Nu er det alvor
Gennem de sidste 15 år har det gradvist trukket op til økonomisk uvejr for Danmark. På denne baggrund er Fremskridtspartiet født og hver femte dansker erkender nu, at dette parti er det bedst egnede til at løse de problemer, de andre har skabt.
At skifte parti er for mange vælgere en vanskelig og træg proces, der hæmmes af vane, tradition, manglende oplysning i massemedierne og personlig forkærlighed eller modvilje.
Derfor er det naturligt, at kun en del af de vælgere, der ser alvoren bekender sig direkte til Fremskridtspartiet. Dette afspejles da også tydeligt, når et klart flertal i befolkningen i dag ønsker kraftige offentlige besparelser. En Observa undersøgelse for Jyllands-Posten har godtgjort, at 61 pct. af vælgerne i den henseende går ind for fremskridts-politikken.
Danmark er nu ved at være uden rådighed over sit bo, som vi så det, da ministrene Heinesen (A) og Hækkerup (A) på et få timers møde i Frankfurt måtte acceptere en kronedevaluering i strid med deres augustforlig.
Men på Christiansborg er alt ved det gamle. Her er trægheden langt større end hos vælgerne og Fremskridtspartiet er bare noget, man skælder ud på og som man endelig ikke vil lytte til.
Det er farligt for landet og dets folkestyre, at befolkningens flertal indser nødvendigheden af fremskridtspolitikken, før den samme nødvendighed er gået op for et flertal i Folketinget.
Redaktionen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang
Læs også: Hjulene skal i gang igen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/
Tilføj kommentar
18. februar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang
De uundgåelige offentlige besparelser
Nogle Z-folk er så miljøskadede, at de beskedent slår øjnene ned, når talen falder på Z-planens punkt om over de næste fem år at bortskære halvdelen af de offentlige udgifter.
Blufærdigheden er grundløs. For i virkeligheden er det lykkeligt, at den fordomsfrie Fremskridtsnytænkning kan få den påkrævede tilbageholdenhed med offentlig pengespredning til at gå hånd i hånd med menneskeberigende individuelle udfordringer, som giver tilværelsen bedre kvaliteter end den nuværende servering af hele baduljen på et sølvfad.
Til de ængsteliges indvendinger hører: Kan danskerne overhovedet klare sig, når de levnes så få offentlige udgiftskroner?
Det uomgængelige svar er: Det er vi nødt til. Ellers går vi helt rabundus i et kæmpestort bankerotkaos. Folketinget otte stemmekøbspartier har påprakket befolkningen en offentlig sektor af dimensioner uden jordforbindelse til den faktiske værdiskabelse i Danmark. Derfor er det uundgåeligt, at store dele af nationens ressourcer omprioriteres fra det offentliges solderi til produktionsområdet. I de sidste 28 år har Folketinget firedoblet det offentliges dirigeren og snagen. Så kan tinget selvsagt også nedbringe den offentlige overbygning på Skibet Danmark til de foreslåede 32 % af bruttonationalproduktet over de næste fem år.
Nationalproduktet vokser jo stærkt, når skatten mindskes. De 32 % af vor produktion i 1993 er derfor en hel del mere end halvdelen af de nuværende 65 % af 1988-produktet.
I det indkomstskattefrie samfund bliver det enkelte menneske langt stærkere og får derfor ikke så store behov for offentlig støtte. Private penge strækker ofte til mere velfærd end det samme antal offentlige kroner gramkastet efter det såkaldte gratisprincip.
I det indkomstskattefrie samfund bliver en krone nemlig så meget værd, som en sort krone er i dag, nemlig en krone. For tiden har en hvid krone jo kun en kurs på mellem 30 og 50 øre.
Afmagringen af stat, amt og kommuner må igangsættes også selv om folketingsflertallet endnu ikke er modent til at udrydde samfundets fjende nummer eet, indkomstskatten. I så fald er det endnu mere nødvendigt for det fattige Danmark at rebe sejlene kraftigt.
De spagfærdige og forknytte kræver nok, at vi skal gå stille med dørene. Men lalleri er den sikre vej til undergang. Det afslører historien for 199 af 200 partier uden mediemagt.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Socialdemokratisk overbudspolitik:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/11/27/socialdemokratisk-overbudspolitik/
Tilføj kommentar
9. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 7 / 27. februar 1987 / 15. årgang
Vi betaler selv lønstigning
Det eneste, der ikke vil stige, er de priser, landmændene får for deres varer. For det første har Folketinget (inkl. V og C) jo sparket dem i knæ og for det andet skal de jo ikke ned på 37 timer.
Den lønstigning vi nu bevilger hinanden, hvem skal så betale den? Ja, det skal vi selvfølgelig selv. Hvem ellers? Når vi i forvejen har underskud, og ingen kasse at tage af. Alene indenfor det offentlige vil det, når vi om et par år, er nede på 37 timer og 13 % lønstigning, koste 6,6 milliard kr. Det beløb skal altså skrabes ind igen ved at hæve skatter og afgifter. Nøjagtig som i de sidste mange år. For at finde besparelser er jo upopulært. Så den mulighed er udelukket.
Da kommunernes kasser er tomme allerede nu, vil mange af de arbejdsforkortelsestimer blive betalt ved, at mange på sygehuse, plejehjem og hjemmehjælpere må løbe endnu hurtigere. Mange vil nemlig skulle lave det samme på 37 timer som de i 1985 havde 40 timer til. Altså mere stress, utilfredshed og nedslidning, men det må jo være det vi vil?
Fremskridtspartiet mener det var bedre med 40 timer og lønstigning i form af skatte- og afgiftssænkning, væsentligt højere bundfradrag til gavn for særligt de lave indkomster. Det vil samtidig tvinge til offentlige besparelser. Danskfremstillede varer vil være lettere at sælge til én mia. købelystne udlændinge og dermed også importere mindre, og færre bliver jagtet syd for grænsen for at gøre indkøb.
En skønne dag vil komme, da vi også får råd til at leve, som vi nu gør.
Aage Brusgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Lønpolitik:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/12/l%c3%b8npolitik/
Tilføj kommentar
9. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang
De uundgåelige offentlige besparelser
Nogle Z-folk er så miljøskadede, at de beskedent slår øjnene ned, når talen falder på Z-planens punkt om over de næste fem år at bortskære halvdelen af de offentlige udgifter.
Blufærdigheden er grundløs. For i virkeligheden er det lykkeligt, at den fordomsfrie Fremskridtsnytænkning kan få den påkrævede tilbageholdenhed med offentlig pengespredning til at gå hånd i hånd med menneskeberigende individuelle udfordringer, som giver tilværelsen bedre kvaliteter end den nuværende servering af hele baduljen på et sølvfad.
Til de ængsteliges indvendinger hører: Kan danskerne overhovedet klare sig, når de levnes så få offentlige udgiftskroner?
Det uomgængelige svar er: Det er vi nødt til. Ellers går vi helt rabundus i et kæmpestort bankerotkaos. Folketinget otte stemmekøbspartier har påprakket befolkningen en offentlig sektor af dimensioner uden jordforbindelse til den faktiske værdiskabelse i Danmark. Derfor er det uundgåeligt, at store dele af nationens ressourcer omprioriteres fra det offentliges solderi til produktionsområdet. I de sidste 28 år har Folketinget firedoblet det offentliges dirigeren og snagen. Så kan tinget selvsagt også nedbringe den offentlige overbygning på Skibet Danmark til de foreslåede 32 % af bruttonationalproduktet over de næste fem år.
Nationalproduktet vokser jo stærkt, når skatten mindskes. De 32 % af vor produktion i 1993 er derfor en hel del mere end halvdelen af de nuværende 65 % af 1988-produktet.
I det indkomstskattefrie samfund bliver det enkelte menneske langt stærkere og får derfor ikke så store behov for offentlig støtte. Private penge strækker ofte til mere velfærd end det samme antal offentlige kroner gramkastet efter det såkaldte gratisprincip.
I det indkomstskattefrie samfund bliver en krone nemlig så meget værd, som en sort krone er i dag, nemlig en krone. For tiden har en hvid krone jo kun en kurs på mellem 30 og 50 øre.
Afmagringen af stat, amt og kommuner må igangsættes også selv om folketingsflertallet endnu ikke er modent til at udrydde samfundets fjende nummer eet, indkomstskatten. I så fald er det endnu mere nødvendigt for det fattige Danmark at rebe sejlene kraftigt.
De spagfærdige og forknytte kræver nok, at vi skal gå stille med dørene. Men lalleri er den sikre vej til undergang. Det afslører historien for 199 af 200 partier uden mediemagt.
Mogens Glistrup
Læs meget mere hos: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Et forældet, indviklet skattesystem skal afskaffes:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/27/et-for%c3%a6ldet-indviklet-skattesystem-skal-afskaffes/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 38 / 2. november 1984 / 12. årgang
Miljøministerens fup og fiduslov
En særlig skat på alle de rødhårede - har regeringen endnu ikke foreslået - endnu. Om det kommer, vil tiden vise. Helt sikkert er det imidlertid, at hvad angår opfindsomhed og snilde med hensyn til at indføre eller forhøje skatter og afgifter på nye projekter, har firkløverpartierne efterhånden ikke meget at lade socialdemokraterne høre.
En ekstra skat på bestemte hårfarver eller de platfodede er naturligvis fri fantasi. Men ville det ikke også være blevet opfattet som sådant, hvis jeg for et par år siden havde påstået, at den, dengang nye, borgerlige regering havde planer om en helt ny skat på forældre, der bader deres børn og en endnu hårdere straf, hvis de “formastelige” tilmed vaskede deres eget og børnenes tøj? Det sidste er desværre ikke fantasi. På regeringens vegne agter miljøministeren, Christian Christensen (KrF), at fremsætte forslag om en afgift på vand.
Den reelle begrundelse fra regeringspartiernes side er naturligvis at liste endnu flere penge ud af borgernes lommer, for at finansiere de overflødige offentlige udgifter de samme partier, hverken har vilje eller mod til at skære bort.
Søforklaringer
Udadtil bruger regeringen naturligvis ikke disse argumenter. Sminken kunne jo krakelere - nej, miljøministeren kommer med en søforklaring om forurening af drikkevandet.
Fremskridtspartiet mener også unødig forurening skal bekæmpes, men vi mener også, at det er forureneren, der selv skal betale.
Nogle vil kalde regeringspartierne gode sælgere. Andre vil sige fup og fiduser. Hvor om alting end er, kræver det en vis færdighed i gedulgte handlinger, først at plukke pengene fra folk og samtidig fremtræde som de store naturbeskyttere.
Helge Dohrmann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Aukens kulstop:
Tilføj kommentar
30. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 13 / 11. april 1986 / 14. årgang
Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer
”Påskepakken 1986” – er en traditionel socialistisk afgiftsbuket, den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red.) og de radikale har vedtaget.
Dermed har skattetrykket endnu engang fået et tryk opad med godt 10.000 millioner kroner.
Det offentlige forbrug, altså ødsleriet med borgernes penge, har regeringspartierne fredet i klasse A.
Respekten – ja, måske endog beundringen og sympatien for de mange udgiftskrævende love Socialdemokratiet gennem årerne har fået listet igennem – er så stor, at det hører til dårlig tone i regeringskredse, hvis nogen blot foreslår, at fjerne de værste uhyrligheder.
Fremskridtspartiets folketingsgruppe stemte imod påskepakken. Vi mener, den er skadelig, fantasiløs og et dybt opgivende knæfald for tidligere fiaskoer.
Over gevind
Alle kan se, at forbruget er for stort. Men det er det offentlige forbrug, der er gået over gevind. Derfor ville det have været langt bedre, hvis man i stedet for påskepakken havde vedtaget en række offentlige besparelser på et beløb, der mindst svarede til, hvad der nu skal kræves ind i afgiftsforhøjelser.
Det ville give den samme forbrugsbegrænsning, men det ville ikke have afgiftspakkens omkostningsforøgende effekt. Det, der nu vil ske, er, at lønmodtagerne som kompensation for de nye afgifter, vil kræve lønforhøjelse. Og hver gang lønmodtagerne skal have 2 kroner mere i timen, bliver virksomhedens lønudgift på grund af indkomstskatten 5 kroner mere i timen. Det gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige. Det betyder, at det bliver mere vanskeligt at sælge dansk producerede varer ude i verden, og resultatet bliver sandsynligvis en endnu dårligere handelsbalance, et endnu større underskud på betalingsbalancen og ca. 30.000 flere ledige i den private sektor.
Se på erfaringerne
Det er i det hele taget forkert, når man tror, at problemet med betalingsbalanceunderskuddet kan løses med stigende skatter. Al erfaring viser jo, at hver gang der er indført nye skatter og afgifter, er det gået endnu værre, og sådan vil det også gå denne gang.
Olieafgiften på fyringsolie vil i forhold til gældende priser forhøje varmeudgiften for et ganske almindeligt parcelhus med ca. 4.000 kroner om året.
For en enlig folkepensionist og alle andre med en tilsvarende lav indtægt, der i forvejen har et stramt budget, vil det være helt umuligt af afse dette beløb til den forhøjede varmeudgift.
Det må forudses, at afgiftsforhøjelsen vil medføre, at pensionister og andre med en dårlig økonomi vil komme til at sidde og fryse i deres bolig til næste vinter. Det samme gør sig gældende for de mange pensionister og andre lavindkomstfamilier, der bor i en petroleumsopvarmet lejlighed.
Forhøjelsen af benzinafgiften vil for en bilist med et kørselsbehov på 15.000 km. betyde en årlig merudgift på knap 2.000 kroner.
Optimismen forsvinder syd på
En anden negativ følgevirkning af ”Påskepakken 1986” vil være, at Flensborg og andre tyske byer fremover bliver handelscentre for mange danskeres køb af dagligvarer. Hvor meget dette konkret vil koste i form af tab af såvel arbejdspladser som valuta, kan der naturligvis kun gættes om. Givet er det imidlertid, at hvor de danske indkøbsrejsende hidtil har koncentreret sig om enkelte varegrupper som øl, vin, sukker m.m. så vil de nye afgiftsstigninger medføre, at stort set alt, for eksempelvis benzin, fyringsolie, fødevarer, alle former for hårde hvidevarer – ja næsten alt – med stor økonomisk fordel kan erhverves syd for grænsen.
Den skæve grænsehandel vil blive endnu skævere og den sidste rest af optimisme vil forsvinde til et sted syd for grænsen.
Helge Dohrmann, MF
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: En højt skattet medborger - Carsten Skattenkock: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/
Tilføj kommentar
27. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 38 / 2. november 1984 / 12. årgang
Lønpolitik
Diskutere den enkelte løn med sin arbejdsgiver, får han størst indtægt, hvis han opnår størst mulig lønforhøjelse.
Det samme gælder, når en klub, fagforening eller andre forhandler løn med virkning for et encifret, tocifret, trecifret, firecifret eller femcifret antal medlemmer.
Heraf slutter mange, at sådan er det også, når lønniveauet fastlægges for de hundredtusindvis af lønmodtagere. Dette er en af de helt katastrofale fejlopfattelser.
Af hensyn til konkurrencedygtigheden med den omgivende verden - der jo er hundreder af gange større end Danmark - er det en fordel for os alle, at Danmark har lave priser. Og jo lavere danske priser, des flere danske varer kan sælges. Og jo større salgbar dansk produktion, des mere fremstilles der i Danmark, og jo flere kommer i nyttig beskæftigelse.
Oppustet gas
Generelle timelønsstigninger kan måske nok se flotte ud. Men de er oppustet gas. Ikke blot er de drønusolidariske med de arbejdsløse. For dem med arbejde er det afgørende, hvad de kan købe for lønnen. Og her er det betydningsfulde, at den samlede nationalprodukt-samfundslagkage er størst opnåelig.
Den altovervejende del af nationalproduktet fordeles jo mellem lønmodtagerne.
Allerbedst for den enkelte lønmodtager er det herefter, hvis han kan få sin egen løn sat i vejret og løntilbageholdenhed hos (næsten) alle andre.
Men med logikkens ubønhørlighed kan det fastslås, at det ikke kan lade sig gøre med virkning for det store flertal.
Derfor må lønniveauet fastsættes under ét for så at sige alle lønmodtagere. Denne opgave kan organisationerne i praksis ikke klare. Alt for mange af deres ledere er alt for håbløst gammeldags i hele deres tankesæt. Derfor vil de misbruge den indflydelse, som levnes dem, til at sabotere, forsinke og udvande de nødvendige tiltag. Og reallønfremgangen skal i vidt omfang tilvejebringes gennem skattelettelser - altså af Folketinget. Selv den stærkeste organisationsboss kan ikke nedsætte skatten med en enøre. Og får han pengelønnen forhøjet, viser erfaringen, at Folketinget derefter underminerer resultatet ved at forhøje afgifter m.v. Landets internationale konkurrenceevne og dermed dansk produktion tildeles herved en todobbelt øretæve: Stigende omkostninger såvel på lønkonti som på de afgiftsbelagte varegrupper. Omkostningerne er smitsomme. De forstærker den onde inflationsspiral.
Nedsat bruttoløn
Når det er tåbeligt at have to forskellige organer til at fastlægge lønniveau og skattesatser, må Folketinget styre begge dele. Der ligger intet forkert i, at parterne ikke “selv” får lov til at fastsætte deres løn- og arbejdsvilkår. Organisationerne er jo ikke i højere grad “parterne selv” end Folketinget, som jo er valgt af de mennesker, det drejer sig om, og som har ligeså direkte kontakt til dem som ledere i fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.
I den nuværende situation kunne man tænke sig den model, at alle bruttoløn-beløb blev nedsat med samme procent. Den skulle vel være ca. 20, for at Danmark igen kunne komme i balance med udlandet, efter at vi i de sidste 24½ år har levet over evne ved at bevilge os selv større lønforhøjelser, end landets økonomiske bærekraft har haft styrke til.
Men vi kan klare os med mindre drastiske midler, hvis vi bruger lidt forskellige procentsatser for de enkelte områder. For eksempel nedsatte med kun 15 % for de områder, hvor det er vigtigt gennem forholdsmæssig høj løn at tiltrække dygtig arbejdskraft. Og med måske 25 % på væsentligt mindre vigtige felter (for eksempel megen administration), på områder, hvor den øjeblikkelige situation kræver tilbageholdenhed (eksempel: Hjemmemarkeds-erhverv), eller hvor høj løn ikke medfører arbejdskvalitet (for eksempel ministre og folketingsmedlemmer).
Øget eksport
Lønudgiftsnedsættelser indenfor rammen 15-25 % vil hurtigt bringe så at sige alle arbejdsløse og fejlbeskæftigede i fornuftigt arbejde. Danske priser vil nemlig falde så meget, at vi kan øge vor eksport tilsvarende. (Det vil selvfølgelig ikke føre til nævneværdige modtræk fra udlandet, fordi lille Danmarks markedsandel under alle omstændigheder er så forsvindende lille).
Hvis 500.000 fejl- og ubeskæftigede kom i 1800 timers produktivt arbejde om året, blev nationalproduktet tilført 900 millioner flere arbejdstimer.
Hvis de gennemsnitligt skabte værdier for 200 millioner kroner, havde vi på et år 180 milliarder kroner mere at gøre godt med. Nettoudlandsgælden ligger på ca. 202 milliarder kroner.
Og når det hele er så enkelt, at arbejdsløsheden alene skyldes, at arbejdsmarkedet har fastsat for høj en købspris for arbejdskraft, kunne man nu godt igangsætte en folkeoplysning om de samfundsøkonomiske sammenhænge.
Fortidsrettet åndsformørkelse
Vores allesammens velstand og velfærd hænger jo nøje sammen med, at vi ikke fortsat tillader det store produktionstab, blot på grund af fortidsrettet åndsformørkelse hos Folketingets ikke-Z-partier. De tror, at der står idiot på ryggen af dem, hvis de går ind for lønnedsættelse. Men sandheden er lige den stikmodsatte. I den katastrofe, hvori de sidste 24½ års slappe folketingsflertal har bragt Danmark, er en barsk lønpolitik i virkeligheden en velsignelsesrig socialpolitik.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
1. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 10. oktober 1977 / 5. årgang
Meningsløse ofre
Deltagerne i dette års augustforlig bør allerede nu afsende postkort til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, såfremt de da ikke er i besiddelse af en mere end almindeligt veludviklet sans for galgenhumor.
Thi fra augustforlig 2 til december d.å. vil reallønnen nemlig – efter alle eksperters bedømmelse – falde omkring 6 procent, så den søde juletid vil få en kraftig smag af bittermandel i den nationale risengrød og vil således – ud fra materielle betragtninger – blive alt andet end sød og glædelig.
Tilsyneladende regner den socialdemokratiske julemand Jørgensen og hans tre veltjente vatnisser – Hartling (V), Helveg (B) og Schlüter (C) – dog med, at den almindelige offervilje omkring denne højtid kan få befolkningen til at sluge bittermandler uden at kny. I så fald vil de, når julefreden toner bort, brat blive revet ud af denne vildfarelse. Folk og vælgere i almindelighed er ikke dumme, så når det til fulde går op for dem, at deres penge slet ikke er gået til et godt formål, men at arbejdsløsheden, underskuddet og gælden tværtimod er steget – ja, så vil de gøre oprør og kræve lønforhøjelser som kompensation for deres meningsløse ofre.
Til den tid – om ikke før – vil augustforliget revne med et brag og alle vil klandre hinanden – men aldrig sig selv – for det dårlige resultat og ende med i skøn samdrægtighed at skyde skylden på de udefra kommende vanskeligheder.
Men det er ikke verdenskonjunkturerne, der er skyld i vort høje omkostningsniveau med deraf følgende forringet konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og reallønsnedgang og de bærer heller ikke skylden for vor store udenlandsgæld.
Skylden bæres af de tre vatnisser, der sammen og hver for sig gennem tyve år har tilladt Socialdemokratiet at lægge sin klamme hånd på en stigende del – nu over halvdelen – af nationalindkomsten.
Derfor er det egentligt rystende ligegyldigt, hvad de finder på i den netop påbegyndte folketingssamling – et nyt kriseforlig eller et rask lille valg – så længe de ikke forstår, at der kun er én – gentager én – løsning på samtlige problemer, nemlig OFFENTLIG SPARSOMMELIGHED med deraf følgende skattelettelser, med deraf følgende reallønsfremgang uden omkostningsforøgelser etc. etc.
Det er en såre enkel løsning, men ingen papløsning af den grund. Sandheden er som bekendt altid enkel og altid ilde hørt.
Redaktionen
Her kan du besøge verdens største digitalsamling af Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nu går våren gennem Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/
Tilføj kommentar
28. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5
Maj 1997
25. årgang
Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug
Regeringens (A og B, red.) nyeste razzia ned i skatteydernes lommer for at pålægge dem nye afgifter, er det klokkeklare bevis på, at Nyrup & Co. ikke kender ordet besparelser. De nye afgifter skal efter planen give to mia. kr., hvilket svarer til en halv pct. af statens udgifter. Det beløb evner regeringen desværre ikke at finde på budgetterne. Alene i finansloven for i år, er der ellers nok at tage fat på.
De offentlige udgifter til udlændinge er på 11,6 mia. kr. Men hertil bortødsles yderligere milliarder til udgifter, som ikke umiddelbart lader sig opgøre.
Regeringen hæver miljøafgifterne, fordi vi skal værne om miljøet. Når danskerne så ændrer adfærd og gør det, regeringen siger, kvitterer den med at hæve miljøafgifterne. Derfor handler det reelt for regeringen om at skaffe flere penge.
Regeringen har ikke format til at gennemføre de nødvendige massive besparelser, der skal danne grundlag for skattelettelser og afdrag på gælden. Regeringen er uduelig og er kørt fast. Derfor er det for Fremskridtspartiet en hovedopgave, at befri Danmark for den nuværende regering.
Fremskridtspartiet arbejder for en ikke-socialistisk regering, der har evnen og viljen til at rette op på samfundet. Derfor er et folketingsvalg nødvendigt hurtigst muligt.
Resolution vedtaget på amtsrepræsentantmødet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: En højt skattet medborger - Carsten Skattenkoch: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/
Tilføj kommentar
29. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12
December 1993
21. årgang
Jurassic Park og velfærdsstaten
Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager, Steven Spielberg.
I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste, der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om, dødeligt syg.
Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet; lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting; skatterne skal reduceres markant; de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting; den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.
Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.
Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres og om det skal ske med 50 eller 60 pct. det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav, til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.
Ud fra en simpel betragtning om, at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden.
Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek, samt den østrigske økonom, Von Mises har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.
Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger, der er forbundet med offentlige ydelser gør fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet, påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab, som opstår, hver gang pengene skifter hænder.
Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.
Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96, så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i, at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!
Nej, det må være slut.
Individets rettigheder
Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.
Reduktion af staten eller revolution
Når det så entydigt er konstateret, at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder, der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.
Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret og at den offentlige sektor er blevet reduceret.
Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder, at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initialet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser; den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage. Velfærdsstaten skal afl?
Kim Behnke MF
Fremskridtspartiet
Denne og mange andre gode artikler fra Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT venter på dig her:
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Dansk dynamik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/
Tilføj kommentar
19. august 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
