22
juli
2009
Hos LFS, som er en pædagogisk fagforening, klager et medlem, Dorthe, over, at man bare kan melde sig ind, hvis der opstår problemer på arbejdspladsen. Til dette svarer fagforeningens næstformand, Jan Hoby, at Dorthe nu ikke skal føle sig snydt, for den som pludselig får behov for støtte kommer til at betale for “hele den periode som vedkommende har været ansat på området.”
Dorthe er tilfreds med, at hun ikke økonomisk bliver udnyttet af de onde freeridere, men dog stadig lidt misfornøjet: “[Jeg] tænker at det alligevel kan være en af grundene til at det kan være svært at få de unge til at melde sig ind. Det betyder jo at det “kun” er nødvendigt (i de unges øjne) at melde sig ind, hvis der opstår et problem.”
Mtjaa. Det kunne jo være en særdeles fornuftig konklusion, Dorthe. At fagforeningens vise ord om solidaritet og fællesskab måske klinger hult i en verden, hvor deres primære synlighedsårsag er den konstante pjevsen om for lav løn, som er fastsat af det højhellige fællesskabs repræsentanter og tvangsfinansieret af den undertrykte, hårdtarbejdende klasse.
Men næstformanden mener vist ikke, at den faglige organisation mangler noget på produktsiden. Han foretrækker “andere metoden”: “Hvis alle arbejdspladser gjorde det til en rutine at oplyse den nysatte om at en af de forventninger man har, er at vedkommende bliver organiseret indenfor den først måned, - ja så var der ikke så mange problemer.”
Og næstformanden har jo ret: Ingen problemer! I hvert fald ikke andre end hverdagsproblemet med tvang. Men det er vi så vant til, at vi næsten ikke længere kan genkende det. “Tak,” siger Dorthe, “lige mine ord”. Og så er der jo slet ikke noget problem!
Hele debatten kan læses på lfs.dk -> Debatten -> føler mig lidt snydt
Posted under Ikke kategoriseret
15
juli
2009
Den amerikanske tænketank Cato har på deres blog en analyse af, hvorfor salget af Atlas Shrugged er steget. Selvom det turde være enhver åbenlyst, at en årsag kan være, at vi mere eller mindre gennemlever romanen i det virkelige liv under den nuværende reguleringskrise, nævner artiklen andre mere konkrete årsager, som eksempelvis omtale og henvisninger til bogen i forskellige mainstream medier, men også på populære blogs. Lidt interessant statistisk, som kan findes her på Cato @ Liberty: What Caused Atlas Shrugged Sales to Soar?
Hvis DU er interesseret i at læse bogen eller allerede har læst den og er interesseret i at diskutere den med ligesindende, bør du absolut tjekke denne bogklub ud: Kapitalistisk Bogdebat.
Jeg bør retteligt nævne, at jeg selv er initiativtager til projektet, som er fuldt sponsoreret og derfor gratis for deltagere. Det eneste krav er, at du er alvorligt interesseret i at udvide din viden om liberale/libertarianske/konservative/borgerlige/anarko-kapitalistiske tænkere og tanker. Til næste arrangement er Atlas Shrugged/Og verden skælvede netop på plakaten, og jeg forventer at det bliver godt.
Til de interesserede kan jeg nævne, at vi tidligere har læst Murray Rothbards Ethics of Liberty, Naomi Kleins The Shock Doctrine, Johan Norbergs In Defense of Global Capitalism, Ludwig von Mises’ The Anti-Capitalist Mentality og Deirdre McCloskeys The Bourgeois Virtues. Til hvert af de tidligere arrangementer har vi haft fantastiske indlæg og moderatorer/ordstyrere: Peter Kurrild-Klitgaard, Henrik Gade Jensen, Pernille Bramming og Kasper Støvring, for ikke at nævne engagerede og gennemliberale deltagere, som ikke er bange for at tage bladet fra munden. Samt øl og pizza… Så kom glad!
Foto: Flickr, alexmuse
Posted under Ikke kategoriseret
15
juli
2009
Jeg faldt over en artikel i forbindelse med søgning efter noget andet, som overbeviser mig om, at Ayn Rand har følelser, trods mange beskyldninger om at være kold og kynisk. Det er ikke så meget selve artiklen, det er de to taler, som blev holdt i hendes minde ved en auktion:
Åbningstaler fra Ayn Rand auktion 1998
Hvis man også har sådan en lidt hemmelig hang til Se & Hør genren, er der desuden lidt detaljer fra det famøse sidespring med Nathaniel Branden. Dog på den ømme og sørgelige måde, da de fortælles af hans kone.
Posted under Ikke kategoriseret
14
juli
2009
De tror, jeg er gået på pension, og lad dem bare blive i den vildfarelse. Men jeg vil gerne sige til kapitalfondene, at rygterne om min forestående passivitet er stærkt overdrevne. Tværtimod bliver det et hedt efterår, og vi opruster i kampen mod kapitalfondene.
…
Kapitalfondene vil meget gerne undgå en yderligere (!) regulering, og derfor kæmper de mod os med næb og klør. Men jeg mener, at fondene undervurderer udviklingen i Europa og USA, hvor forargelsen over grådigheden stadig er stor. Der er et omfattende netværk i USA for mere regulering af kapitalfonde, og dem samarbejder vi i vid udstrækning med.
Nyrup i Børsen
Bannerfører i kampen mod grådighed? Populist.
Posted under Ikke kategoriseret
12
juli
2009
Time bragte den 1. juni et interview med Peter Schiff (nævnt i posten nedenfor), direktøren for Euro Pacific Capital, som har leveret nogle rimeligt præcise forudsigelser om den nuværende økonomiske situation. Det er rimelig sober læsning, trods journalistens kedsommelige “disclaimer” sidst i teksten om, at Schiff måske har ret næste gang, måske har han ikke. Ingen rygrad har de masser af, de der mainstream journalister. MEN de viderebringer dog Schiffs pointe om, at grunden til at hans medie-popularitet er faldet med 75%, kan hænge sammen med, at ingen ønsker at høre de dårlige nyheder. Det var “sjovt nok”, da ingen troede på ham (se underholdende video her: “I just don’t know where [Peter Schiff] gets his stuff!”), men nu er det ikke sjovt, for manden fik jo ret.
Læs hele interviewet her - inkl. videointerview: Why We Should Listen to Peter Schiff’s Bad News
Posted under Ikke kategoriseret
11
juli
2009
Indrømmet, jeg havde det lidt med Palin, som de fleste havde - og har - det med Obama: Jeg vidste ikke rigtig, hvad hendes program gik ud på, men var lidt fascineret af hendes kandidatur. Pinligt bevidst om, at den ydre fremtoning og de populistiske slagord er et meget ringe grundlag at bedømme en eventuel leder af den vestlige civilisation, var det rart at læse Peggy Noonans klumme på Opinion Journal idag om Sarah Palin.
Selvfølgelig ville det være tosset at støtte Sarah Palin i trods. For der kan vist ikke herske tvivl om, at den mediemæssige dækning af hende, og de personlige angreb på familien undervejs og efterfølgende er ulækre og uværdige, men det er selvsagt ikke nok til at foretrække hende som den kommende præsidentkandidat. Selvom hun er kvinde, smuk og dygtig til at gå i høje hæle…
Så, hvad skal der til? Ifølge Noonan er fremtidsscenariet noget nær dommedagsagtigt, og det kræver sin M/K at håndtere:
Here are a few examples of what we may face in the next 10 years: a profound and prolonged American crash, with the admission of bankruptcy and the spread of deep social unrest; one or more American cities getting hit with weapons of mass destruction from an unknown source; faint glimmers of actual secessionist movements as Americans for various reasons and in various areas decide the burdens and assumptions of the federal government are no longer attractive or legitimate.
The era we face, that is soon upon us, will require a great deal from our leaders. They had better be sturdy. They will have to be gifted. There will be many who cannot, and should not, make the cut. Now is the time to look for those who can.
Hvem kan? Hvad med en type som ham her:
Peter Schiff på The Daily Show
Og hvis man imponeres over taler uden noter, så se denne omgang hos Mises. Her da en mand, som helt og aldeles ved hvad han taler om, og som ikke behøver en indopereret teleprompter…
Why the Meltdown Should Have Surprised No One
Det er måske ikke lige hvad Noonan leder efter, jeg ved det faktisk ikke. Men måske som del af en kommende frihedsorienteret amerikansk regering? Det ville ikke være helt dårligt…
Posted under Ikke kategoriseret
4
juli
2009
Det her må være årets avispige og heltinde:
21-årige Marianne Kruse Bro blev vred, da hun fredag så fem maskerede mænd begå røveri mod personalet ved guldsmedebutikken M. C. Mortensen i Herning. Så da den ene røver tog flugten ad Skolegade, kastede hun sig på cyklen og fulgte efter ham med politiet i mobilen.
Hele artiklen hos JP her
Posted under Ikke kategoriseret
1
juli
2009
For to dage siden blev sagen Ricci v. deStefano afgjort i den amerikanske højesteret. Afgørelsen betyder - kort fortalt - at en række hvide brandmænd fik medhold i, at det var diskrimination, da City of New Haven kasserede brandmændenes forfremmelsestest med den begrundelse, at flere hvide end sorte og latinamerikanske ansatte havde bestået testen. Det lyder som en aprilsnar, men det er det sågu ikke. Byen var simpelthen skrækslagen for en lavine af retsager hævdende racisme.
Afgørelsen var desværre et smalt flertal (5-4), og de dommere som var i undertal udtalte:
“the white firefighters who scored high on New Haven’s promotional exams understandably attract this Court’s sympathy.”
Til dette svarede de flertalsafgørende dommere:
“Sympathy’ is not what petitioners have a right to demand. What they have a right to demand is evenhanded enforcement of the law — of Title VII’s [of the 1964 Civil Rights Act] prohibition against discrimination based on race. And that is what, until today’s decision, has been denied them.”
Og det var jo godt. MEN.
Sagen blev i første omgang pure afvist i de lavere retsinstanser. Her ville man end ikke overveje brandmændenes sag. En af disse instanser inkluderede Obamas nyligt udpegede kandidat til højesteretsdomstolen Sonia Sotomayor, som således med denne sag er blevet trumfet (dog snævert).
Hos WSJ har man fra starten frygtet, at “latinaen” Sotomayor ville dømme med følelserne og ikke med udgangspunkt i forfatningen. Hvorfor? Fordi hun blandt andet har udtalt dette:
“Justice [Sandra Day] O’Connor has often been cited as saying that a wise old man and wise old woman will reach the same conclusion in deciding cases. I am . . . not so sure that I agree with the statement. First, . . . there can never be a universal definition of wise. Second, I would hope that a wise Latina woman with the richness of her experiences would more often than not reach a better conclusion than a white male who hasn’t lived that life.”
I praksis betyder Sotomayors holdning som udtalt ovenfor tilsyneladende, og med udgangspunkt i hendes afvisning af Ricci v. deStefano, at hun ikke er villig til at opretholde lighed for loven for personer med en bestemt hudfarve (i dette tilfælde hvid). Eller at hun mener (og dømmer), at der skal tages særlige hensyn til race i vurderingen af forfremmelser i brandmandshvervet. Det er vist racisme. Og hvis hun bliver godkendt som højesteretsdommer, kan det blive til statslig manifesteret racisme på allerhøjeste plan. Hun kalder det godt nok empati. Det lyder også pænere.
Scary stuff? You bet your shiny white ass it is…
Kilder
The ‘Empathy’ Nominee
Firefighter Justice
Posted under Ikke kategoriseret
30
juni
2009
Hov, hov - der er da vist nogen, som har glemt at kræve ligestilling - eller klage over for meget ligestilling, eller hvordan er det nu? - på arbejdsmarkedet for fritidsjobbere! Nedenstående faktaboks er kopieret fra en artikel i Erhvervsbladet, der handler om ung-arbejdere:
Hvem er fritidsjobberne?
- Den typiske fritidsjobber er 17 år.
- To tredjedele af dem er piger - en tredjedel drenge.
- 8 ud af 10 fritidsjobbere har afsluttet 9. klasse.
- Hver syvende fritidsjobber er medlem af en fagforening.
Kilde: LO’s jobpatrulje, 2008
Kan det virkelig passe, at de unge damer får lov at lægge beslag på så stor en del af arbejdsudbuddet? Der må være en grundlæggende urimelighed til stede, som nogle driftige politikere kan kapitalisere på.
Posted under Ikke kategoriseret
27
juni
2009
Socialist, fascist, pragmatiker, progressiv, Demokrat eller bare rendyrket American Liberal? You decide.
Nedenstående liste fra Weekendavisen over Obamas første 100 dage i præsidentembedet er godt et par måneder gammel efterhånden, og havde man tid kunne man sikkert tilføje nogle interessante milepæle. Stadig god underholdning, however.
Stem gerne på din favorit eller “favorit” i kommentarfeltet. Har highlightet mine…
De første 100
Dag 1: Indsættelsestale. God og konkret – og elegant henvisning til Lincoln.
2: Ringer til Olmert, Mubarak og Abbas og signalerer, at Mellemøsten har førsteprioritet. Hillary godkendes som udenrigsminister.
3: Lukker Guantanamo. Får som første præsident en personlig email-adresse.
4: Dropper forbuddet mod nødhjælp til organisationer, der udfører abort.
5: Tv-tale til nationen. Katastrofale nøgletal for økonomien, men personlig approval rating: 69.
6: Republikanerne begynder at udtrykke mishag med vækstpakken.
7: Fjerner forbud mod enkeltstaters lavere grænser for bilers CO2-udslip. Dropper krav til medarbejdere om at bære slips i weekenden.
8: Insisterer på at få Republikanerne til at støtte vækstpakken på 825 milliarder dollar. Siger, at Afghanistan har førsteprioritet (altså alligevel ikke Mellemøsten …)
9: En tidlig afstemning om vækstpakken i Kongressen tyder på, at Republikanerne ikke lader sig charmere.
10: Godkender lov om ligeløn, som Bush var imod.
11: Skælder Wall Street-bosser ud for grådighed.
12: Fremtrædende kommentator: Obama er unødvendigt slap og undskyldende over for den muslimske verden.
14: Problemer med nominerede ministres skatteforhold breder sig.
15: Sundhedsminister Tom Daschle trækker sig på grund af sine grumsede skatteforhold. Han er ikke den første.
16: Vækstpakken sidder fast i Senatet, hvor også enkelte demokrater tér sig.
17: Sætter – en smule populistisk – løngrænse for chefer, hvis firma får offentlig støtte: en halv million dollar (GM-chefen fik 14,5 millioner dollar i 2007).
18: Skælder ud på Republikanerne i især Senatet for at ignorere landets ve og vel.
20: Senatet hører ikke efter.
22: 37 millioner tv-seere er med til første live-pressemøde. Flere end til American Idol. Sender lille vink til Iran.
23: Vækstpakken (nu kun 787 milliarder dollar) sniger sig noget medtaget gennem Senatet.
24: Handelsministeren trækker sig nu også. Elendige tal for boligmarkedet. Hver sjette familie er teknisk bankerot.
25: Michelle på forsiden af Vogue!
26: Vækstpakke II går gennem Repræsentanternes Hus – uden republikanere og uden syv demokrater.
28: Bill Clinton: »Obama kommet godt fra start!«
29: Vil sende flere tropper til Afghanistan.
32: Første udlandsbesøg: Canada. Modtages som Paven og Take That på én gang.
33: Første invitation til Washington: Gordon Brown
34: Dow Jones lavest i seks år.
35: Finanslov offentliggøres. Enorme udgifter, men også nye indtægter fra øgede skatter for de rige og besparelser i Irak.
36: Nægter fortsat »krigsfanger« i Afghanistan habeas corpus, altså retten til at blive stillet for en domstol.
37: Vækstpakke + bankpakke + finanslov = 1 dollar i sekundet i 400 år.
38: Syriens ambassadør til møde i Udenrigsministeriet.
39: Irak-plan modtages godt. Tv må nu filme døde soldaters kister.
40: Sundhedsreform offentliggøres. De progressive meget skuffede.
43: Brev til Rusland: Måske dropper vi missilskjoldet.
45: Flere medier: Præsidentens hår gråner mærkbart.
46: Dropper forbuddet mod stamcelleforskning.
47: To ledende stillinger i finansministeriet er stadig ubesatte.
49: Ledende økonomer: Obama alt for tilbageholdende.
56: Erklærer, at finansbosserne er vildt grådige og skal betale 90 procent skat af bonusser.
58: Bank-plan får blandet modtagelse.
59: Rapport om finanslov: Obama har undervurderet underskuddet og kan ikke nå målet om at halvere underskuddet på fire år. Senatorer panikker lidt.
60: Ønsker iranerne godt nytår. Er som første præsident gæst hos Jay Leno.
61: Kritik fra ellers venligtsindede kommentatorer.
63: Højrefløjs-mediefolk: Obama er både socialist og fascist.
66: Nye regler for finansmarkedet: Staten skal være mere aktiv regulator for at forhindre nye sammenbrud.
67: Ny Afghanistan-strategi modtages positivt.
70: Presser General Motor-boss til at sige op.
71: Cuba Libre: Rejseembargoen mod Cuba fjernes næsten.
72: Af sted til London. Møder den engelske dronning.
73: G20: stor succes. Men kritik derhjemme, hvor de kræver resultater. Elendige job-tal.
74: Korea-Kim fyrer raket af.
75: Tale i Prag. Ren kærlighed. Tyske journalister giver stående ovation. Finanslov godkendes i Kongressen.
79: Erklærer, at USA vil deltage i gruppesessioner med Iran. Iranerne ikke imponeret.
80: Lukker »hemmelige fængsler«. Men vil stadig tilbageholde fanger uden dom.
81: Begynder at tale om »lysglimt af håb« i økonomien. Holder første jødiske påskemåltid i Det Hvide Hus.
82: Bo – den nye First Dog – præsenteres. Tv-kanalerne går amok.
83: Anklages for slaphed i sikkerhedspolitikken. Men så skyder Navy Seals tre somaliske pirater.
86: Selvangivelse offentliggøres: Mr. & Mrs. Obama tjente 2,7 millioner dollar i ’07.
87: Offentliggørelse af Bushs tortur-notater. Nægter dog at retsforfølge ansvarlige.
88: Åbner for nye, skrappere krav om udledning af CO2.
90: Statistik: 600.000 nye arbejdsløse hver måned siden 21 januar.
91: Irans hardlinere stadig ucharmeret: A’jad holder grum tale i Geneve. Amerikansk journalist dømmes for spionage i Iran.
92: Måske kan vi alligevel retsforfølge dem, der har formuleret tortur-notaterne.
93: Første samlede regeringsmøde, inklusive syv kvinder, fire sorte, tre asiater, to latinoer.
94: Husker Mellemøsten! Inviterer Mubarak, Olmert og Abbas til Washington.
95-100: xxx
Fra Martin Krasniks artikel i Weekendavisen: Obamaisme for begyndere
Posted under Ikke kategoriseret