Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang
Socialdemokratisk MF’er sælger skatte”fiduser”
Det sker samtidig med at han og hans parti fører hetz mod og jagter alle, der forsøger at kurere folkesygdommen ondt i skatten - og mens Glistrup er dømt uværdig og buret inde
Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann har formentlig ret, når han med sit forslag om at få offentliggjort samtlige skatteregistre forventer, at der vil komme artige afsløringer frem af, folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og andre, der i tide og utide foregiver at få moralske opstød af danskernes opfindsomhed mod sygdommen ondt i skatten, selv har tilsigtede fradrag af en størrelsesorden, der ligger over gennemsnittet.
I hvert fald er det nu afsløret, at en af Socialdemokratiets virkelige topfolk, økonomiprofessor Erling Olsen, selv er med til at sælge skattelettelser til de hårdt plagede danske skatteydere.
Har selv købt
Den forhenværende socialdemokratiske boligminister, der fortsat er medlem af Folketinget, har nemlig siden maj 1984 været næstformand i det nyoprettede selskab SDS-Invest, der indtil årsskiftet havde solgt investeringsbeviser for 526 millioner kroner i portioner på 20.000, 4.000 eller 1.000 kroner.
For sin ulejlighed har Erling Olsen modtaget et honorar på 30.000 kr., som dog formentlig ikke har fået hans skat til at stige. Olsen har nemlig været så fornuftig selv at købe skattelettelsesbeviser i invest-foretagenet, oplyser Ekstra Bladet.
SDS-Invest er et selskab under Sparekassen SDS, der fortrinsvis arbejder med de såkaldte akkumulerede investeringsbeviser. Der udbetales ikke udbytte, man akkumulerer - opsamler - gevinsten, der efter tre år er skattefri.
Indrømmer skattetænkning
SDS-Invests formålsparagraf lyder: “Foreningens formål er at anbringe medlemmernes midler i danske og udenlandske aktier og obligationer og andre værdipapirer eller lignende for derved at opnå en passende risikospredning og tilfredsstillende afkast eller formue”.
Erling Olsen er mandfolk nok til overfor bladet at indrømme, at der er en god portion skattetænkning forbundet med hele foretagendet.
Den socialdemokratiske toppolitiker skal selvfølgelig ikke have utak for, at han hjælper danskerne mod folkesygdommen ondt i skatten. Det er kun dobbeltrollen i det spegede spil, der er forargelig.
Glemmes skal det heller ikke, at Erling Olsen to gange har været med til at dømme Mogens Glistrup uværdig til at indtage sin retmæssige plads i Folketinget.
Hvem sagde dobbeltmoral?
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Glistrup om Glistrupsagen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/category/glistrup-om-glistrup-sagen/
Tilføj kommentar
14. januar 2010
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Januar 1999 / 27. årgang
Oprør imod magthaverne
Allerede i 70´erne var det tydeligt, at vi var på vej imod afgrunden. I 80´erne fik vi rettet op på økonomien ved bl.a. at fjerne den automatiske dyrtidsregulering og indførte realrenteafgiften. Men vi fik ikke ændret på den afgørende faktor, omlægning af den offentlige sektor v.h.a. privatisering af offentlige virksomheder og skattelettelser. Den borgerlige regering talte om strukturændringer men turde ikke gennemføre dem. I dag er det umuligt generelt at hæve den skattefrie bundgrænse uden at fyre 2/3 af de offentligt ansatte. Antallet af offentligt ansatte er steget fra 70´erne til 90´erne med mere end 500.000. Dertil kommer, at vi har importeret lige så mange fremmede statsborgere til offentlig forsørgelse.
Derfor kan det ikke undre, at det betyder ringere offentlig service og højere skatter for befolkningen. Vismændenes forslag om et beskæftigelsesfradrag på ca. 16.000 kr. pr. arbejdsløs, der kommer i arbejde, er sympatisk men nytteløst. Arbejdsopgaverne i den offentlige sektor skal privatiseres, så de bliver underlagt udbud og efterspørgsel. I takt hermed skal der gives skattelettelser ved at hæve den skattefri bundgrænse, så prisen på arbejde ikke stiger, og borgerne selv kan betale for en række serviceydelser.
Det er tvivlsomt, om sådanne ændringer kan gennemføres ad frivillighedens vej, fordi de offentligt ansatte og alle dem, der lever af at have et sugerør nede i de offentlige kasser ikke frivilligt afgiver deres privilegier.
Der er jo en række fonde, der kan tømmes, før vi kommer til et økonomisk sammenbrud. Vi kan også fortsætte med sociale forringelser for de svageste grupper i samfundet. En fortsat udvidelse af den offentlige sektor og et stigende skattetryk vil forstærke nedturen.
Det kan være en af bevæggrundene for, at de “ansvarlige” politikere gerne vil have dannet den politiske Union, EU, så alle ubehagelige beslutninger kan tages i Bruxelles og Frankfurt.
Som vi kender det fra USA, vil de fattige blive fattigere og de rige rigere. Med alle de importerede problembørn vil vi virkelig få et polariseret samfund.
Der er tid endnu til at rette op på skævhederne, men det kræver endnu et oprør imod magthaverne, som vi havde i 70´erne, men med den forskel, at det nyttede noget denne gang.
Ole Maisted
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Det sku´ være så godt:
Tilføj kommentar
4. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 38 / 2. november 1984 / 12. årgang
Lønpolitik
Diskutere den enkelte løn med sin arbejdsgiver, får han størst indtægt, hvis han opnår størst mulig lønforhøjelse.
Det samme gælder, når en klub, fagforening eller andre forhandler løn med virkning for et encifret, tocifret, trecifret, firecifret eller femcifret antal medlemmer.
Heraf slutter mange, at sådan er det også, når lønniveauet fastlægges for de hundredtusindvis af lønmodtagere. Dette er en af de helt katastrofale fejlopfattelser.
Af hensyn til konkurrencedygtigheden med den omgivende verden - der jo er hundreder af gange større end Danmark - er det en fordel for os alle, at Danmark har lave priser. Og jo lavere danske priser, des flere danske varer kan sælges. Og jo større salgbar dansk produktion, des mere fremstilles der i Danmark, og jo flere kommer i nyttig beskæftigelse.
Oppustet gas
Generelle timelønsstigninger kan måske nok se flotte ud. Men de er oppustet gas. Ikke blot er de drønusolidariske med de arbejdsløse. For dem med arbejde er det afgørende, hvad de kan købe for lønnen. Og her er det betydningsfulde, at den samlede nationalprodukt-samfundslagkage er størst opnåelig.
Den altovervejende del af nationalproduktet fordeles jo mellem lønmodtagerne.
Allerbedst for den enkelte lønmodtager er det herefter, hvis han kan få sin egen løn sat i vejret og løntilbageholdenhed hos (næsten) alle andre.
Men med logikkens ubønhørlighed kan det fastslås, at det ikke kan lade sig gøre med virkning for det store flertal.
Derfor må lønniveauet fastsættes under ét for så at sige alle lønmodtagere. Denne opgave kan organisationerne i praksis ikke klare. Alt for mange af deres ledere er alt for håbløst gammeldags i hele deres tankesæt. Derfor vil de misbruge den indflydelse, som levnes dem, til at sabotere, forsinke og udvande de nødvendige tiltag. Og reallønfremgangen skal i vidt omfang tilvejebringes gennem skattelettelser - altså af Folketinget. Selv den stærkeste organisationsboss kan ikke nedsætte skatten med en enøre. Og får han pengelønnen forhøjet, viser erfaringen, at Folketinget derefter underminerer resultatet ved at forhøje afgifter m.v. Landets internationale konkurrenceevne og dermed dansk produktion tildeles herved en todobbelt øretæve: Stigende omkostninger såvel på lønkonti som på de afgiftsbelagte varegrupper. Omkostningerne er smitsomme. De forstærker den onde inflationsspiral.
Nedsat bruttoløn
Når det er tåbeligt at have to forskellige organer til at fastlægge lønniveau og skattesatser, må Folketinget styre begge dele. Der ligger intet forkert i, at parterne ikke “selv” får lov til at fastsætte deres løn- og arbejdsvilkår. Organisationerne er jo ikke i højere grad “parterne selv” end Folketinget, som jo er valgt af de mennesker, det drejer sig om, og som har ligeså direkte kontakt til dem som ledere i fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.
I den nuværende situation kunne man tænke sig den model, at alle bruttoløn-beløb blev nedsat med samme procent. Den skulle vel være ca. 20, for at Danmark igen kunne komme i balance med udlandet, efter at vi i de sidste 24½ år har levet over evne ved at bevilge os selv større lønforhøjelser, end landets økonomiske bærekraft har haft styrke til.
Men vi kan klare os med mindre drastiske midler, hvis vi bruger lidt forskellige procentsatser for de enkelte områder. For eksempel nedsatte med kun 15 % for de områder, hvor det er vigtigt gennem forholdsmæssig høj løn at tiltrække dygtig arbejdskraft. Og med måske 25 % på væsentligt mindre vigtige felter (for eksempel megen administration), på områder, hvor den øjeblikkelige situation kræver tilbageholdenhed (eksempel: Hjemmemarkeds-erhverv), eller hvor høj løn ikke medfører arbejdskvalitet (for eksempel ministre og folketingsmedlemmer).
Øget eksport
Lønudgiftsnedsættelser indenfor rammen 15-25 % vil hurtigt bringe så at sige alle arbejdsløse og fejlbeskæftigede i fornuftigt arbejde. Danske priser vil nemlig falde så meget, at vi kan øge vor eksport tilsvarende. (Det vil selvfølgelig ikke føre til nævneværdige modtræk fra udlandet, fordi lille Danmarks markedsandel under alle omstændigheder er så forsvindende lille).
Hvis 500.000 fejl- og ubeskæftigede kom i 1800 timers produktivt arbejde om året, blev nationalproduktet tilført 900 millioner flere arbejdstimer.
Hvis de gennemsnitligt skabte værdier for 200 millioner kroner, havde vi på et år 180 milliarder kroner mere at gøre godt med. Nettoudlandsgælden ligger på ca. 202 milliarder kroner.
Og når det hele er så enkelt, at arbejdsløsheden alene skyldes, at arbejdsmarkedet har fastsat for høj en købspris for arbejdskraft, kunne man nu godt igangsætte en folkeoplysning om de samfundsøkonomiske sammenhænge.
Fortidsrettet åndsformørkelse
Vores allesammens velstand og velfærd hænger jo nøje sammen med, at vi ikke fortsat tillader det store produktionstab, blot på grund af fortidsrettet åndsformørkelse hos Folketingets ikke-Z-partier. De tror, at der står idiot på ryggen af dem, hvis de går ind for lønnedsættelse. Men sandheden er lige den stikmodsatte. I den katastrofe, hvori de sidste 24½ års slappe folketingsflertal har bragt Danmark, er en barsk lønpolitik i virkeligheden en velsignelsesrig socialpolitik.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/
Tilføj kommentar
1. oktober 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 10. oktober 1977 / 5. årgang
Meningsløse ofre
Deltagerne i dette års augustforlig bør allerede nu afsende postkort til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, såfremt de da ikke er i besiddelse af en mere end almindeligt veludviklet sans for galgenhumor.
Thi fra augustforlig 2 til december d.å. vil reallønnen nemlig – efter alle eksperters bedømmelse – falde omkring 6 procent, så den søde juletid vil få en kraftig smag af bittermandel i den nationale risengrød og vil således – ud fra materielle betragtninger – blive alt andet end sød og glædelig.
Tilsyneladende regner den socialdemokratiske julemand Jørgensen og hans tre veltjente vatnisser – Hartling (V), Helveg (B) og Schlüter (C) – dog med, at den almindelige offervilje omkring denne højtid kan få befolkningen til at sluge bittermandler uden at kny. I så fald vil de, når julefreden toner bort, brat blive revet ud af denne vildfarelse. Folk og vælgere i almindelighed er ikke dumme, så når det til fulde går op for dem, at deres penge slet ikke er gået til et godt formål, men at arbejdsløsheden, underskuddet og gælden tværtimod er steget – ja, så vil de gøre oprør og kræve lønforhøjelser som kompensation for deres meningsløse ofre.
Til den tid – om ikke før – vil augustforliget revne med et brag og alle vil klandre hinanden – men aldrig sig selv – for det dårlige resultat og ende med i skøn samdrægtighed at skyde skylden på de udefra kommende vanskeligheder.
Men det er ikke verdenskonjunkturerne, der er skyld i vort høje omkostningsniveau med deraf følgende forringet konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og reallønsnedgang og de bærer heller ikke skylden for vor store udenlandsgæld.
Skylden bæres af de tre vatnisser, der sammen og hver for sig gennem tyve år har tilladt Socialdemokratiet at lægge sin klamme hånd på en stigende del – nu over halvdelen – af nationalindkomsten.
Derfor er det egentligt rystende ligegyldigt, hvad de finder på i den netop påbegyndte folketingssamling – et nyt kriseforlig eller et rask lille valg – så længe de ikke forstår, at der kun er én – gentager én – løsning på samtlige problemer, nemlig OFFENTLIG SPARSOMMELIGHED med deraf følgende skattelettelser, med deraf følgende reallønsfremgang uden omkostningsforøgelser etc. etc.
Det er en såre enkel løsning, men ingen papløsning af den grund. Sandheden er som bekendt altid enkel og altid ilde hørt.
Redaktionen
Her kan du besøge verdens største digitalsamling af Fremskridtspartiets medlemsblad FREMSKRIDT: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Nu går våren gennem Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/
Tilføj kommentar
28. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19
4. november 1976
4. årgang
Indkomstskatten er ubrugelig
Den er samfundsskadelig og uretfærdig
Det er en grundtanke i fremskridtspolitikken, at de samlede offentlige udgifter skal nedsættes kraftigt, så borgerne skal af med mindre i samlede skatter og afgifter.
De samlede skatter og afgifter består af så forskelligartede ydelser som f.eks. indkomstskat, moms, ejendomsskat, told, A/S skat, afgift på øl, spiritus og tobak o.s.v., o.s.v.
En beskæring af de offentlige udgifter ville derfor kunne udmøntes i lempelser af mange slags skatter og afgifter.
Skat på arbejdsindsats
Fremskridtspartiet mener imidlertid, at det frem for alt er indkomstskatten, der skal lettes eller fjernes, fordi den i bund og grund er en skat på arbejde og på den indsats, hvorved arbejdspladser skabes. Da indfrielse af udlandsgælden og fortsat velfærdsfremgang først og fremmest kræver arbejdsindsats, er det særdeles uforstandigt, at bevare denne skatteform.
En 1903-model
Dertil kommer, at indkomstskatten hører til i tidligere tiders stillestående, let overskuelige samfund. Det er aldeles umuligt, at udforme den på hæderlig vis i det samfund, der nu er under udvikling. Dels udspecialiserer indtægtsdannelsen sig på mange forskellige arbejdsområder, så det ikke lader sig gøre for et embedsmandsapparat at foretage en rimelig og ligelig bedømmelse. Dels bevirker den stigende internationalisering, at kontrolarbejdet umuliggøres mere og mere for flere og flere skatteydere.
Indkomstbegrebet kunne bruges i det prisstabile, enkle samfund, vi havde ved indkomstskattens indførelse i 1903. Manglerne trådte ikke så skarpt frem, fordi satserne var så små – toppen lå på 2½ pct. og skavankerne var derfor ikke til at få øje på.
Uanvendelig
På baggrund af sit lektorat i skatteret ved Københavns Universitet og sin erfaring fra praktisk skattearbejde er Mogens Glistrup nået til den entydige konklusion, at indkomstskattebegrebet er aldeles uanvendeligt som beskatningsgrundlag under nutidens forhold.
Forslagene om at rydde op i fradragsjunglen hører kun hjemme hos ukyndige romantikere og hos kynikere, der ønsker et øget skattetryk.
Indkomstskatten er direkte samfundsskadelig, idet den beskatter arbejdsindsats og til trods for mange års ihærdigt arbejde på at gøre den millimeterretfærdig, er resultatet kun blevet en uoverskuelig jungle af regulativer, som til trods for et enormt administrationsapparat ikke giver retfærdighed.
Redaktionen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Venstres skattehistorie: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/25/2044/
Tilføj kommentar
23. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12
17. juni 1976
4. årgang
Erhvervsoptimisme
Et sundt erhvervsliv uden lejlighed genskabes ikke ved tilskud, men gennem frihed for utidig offentlig indblanding
Høj levestandard, fuld beskæftigelse og social tryghed kan kun sikres gennem en tilstrækkelig høj produktion i dansk erhvervsliv.
Derfor er det nødvendigt, at forudsætningerne er til stede igennem et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Konkurrencedygtigt på hjemmemarkedet mod importerede varer og konkurrencedygtigt på eksportmarkedet. Det er da muligt, at visse politikere tror, at disse forudsætninger skabes gennem tilskudsordninger. De overser blot at tilskuddene i sidste ende også skal betales af det værdiskabende erhvervsliv. En høne kan nu engang ikke leve af de æg, den selv lægger.
Eksempelvis er det inkonsekvent på samme tid at begrænse erhvervenes indtjeningsmuligheder gennem avance begrænsende love og samtidig udbetale arbejdsgivertilskud. Det er også ulogisk at støtte de kapitalkrævende sociale boligselskaber, så der må indføres kreditrationering osv, osv.
Derfor skal erhvervslivet ikke hjælpes gennem støtteordninger til denne eller hin pressionsgruppe, men kvælertaget fra en masse unødvendig administration, avancebegrænsning, indkomstskat, kapitalvindingsskat m.m. skal fjernes.
Alle befolkningsgrupper har en fælles interesse heri.
Redaktionen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/
Tilføj kommentar
21. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17
7. oktober 1976
4. årgang
A eller Z?
Tror man, Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?
Anker Jørgensen (A) har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.
Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.
September og august
Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.
Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.
Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.
De sagde, at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.
At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.
En bedre løsning
Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?
Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.
Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.
Det sker vel at mærke uden at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.
Ud over de store reallønsforbedringer, der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.
16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.
Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.
Forskellen
Z-planen hviler på samme erkendelse som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.
Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.
Redaktionen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Erhvervszoner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/
Tilføj kommentar
19. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 16
16. oktober 1975
3. årgang
Stadig ja til skattelettelser
Der er fra konservativ side rejst spørgsmålet om, hvorvidt Fremskridtspartiet har sagt farvel til skattelettelsespolitik.
Svaret er benægtende. Den 8. september fremsatte Fremskridtspartiet seks præcise lovforslag om afskaffelse af indkomstskatterne over perioden frem til 1981. I det nye folketingsår følger vi linjen op med en lang række forslag.
Når man har kunnet rejse spørgsmålet, beror det på, at vi stemte imod det konservative forslag om udskrivningsprocenten for 1976-statsskatten.
Baggrunden herfor var, at metoden efter vor opfattelse skal være den, at vi det første år sætter alle kræfter ind på at få så høj en skattefri bundgrænse som muligt. Der er midler til rådighed, så vi straks kan nå 21.000 kr. skattefrit. De samme penge kan imidlertid ikke bruges to gange, både til at forhøje den skattefri bundgrænse og nedsætte udskrivningsprocenten. Vort forslag går derfor ud på, at beskatningsprocenterne først reguleres nedad fra 1. januar 1977.
Havde der været et flertal i Folketinget for, at statsindkomstskatten skulle være nedsat i 1976, er der ingen tvivl om, at modsætninger inden for dette flertal om, hvorvidt skattenedsættelsen skulle ske på den ene eller den anden måde, var fjernede gennem forhandling de pågældende partier. Det fremhævede vi også under debatten i Folketinget den 11. september 1975. Derimod tjente det jo knapt noget formål, at de 34 folketingsmedlemmer fra Det konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet havde sat sig sammen om at finde et kompromis mellem grundopfattelserne om, hvordan de til rådighed for indkomstskattenedsættelse stående midler teknisk blev fordelt mest hensigtsmæssigt.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Regeringen bryder forlig om skattelettelse på 485 millioner kroner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/regeringen-bryder-forlig-om-skattelettelse-pa-485-millioner-kroner/
Tilføj kommentar
17. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5
Maj 1997
25. årgang
Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug
Regeringens (A og B, red.) nyeste razzia ned i skatteydernes lommer for at pålægge dem nye afgifter, er det klokkeklare bevis på, at Nyrup & Co. ikke kender ordet besparelser. De nye afgifter skal efter planen give to mia. kr., hvilket svarer til en halv pct. af statens udgifter. Det beløb evner regeringen desværre ikke at finde på budgetterne. Alene i finansloven for i år, er der ellers nok at tage fat på.
De offentlige udgifter til udlændinge er på 11,6 mia. kr. Men hertil bortødsles yderligere milliarder til udgifter, som ikke umiddelbart lader sig opgøre.
Regeringen hæver miljøafgifterne, fordi vi skal værne om miljøet. Når danskerne så ændrer adfærd og gør det, regeringen siger, kvitterer den med at hæve miljøafgifterne. Derfor handler det reelt for regeringen om at skaffe flere penge.
Regeringen har ikke format til at gennemføre de nødvendige massive besparelser, der skal danne grundlag for skattelettelser og afdrag på gælden. Regeringen er uduelig og er kørt fast. Derfor er det for Fremskridtspartiet en hovedopgave, at befri Danmark for den nuværende regering.
Fremskridtspartiet arbejder for en ikke-socialistisk regering, der har evnen og viljen til at rette op på samfundet. Derfor er et folketingsvalg nødvendigt hurtigst muligt.
Resolution vedtaget på amtsrepræsentantmødet
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: En højt skattet medborger - Carsten Skattenkoch: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/
Tilføj kommentar
29. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3
10. februar 1977
5. årgang
Der er intet valg
Man kan altid være bagklog, men det var indlysende i september, august og december, at forligene ikke duede. De måtte end i forlis.
For at komme ud af problemerne må man begynde med at fjerne den overflødige del af det offentliges virke, man må nedsætte det offentliges forbrug. Herved kan skatterne lettes. Skattelettelserne skal bruges til reallønsfremgang og dyrtidsregulering, så erhvervenes lønudgifter kan undgå at stige, men så vi samtidig kan holde vort privatforbrug.
Da lønudgifterne i udlandet stiger, vil de eksporterende og importkonkurrerende erhverv atter blive konkurrencedygtige. Dette giver øget beskæftigelse og bedre valutabalancen.
Denne fremgang er imidlertid helt fremmed for de skiftende forligepartier. Dybest set er offentlige besparelser dem inderligt imod. Forligspartiernes regeringsudøvelse i de sidste 15 år er årsagen til, at vi ikke er bedre rustet til at modstå den modgang, der begyndte med oliekrisen.
Fordi forligspartierne mangler denne nytænkning, har de heller ingen mulighed for at forbedre Danmarks situation. De kan højst håbe på, at have regeringsmagten, hvis bedre tider når os fra udlandet.
Formodentlig har de erkendt, at deres udgiftspolitik har ført til nye underskud, som på grund af deres sparemodvilje kun kan dækkes af et øget skattetryk. Men naturligvis tør man kun øge skatterne lige efter et valg – og så måtte man jo se at få et!
Den 15. februar er det intet valg. Der er kun ét middel mod øgede skatter, øget arbejdsløshed og øget valutagæld.
Det er at stemme på Fremskridtspartiet.
Redaktionen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/20/hvordan-far-vi-de-offentlige-udgifter-ned/
Tilføj kommentar
28. august 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
