømningen af udlændingebørn til Nordgårdsskolen i området er større end ditto af danske børn (jf. nogen får flere børn end andre, f.eks. kaniner…) og at det giver et alarmerende problem idet det i nogle årgange bliver så godt som umuligt at opretholde dansk som hovedsprog i klassen. (om dette, se Aktuelt mandag 6. marts 1989).
Og det er jo i grunden pudsigt, at netop mens Islams allermest nidkære forkæmpere for fuld damp påtager sig opmærksomhed for gennem en verdensomspændende aktion at genrejse den fundamentalistiske islamiske revolution og understrege dens vigtighed i en verden, der er stor og fæl og truende og som udgiver bøger om ludere med profetkonenavne, så pådrager bl.a. muslimske grupper i Danmark sig delvis utilsigtet opmærksomhed ved ikke at kunne (gide?) tale dansk, true modersmålet i institutionen for modersmålsundervisningen samt fødselsratemæssigt at overgå danskerne og oveni hatten demonstrere for forbud mod udgivelsen af en bog. Det plejer jo da at være det omvendte, der er tilfældet.
Der er et problem
Det korte af det lange er, at uanset at professionelle såbemeldte antiracister finder det utilladeligt at sige, at gruppen af flygtninge i Danmark, der finder det opportunt at bejle til ayatollahens shiamuslimske Islam, hvoraf det her i landet jf. Jyllands-Posten (se FREMSKRIDT nr. 7) befinder sig ca. 10.000, har skabt et problem. Et problem, som vi kunne have været forskånet for, som vi burde være forskånet for og som ikke hører til i dette lille land højt mod nord.
Det er urimeligt, at herboende udlændinge erklærer sig indforstået med at eksekvere en dødsdom og dermed udsætter Rushdie og en række danskere, nemlig forlæggere etc. på forlaget Samleren, der til efteråret udgiver den profane bog, for en fare, som sagkyndige udi såvel fanatiske muslimgrupper som terror, nemlig israelerne i Jaffee Institute for stratetic i Tel Aviv, beder os tage “særdeles alvorligt”. De deltager også i almen knægtelse af grund(lovs) fæstede danske principper ved netop at benytte sig af disse grundlæggende rettigheder.
Og på sæt og vis er det tragisk, at hver evig eneste gang, retten til at ytre sig, virkelig bruges så det giver genlyd, så er det fordi en flok umoralske, uartikulerede høveder finder det for godt at skrige op om forbud og begrænsninger, mord, brand eller noget andet dommedagsprofetorisk.
Ak ja. Ung må Verden endnu være. Men hvor længe dog endnu..?
Real
Læs meget mere her: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Den nationale katastrofe:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 29. juni 1984 / 12. årgang
Historiens klare lære
Medierne svigter deres opgave og vælgerne lades i stikken
Den danske offentlighed rystes for tiden af milliardfejlinvesteringer til uanvendelige akademikere og til naturgas.
På begge områder rejstes problemerne, mens tid var. Af Fremskridtspartiet. Dengang - midt i 1970´erne - blev vi hånet af samtlige andre partier.
Hvor havde det dog været tiltalende, om de nu klædte sig i sæk og aske og offentligt indrømmede, at Fremskridtspartiet også dengang havde ret.
Men når de andre ikke vil, må vi selv i folkeoplysningens tjeneste fortælle om kortsynet hos de partier, som stadig sidder på magtapparatet.
Selv om det bestemt ikke hører til Z-stilen at prale, skal det drages frem fra glemmebogen, at alle de andre partier den 16. maj 1977 og den 9. februar 1978 modsatte sig følgende Fremskridtsdagsordener:
“Folketinget pålægger regeringen omgående at tage initiativer til at regulere adgangen til vore uddannelsesinstitutioner efter samfundets behov under hensyntagen til landets økonomiske vanskeligheder og arbejdsløshedsprognoserne”.
“Folketinget udtaler, at skatteyderne ikke skal tvinges til at betale ledningsanlæg fra naturgas fra Nordsøen”.
Tordnende foragt
Såvel ved de to her fremdragne lejligheder som masser af andre gange i 1970´erne, demonstrere de andre partier tordnende foragt for skatteyderpenge. De udslyngede fraser om studiefrihed, forsyningssikkerhed, rentable samfundsinvesteringer og meget andet, der nu virker særdeles pinlig i al sin fejlagtighed. Derimod kan vi med stolthed genlæse Fremskridtsindlæggene i Folketingstidende - fra disse debatter som fra de hundredvis af andre gange, hvor fremtiden var på tale i 1970´ernes folketing.
Men i stedet for at medierne foretager sømmelige efterkontrol, er de totalt tavse om, hvad vælgerne kan lære af historien. Det gælder også det statsmonopol - fjernsyn og radio - hvor man nok svælger i skandalerne, men bestemt ikke skal have noget i klemme ved at opfylde sin alsidighedsforpligtelse på den måde, at man gør Fremskridtspartiet til et sagligt parti. Det man jo derfra vil bilde ind er, at Z er et bogstav, der er underlødigt og ved at forgå i indbyrdes splid. Når man bruger så megen kraft på det for samfundet uvæsentlige, bliver der ikke tid tilovers til at beskæftige sig med det centrale i Fremskridtsindsatsen.
Bandlys kævl
Desværre har medierne haft held til at få nogle af vore egne til at hoppe på vognen. Hvor ville det være pragtfuldt, om alle Fremskridtsfolk fra nu af ville leve op til at bandlyse alt om vedtægtsændringer og andre interne forhold. De dyrekøbte erfaringer skulle dog vise for enhver, at det alene fører ud i partiødelæggende kævl, utilfredshed og splittelse.
Lad os dog samles om det væsentlige: At missionere for Fremskridtspolitikken og oplyse de 98 % ikke Z-vælgere om, hvor rablende galt det er at stemme på nogen som helst af de andre partier.
Mogens Glistrup
Læd meget mere her: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: De ringeste:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/07/de-ringeste/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang
De uundgåelige offentlige besparelser
Nogle Z-folk er så miljøskadede, at de beskedent slår øjnene ned, når talen falder på Z-planens punkt om over de næste fem år at bortskære halvdelen af de offentlige udgifter.
Blufærdigheden er grundløs. For i virkeligheden er det lykkeligt, at den fordomsfrie Fremskridtsnytænkning kan få den påkrævede tilbageholdenhed med offentlig pengespredning til at gå hånd i hånd med menneskeberigende individuelle udfordringer, som giver tilværelsen bedre kvaliteter end den nuværende servering af hele baduljen på et sølvfad.
Til de ængsteliges indvendinger hører: Kan danskerne overhovedet klare sig, når de levnes så få offentlige udgiftskroner?
Det uomgængelige svar er: Det er vi nødt til. Ellers går vi helt rabundus i et kæmpestort bankerotkaos. Folketinget otte stemmekøbspartier har påprakket befolkningen en offentlig sektor af dimensioner uden jordforbindelse til den faktiske værdiskabelse i Danmark. Derfor er det uundgåeligt, at store dele af nationens ressourcer omprioriteres fra det offentliges solderi til produktionsområdet. I de sidste 28 år har Folketinget firedoblet det offentliges dirigeren og snagen. Så kan tinget selvsagt også nedbringe den offentlige overbygning på Skibet Danmark til de foreslåede 32 % af bruttonationalproduktet over de næste fem år.
Nationalproduktet vokser jo stærkt, når skatten mindskes. De 32 % af vor produktion i 1993 er derfor en hel del mere end halvdelen af de nuværende 65 % af 1988-produktet.
I det indkomstskattefrie samfund bliver det enkelte menneske langt stærkere og får derfor ikke så store behov for offentlig støtte. Private penge strækker ofte til mere velfærd end det samme antal offentlige kroner gramkastet efter det såkaldte gratisprincip.
I det indkomstskattefrie samfund bliver en krone nemlig så meget værd, som en sort krone er i dag, nemlig en krone. For tiden har en hvid krone jo kun en kurs på mellem 30 og 50 øre.
Afmagringen af stat, amt og kommuner må igangsættes også selv om folketingsflertallet endnu ikke er modent til at udrydde samfundets fjende nummer eet, indkomstskatten. I så fald er det endnu mere nødvendigt for det fattige Danmark at rebe sejlene kraftigt.
De spagfærdige og forknytte kræver nok, at vi skal gå stille med dørene. Men lalleri er den sikre vej til undergang. Det afslører historien for 199 af 200 partier uden mediemagt.
Mogens Glistrup
Læs meget mere hos: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Et forældet, indviklet skattesystem skal afskaffes:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/27/et-for%c3%a6ldet-indviklet-skattesystem-skal-afskaffes/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / 4. april 1986 / 14. årgang
Ellemann Ebberød
Kineserne plejer at være dygtige og forsigtige økonomer. De er sparsommelige og arbejdsomme og lever i et råstofrigt land. I de sidste tre år har deres vækstrater da også været:
1982: 7,4 %
1983: 9,0 %
1984:13,0 %
Altså tre gange den danske vækst. Hvor den danske vækst var for nedadgående i 1985, viste første kvartal 1985 et niveau på 23 % i Kina.
Derfor kan det ikke overraske, at kineserne i øjeblikket søger at placere et opsparet kontantbeløb til bedst mulig rente på de internationale lånemarkeder. Det drejer sig om 20.000 millioner dollars - altså nogenlunde svarende til Danmarks totale nettogæld til udlandet.
Samtidig øger Danmark sin gæld for, at Ellemann-Jensen kan spille Kong-Gulerod ved på sin rundrejse i Kina at love kineserne en rentefri milliardkredit fra Danmark.
Penge, som vi skal ud og låne til renter, der såvel dækker kinesernes og andre opspareres renter som diverse mellemhandlerlevarancer.
Men det er ikke Ellemann-Jensen, som yder disse ofre. Han og hans gammelpartikammersjukker smækker byrden over på den i forvejen alt for hårdt plagede danske befolkning.
Mogens Glistrup
Besøg også Fremskridtdk: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Udenrigsministeren skal stå skoleret i finansudvalget:
Tilføj kommentar
29. december 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
