Hvad vil Anders Fogh i Euroland?
I Politiken har Kim Behnke været i debat med Venstres Anders Fogh Rasmussen om ØMU’en i et fremtidigt socialistisk Europa. Et pluk fra debatten:
Euroland bliver mere og mere rødt. Nu skal der på europæisk plan føres den socialistiske økonomiske politik, som i 80´erne forliste på nationalt plan.
Hvad vil Anders Fogh Rasmussen dog i det selskab? Skal Danmark hvirvles med ind i Lafontaines og Tony Blairs ny-socialistiske politik? Den franske premierminister, Jospin, har visioner om store paneuropæiske (omfattende alle europæere eller europæiske stater) investeringer i infrastruktur. Det har intet med liberal politik at gøre. EU er de socialistiske regeringers velsignelse ved at udvikle sig til at føre en aktivistisk og interventionistisk (indgribende, red.) politik.
Som liberal og tilhænger af markedsfrihed bør man være modstander af den slags. Det ville være forkert at bebrejde Jospin, Schröder eller Tony Blair for deres overbevisning, for den har de altid haft. Men der er al mulig grund til at spørge Anders Fogh Rasmussen, hvad han vil i det selskab.
For Venstres formand ved, at selv om det på papiret lyder pænt og velmenende at staten skal føre beskæftigelsespolitik, så bliver den forudsigelige konsekvens en centralisering af magten. Hvordan kan Anders Fogh Rasmussen være imod statens vækst i Danmark, når han samtidig vil legitimere, at EU-systemet får lov til at vokse på det europæiske plan? ( Politiken 12. november, 1998).
“Socialisterne får ikke magten over ØMU’en”.
Sådan svarede Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen. “Den kommende fælles mønt skal styres af en uafhængig europæisk centralbank. Den skal føre en pengepolitik, der har prisstabilitet i Europa som hovedformål… Socialisterne vil ikke komme til at styre den fælles mønt” (Politiken 24. november, 1998 ).
Jamen Euroland er ræverødt, Fogh
Anders Fogh Rasmussens ønske er fromt, men ikke i overensstemmelse med den virkelighed, som nu er ved at tage form i EU. For 13 ud af 15 EU-lande styres af socialister og er fast besluttet på, at beskæftigelsen skal have samme prioritet som prisstabilitet.
“Næsten alle EU-lande er enige om, at beskæftigelse nu er det vigtigste spørgsmål”, sagde Tysklands finansminister, Oskar Lafontaine, forleden. Så Anders Fogh Rasmussen har et forklaringsproblem. Om man vil det eller ej, bliver Euroland i dag ledet af socialister, som i fællesskab er fast besluttet på, at Den europæiske Centralbank også skal tage hensyn til beskæftigelsen.
Kim Behnke
Formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / december 1991 / 26. årgang
Læs også: EU-retten sætter sig over Grundloven:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/eu-retten-s%c3%a6tter-sig-over-grundloven/
Tilføj kommentar
19. februar 2010
Tilbagebetaling af udlandsgælden
FREMSKRIDT 1980-1 side 12 redegjorde for Danmarks valutagæld pr. 1. januar 1980.
Den eneste anstændige vej at komme ud af gældsmoradset på er selvsagt at producere tilstrækkeligt mange danske varer og sælge dem til konkurrencedygtige priser på de udenlandske markeder.
Men hvor mange måneders eksport skal der til for at dække vor nettogæld?
|
1960
|
0
|
|
1965
|
3
|
|
1970
|
5
|
|
1975
|
6
|
|
1980
|
14
|
Disse tal fortæller, hvordan udviklingen er gået, mens de såkaldte ”realistiske” partier har bragssnakket om, hvor enormt ”ansvarlige” de er ud i egen formening.
Tallene må ikke forstås på den måde, at ”blot” vi fordoblede eksporten i 14 måneder, var gælden ude af verden, og vi kunne derefter falde tilbage til hidtidig ryggeløshed.
For det første har folketingsflertallet tilrakket dansk økonomi sådan, at der er kommet et væld af indbyggede underskudsmekanismer.
For det andet vil en eksportforøgelse nødvendigvis også kræve en merimport. Og det, vi jo gerne skulle opnå i løbet af kort tid, er at få eksporteret for ca. 130.000 millioner kroner mere, end vi importerer. Kun derved klarer vi gælden, renten herpå og opsparingen af den nødskilling på ca. et kvartals import, som det i en urolig verden ville være passende at have som et minimum nettotilgodehavende i udlandet for et land som Danmark.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang
Læs også: Hvordan skal gældsbyrden afvikles?:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/14/hvordan-skal-g%c3%a6ldsbyrden-afvikles/
Tilføj kommentar
18. februar 2010
Nu er det alvor
Gennem de sidste 15 år har det gradvist trukket op til økonomisk uvejr for Danmark. På denne baggrund er Fremskridtspartiet født og hver femte dansker erkender nu, at dette parti er det bedst egnede til at løse de problemer, de andre har skabt.
At skifte parti er for mange vælgere en vanskelig og træg proces, der hæmmes af vane, tradition, manglende oplysning i massemedierne og personlig forkærlighed eller modvilje.
Derfor er det naturligt, at kun en del af de vælgere, der ser alvoren bekender sig direkte til Fremskridtspartiet. Dette afspejles da også tydeligt, når et klart flertal i befolkningen i dag ønsker kraftige offentlige besparelser. En Observa undersøgelse for Jyllands-Posten har godtgjort, at 61 pct. af vælgerne i den henseende går ind for fremskridts-politikken.
Danmark er nu ved at være uden rådighed over sit bo, som vi så det, da ministrene Heinesen (A) og Hækkerup (A) på et få timers møde i Frankfurt måtte acceptere en kronedevaluering i strid med deres augustforlig.
Men på Christiansborg er alt ved det gamle. Her er trægheden langt større end hos vælgerne og Fremskridtspartiet er bare noget, man skælder ud på og som man endelig ikke vil lytte til.
Det er farligt for landet og dets folkestyre, at befolkningens flertal indser nødvendigheden af fremskridtspolitikken, før den samme nødvendighed er gået op for et flertal i Folketinget.
Redaktionen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang
Læs også: Hjulene skal i gang igen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/
Tilføj kommentar
18. februar 2010
Enorm grænsehandel
Grænsehandlen i Sønderjylland ødelæggende for dansk detailhandel
De danske afgifter er en guldgrube for de tyske handlende syd for grænsen. Og modsætningsvis ruinerende for dansk detailhandel nord for grænsen. De enorme prisforskelle på især vin, spiritus og cigaretter, men efterhånden også på andet, gør det tillokkende for danskerne at tage et smut over grænsen for at forsyne sig. Helt op til 30 % af det danske vin og spiritusforbrug stammer formentlig fra indkøbsrejser – naturligvis ikke blot til det tyske grænseområde, men også charterrejsende.
De tyske supermarkeder ved den dansk-tyske grænse betaler gerne busselskaberne stadig højere beløb pr. passager bragt til døren fra Danmark. 10 til 25 kroner alt efter om det var fra Odense, Fredericia, Ålborg eller Århus. I september 1980 var prisen imidlertid faldet til én krone. Til sammenligning kan anføres at en returbillet fra Ålborg med tog koster 202 kroner til grænsen, mens benzinprisen for en gennemsnitsbil ligger omkring 250 kr.
Hvor meget de tyske supermarkeder betaler for en ladning danskere står hen i det uvisse men de danske busejere sætter i det mindste ikke til på turene. En cognac - der i Danmark koster 188 kr. – kunne fornyelig købes for godt 60 kroner i Tyskland. Whisky er ca. dobbelt så dyr i Danmark som i Tyskland. Snaps koster ca. det halve i Tyskland, og cigaretter godt det halve.
Ikke alene har Socialdemokratiet påført os arme danskere verdensrekord i indkomstskat, men også afgifter har nået en højde som er uhørt.
Chr.
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 30. januar 1981 / 9. årgang
Læs også: Narrens rolle:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/15/narrens-rolle/
Tilføj kommentar
13. februar 2010
Produktion og velstand
Overvismand Hans E. Zeuthen siger til Berlingske:
“Den fortsatte vækst i produktionen pr. beskæftiget giver baggrund for en velstandsstigning. Produktionsvæksten vil formentlig klart opveje virkningen af nye olieprisstigninger i 80`erne. Problemet er ”kun”, om vi i de kommende år er i stand til at føre en tilstrækkelig fleksibel økonomisk politik til at få glæde af produktivitetsstigningen. I teorien er det ikke svært at udforme den rette økonomiske politik, men i praksis bliver det næppe let. Man kan sammenligne Danmark med en kæderyger, der som nytårsforsæt beslutter at lægge tobakken på hylden. Det er bestemt lettere sagt end gjort, men det er på den anden side heller ikke nogen naturlov, at man fortsat skal ryge.
Om det kommende årti bliver rigtigt ubehageligt økonomisk set afhænger helt af vores egen økonomiske politik. Vejen frem er naturligvis at give virksomhederne i betalingserhvervene (eksporterhvervene og de import konkurrence erhverv) tilstrækkelig meget appetit på at ekspandere”.
Kommentar af Glistrup
Vismandens tale går ud på præcis det samme, som Fremskridtsbevægelsen har hamret fast gennem ni år: Skatte- og restriktionstrykket på erhvervsvirksomhederne skal lettes, og der skal frigøres arbejdskraft og kapital fra den offentlige sektor til fordel for produktionslivet.
Det er selvfølgelig dejligt, at disse sammenhænge begynder at gå op for ikke-Fremskridtsfolk. Men det er beklageligt, at det kun indtræder i abstrakt og generel form. Fremskridtspartiet er stadig ene om at påpege, hvordan tankerne i praksis skal gennemføres. Her mangler de andre stadig totalt evne og/eller mod.
Bogen med de 1149 finanslovsændringer er stadig en enestående kronjuvel.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 21. januar 1980 / 8. årgang
Læs også: Arbejdsløsheden:
Tilføj kommentar
13. februar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 18 / 22. maj 1987 / 15. årgang
Bondeoprøret
Siden det store landbomøde i Herning den 6. april 1987 har regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.) og Det radikale Venstre indgået et såkaldt miljøforlig
Under henvisning til de mange pæne ord partierne fremkom med under mødet i Herning og hvor det gang efter gang blev præciseret, hvor vigtigt det er for Danmark med et godt og konkurrencedygtigt landbrugserhverv, vil det sikkert overraske mange, at omtalte forlig koster 1,5 milliarder ekstra kroner, udover de mange omkostninger, der allerede er lagt på erhvervets skuldre.
Lidt større besætningsejere skal således inden 1993 bygge gylletanke, hvor gylle kan opbevares i mindst 9 måneder. Der skal etableres såkaldte grønne markeder med græs og vinterafgrøder på over halvdelen af arealerne, ligesom landmændene allerede fra næste år pålægges at udarbejde gødnings- og sædskifteplaner.
Folketingsmedlemmer og organisationsfolk fra regeringspartierne – først og fremmest Venstre og Det konservative Folkeparti – forsøger nu, at bilde landmændene ind, at de med miljøforliget har gjort noget godt for landbruget, bl.a. fordi den nok så omtalte kunstgødningsafgift skulle være fjernet.
Man må ikke håbe, ret mange hopper på den limpind. Afgiften på kunstgødning er aldrig blevet vedtaget i Folketinget og efter de udtalelser radikale medlemmer af Folketinget er fremkommet med, kan det absolut ikke udelukkes, at dette uberegnelige parti inden længe igen gør sig til talsmænd for en så erhvervsfjendtlig og konkurrenceforvridende afgift.
Det eneste regeringspartierne således kan føle sig helt sikre på er, at landbrugserhvervet bliver pålagt nogle større omkostninger og endnu flere bureaukratiske regler.
Man forstår udmærket, at mange landmænd, der indtil for nylig var optændt af optimisme og investeringslyst, nu sælger besætningerne og blæser det hele et langt stykke.
Samfundsmæssigt bliver resultatet naturligvis, at såvel valutaindtægterne som beskæftigelsen bliver kraftigt reduceret.
Er det virkelig, hvad man forventede af en såkaldt borgerlig regering?
Og var det, hvad landmændene blev stillet i udsigt ved mødet i Herning?
Helge Dohrmann
Gruppeformand for Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner:
http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
17. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11 / december 1992 / 20. årgang
Nej til flere miljøafgifter for landbruget
Når en tilfældig seniorforsker fra Statens jordbrugsøkonomiske Institut nu foreslår en miljøafgift på landbrugets sprøjtemidler og samtidig i detaljer fortæller om, hvad det skal koste, er der virkelig grund til at være på vagt.
Det siger næstformanden for Folketingets miljøudvalg, Fremskridtspartiets gruppeformand, Aage Brusgaard i anledning af forslaget og han fortsætter:
Det er fuldstændigt uhørt i dansk politik, at embedsmænd begynder at politisere og komme med egne forslag. Det hører simpelthen ingen steder hjemme.
Fremskridtspartiet afviser naturligvis forslaget. Idéen om at afgifter skal føres tilbage til landbruget giver mere bureaukrati og lignende ordninger har tidligere vist, at landbruget ikke får alle pengene retur. Derfor vil forslaget reelt betyde flere udgifter for et i forvejen hårdt ramt erhverv. Det er naturligvis helt uacceptabelt.
De sprøjtemidler, der bruges i dag kan slet ikke sammenlignes med de, der brugtes for 10 år siden. Årsagen til at sprøjtemængden ikke er faldet væsentligt er EFs krav om ”grønne vintermarker”, som betyder, at landmændene er nødt til at sprøjte ”diverse ukrudt” ned når de ikke må harve og pløje dem ned.
Forslaget om miljøafgifter hører ingen steder hjemme og landbruget skal nok nå at halvere brugen af disse midler inden 1997. Seniorforsker Søren Rude behøver såmænd ikke at være så nervøs og jeg vil anbefale ham at passe sit arbejde i stedet for som embedsmand at politisere, siger Aage Brusgaard.
Pressemedddelse fra Fremskridtspartiets gruppeformand og formand for Folketingets miljøudvalg
Aage Brusgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Med hvilken ret?
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/med-hvilken-ret/
Tilføj kommentar
17. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5 / maj 1991 / 19. årgang
Politik ødelægger landbruget
I forbindelse med Folketingets debat om et ”bæredygtigt landbrug”, sagde Fremskridtspartiets miljø- og landbrugspolitiske ordfører, Aage Brusgaard, bl.a.:
Vi har ikke et bæredygtigt landbrug i dag, fordi det er gældsat med over 110 milliarder kroner. Det er ikke udygtigt landmandskab, der har gældsat landbruget, men årevis med ufornuftige og udygtige politiske beslutninger. Når der i det hele taget fortsat findes landmænd i Danmark, som endnu ikke er gået fallit, er årsagen stor dygtighed fra landmændenes side.
At gøre fri bonde i Danmark er en saga blot. Der er udstedt forordninger, der på næsten alle områder regulerer, hvad landmanden må og ikke må. Tænk blot på forordningen om, at halvdelen af markerne skal ligge grønne, hvad enten det er rentabelt eller ikke. Eller forordninger om mælkekvote, antal dyreenheder pr. ha. Og så videre. Landmandens frie dispositionsret er i dag styret af skrivebordsteknikere og politikere, som for de flestes vedkommende aldrig har haft en møggreb i hånden. Allerværst er det, at landbrugets egen top nærmest er blevet tandløs og miljøskadet.
Aage Brusgaard slutter:
Hele landbruget er blevet lagt for had, men Fremskridtspartiet mener, at bønderne og Danmark bedst kan overleve med et så frit landbrug som muligt. Der er ingen landmænd, der bevidst sviner mere, end det er nødvendigt. Vi får kun et bæredygtigt landbrug, hvis det får frihed til at udvikle sig mere frit, med lavere skatter, mindre kontrol og færre skemaer end for landbrug fra de lande, vi konkurrerer med. Ingen andre lande har så restriktive krav til landbruget, som Danmark og situationen må ikke yderligere forværres…
Pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets miljø- og landbrugspolitiske ordfører
Aage Brusgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner:
http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
17. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 22. maj 1981 / 9. årgang
Landbrugets muligheder
Landbruget er i klemme økonomisk og organisatorisk. Tvangsauktionerne breder sig i annoncespalterne, - i dag er det 38 i Jyllands-Posten.
Landbrugets arbejdere på slagterier og mejerier kræver lønforhøjelse på lige fod med andre lønmodtagere, og det er ikke at fortænke dem i, - landbruget har blot ikke råd til at betale.
Hvad gør man?
Regeringen (Socialdemokratiet, red.) har gennemført en række lapperier med ”støtteordninger”, der intet er værd. Det viser sig igen, at hver gang man støtter med en million, plyndrer man landbruget med nye skatter og afgifter på 2 millioner.
Landbruget forbløder langsomt og sikkert, ødelagt af jordskatter, særskat, formueskat, kapitalvindingsskat og urimelige renter.
Bønderne arbejder gratis og forærer samfundet 30.000 millioner kroner årligt, samtidig med at de beskæftiger 300.000 mennesker. Til gengæld bliver de hånet og trådt på. Man diskuterer hidsigt ”jobordninger” for unge arbejdsløse og samtidig uddannes årligt 2.400 unge landmænd for lidt. Om få år står man med en lang række ødelagte gårde og et lavproducerende landbrugserhverv.
Hvornår går landbruget i aktion?
Landbrugets ledere er rådvilde og desværre fastlåst i gammel partipolitisk og ortodoks tankegang.
Se dog til andre erhverv og lær af dem. Udviklingen skal jo vendes, og så er det åbenbart nødvendigt med hårde midler.
Landbrugsforhandlingerne må have en anden form og ikke godkendes, før de har været til urafstemning. Så vil lederne vågne op og blive virkelig aktive.
Modforholdsreglerne
Dersom der ikke kan opnås rimelige vilkår, må landbruget tage til modforholdsregler. Det kan landbrugerne ikke blive enige om, siges der. Jamen så brug dog nogle midler, der ikke kræver 100 % enighed, og som ikke slår noget i stykker for den enkelte landmand.
Nedsæt produktionen med 10 % og dersom det ikke er nok så med 20 % eller 30 %. Det vil koste samfundet 3.000 – 10.000 millioner kroner årligt og koster ikke landbruget noget, når de alligevel ikke tjener på produktionen.
Midlertidigt vil en produktionsnedsættelse tilmed øge likviditeten og afskaffe de dyreste lån.
Afsætning gennem fælles terminaler
Terminalerne bør nu etableres. De vil blive et meget effektivt våben i kampen for retfærdighed. Disse terminaler behøver ikke at koste noget, når de etableres som fem kontorer, - et på Sjælland og Fyn, og tre i Jylland. Gennem disse terminalkontorer distribueres alle landbrugsvarer og landmændene kan lukke et eller flere, til målet er nået.
Ingen landmand behøver at holde svin, kreaturer eller mælk tilbage under aktionen.
Et landbrugsproletariat bør ikke tolereres
Landbruget skal naturligvis have samme indtægter og levevilkår, som andre befolkningsgrupper.
Den eneste vej til at gennemtvinge dette er, at reducere de offentlige udgifter, stoppe for offentlig låntagning og heraf følgende renteplyndring, nedsætte almindelige skatter og afskaffe særskatter. Dette vil tilmed skabe nye arbejdspladser og afskaffe arbejdsløsheden.
Landbruget har midlerne; Ja, men hvorfor bruger man dem så ikke?
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner:
http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
17. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nummer 12 / 27 marts 1981 / 9. årgang
Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?
I næsten alle nytårsbetragtninger, der er sendt ud fra pengeinstitutter og erhvervsorganisationer advares vi mod de stadig stigende offentlige udgifter og fra andre lande kommer lignende signaler. Som regel er det rene økonomiske betragtninger, der sjældent bevæger sig ind på de politiske forhold, der klart beviser, at den største fare er den snigende socialisering, der følger med de stigende udgifter.
Enhver forøgelse af de offentlige udgifter betyder nye skridt imod en socialisering af samfundet, og dette er socialistpartierne helt klar over. Derfor er de da også på pletten, hver gang de øjner en mulighed for at øge det offentlige forbrug. I agitationen har socialisterne en hel serie slagord som: ”til fælles bedste, solidaritet, hjælp til de svage osv”. Ordet socialisering bruger de sjældent, idet de ved, at det lugter for meget af østblokland, diktatur og undertrykkelse.
Men de andre ”pæne” ord er velegnede til at lokke folk på limpinden. Her får socialistpartierne desuden følge af de såkaldt borgerlige partier, der aldrig har gjort et alvorligt forsøg på at dæmme op for socialiseringen. Tværtimod er de ofte de første på markedet med løfter om goder fra det offentlige. Dermed er de – måske uden at ville det – med til at snigsocialisere landet.
Ubetænksomme folk råber på, at staten, amterne og kommunerne skal gøre både dit og dat. De er besat af troen på, at kun det offentlige formår at ordne tingene og ligger under for propagandaen om, at hverken huse eller skoler vil blive bygget og er paralyseret af ideerne om, at kun det offentlige kan drive busser, baner, telefon, post, radio eller TV, for ikke at tale om syge- og alderdomsforsikring. Men dette er ikke sandt. Tværtimod er det det altfor store offentlige forbrug, der hindrer privat foretagsomhed og gør det muligt for folk at få opfyldt deres private ønsker og ordne deres egne ting.
Socialisterne forstår at appellere til flertallet, der jo vitterligt lever af offentlige foretagender, således ca. 1 million, der udelukkende eksisterer på understøttelse af en eller anden art, og 800.000 offentligt ansatte plus 300.000 i mere eller mindre subsidierede erhverv. Der er derfor kun små udsigter til, at de offentlige udgifter vil blive sat ned. Tværtimod vil de bestandig vokse og det er på den måde, danskerne lidt efter lidt luskes ind i en socialistisk stat. Denne udvikling er så enkel, at ethvert barn kan forstå det. Alligevel følger næsten alle strømmen. Kun få tør stå frem og fortælle, hvilke offentlige udgifter, vi kan undvære.
Den berømte tyske finanstroldmand, Ludwig Erhard, sagde kort før sin død: ”Vi må prioritere i rigtig rækkefølge, således: Først økonomi, dernæst sociale formål”. I de fleste af vestens lande har man prioriteret i omvendt rækkefølge, altså først socialpolitik, og så i anden omgang økonomi. Men dette går ikke, sagde Ludwig Erhard. Er – derimod økonomien i orden, følger de sociale forbedringer af sig selv. Vesttyskland har stort set fulgt Erhards linie, og derfor ser vi også, at landet ikke bare er en økonomisk stormagt, men samtidig et foregangsland på det socialpolitiske område.
Her i Danmark har kun Fremskridtspartiet foreslået at begrænse skatterne og de offentlige udgifter og dermed få orden på den offentlige økonomi, så velfærdsstaten kan fortsættes og udbygges på et solidt grundlag. Hvis vi ikke gør det, falder hele vor sociale opbygning før eller senere på en katastrofal måde. Desværre har ingen af landets øvrige partier mod til at skære ned på det offentliges udgifter og de pådrager sig derfor et stort ansvar for den skæbnesvangre fattigdom, vi går i møde.
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/uffe-bertel-og-anders-socialiserede-danmark/
Tilføj kommentar
9. januar 2010
Næste indlæg
Forrige indlæg
