Den franske intifada
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1
Februar 2006
34. årgang
Den franske intifada
I Frankrig er man kommet tilbage til såkaldt normale tilstande, efter at der i de 20 dage fra den 27. oktober til den 17. november 2005 blev afbrændt 9.000 biler i 300 franske byer. Der blev i alt foretaget 3.000 arrestationer og 126 politifolk blev såret. To kirker og en række andre offentlige bygninger blev brændt af. En parisisk borger blev dræbt af voldsmændenes slag. Han havde prøvet at slukke ilden i en affaldscontainer. Den 17. november erklærede det franske politi, at nu var opstanden slut. For antallet af afbrændte biler var nu nede på 100 pr. nat, og det anså man for at være normale tilstande.
Denne fredstilstand leder tankerne hen på noget, vi har set før. Det var efter Oslo-fredsforhandlingerne i 1993. USA´s præsident Bill Clinton, Israels Yitzhak Rabin og palæstinensernes leder Yassir Arafat gav hinanden hånden på græsplænen foran Det Hvide Hus. Palæstinenserne fik selvstyre, og freden var hjemme. Israelerne tilbød fleksibilitet, tilbageholdenhed og generøsitet. Dette tolkede Arafat givetvis som svaghed, og hans næste træk blev intifadaen (af arabisk: “at kaste noget af sig”, red.) med horder af stenkastende unge og selvmordsbombere med eksplosiver og metalstykker i specialdesignede dødsveste. For palæstinenserne selv blev resultatet et liv med korruption, fattigdom, dødskult, selvmordsfabrikker og militant islamisk radikaliseren. Deres overordnede mål var Israels udslettelse gennem jihad (hellig krig, red.). Man har aldrig anerkendt Israels ret til at eksistere. Som der fortsat brutalt trues på hjemmesiden: http://www.hizb-ut-tahrir.dk/new/“tilintetgørelsen af jøde-entiteten”, og “dræb dem, hvor I end finder dem”. 80 % af Palæstinas indbyggere mener da også, at det var brugen af vold, der drev Israel ud af Gaza.
Den almindelige forklaring i pressen på den franske opstand har været dårlige sociale forhold. Men undersøger man omstændighederne, er der andre ting, der dukker op. For det første var de allerfleste oprørere muslimer. Selv om der også lever mange vietnamesere og kinesere under ringe forhold, har de ikke deltaget i optøjerne. For disse nationaliteter går vejen til fremgang over hårdt arbejde. Men på samme måde, som i Palæstina, betegnes de muslimske bydele som besat område. På en af opstandens første dage, filmede et hollandsk Tv-hold en bande unge mennesker med pandebånd med koran-citater råbende: “Allah Ak’bar”, Allah er stor, sådan som vi kender det fra Palæstina. Og den tyrkiske premierminister, Erdogan, har kædet oprøret sammen med det franske forbud mod, at skolepiger bærer det muslimske slør.
Washington Post skrev den 19. oktober, at franskmænd var blevet rekrutteret til jihad-træning i bl.a. Irak, Syrien og Libanon til indsættelse i Frankrig. Den franske indenrigsminister, Sarkozy, skrev den 27. september, at den algeriske muslimske Salafist Gruppe for Prædiken og Kamp, GSPC, havde kaldt til kamp mod Frankrig, som man kaldte fjende nr. 1, “fjende af vor religion”. Og i brevet af 12. oktober til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), truede de 11 muslimske ambassadører bl.a. med, at avistegningerne af profeten Muhammed kunne skabe reaktioner blandt muslimske samfund i Europa. Så tingene er blevet udtrykt ganske klart.
Et resultat af islamiseringen af franske bydele er, at her bærer alle kvinder slør og mændene har skæg efter de religiøse forskrifter. Detailhandlere, der solgte alkohol og svinekød er blevet tvunget væk og syndige steder som: Biografer, teatre og dansehaller er blevet lukket. Som det blev sagt til en journalist: “Vi forlanger bare, at kunne passe os selv”. Dette gælder også politiet, som holder sig væk fra disse områder. Det hedder “no go” zoner. Det er sket 9.000 gange i 2005, at politibiler er ramt af stenkast; også fra stor højde. Taxaer kommer heller ikke i områderne.
Som i Palæstina er antisemitismen (jødehad, red.) voldsom i Frankrig, hvor der bor 5 - 7 millioner muslimer og 600.000 jøder. I 2002 blev en synagoge nedbrændt i Marseilles. I Strasbourg blev en synagoge forsøgt antændt. Den franske regering finder, at angrebene mod jøder skal ses i sammenhæng med den Palæstinensiske-Israelske konflikt. Når situationen i Palæstina tilspidses, giver det sig også udslag i Frankrig.
Det såkaldte internationale samfund, herunder USA, EU og Danmark betaler også milliarder til Palæstinenserne. Det er de ikke blevet mere fredelige af. Tværtimod. EU´s kommissionsformand, Barosso, har stillet i udsigt, at EU vil betale en milliard euro til de berørte franske byområder. Dette er udtryk for en utilgivelig naivitet. Som om jihad-krigerne skulle overgive sig, fordi man kaster pengesedler efter dem.
Ole Gerstrøm
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Den nationale katastrofe: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/
Tilføj kommentar 22. september 2009