Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10. / 17. marts 1989 / 17. årgang
De skal ud, skal de
Muslimer over hele verden har bragt sig selv i søgelyset med deres lederes stærke fordømmelse og kollektive dødsdom over Rushdie og hans forlæggere.
Allerede den 11. marts 1985 forklarede Mogens Glistrup indgående, at én af Danmarks nye sager på den nødvendige dagsorden for opryddelse og reetablering af ordnede forhold var en afklaring af problemerne omkring flygtningeloven af 1983. Det vakte en del fourer.
Det samme gjorde efterfølgende udtalelser på et pressemøde på Christiansborg i 1988 og valgresultatkommentarer i TV den 10. maj 1988.
Krarup og Bradford
Pastor Søren Krarup skrev for år tilbage en artikel om moskeerne i Bradford, England, hvori han sammenfattede de problemer, som den engelske by ville løbe ind i, alene som følge af den store muslimske koncentration.
Bradford var den første by, hvor yderliggående muslimer fandt det betimeligt at manifestere utilfredshed med Rushdies bog “De Sataniske Vers” ved på demokratisk vis at afbrænde den i byens gader. Lignende hændelser fandt sted i Pakistan og Indien (Rushdies hjemland) og i Teheran bragte en vis ayatollah sig i fokus ved at afsige en dødsdom over forfatteren, der efter ayatollahens og hans mullahers opfattelse havde bespottet profeten Muhammed og hans dusin koner. Den dødsdom er allerede efterhånden historie.
Fire år skulle gå
Og i Danmark, hvor ingen jo i den kolde marts 1985 turde tage Glistrup alvorligt, bølgede fire år senere 3.000 småsure muslimer gennem Københavns gader med krav om forbud mod udgivelsen af De Sataniske Vers. Til det havde Politikens chefredaktør Herbert Pundik nogle særdeles rammende bemærkninger, ligesom formanden for forfatterforeningen havde det.
Denne sag er ikke om, hvorvidt Rushdie burde have skrevet denne bog eller ikke og dermed sparet os - Vesten - for en bunke besvær, eller om, hvorvidt bogen “spotter” en ekstremistisk despots og hans viljeløse disciples tolkninger af Allahs egne ord i en bog ved navn Koranen. Dette drejer sig fundamentalt om den vestlige verdens klippefaste tro på retten til at tænke, tale og skrive under ansvar, herunder også udgive litterære værker.
Det er ingen uenige om. Det hele er et spørgsmål om, hvem man vil give ret i det. Såvel Krarup som Glistrup så rigtigt, da de advarede mod invasionen af flygtninge, ikke mindst fra de muslimske lande, men det var - og er - ikke god tone at give dem ret heri. Så for den kultiverede magtelite, der har samlet sig i Danmark, har Ayatollah Khomeinis og Salman Rushdies mellemværende været en ikke så ringe anledning til på lærd vis, at konstatere, at nuvel, der er måske lidt problemer med denne flygtningeklump.
Pludselig så de alle lyset
Om det så er Ishøjs borgmester Per Madsen fra Det autoriserede danske Socialdemokrati, der pludseligt har indset, hvad i alle tilfælde hans bysbørn har haft øje for i en halv snes år og resten af Danmark næsten lige så længe: At der findes visse områder, hvor betegnelsen ghetto ligger snublende nær. Et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os synderligt om.
Samme konklusion er man på mirakuløs vis nået frem til i Århus, hvor nogle embedsmænd med skoler som arbejds- og ansvarsområde er nået frem til, at indvandrer- flygtningegruppen i det vestlige Århus (Gellerup i Brabrand) da vist egentligt har problemer med det danske sprog, at tilstrømningen af udlændingebørn til Nordgårdsskolen i området er større end ditto af danske børn (jf. nogen får flere børn end andre, f.eks. kaniner…) og at det giver et alarmerende problem idet det i nogle årgange bliver så godt som umuligt at opretholde dansk som hovedsprog i klassen. (om dette, se Aktuelt mandag 6. marts 1989).
Og det er jo i grunden pudsigt, at netop mens Islams allermest nidkære forkæmpere for fuld damp påtager sig opmærksomhed for gennem en verdensomspændende aktion at genrejse den fundamentalistiske islamiske revolution og understrege dens vigtighed i en verden, der er stor og fæl og truende og som udgiver bøger om ludere med profetkonenavne, så pådrager bl.a. muslimske grupper i Danmark sig delvis utilsigtet opmærksomhed ved ikke at kunne (gide?) tale dansk, true modersmålet i institutionen for modersmålsundervisningen samt fødselsratemæssigt at overgå danskerne og oveni hatten demonstrere for forbud mod udgivelsen af en bog. Det plejer jo da at være det omvendte, der er tilfældet.
Der er et problem
Det korte af det lange er, at uanset at professionelle såbemeldte antiracister finder det utilladeligt at sige, at gruppen af flygtninge i Danmark, der finder det opportunt at bejle til ayatollahens shiamuslimske Islam, hvoraf det her i landet jf. Jyllands-Posten (se FREMSKRIDT nr. 7) befinder sig ca. 10.000, har skabt et problem. Et problem, som vi kunne have været forskånet for, som vi burde være forskånet for og som ikke hører til i dette lille land højt mod nord.
Det er urimeligt, at herboende udlændinge erklærer sig indforstået med at eksekvere en dødsdom og dermed udsætter Rushdie og en række danskere, nemlig forlæggere etc. på forlaget Samleren, der til efteråret udgiver den profane bog, for en fare, som sagkyndige udi såvel fanatiske muslimgrupper som terror, nemlig israelerne i Jaffee Institute for stratetic i Tel Aviv, beder os tage “særdeles alvorligt”. De deltager også i almen knægtelse af grund(lovs) fæstede danske principper ved netop at benytte sig af disse grundlæggende rettigheder.
Og på sæt og vis er det tragisk, at hver evig eneste gang, retten til at ytre sig, virkelig bruges så det giver genlyd, så er det fordi en flok umoralske, uartikulerede høveder finder det for godt at skrige op om forbud og begrænsninger, mord, brand eller noget andet dommedagsprofetorisk.
Ak ja. Ung må Verden endnu være. Men hvor længe dog endnu..?
Real
Læs meget mere her: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Den nationale katastrofe:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/
Tilføj kommentar
31. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Juni 2005 / 33. årgang
Attentat mod ytringsfriheden
Nedenstående er manuskriptet til formanden for Fremskridtspartiets politiske udvalg Ole Gerstrøms indlæg i udsendelsen, Dagens Spids, som Danmarks Radio sendte den 29. november 2004
Ole Gerstrøm er fast medlem af udsendelsens panel og har som følge heraf jævnligt indlæg i udsendelserne
Da den klartskuende hollandske politiker, Pim Fortuyn, blev myrdet af en religiøs aktivist i maj 2002, kunne man håbe, at det var et enkeltstående tilfælde. Men da pistolskud og slagterkniv blev rettet mod filminstruktøren, Theo van Gogh, den 9. november i år, blev det klart, at mere står på spil. Den religiøse vold er også et attentat mod vore frihedsrettigheder og idealer. Og dermed mod vor samfundsform.
Ingen kan herefter kritisere Islam, eller måske endog bringe faktuelle oplysninger om Islam, uden at have i baghovedet, at man risikerer alvorlige konsekvenser, ja, måske endog livet. For mange mennesker vil dette betyde, at man bliver forsigtig, taler uden om, eller tier stille.
I realiteten er censuren genindført. Denne gang er det ikke stats- eller kongemagten, der på forhånd skal godkende, hvad man har skrevet. Denne gang kan man næppe få en forhåndsgodkendelse.
Men man kan få en fatwa, d.v.s. en religiøs, gejstlig ordre, som den nu afdøde iranske Ayatollah Khomeini udstedte mod forfatteren, Salman Rushdie, i 1989 efter at han havde skrevet bogen “De Sataniske Vers”. Rushdie har siden måtte leve under politibeskyttelse på en hemmelig adresse. Og der kan næppe være tvivl om, at han stadig er i konstant livsfare, for en fatwa forældes ikke. Den ægyptiske nobelprisvinder i litteratur, Naguib Mahfouz, kritiserede denne Khomeini for at udøve “intellektuel terrorisme”, men han blev sidenhen mere medgørlig og sagde så, at Rushdie ikke havde ret til at fornærme nogen og særligt ikke profeten eller noget som helst, der var helligt.
Noget tilsvarende skete på Københavns Universitet i sidste måned, idet en jødisk-marokkansk lektor blev overfaldet og tævet af tre arabiske talende mænd, tilsyneladende fordi han som vantro havde læst op af Koranen, hvilket er ulovligt efter Islams regler. Lederen af det pågældende universitetsinstitut har udtalt, at ingen religion må sætte grænser for ytringsfriheden. Men det kan han sige lige så mange gange han vil. Det ændrer ikke på den faktiske tilstand, at censurets mørke har sænket sig. For man ved, at ukendte beslutningstagere kan foretage alvorlige dispositioner.
I Københavns nordvestkvarter har en af landets mest markante imamer, Abu Laban, sagt, at ytringsfriheden skal indskrænkes for Islamkritikere som van Gogh, for ytringsfriheden er ikke hellig. Forleden opfordrede han dog ikke til at gribe til vold, hvis man føler sig krænket. Men samtidig lægger han lokaler til Hizb ut-Tahriris aktiviteter. Det er organisationen, hvis talsmand blev idømt straf i Landsretten for at gengive Koranens opfordring rettet mod jøderne: “Og dræb dem, hvor end i finder dem” som der stod på løbesedlerne. Så vi kan formode, at Abu Laban taler med to tunger, og at der står villige kræfter bag hans ord.
Den somalisk-hollandske, Ayaan Hirsi Ali, er medlem af det hollandske parlament. Det var hende, som inspirerede Theo van Gogh til at lave kortfilmen “Submission” - det betyder underkastelse. Filmen viser en muslimsk kvinde i et voldeligt ægteskab. Hun bliver voldtaget af en slægtning og som følge heraf, bliver hun i henhold til den islamiske tradition brutalt straffet for utroskab. Ayaan Hirsi Ali lever i dag under jorden og kan ikke indtage sin plads i parlamentet eller vise sig offentligt. For hende er censuren en realitet.
En åben fortaler for censur er også medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det radikale Venstre, Tanwir Ahmad, der taler om misbrug af ytringsfriheden. Han siger: “Mange tror, at ytringsfriheden er absolut”. Han repræsenterer fortsat de radikale, Hørups parti, oplysningens parti, som man betegnede det engang.
“Islam er bagud”
Pim Fortuyn udtalte i april 2002, kort før han blev myrdet, at: “Set med moderne briller er Islam bagud. Kristendom og jødedom har været igennem oplysningstidens og humanismens store vaskemaskine, men det er absolut ikke tilfældet med Islam”.
En frontkæmper
En af oplysningstidens store var den franske 1700-tals forfatter, Voltaire.
Det var ham, som sagde: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”. Han var en af de frontkæmpere, vi kan takke for vore frihedsrettigheder.
Den kosteligste
Og den kosteligste af disse frihedsrettigheder, er det frie ord.
Det frie ord har nu fået kniven.
Ole Gerstrøm
Formand for Fremskridtspartiets politiske udvalg
Besøg også: http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Ubetinget fængsel:
Tilføj kommentar
7. december 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / Januar 1999 / 27. årgang
50 år med menneskerettighederne
Før jul fejredes med pomp og pragt 50-året for menneskerettighedserklæringen. En god sag, som det kan være svært at være imod. Og alligevel bør især Fremskridtsfolk rynke brynene af alt for megen snak om menneskerettigheder. Det er socialisme ad bagdøren.
Frihedsrettigheder er ikke det samme som menneskerettigheder. Frihedsrettighederne bør vi kæmpe for til sidste mand og kvinde. Frihedsrettighederne findes i Grundlovens kapitel 8. Det er al det, der handler om den private ejendomsret, ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed o.s.v.
Men FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 handler om meget mere end det. For FN´s menneskerettighedserklæring handler om meget mere og andet end frihed.
Grundloven indeholder frihedsrettigheder, fordi de som formål har at garantere individets frihed. De etablerer politikfrie zoner, hvor den enkeltes selvbestemmelse er suveræn.
Menneskerettighederne adskiller sig mærkbart fra frihedsrettighederne. For frihedsrettighederne beskytter mod overgreb og sikrer friheden, mens mange af de moderne menneskerettigheder i princippet og i praksis betyder overgreb, regereri og statsindgriben.
Menneskerettighederne handler mest om stærkt moralsk prægede forestillinger om, hvad der er et godt menneskeliv, menneskelig værdighed etc. Groft sagt kan det være svært at skelne et basalt menneskeligt behov fra en menneskeret. For 15-20 år siden var de mest højtråbende i politik mest venstreorienterede og de råbte op om socialisme og mere statslig regulering. I dag formuleres den samme politik med helt andre ord. Ingen erklærer sig for kommunister i dag, men som menneskerettighedsforkæmpere. Før hed det revolution, nu hedder det menneskeret, men funktionen er den samme: Undermineringen af det danske samfund ved at karakterisere det som undertrykkende, diskriminerende og racistisk.
FN har af alle lande ofte kritiseret staten Israel for brud på menneskerettighederne. Det viser mere end noget andet, hvorledes menneskerettighederne blot udgør et brækjern for de politiske ideologier til at få deres egen politik igennem. Når et solidt parlamentarisk demokrati og åbent samfund som Israel kritiseres af FN, mens PLO anerkendes selvom deres målsætning i årtier har været at udslette Israel fra landkortet, ja, så ser vi hykleriet. Ligesom Pinochet arresteres i London, mens Fidel Castro får lov til at gå frit omkring og slagte cubanere.
Det meningsløse ved menneskerettighederne forstået som et samlet og ukrænkeligt hele er, at der er kommet alt for meget med. De eneste menigsfulde menneskerettigheder er de klassiske frihedsrettigheder, så som den private ejendomsret, ytringsfrihed, foreningsfrihed, religionsfrihed etc. Disse lader sig nemlig universalisere, d.v.s., at de kan gøres gældende for alle uden modifikation. Frihedsrettighederne forpligter nemlig ikke nogen til at gøre noget positivt, men alene forpligtiger de til at afholde sig fra at gøre noget. Når jeg sover i min seng, krænker jeg ingens frihedsrettighed.
Modsat forholder det sig med mange menneskerettigheder, nemlig alle dem, som kaldes sociale og økonomiske rettigheder. De forpligter den enkelte til at gøre noget bestemt. Ret til en bolig, ret til forsørgelse, ret til et arbejde, ret til tryghed og varme etc. forpligter i princippet alle andre til at sørge for, at folks rettigheder kan blive tilfredsstillet. Så bliver jeg uretfærdig ved at nyde min søvn, hvis andre er hjemløse, sultne, arbejdsløse etc.
Min passivitet kan bidrage til at undertrykke andres sociale rettigheder. Derimod er min passivitet en garanti for, at jeg ikke undertrykker andres frihedsrettigheder. Alle kan ikke få opfyldt deres sociale rettigheder på samme tid. Hvis alle menneskene satte sig ned og sagde: Jeg har ret til mad, så ville ingen af menneskene få deres “ret” opfyldt.
Sociale rettigheder kan aldrig gøres universelt gældende. De vil altid være krævende overfor dem, som undlader alene at lade deres liv bero på menneskerettigheder.
Hvis hr. Jensen har ret til en bolig, så betyder det i sin konsekvens, at alle dem, der selv har sørget for at erhverve sig noget at bo i, også skal sørge for hr. Jensens husly. Det samme gælder, når fru Pedersen har ret til et arbejde. Så skal den resterende befolkning, som selv har skaffet sig et udkomme, efter egen endt arbejdstid i princippet også skal sørge for, at fru Pedersen kan få et arbejde.
Sagt med andre ord betyder sociale og økonomiske rettigheder i virkeligheden tvang overfor andre mennesker, nemlig alle de mennesker, som selv sørger for deres udkommende. Hvis vi som tankeeksperiment antager, at alle danskere minus mig løser deres boligproblem selv, f.eks. ved at købe eller leje lejlighed eller parcelhus, så står jeg jeg dér tilbage med min “ret” til en bolig. Hvis så min “ret” til en bolig skal opfyldes, indebærer det i virkeligheden tvang overfor de mennesker, der vælger selv at tilfredsstille deres behov uanset menneskerettighedserklæringen. Så skal de mennesker, der udover at bruge en stor del af deres indkomst på egen bolig, også bidrage til at andre, som har en erklæret menneskeret dertil, skal have en bolig.
Politisk og ideologisk kan man argumentere for, at det bør være en offentlig opgave at skabe beskæftigelsesprojekter, sørge for at alle har tag over hovedet, have et offentligt forsørgelsesvæsen etc. Det har været traditionel socialistisk eller socialdemokratisk politik gennem 100 år. Men når det indskrives i en menneskerettighedserklæring, og som tilmed gøres hellig og urørlig, som om den var hævet over politik, moraliseres politikken.
Det kan derfor heller ikke undre, at når menneskerettighederne udvikles fra de klassiske frihedsrettigheder til de luftige og velmenende menneskerettigheder, som vi kender fra FN, så bliver konsekvensen ikke frihed, men et slags menneskerettighedsdiktatur.
I dag bruges menneskerettighederne til at tryne og kujonere den danske befolkning. Da Danmark stemte ja til Amsterdam-traktaten, afgav Danmark suverænitet med hensyn til menneskerettighederne. Det tænkte ingen på den gang, for alle de etablerede partier opfatter menneskerettighederne som mere hellige end paven, men det betyder i praksis i dag, at EU-kommissionen kan blande sig i tilfælde af diskrimination i det danske samfund. Og da der stort set ikke er nogen grænser for, hvad der kan opfattes som diskriminerende adfærd og holdninger, betyder den ukritiske accept af menneskerettighederne at udskrive en blanko-check til statsindgriben. Og det er svært at modsætte sig dem, der fører sig frem med ædle hensigter.
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:
Tilføj kommentar
27. november 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2
Juni 2003
31. årgang
Ubetinget fængsel!!
Fulgt af sigende, relativ tavshed led vort godt 150-årige demokrati et markant knæk den 12. marts. Ganske exceptionelt blev en 76-årig mand idømt ubetinget fængsel. Ikke for mord, ikke for brandstiftelse, ikke for narkohandel. Men ganske enkelt, fordi han havde oplyst folket om muhamedanertruslen mod Danmark
Med dommen med Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, den 12. marts har uretsordenen endnu engang skærpet sin kurs mod politiske dissidenter (systemkritikere, red.) på den forkerte side af midten. Spørgsmålet, om den demokratiske proces overhovedet kan siges at fungere mere, blev rejst af Glistrup i Østre Landsret 12. marts. Nogle uddrag af denne gives nedenfor:
Siden 1935 har jeg været optaget af Muhamedanismens hovedpunkt: Gennem listig indsats og hellig krig (Djihad) til Allahs ære at erobre hele Verden. Altså også Danmark.
Det er beundringsværdigt, at muhamedanerne har kunnet holde fast ved den Koran og de Hadither (overleverede fortællinger om Muhammeds liv, red.), som Muhammed efterlod sig ved sin død i år 632. Som islamisk henligger nu et kæmpeområde fra Marokko i vest til Sydfilippinerne i øst. I verdens befolkningstal indgår op mod halvanden milliard muslimer.
Muhamedanismen er i stadig vækst. Bl.a. på grund af tidlig ægteskabsalder og høj fødselsrate.
Fra 1965 er til Danmark foregået en stadig accelererende invasion af islamitter. Fremskrivninger viser, at årtier før det 21. århundrede er gået til ende, vil der være muslimsk befolkningsflertal i Danmark. Jeg retter ikke nogen som helst bebrejdelse mod muhamedanerne. De gør bare, hvad de er beordrede til i.h.t. den ideologi, som er deres.
Vedrørende paragraf 266b´s historie er hovedtrækkene: FN-flertallet lå fra 1945 i hænderne på Vestcivilisationens lande. Det skiftede omkring 1960 p.g.a. de mange nye muhamedanerstater, som afkoloniseringen medførte. Derfor kom det på dagsordenen, at udarbejde forslag til en Antiracismekonvention.
Den blev vedtaget i 1965 og førte herhjemme til den moderne racismeparagraf, som alle i Folketinget ved vedtagelsen dog var enige om, alene skulle være et spørgsmål om god moral.
Selve paragraffens ordlyd er det, man kalder en retlig standard: Det vil sige, at den udslynger nogle vage udtryk, som kan fortolkes til hvad som helst. Den slags gummiparagraffer er en undergravning af det fundament, der findes i straffelovens paragraf 1, 1. punktum: Danske borgere skal klart kunne læse i lovteksten, hvad de straffes for. Det er ikke tilfældet med paragraf 266b. Også derfor bør domstolene som altovervejende hovedregel frifinde, når der - som i den foreliggende sag - skal tages stilling til paragraffens rækkevidde.
Mediernes behandling af domfældelserne i perioden efter 22. marts 1998 har hos befolkningen fremkaldt det indtryk, at det at kritisere noget vedrørende muhamedanerne er en overtrædelse af racismeparagraffen. Det har til dels stimuleret til at øge kæmpedyngen af politianmeldelser, dels afskrækket danskerne fra åbent at berøre noget som helst, der bare tangere emnet. Dette indebærer afsindige forgiftninger af samfundsdebatten om den største fare i hele vor fædrelandshistorie.
Gennem alle de 34 år, jeg har arbejdet for at opnå folketingsmedlemskab som min hovedbeskæftigelse, har jeg haft som mål at skabe bedre trivselsvilkår for den danske befolkning i Danmark. I konsekvens heraf har det uafbrudt været min sikkerhedspolitik at opnå, at der ikke her i landet må bo muhamedanere i nævneværdigt antal. Derfor har jeg bl.a. udformet mit lovforslag om muhamedanerfrit Danmark. Meget af det, jeg er tiltalt for i den foreliggende sag, er baseret på, at lovforslaget er vedtaget og trådt i kraft, før de pågældende foranstaltninger kan iværksættes.
Først når det lovgivningsmæssige er i orden, bliver det nemlig en forbrydelse for de i lovforslaget definerede muhamedanere at opholde sig her i landet. Derfor angår de pågældende tiltalepunkter en hypotese, som ikke kan komme ind under paragraf 266b. Det er pædagogiserende illustrationer af lovforslagets indebyrd, som så kan indgå i den enkelte vælgers overvejelser, om han er for eller imod forslaget. Mange mener, at som magthaverforholdene er nu i Danmark, bliver det forslag nok aldrig til lov. Men store forandringer kommer så eksplosivt nu om dage, at ingen kan afvise, at der en skønne dag nærmer sig et flertal for vedtagelsen.
Det vil ligeledes være en grov virkelighedsnægtelse, hvis nogen bestred, at risikoen er tilstede for, at muhamedanerne i Danmark opnår et antal og en ideologi, som vil kunne true danskernes fortsatte forbliven i vort land. Realiseres denne risiko, vil danskerne ingen fortrydelsesret have. Da fortaber vi det område, som vi homogent har beboet de sidste 15.000 år ifølge 2002-værket “Danmarks Oldtid” forfattet af Nationalmuseumsmanden Jørgen Jensen. Anvendelse af paragraf 266b kan blive en skamplet på den generation, som ikke i tide sikrede det land, vi fik overgivet fra de 450 generationer af forfædre og formødre, der har opbygget vort Danmark og ladet det gå i arv. Til låns for os, som nu er danskere i Danmark. Foreløbig har jeg dokumenteret Islamlobby- og muhamedanertruslen imod os på over 9.000 sider. Interesserede kan købe dem eller udsnit heraf om de begivenheder, de pågældende er mest interesserede i.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Danmark for danskerne: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/04/danmark-for-danskerne/
Tilføj kommentar
11. september 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23
15. juni 1984
12. årgang
Glistrup nægtet taleret - frihed til narkogangster
Ny bommert af kriminalforsorgen understreger grovheden i justitsministerens negative særbehandling af Glistrup
“Deltagelse i offentlige valgmøder er ikke formålstjenesteligt med henblik på Mogens Glistrups behandling, herunder forberedelse af hans løsladelse”.
Sådan lød den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens naragtige og til lejligheden aldeles frit opfundne argumentation, da der i de justitsministerielle kontorer i en fart skulle hittes på en undskyldning, for de grove overgreb på Fremskridtspartiets politiske leders ytringsfrihed og demokratiske rettigheder. De overgreb, der forhindrede partiets spidskandidat i at benytte surt sammensparede udgange fra fængslet i Horserød til deltagelse i EF-valgkampen. (Se også FREMSKRIDT nr. 21.)
Nye beviser
At Ninn-Hansens aktion alene har haft til formål at stække handlekraften og lukke kæften på en besværlig politisk modstander, skal man enten være stok konservativ eller hedde Jakobsen, for at benægte.
Og nu foreligger nye beviser for, hvor fjernt fra kriminalforsorgens gældende regler og daglige praksis justitsministerens argumentation i Glistrups sag befinder sig.
Frihed på rekordtid
Med Interpol som aktiv deltager støver dansk politi i øjeblikket rundt efter en farlig og berygtet narkoforbryder. Den 48-årige tyrk Serafet Oztürk.
Ikke fordi politiet ikke har haft ham fanget og fået ham dømt. Men fordi sagsbehandlerne i det, under justitsministeriet hørende Direktoratet for Kriminalforsorg, åbenbart anså det som “formålstjenligt med henblik på Oztürks behandling, herunder forberedelse af hans løsladelse” kort tid efter en alvorlig dom, at lade ham slippe ud.
Egen bil og kostbare stene
Historien er kort fortalt denne: I marts 1980 arresteres Serafat Oztürk som bagmand for et større heroinkup. 3,75 kg. farlig heroin til en værdi af omkring tyve millioner kroner skulle indsmugles til salg i Danmark. Den 19. maj 1981 idømmer et nævningeting ved Østre Landsret Oztürk otte års fængsel. Afsoning i Vridsløselille.
I statsfængslet får han kontakt med en vekselerer, der er dømt seks års fængsel for svindel til 11 mil. kr. Sammen arbejder de på at blive overflyttet til det åbne Horserød. Det lykkes på noget, der må betegnes som rekordtid, og snart anses tyrken for så resocialiseret, at han bevilges daglig udgang, så han kan passe “job” i København.
To år efter en dom på otte års indespærring for alvorlig narkokriminalitet kører Oztürk rundt i hovedstaden i en ny flot bil i 150.000 kroners-klassen, og afsløres ved en given lejlighed i besiddelse af en samling kostbare ædelstene. Alligevel får han fortsat lov til hver morgen at forlade Horserød, blot han om aftenen triller retur nordpå for at nyde middagen og nattesøvnen i statspensionen.
Ingen, hverken ledelsen i Horserød eller skrivebordspaverne i kriminalforsorgen, har øjensynligt vist interesse for, hvad Oztürk foretog sig på sine daglige udgange.
Alle har vel haft for travlt med at hetze imod og opfinde specielle regler for Glistrups fåtallige fridage.
Fuglen fløjet
For nylig fik imidlertid politiet fornyet mistanke til den driftige, bilkørende strafafsoner og heroinforbryder. Han blev hentet til afhøring for at forklare om sin gøren og laden.
Dagen efter var fuglen fløjet.
Formentlig stukket af til Tyrkiet. Efterladende sig kone og børn i Danmark, som de danske skatteydere nu kan forsørge.
Et par spørgsmål
Med chefen for Københavns narkotikapoliti, politiadvokat Volmer Nissen, kan man spørge: “Jeg ved ikke, hvordan man tænker i kriminalforsorgen, men det roterer modsat i mit hoved. Jeg fatter ikke tilfældet Oztürk. Hvorfor skulle han så hurtigt i åben anstalt?”. (B.T. 19/5)
Og nok et spørgsmål:
Hvad er det, set i lyset af Oztürk-sagen og flere lignende forhold, der gør det “ikke formålstjenesteligt med henblik på behandling, herunder forberedelse til løsladelse “hvis politikeren Mogens Glistrup anvender en mindre del af en lovlig tildelt udgang til deltagelse i et politisk møde?”.
De kender svaret: Den mand er farlig!
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
2. august 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17
29. september 1980
8. årgang
Assimilation eller permission -
Fremmedarbejderproblemet igen
Sidst i august 1980 forsøgte nogle af pressens folk at rejse en hetz mod Mogens Glistrup baseret på, at Glistrup ved et politisk møde blandt mange andre spørgsmål også havde svaret på, hvad Fremskridtspartiets fremmedarbejderpolitik går ud på.
Peter Brixtofte fra Venstre, der er den af alle Venstrefolk, som er mest hadefuld overfor Fremskridtspartiet, stod straks på vognen og hylede med på pressens urimelige beskyldninger mod Fremskridtspartiet.
Netop medens alt dette var på sit højeste i medierne, indsamlede Gallup meningsmålinger rundt i Danmark og TÆNK, en alvorlig ”bet” for vore modstandere, det blev et meningsmålingsresultat, der gav stor fremgang til liste Z.
Omkring 10. september kom så de beskedne avisnotitser om, at man alligevel ikke ville rejse sag mod Glistrup for hans udtalelser. Nej, selvfølgelig ikke, for Glistrup har ikke på nogen måde udtalt sig racistisk og så ville man selvfølgelig tabe sagen, men hvad, nu havde pressen jo også haft de store avisoverskrifter med ”Sag mod Glistrup for racistiske udtalelser” og man havde derforuden mærket, at befolkningen var helt på linje med Glistrup i denne sag.
Riemann faktisk frikendt
Onsdag den 10. september blev der også afsagt kendelser ved Vestre Landsret og A. Th. Riemann fik stadfæstet en lille bøde, som retten i Hobro i sin tid idømte Riemann, men når man tænker på, hvor voldsomt det lød i pressen, hvad Riemann havde gjort omkring EF-valget, ja så må man notere, at Vestre Landsret ikke turde gå imod ytringsfriheden i Danmark, for selvfølgelig er en sølle bøde på kr. 4.000,- ikke en straf, der står i nogen som helst relation til det, sagen i medierne var blæst op til.
Hvad Riemann havde gjort, var såmænd blot at tale med et sprog, som ellers er hverdagsdanskernes talemåde og selvfølgelig havde Riemann ikke nogen ønsker om at dyrke racisme, men han blev udsat for det, som fremskridtsfolk så let bliver udsat for, at man samler et bestemt ordvalg op og omstiller ordvalget på syv forskellige måder, hvorefter man får noget helt andet ud af det, end hvad den pågældende havde på hjerte.
Redaktøren på FREMSKRIDT mener, at A. Th. Riemann for længst er frikendt af den danske befolkning i sagen vedrørende den påståede racediskriminering og vi tager det som et bevis på, at der ikke er blevet givet en straf af nogen betydning. Vi tror, at Landsrettens dommere inderst inde alle er enige med A. Th. Riemann. Vi gratulerer Riemann med sejren med at man ikke fik held til at knægte ytringsfriheden og som så ofte før har vi i FREMSKRIDT bragt overdyrlæge Riemanns udmærkede artikler.
Vor hilsen og lykønskning skal denne gang være, at vi nedenstående bringer en artikel, skrevet af Riemann om dette emne.
Overdyrlæge A. Th. Riemann skriver:
Diskussionen om ”fremmedarbejderne” er aktuel overalt i Europa. Her i landet føler flere og flere ubehaget ved det fremmedelement, der på mange måder påvirker dansk kultur, mentalitet og økonomi.
Dagligt læser man om narkotikamisbrug, snavset prostitution, voldtægt, røveri, rå knivoverfald og bestialske mord. Den danske godmodighed afløses i stigende grad af fremmedartet vildskab og råhed.
Stadig oftere bliver vi ”husvilde” i vore egne byer, når offentlige steder som banegårde, rutebilstationer, cafeterier og lignende er erobret og besat af ”fremmede”, der overalt ublufærdigt maser sig frem.
Svage karakterer og umodne danskere lader sig let påvirke af ”det fremmede”. Dels interesserer gammel dansk sædvane dem ikke, dels er de dårligt lærte og ved intet om den kulturarv og sunde mentalitet, vore forfædre opbyggede også vort livsgrundlag på. Det lette og overfladiske er sat i højsædet, i høj grad båret frem af umodne journalister i presse, radio og TV, samt forvirrede pædagoger i skoler og på læreanstalter.
Respekten for menneskenes og dyrenes liv forsvinder under påvirkning af tilbagestående folks mentalitet, som efterabes på foragtelig måde af de danskere, der lefler for nedbrydning og fremmede skikke.
Fremmede skikke skaber råhed i Danmark
Som ”de fremmede” i deres hjemlande på barbarisk vis skærer halsen over på en kamel på åben gade under jubel og Allah-råb, laver danske efterabere happening med mishandling og drab af haner på danske teatre, medens børn på legepladser underholdes med lemlæstelse og aflivning af kaniner.
Jo, råheden breder sig i fodsporene på ”de fremmede” og deres danske følgesvende. Danskerne er så sandelig blevet lærenemme og har efterhånden og i lige så høj grad medskyld i degenerationen og forfaldet.
Tidligere, når der var tilløb til fremmed mentalitets løbskhed, blev der grebet resolut ind; men i dag er alt blevet overfladisk, frit og løst.
For år tilbage slagtedes i kødbyen i København en del kreaturer til Mellemøsten under den såkaldte schæchtning og dertil hørende rituelle ceremonier. 3-4 stærke slagtersvende kastede sig over de fredelige dyr og væltede dem brutalt ned på stengulvet, hvorefter en messende ”præst” med en skarp kniv gemt bag ryggen sneg sig frem til dyret og med et dybt snit skar halsen over.
Dyret måtte ikke skydes eller bedøves, som man normalt gør det før slagtningen og kun forkroppen blev godkendt til føde for de rettroende, medens bagkroppen blev overladt ”de kristne hunde”.
I 30´erne blev schæchtning forbudt, men er nu genopstået. F.eks. har man på et slagteri i Vendsyssel ansat en muhamedaner, hvis eneste opgave er at gennemføre schæchtningsritualet under slagtning og derigennem sikre eksport til hans rettroende racefæller. Metoden er rå, utiltalende og udansk.
En farlig folkevandring
Fremmedarbejderproblemet er ikke blot et dansk problem. Det eksisterer i alle EF-lande og vil blive langt større. Når Tyrkiet midt i 80´erne optages i fællesmarkedet, vil 10 millioner arbejdsløse tyrkere oversvømme Europa og skabe voldsomme sociale problemer og måske vælte vores velfærdsstat.
I Tyskland – ligesom i Danmark – er fødselstallet i løbet af 70´erne gået ned med ca. 35 pct., men befolkningstallet holdes oppe af fremmed indvandring. Man lader sig langsomt, men sikkert, fortrænge i sit eget land og det er farligt. Det går måske endda hurtigere, idet de ”fremmedes” fødselstal er fire gange så højt!
I nogle distrikter i Tyskland er 30-70 pct. af skolebørnene ”fremmedarbejderbørn” og på sygehusene, hvor forholdene er de samme, er det blevet nødvendigt at lære læger og sygeplejersker tyrkisk. Problemet er indlysende aktuelt og desuden voksende i Vesttyskland, der nu huser 5 millioner ”fremmede”, hvoraf den ene million er illegalt indvandret. Alene i Vestberlin bor der 100.000 tyrkere. I løbet af de næste 15 år vil 35 pct. af den vesttyske ungdom være ”fremmedarbejderbørn”.
Harmonien ødelægges
Fremmedarbejderproblemet bliver om få år et overlevelsesproblem for det tyske folk og den tyske kultur. Gadebilledet i Tyskland præges i stigende grad at tusinder af unge, dårligt uddannede, arbejdsløse og forbitrede ”udlændinge”. Den sanering af de ”fremmedes” slumkvarterer, man har gennemført i mange byer, har vist sig ikke at fremme forståelsen mellem befolkningsgrupperne, tværtimod er isolationen og afstanden blevet større. Had og aggression er blevet en direkte følge og kriminaliteten er fortsat stærkt udbredt i de uundgåelige ”fremmedarbejder-øer”.
Både vi og Ulandene skades
Den politiske udvikling tager også en uheldig retning, hvor ”fremmedarbejderne” formerer sig og som kendsgerningerne viser, organiserer de sig i venstredrejede partier.
I Danmark kan vi nikke genkendende til de tyske forhold og den risiko også vi er i færd med at arbejde os ind i. Sandsynligvis er det lignende omstændigheder, der for tiden er ved at udvikle til en folkerejsning mod ”fremmedarbejderne” i Norge.
I øvrigt er eksporten af ”fremmedarbejdere” efterhånden ved at blive en boomerang for Mellemøsten selv, idet en stor del af ”fremmedarbejderne” kommer fra landsbyerhvervet, hvilket har medført, at visse områder, der tidligere eksporterede landbrugsvarer, ikke længere kan brødføde sig selv. Også en tiltrængt industrialisering går i stå, når arbejdskraften emigrerer. Som modstykke har ”fremmedarbejderne” øget den europæiske arbejdsløshed betydeligt.
Politikerne burde lære af folket
De lande, der har modtaget ”fremmedarbejdere”, er ikke udlændingefjendtlige og det er vi heller ikke i Danmark. Havde vi været det, var problemerne opstået, men de fleste mener, at nu må der stoppes og ryddes op.
En tysk gallupundersøgelse viser, at 79 pct. af befolkningen ønsker stop for indvandring. 50 pct. ønsker ”fremmedarbejderne” sendt hjem, medens kun 13 pct. vil have dem integreret i befolkningen. En undersøgelse her i landet vil sikkert vise samme store flertal for en fornuftig ordning.
”Fremmedarbejderne” selv havde, da de planlagde udrejsen til europæiske lande, ingen ønsker om at immigrere for stedse. 70 pct. fortæller, at deres plan gik ud på højst 5 års ophold. Først senere har forskellige omstændigheder gjort, at de er groet fast.
Det vil derfor være helt på sin plads og acceptabelt for alle parter, dersom indvandringslandene begrænser opholdstilladelserne til 5 år.
Som værter må vi kræve respekt af gæsterne
Når vi rejser til fremmede lande, søger vi, at respektere derboende folks levevis, mentalitet og kultur. Det samme må vi kræve af ”fremmede” i vort land. Vi byder ”fremmede” velkommen som flittige arbejdere eller gæster, for vi har selv historien igennem haft udbytte af at besøge andre lande og stifte bekendtskab med deres kultur og levemåde, men vi vil ikke acceptere, at vores land og levevis nedbrydes eller ændres efter andres forgodtbefindende.
Vi har fået mange dygtige ”fremmede” til Danmark i de senere år og en del har opnået topstillinger og naturligvis fuld ligestilling med danske kollegaer og de er velkomne i andre lande; men vi har også fået et ”bundfald”, der enten ikke kan eller ikke vil klare sig selv.
En fornuftig fremmedarbejderpolitik
Det problem, der vitterligt er opstået, må løses og her må det første bestå i at indføre et indvandringsstop. Derefter bør der dannes en fond eller tegnes en forsikring, der sikrer midler til hjemsendelsen. I den forbindelse må man sørge for, at ”fremmedarbejderbørn”, der naturligvis heller ikke må integreres i gæstelandet, bevarer deres nationale, kulturelle og religiøse egenart.
Når arbejdet eller opholdstilladelsen er endt, må ”fremmedarbejderne” og vi kunne skilles i god forståelse, i respekt for hinanden og med et farvel og tak for den tid, der er gået.
Deklarationen om racisme og racediskrimination på verdenskongressen i Geneve i 1957 burde tilføjes følgende: ”Enhver politik, der vil gennemtvinge et mindretals assimilation til herskende folkegrupper, skal straks ophøre”!
A. Th. Riemann
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Tilføj kommentar
24. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 29
5. september 1986
14. årgang
DR’s journalister - de største Danmarksødelæggere
Statsmonopolpropagandaministeriums-folkene i Gyngemosen og Rosenørns Allè er vitalt interesserede i at bevare og udbygge det røde Bernhard Baunsgaard-folketingsflertal, skriver Mogens Glistrup i denne kommentar. Og dokumentere hvorfor.
Fjernsyn (og dampradio) har af tekniske grunde i vor tid fået en helt dominerende stilling i befolkningsinformationen.
Derfor er det drønfarligt, at de elektroniske medier er i hænderne på et statsmonopol med ensrettet, snæversynet driftsledelse.
Tv-journalisterne har frit slag til ensrettet at bestemme, hvilke emner, der skal behandles, og ud fra hvilke principper og med hvilke detaljer, man skal beskæftige sig med det, som mediegurupaverne i deres vankundighed selv har sat på dagsordenen.
Resultatet er, at Erik Stephensen (bror til Ole Stephensen, red.) og ligesindede manipulerer med den danske offentlighed og indbilder den, at sandheden er, som man ud fra Stephensen-opfattelsen gerne vil have den. AIDS og Sydafrika hører til yndlingsemnerne. Gælds- og skattetryk nedtones. Indenfor alle områder er 1968-ungdomsoprørernes synsvinkel altdominerende.
Blakkede landsødelæggere
Disse blakkede landsødelæggere har alverdens måder at påvirke på, uden at nogen kan føre klart bevis for, at det er det, som er hensigten. Altid vil man skyde sig ind under hensynet til journalistisk nyhedsværdi, og at det selvsagt må stå den enkelte medarbejder frit at vurdere. Tidsmæssige og programtekniske forhold bruges igen og igen som undskyldning for at holde korrekt samfundsorientering ude fra seernes og lytternes verden. Men så snart Margrethe Auken (SF), Gert Petersen(SF) eller andre af Tv-avisens partifæller slår en fjært, er Tv-journalisterne på pletten som svesker og får det til at lyde som tordenvejr.
Overalt er totalt tavshed statsmonopolets reaktion, når Fremskridtspartiet dag ud og dag ind forelægger visionsfyldte præcise lovforslag, hvis hovedindhold bliver nødvendigheder i Fremtidens Danmark.
Efter disse flagrante mediemagtmisbrug nedtramper man os til det stygge parti. Uden anden støtte herfor end mediernes egne grove forsømmelser og fordrejninger.
Så længe de knægter ytringsfriheden og missionerer for deres venstrefordrejede verdensbillede uden udfordrende konkurrence fra andre, kan de fortsætte deres skærmede og idylliske tilværelse, hvor de kun har sig selv at blive sammenlignet med. Og et par minutters sendetid i TV pr. ansat i nyhedsafdelingen pr. aften er jo ikke at foragte.
Forbeholder sig eneret
Det var afslørende, da en Tv-journalist - Karen Jespersen (A) - totalt jordede et forslag om, at der hver uge afsattes et Tv-kvarter, hvor partierne på skift kommer til orde, som de selv vil. Hun vil forbeholde sig og sine eneretten til at manipulere efter deres forgodtbefindende. Men Danmarks fremtidstilstand er afhængig af, at vælgerne korrekt vurderer de politiske partier. Derfor skal de have langt større adgang til umiddelbart - uden Karen Jespersens og hendes kollegers forkvaklede sorteringer og forvrængninger - at fremføre deres synspunkter direkte til befolkningen. Seerne og lytterne er det øverste samfundsorgan i deres egenskab af vælgerkorps. Derfor burde de være korrekt, alsidigt og indgående oplyst af det altdominerende stats-informationsapparat.
Vil påvirke valgresultatet
Næste folketingsvalg kan få afgørende betydning for de ansattes ansættelsestryghed, indtægt, magt, prestige og samfundsposition. DR-ansatte er også mennesker. De har derfor den almindelige menneskelige selvopholdelsesdrift og klatrementalitet. Derfor vil de kæmpe for at påvirke valgresultatet i den retning, som klart fremstår som mest fordelagtig for dem selv.
Statsmonopolpropagandaministeriums-folkene i Gyngemosen og Rosenørns Allé er vitalt interesserede i at bevare og udbygge det røde Bernhard-Baunsgaard-folketingsflertal.
Frihed på TV- og radioområdet finansieret gennem reklamer ville være mindre ubetryggende.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: “Flygtningetilhængere” skader bevidst det danske samfund: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/06/12/%e2%80%9dflygtningetilh%c3%a6ngere%e2%80%9d-skader-bevidst-det-danske-samfund/
Tilføj kommentar
22. juli 2009
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20
3. december 1974
2. årgang
Mogens Glistrup: Christiansborg kender intet til effektiv virksomhedsledelse
Flere har villet markere 1-årsdagen for fremskridtstroppernes indmarch på Slotsholmen. Deriblandt ugebladet Hjemmet. Adam Wiehe har i den anledning haft en samtale med Mogens Glistrup.
Fremskridt lyttede med:
- Som arbejdsplads har Christiansborg været én eneste lang række af skuffelser. Det er ganske simpelt oprørende, så meget tid, der bruges på ikke at producere noget fornuftigt. Hver dag må vi anvende timer på ligegyldige formaliteter, som hæmmer de demokratiske beslutninger og sinker os i det job, vi er sat til at udføre derinde, nemlig styrer forretningen Danmark.
Tag bare en ting som stedfortrædere. Når folketingsmedlemmer er syge eller på rejse, skal de erstattes af andre. Men inden disse stedfortrædere kan gå i arbejde, skal Folketinget påhøre en redegørelse, hvorefter der skal stemmes om hver enkelt. Det gælder også stedfortrædere, som allerede flere gange har været i tinget. Det er en fuldstændig urimelig procedure. Man kunne bare lave et opslag om, at de og de stedfortrædere kommer ind og hvis nogen vil protestere, kan de gøre det skriftligt - og så ville man måske få én protest hver 100. år.
Ingen kontakt
Eller tag noget andet som deputationer til Folketinget - murere, skolelærere, butiksfunktionærer, eller hvad det nu kan være. Når de kommer, så siger reglementet, at vi nok må stille dem spørgsmål, men vi må ikke snakke med dem bramfrit og lige ud ad landevejen. Det betyder, at lige meget, hvor meget vi klør efter det, så kommer vi aldrig rigtig ind på livet af disse mennesker og deres problemer. Og det bevirker igen, at en række af Folketingets beslutninger træffes på et alt for løst og tilfældigt grundlag.
Udvalgsmøderne er også et udtryk for den manglende effektivitet på Christiansborg. Det er her, en stor del af det saglige materiale kommer på bordet og bliver drøftet. Alligevel er disse møder lukket for pressen. Det er komplet urimeligt, at pressen ikke har adgang til at overvære alle møder på Christiansborg. Det er den danske befolkning, der er arbejdsgiver og så har den også ret til at være repræsenteret overalt gennem presse, radio og TV.
Forfængeligheden skal plejes
Alt for meget af den dyre arbejdstid går med at pleje medlemmernes forfængelighed og nærtagenhed. Hvis et folketingsmedlem er blevet kritiseret i en avis, kan han eller hun bruge oceaner af tid på at tilbagevise, hvad der opfattes som en blodig personlig krænkelse. Men vi sidder her da for at træffe afgørelser - ikke for at overvære folks fornærmelser eller deres forfærdende smålige misundelse mod andre medlemmer. Det er den slags ting, som er med til at skabe den tomgang og den slendrian, som findes herinde og som ikke ville blive tålt i en privat virksomhed.
I kroner og ører er Forretningen Danmark mindre end en række private firmaer rundt om i verden - men den bliver dårligere drevet, fordi Christiansborg ikke kender til virksomhedsledelse.
Ingen af de gamle partier ønsker nogen ting ændret på Christiansborg - man hygger sig med, at sådan er det nu engang og sådan har det været siden 1849 og så er det nok udmærket.
Det er jo også et godt og bekvemt job at være folketingsmand. Med gage, fri transport, visse skattelettelser og diverse ben kan den samlede løn komme op på 300.000 kroner om året.
Det kan ikke blive ringere
Og de penge er mange af Folketingets medlemmer slet ikke værd. Det gælder blandt andet de folk, og det er mange, som er hentet fra vatterede stillinger på offentlige kontorer og som aldeles savner berøring med det praktiske liv. Jeg er overbevist om, at vi ikke ville få et ringere Folketing - det kan simpelthen ikke blive ringere - hvis man via Folkeregistret tog 179 helt tilfældigt valgte mennesker ind. Det ville oven i købet indebære den fordel, at disse mennesker kendte noget til hverdagens problemer, set med almindelige menneskers øjne. I øjeblikket sidder der kun én arbejdsmand og tre-fire hjemmegående husmødre på Christiansborg.
Der skal mange års skarp lud til for at gøre Folketinget til en effektiv arbejdsplads og så længe har jeg ikke tænkt mig at blive derinde. Selv om der er mange, der gerne ville have mig havkat ud af hyttefadet - ja, det er selvfølgelig alle sildene og torskene, jeg tænker på.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/
Læs også: Arbejdsplads Christiansborg: Langt værre end dens omdømme:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/03/arbejdsplads-christiansborg-langt-v%c3%a6rre-end-dens-omd%c3%b8mme/
Tilføj kommentar
5. juli 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
