Dagens Medicin trykte torsdag den 22. oktober en interessant og chokerende nyhed, som desværre fik alt for lidt spalteplads i danske medier: landets akutmedicinske afdelinger er bemandet af unge og uerfarne læger, som i gennemsnit har 2,8 måneders erhvervserfaring! Mindre end 3 måneders erhvervserfaring til at afgøre, hvilken behandling trafikofre, hjertetilfælde, syge ældre m.fl. skal have. Der kan man da tale om at give nye ansatte en udfordring af dimensioner!
Artiklen bygger på en undersøgelse blandt 88 forvagter over hele landet, som også fortæller, at de unge læger modtager meget lidt instruktion i at vurdere de indkomne patienter og kun en tredjedel er blevet tilbudt undervisning i akutmedicin. Den chokerende tilstand forklares med, at akut-arbejdet på sygehusene “ikke har høj status” blandt ældre og mere erfarne læger, hvorfor arbejdet overlades til de unge og uerfarne læger.
Forestil dig SOSU-assistenten der ikke vil vaske patienten, fordi hun ikke gider eller hellere vil noget andet. Eller at Danske Bank havde sat de yngste og uerfarne medarbejdere til at få banken ud af finanskrisen, fordi de der burde have udført arbejdet og havde kompetencerne til det, ikke fandt det relevant! Ikke rigtig en realistisk eller ansvarlig mulighed, hvis man ellers er interesseret i at beholde sit arbejde, vel?
Min kæreste er yngre læge, og hun kender alt for godt til oplevelsen af at stå alene med akutte og dødelige syge patienter, mens bagvagten ikke er at finde eller er gået hjem. Rystende historier har hun også fra studiekammerater om at være ung og uerfaren og eneste læge om natten på et sygehus i provinsen, eller om sygehuse, der har hele akutmodtagelsen bemandet af lægestuderende, mens overlægen er gået hjem klokken 15. Og ofte finder fortvivlelsen sted på en 24 timers vagt, for overlæger tager da ikke natte- eller weekendvagter. Eller også har de travlt med at operere på privathospitalerne. Ikke sært at yngre læger flygter fra sygehusene og hellere vil have deres egne praksisser.
Og hvis du tror, sygeplejerskerne er de eneste reelle og ansvarsfulde i sygehusvæsenet, kan du tro om igen. Kender vi ikke alle de rørende historier om fortravlede, underbemandede og stressede sygeplejersker - historier som de danske medier over én kam har slugt råt og ukritisk? Grunden til at de er underbemandede er, at 1/3 af alle sygeplejersker i Danmark ikke arbejder fuldtids. Mange af disse bruger den ekstra fritid til at arbejde i private vikarbureauer. Ikke mærkeligt at det er vanskeligt at fylde vagtplanen ud.
Artiklen og alle disse eksempler slår direkte ned i et af de centrale årsager, at vi i Danmark ikke har verdens bedste sygehusvæsen. Læger og sygeplejersker har skaffet sig nogle urimelige og gammeldags særprivilegier, og ledelserne på landets sygehuse har ikke været dygtige og ansvarlige nok til at ændre på dette. Forestil dig en ansat i den private sektor, som tjener 60.000 om måneden (overlægeløn), og som har lov til at arbejde i en konkurrerende virksomhed. Eller at din arbejdsgiver må acceptere, at produktionen i virksomheden ikke løber rundt, fordi du har lov til at arbejde for konkurrenten, og at han så må hyre dig gennem et vikarbureau for at fylde vagtplanen ud - naturligvis til en højere timeløn.
Der er brug for intet mindre end en revolution indenfor sygehusvæsenet for at ændre disse forhold. For ledelsen på sygehusene gælder det om at vise ansvarlighed og være kompetente ved at fratage læger og sygeplejersker disse særprivilegier. Kun derved kan de få opbakning til deres forklaringer om mangel på ansatte og ressourcer, som altid er deres svar på, at det danske sygehusvæsen ikke er verdens bedste.
Tilføj kommentar 24. oktober 2009
Det er ikke for meget at sige, at hele verden var begejstret for Obama som ny præsident i USA. For vi danskere var det også et tiltrængt los i vores selvtilfredshed og utallige fordomme om landet: tænk bare at USA skulle nå at få en sort præsident, før vi fik en kvindelig statsminister eller et indvandrerparti i Folketinget!
Denne uge var den amerikanske præsident så på et lynvisit i København for at kaste Obama-magien over Chicagos kandidatur til værtskabet for OL i 2016. De fleste troede, at nu var værtskabet afgjort, ja selv fredagens udgave af Jyllands-Posten havde trykt på forsiden, at Chicago var så godt som sikker på at vinde. Hele verdenspressen dækkede præsidentparrets besøg, og Barack og Michelle dukkede op og leverede blændende personlige taler om deres opvækst i Chicago. Vi kendte alle på forhånd Baracks “gribende” historie om sin politiske opvækst i Chicago og svære vilkår i barndommen. Vi skulle da heller ikke snydes for den i fredags, for historierne er hovedingredienser i Obama-magien. Men også fru Obama havde gode historier i ærmet: hun kunne med en klump i halsen fortælle, at hendes far havde fået sklerose, da han var i midten af 30′erne, men havde altid trods sin sygdom dyrket sport med Michelle og hendes søskende, og at han derfor ville have været stolt af at kunne have oplevet OL i Chicago. Ifølge TV2 havde flere af medlemmerne i IOC da også knebet en tåre over Michelles historie (?).
Om det så var krokodilletårer forbliver uvist, men faktum er, at Obama-magien denne gang ikke virkede, for knap var Air Force One lettet fra København, før Chicago var stemt ude. Jeg tror, at Barack og Michelle kunne have talt og talt, uden at det havde haft en effekt, for denne gang skulle OL bare til Sydamerika! Jens Olof Jersild sagde lørdag formiddag i radioprogrammet Mads og Monopolet: “Hvor mange gange kan man holde en personlig tale, før den bliver upersonlig?”. Ikke særlig mange gange, tror jeg er svaret, når man ser tilbage på Obamas besøg i fredags.
Og hvad lærte vi så af Obamas besøg? At træerne ikke gror ind i himlen? At hvis man bare forblev kritisk over for Obama, så måtte man på et eller andet tidspunkt få ret? Jeg tror, at vi naive og uvidende europæere (når det gælder amerikansk indenrigspolitik) fik et glimt af, hvad amerikanerne har set i et par måneder: Obama er en fantastisk karismatisk politiker og et friskt pust, som verden behøver, men at der er store politiske udfordringer, som ikke kan løses alene med Obama-magien - jeg nævner blot et par få fra USA: en amputeret sundhedsplan (som ikke giver offentlig sygesikring til alle amerikanere), en milliard-redningsplan for en skrantende bilindustri, som betyder, at GM nu er 60% ejet af den amerikanske stat. Og krigene i Irak og Afghanistan ikke at forglemme. Derfor er tilslutningen til Obama i USA nu ringere, end den både Nixon og Bush junior oplevede, da de havde siddet i embedet 6 måneder.
For vores generation vil Barack Obama altid fremstå som noget specielt, nærmest symbolsk: den første sorte præsident i verdens mægtigste land, som har haft deres del af raceuroligheder. Men uanset hvor stor vores sympati er for denne mand, og uanset hvor blændende en taler, han er, så er han endnu ikke garanteret en plads i amerikanernes Hall of Fame. For at komme dertil, tæller kun politiske resultater.
Tilføj kommentar 4. oktober 2009
Jeg kan egentlig godt lide Nasser Khader. På trods af alle de politiske fejlslag forbliver Khader en ærlig, empatisk og visionær politiker. Han tog en chance med Ny Alliance og turde tale mod velfærds-bulimien, som alle andre politikere ikke har modet til. Jeg var derfor også en af de mange, der blev begejstret over Ny Alliance og deres 40% flad skat, positive syn på globalisering og indvandring og et kritisk syn på den offentlige sektors omfang. Begejstringen overlevede også fantasterne Jørgen Poulsen og Malou Aamund, der i endnu højere grad end Khader misforstod hvad det vil sige at være politiker i dagens Danmark. Og selv da erhvervslivet, pengene og medlemmerne forsvandt fra Alliancen beundrede jeg Khaders ihærdighed med at holde liv i Alliancen - selv om det blev mere og mere utroligt.
Et skifte til de Konservative var at forvente, og at Khader stadig har noget på hjerte beviste ham med at gå i krig for partiet ved at foreslå et forbud mod burkaer. Ganske snedigt at lade netop Khader fremsætte forslaget for derigennem at signalere en stram kurs over for indvandringen men uden at falde i Dansk Folkepartis udlændinge-fobi. Og når Khader udtaler sig om integration, er der stadig respekt om manden. I dag torsdag den 17. september måtte kulturminister Brian Mikkelsen så trække tæppet væk under Khaders forslag, da et burka-forbud strider mod både Grundloven og internationale konventioner.
Nej, det er ikke nemt at være Khader. Jeg tror ikke, at han kan bebrejdes fadæsen omkring burka-forslaget men de pinlige og uforberedte tv-optrædener i Alliancens tid har han kun sig selv at takke for. Det er helt sikkert ikke det sidste, vi hører til Khader, men en topkarriere i dansk politik bliver det formentlig aldrig til. Prøv selv at tænke tilbage for at se, om du kan huske en politiker, som for danskerne i lige så høj grad er blevet synonym med skiftende holdninger, parti-rodløshed, håbløse tv-optrædener og uforståelige udredninger.
Faktisk kom det frem i en undersøgelse for 1 måned siden, at 2/3 af danskerne finder Khaders partiskifte som det meste utroværdige i sammenligning med Karen Jespersen, Antorini m.fl. Oh ve den politiker, journalisterne fanger i at give modstridende forklaringer eller blot have en anden holdning end partitoppen, for vores dom over han eller hende er ubarmhjertig. Så næste gang vi brokker os over levebrødspolitikere, der kommer med lange og undvigende svar, så glem ikke Khader. For han bliver den sidste politiker, der var så naiv at tro, at danskere vælgere foretrækker politikere med visioner og lysten til forandringer frem for et klart svar på, om et burka-forbud rækker ind over havelågen.
1 kommentar 17. september 2009
Jeg ved ikke, hvornår ordene social ulighed blev fy-ord. Måske da Eva Kjer Hansen for et par år siden var ved at miste sin ministerpost, fordi hun sagde, at lidt social ulighed ikke var af vejen i det danske samfund. Herregud, hun havde jo ikke billiget angrebet på World Trade Center i 2001, benægtet eksistensen af Holocaust eller ønskede flere fattige i Danmark. Reaktionerne var dog så hysteriske, at man skulle tro, at det var netop, hvad hun havde gjort.
Jeg er stor og indædt modstander af fattigdom, for mennesker i fattigdommen frarøves mulighederne for at forfølge et lykkeligt liv, og deres ulykkelige situation skaber sociale problemer i form af udstødelse, misrøgt m.m. Derfor må det være en af Danmarks fornemmeste opgaver at bekæmpe fattigdommen. Men er social ulighed lig med større fattigdom, som Enhedslisten og resten af venstrefløjen mener?
Jeg er historiker og ved med sikkerhed, at ALLE samfund har haft social ulighed. Det er lige så sikkert, som at sommeren afløses af efteråret, at isen smelter på Nordpolen, og at kun kvinder kan føde og amme børn og derfor har længere barselsorlov end mænd. Derfor giver det ingen mening at forsøge at bekæmpe uligheden, for den vil altid eksistere. Vi skal i stedet bruge krudtet på at bekæmpe fattigdommen i Danmark.
Der er mange årsager til, at vi har social ulighed i Danmark, og INGEN af dem har noget at gøre med de politikere, vi har her til lands. Meget skal de have skyld for, men ikke dette. Vi fødes ind i denne verden med forskellige forudsætninger for at skabe velstand, og i løbet af livet møder vi forhindringer eller muligheder, der påvirker forudsætningerne. Nogle vælger at vie deres liv til at arbejde og tjene mest muligt, andre ønsker det modsatte, nogle bliver ramt af sygdom eller anden ulykke. Kort sagt, der vil altid være forskel på vores evne og lyst til at skabe velstand. Derfor skal vi også droppe den gammeldags retorik og i stedet opmuntre de, der ønsker at skabe velstand. For Danmark har verdens mest effektive skattevæsen, og mere velstand giver flere skattekroner og deraf bedre muligheder for at afskaffe fattigdommen.
Danmark hjemsøges i disse uger (september 2009) af vanvittige skatteudspil fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF. Millionærskat, fjernelse af fradrag for pensioner, hævelse af selskabsskatten. Parolen synes at være, at nu har de rige (hvem det så er i Danmark?) og erhvervslivet fået skattelettelser og oparbejdet store friværdier, så nu skal den sociale ulighed reduceres igen. Hvorfor får vi ikke noget svar på, men man fornemmer, at når vi har social ulighed, så øges fattigdommen i Danmark. At danskere får mere i friværdi, som indtil sidste år blev brugt på forbrug, og at virksomhederne kan skabe en bedre indtjening til glæde for konkurrenceevnen, giver så flere fattige i Danmark?
Det er i sandhed en vanvittig argumentation, som skulle være let for ethvert borgerlig folketingsmedlem at pille fra hinanden. Men det sker ikke, for social ulighed er blevet fy-ord, som ingen politikere tør modsige: hvem vil da sige noget, som Ekstrabladet kan tolke som om, at man går ind for social ulighed? I stedet vælger vi at holde fast i en pladder-romantisk forestilling om, at vi alle er lige, og betaler vi bare lidt mere i skat, har vi gjort vores borgerpligt og afhjulpet fattigdommen. Det er selvfølgelig en latterlig opfattelse, for velfærdssamfundets største forbrydelse er, at de virkelig fattige som hjemløse, psykisk syge, ubemidlede pensionister, bistandsklienter, enlige mødre ikke får den hjælp, som de har fortjent. I stedet ødsles alt for mange skattekroner væk på velbjærgede borgere gennem efterløn, børnepenge, boligsikring osv.
Danmark sukker efter politikere, der tør tænke og tale visioner for fremtiden, og som har modet til at bruge fy-ord som social ulighed. Giv pokker i social ulighed! Vi får den aldrig afskaffet, ligesom vi ikke kan stoppe udledning af Co2. Giv bedre muligheder for at skabe velstand gennem lavere skatter og afgifter og mere brugerbetaling og brug i stedet skattekronerne på de virkelig trængende. Se, det er et ægte velfærdssamfund!
1 kommentar 6. september 2009
Når jeg iagttager den seneste uge debat om indvandring, dukker det samme ord igen og igen frem på nethinden: Moske-fobia. Jeg tror ikke engang, at ordet eksisterer, men ordet har sin berettigelse. Ordet har intet at gøre med borgere i den russiske hovedstad eller frygten for at få malaria, men derimod mange danskere og borgerliges holdning til byggeriet af en stormoske i det københavnske nordvestkvarter.
Gå en tur ned ad Bredgade i København og du vil finde den russisk-ortodokse kirke. I samme gade kan du se den smukke Sankt Ansgar Kirke, som er en katolsk domkirke, og i Krystalgade vil du finde en jødisk synagoge, i Valby kan du besøge et vietnamesisk buddhistisk tempel, og rent faktisk er der allerede mere end 100 moskeer i Danmark i dag! De ligger i dag i kældre, lagerhaller og nedlagte skoler. Det er ikke svært at forstå, at muslimerne gerne vil have en moske af en størrelse (2000 kvm. stor og med 32 meter høje tårne skal den nye moske have) og udseende, de kan være stolte af. Derimod er det svært at forstå nogle danskers forargelse over den nye moske, og at byggeriet kædes sammen med “islamisering” af det danske samfund.
Mest fremtrædende og mest pinlige i denne sammenhæng er uden sammenligning Dansk Folkeparti. Partiets medlem af Miljø- og Teknikudvalget, Karin Storgaard, er imod byggeriet, fordi det ikke passer ind i kvarterets bygningsarkitektur (?). Det fremgår af en pressemeddelelse på partiets hjemmeside. At partiet sætter lighedstegn mellem moskeen og en radikal islamisering er dog tydeligt længere ned i meddelelsen, da hun hævder, at moskeen vil blive brugt til at hverve radikale muslimer til foreningen Ahlul Bait.
Fredag morgen var en anden af partiets tro væbnere, folketingsmedlem Martin Henriksen, på Go’ Morgen Danmark, hvor han helt i tråd med partiets linje talte mod moskeen. Byggeriet af moskeen var blot ét af mange symboler på 30 års islamisering af det danske samfund. Derfor var det på tide at sige stop og meddele muslimerne, at de skulle tilpasse sig den danske kultur. “Mod-debattør” i programmet, Manu Sareen, refererede til flere undersøgelser, der viser, at giver et samfund dets indvandrere plads til at praktisere deres egen kultur og religion, er de mere motiverede til at integrere sig i samfundet. Det synes dog ikke at påvirke Martin Henriksen.
Enhver der har rejst på storbys-ferie vil mindes at have besøgt forskellige religiøse “templer” - om det så var kristelige, muslimske, buddhistiske - om det var i New York, London eller Rom. Templerne har været kulturbærere gennem generationer og fortæller historier om indvandring, integration og egne kulturer. Danske mindretal på de Vestindiske øer, den spanske Solkyst, Malmø eller Slesvig har også deres templer eller institutioner. Derfor skal muslimerne naturligvis også have deres i Danmark - alt andet er umoderne, plat og irrationelt og vil kun skade integrationen.
Jeg er ikke blind for, at indvandringen i Danmark udgør flere problemer. Den lægger et pres på velfærdssamfundet, og den dårlige integration skaber sociale problemer med kriminalitet blandt nogle indvandrere til følge. Men integration er ikke ensbetydende med assimilation. Derfor fortjener Borgerrepræsentationen i København stor ros for at give grønt lys til byggeriet og også til fredagens leder her på 180grader.dk. Som liberal går jeg ind for Danmarks stramme indvandrerlovgivning, men hylder den enkeltes frihed til at leve det liv, man ønsker. Derfor vil det også klæde Dansk Folkeparti og andre kritikere af moskebyggeriet at stoppe denne moske-fobia. Det vil sende et klart signal om, at Danmark er et frit land, hvor vi uanset etnisk oprindelse har frihed til at praktisere vores egen kultur og religion, men at vi ønsker en stram lovgivning for at afhjælpe integrationen, og det danske samfund bygger på en fælles værdisæt og lovgivning.
3 kommentarer 29. august 2009
Finn Nørbygaards optræden i Cafe Hack i søndags har tiltrukket de fleste danskeres opmærksomhed - også i blogforumet her på 180grader.dk.
Selv havde jeg også taget plads foran radioen for at høre Nørbygaard “fortælle hele sandheden om Bagger sagen”, som DR så flot havde markedsført programmet. Desto større var skuffelsen da også, for jeg måtte lægge øre til et sand skønmaleri af et uskyldig offer, der bare havde overladt sine investeringer til en formueforvalter med beskeden om, at Finn foretrak at investere med livrem og seler! Ligeså sørgeligt var det at lægge øre til, at den ellers normalt skarpe Cafe Hack vært Søren Dahl ikke gad at udfordre Nørbygaards eget skønmaleri.
“Med livrem og seler”? Lad os lige opsummere en gang. Nørbygaard var en af de første (og største investorer) i det IT Factory, der blev reetableret i 2004. Finn investerede sølle 2,5 mio., som med Baggers svindlen med omsætning hurtigt voksede til 200 mio. i aktieværdi.
Her ville Karl Einars Booking Daw-Daw (hvis han vitterligt investerede med livrem og seler) nok hive gevinsten hjem eller sprede denne ernorme aktieformue på flere aktier. Men ikke Finn Nørbygaard. I stedet låner han penge - med sikkerhed i aktieformuen - for at kunne investere yderligere i IT Factory. 1. december 2008 var denne aktieformue da også vokset til 400 mio. Hvordan det gik herfra, er jo desværre historie…….
Jeg forstår så udmærket, at Nørbygaard er bitter over Bagger svindernumre, men jeg har svært ved at finde sympati til at bifalde det skønmaleri, han tegner af sig selv. Grådigheden har en pris - med og uden svindlere på aktiemarkedet.
Tilføj kommentar 18. august 2009
Anders Samuelsen revser i dag i Børsen (fredag den 14. august) regeringen for at fremsætte endnu en hjælpepakke - denne gang en såkaldt kreditpakke, der skal øge eksporten og investeringer. Samuelsen gør klogt i at forholde sig kritisk til dette. De to første to bankpakker har vist sig at have en tvivlsom effekt. Derimod hylder Samuelsen regeringens seneste vækstinitiativ - et Vækstforum, hvor folk med indsigt i økonomi, innovation og strategi skal komme med ideer til at ruste dansk økonomi.
Lur mig om ikke det nye Vækstforum efter 3 års arbejde og et budget på velsagtens 35-40 mio. når frem til, at skatten på arbejde skal sænkes, momsen skal differentieres, vilkårene for nye iværksættere skal lempes, pensionsalderen skal øges osv. Og jeg tør også sætte penge på, at regeringens kommentar vil være, at den er enig i forumets anbefalinger, men at tiden ikke er moden til dem, eller at den økonomiske situation ikke tillader det.
Og hvordan kan jeg være så skråsikker på det? Fordi efter 8 år med VKO ligner det alt sammen noget, vi har set før. Husker du Velfærdskommissionen fra 2005? Den nåede frem til mange relevante anbefalinger for at redde velfærdsstaten: afskaffe efterlønnen, hæve pensionsalderen, sænke skatten på arbejde, reducere børnechecken (se samtlige af Kommissionens anbefalinger her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2005/12/07/102936.htm) . To år havde regeringen undgået at diskutere problematikken ved at henvise til, at den “ikke ville blande sig i Komissionens arbejde”. Kommissionens arbejde blev dog hurtigt skudt med bemærkningen om, at regeringen ikke ville røre ved skatten! 2 års arbejde og spild af 35 mio. skattekroner af en regering, der kom til magten med et slogan om at reducere antallet af statslige råd, nævn og kommissioner.
I februar i år var det så tid til at præsentere resultat af arbejdet i den næste kommission - Skattekommissionen. Endnu en gang havde Fogh og regeringen ganske snedigt kunnet undgå at tale om skat, for “man ville jo ikke blande sig i Kommissionens arbejde”. Desto større var skuffelsen da også for de fleste danskere, for hvori bestod forskellen? Skattesystemet blev ganske rigtig omlagt på flere punkter (se selv mere her: http://www.kpmg.dk/view.asp?ID=6293 )
men de beskedne skattelettelser blev til på bekostning af reduktion i rentefradrag, fradrag for fagforeningskontingent, øgelse af grønne afgifter og meget mere…..
Så når Løkke og regeringen foreslår et “Vækstforum” til at udtænke ideer til at skabe vækst i samfundet, er det nærliggende at tænke: “Til hvilken nytte?” Regeringen kender jo svaret på forhånd og har på forhånd ikke tænkt sig at følge anbefalingerne, for det koster stemmer at gennemføre de grundliggende reformer af velfærdsstaten.
Som politisk iagttager er man vidne til effektiv, moderne magtpolitik: regeringen fører en socialdemokratisk politik med borgerlig retorik uden at ville reformere samfundet, for det er hvad, flertallet af befolkningen ønsker. Samtidigt iværksættes flere kommissioner, teser, og der vælges ganske skarpe politiske ordfører for at kunne fremvise liberale værdier. Det er i og for sig ikke overraskende eller chokerende, for ærlig talt, politik handler om at have magten. Det tankevækkende og sørgelige består i, hvor mange borgerlige og liberale vælgere, der har accepteret denne tilstand.
Tilføj kommentar 14. august 2009
Asger Aamund har på epn.dk endnu en gang rettet en kraftig kritik af politikernes vilje til at reformere velfærdsstaten. Ganske korrekt skriver han, at velfærdsbyrden stiger og stiger, mens antallet af borgere i arbejdsstyrken falder, og politikerne leger strudsepolitik.
8 år med Venstre, Konservative (og Dansk Folkeparti, ja man kan jo komme i tvivl om de ikke bestemmer mest af de tre) en historisk højkonjunktur og en ganske stærk parlamentarisk situation har ikke været tilstrækkelig til bare at begynde en reform af den danske velfærdsstat. Man gyser ved tanken om, hvornår vi igen vil se samme gunstige forhold for at reformere samfundet. Skattestoppet til trods leder man forgæves efter flere af de store og nødvendige reformer: efterløn, SU, uddannelsessystemet, pensioner m.m. Vi skal helt tilbage til 90′erne, før vi sidst havde fat i at reformere en af disse, og det var efterlønnen under en socialdemokratisk statsminister!
Alt imens har den danske befolkning langsomt accepteret at være verdens suverænt mest skatteplagede folkefærd - 47% i gennemsnit betaler danskerne i skat, 25% i moms selv på sunde fødevarer (det har selv et land som Rusland for længst erkendt, at det er uholdbart for folkesundheden), biler betaler vi for 3 gange - og jeg kunne blive ved, vi kender alle eksemplerne. Asger Aamund peger på, at vi skal satse endnu mere på iværksætteri og at lempe vilkårene for erhvervsliv, og det har han meget ret i. Men vi kommer ikke uden om, at den danske stat må reducere udgifter til velfærd, hvis ikke skatter og afgifter skal fortsætte med at stige over de næste 25 år.
Med mine 35 år er jeg prototypen på et barn af velfærdsstaten. Mine forældre har nydt godt af at kunne sende mig i børnehave, skole, handelsskole, og jeg har 2 lange videregående uddannelser. Men min største anke mod udviklingen i det danske samfund er manglen på økonomisk frihed: lægger jeg min og min kærestes årsløn sammen, ser jeg et svimlende højt beløb, som mine forældre kun kunne drømme om at tjene. Alligevel har vi en gennemsnitlig levestandard, bilen har vi lånt til, huset skal afdrages oves 30 år, og vores eneste realistiske chance for at skabe en formue er at håbe på, at huspriserne vender. Tænk selv over det: hvor mange danskere har reelt mulighed for at spare op af lønnen, når skatter og afgifter har hærget lønnen. Det gør, at mange danskere gældsætter sig i en grad, som ville få de fleste sydeuropæere og sågar amerikanere til at slå korsets tegn.
Det er hårdt at være liberal anno 2009. Regeringen har siddet ved magten så længe, at vi helt har glemt alt om hende der Helle Thorning. Men magten har haft sin pris: vi er blevet socialdemokratiske liberale, og selvfedmen og benovelsen over Anders Foghs bedrifter har kvalt reformspirerne. Men ligesom det halter med priskonkurrencen i bankerne og hos forsikringsselskaberne, kniber det konkurrencen mellem politikere. Vi som vælgere bør have modet til at vælge de politikere, der viser en anden vej, og som tør tale visioner for det danske samfund.
Tilføj kommentar 5. august 2009
