11
august
2009
Nu er det ikke fordi, det er sjældent at se et regulerings-ivrigt erhvervsliv, hverken i Danmark eller andre civiliserede lande, men venturekapitalens reaktion på regeringens seneste ”vækst”pakke er pinlig ud på et overdrev.
Det var i sig selv uhyrligt at se Danmarks to formelt mest magtfulde politikere på forsiden af Berlingskes Business-sektion i lørdags, idet det kunne signalere en tæt sammenhæng mellem dansk erhverv og politik, hvilket desværre nok ikke er en overfortolkning. Decideret surrealistisk bliver det så, når man slår op på side 6 og læser artiklen ”Redningskrans kan redde 300 firmaer”. Her kan man læse, hvordan regeringen ønsker at ”styrke markedet for risikovillig kapital”.
Hvad hedder det nu, når noget i sig selv er en modsigelse – og er det her ikke en af slagsen? Ventureselskabernes forening DVCA ser dog umiddelbart ingen problemer: ”Regeringens nye vækstpakke, der skal stimulere tilgangen af risikovillig kapital er et meget positivt signal.” Signaler, signaler – altid signaler. Men faktum er vel, at uanset signalet, så er det lidt af et forstyrrende element i et marked, som har sin eksistensberettigelse via fraværet af sikkerhed (og således også statslige kautioner). Indgrebene, eller ”vækst”pakken, fjerner den selvsamme risiko, som gør, at der rent faktisk er behov for venturekapitalen. Venturekapitalisterne lever af risikoen og tjener sine penge på at løbe risikoen - og rettelig så. Staten styrker ikke markedet for risikovenlig kapital. Den eliminerer det. Det bør pengemændene huske på næste gang Kristian Jensen eller Poul Nyrup kalder til klassekamp mod kapitalen, for hvis man selv beder om den ene regulering, bliver det sandsynligvis svært at frabede sig den anden. Men det må tiden vise.
Nok henvises der i artiklen til ”undersøgelse efter undersøgelse” som viser at selv sunde virksomheder har svært ved at få lån i bankerne. Nu kender jeg ikke præmisserne for bedømmelsen ”sunde virksomheder”, men alt andet lige må man dog retfærdigvis sige, at sunde eller ej: måske kan de ikke få lån, fordi pengene ikke er der. Og hvis pengene ikke er der, så kan man ikke bare trykke dem. Eller, nå jo – det er der nogle der kan… Og så er vi vist tilbage, hvor krisen startede. Eller hur?
Posted: Ikke kategoriseret
5
juni
2009
Dagens artikel fra Mises indeholder et interessant perspektiv på iværksætteren versus manageren - interessant, ihvertfald når man, som jeg, er stud.merc MIB (innovation og forretningsudvikling).
Artiklen er et uddrag fra Mises’ egen Human Action, og giver stof til eftertanke, når man sammenholder med den (store) del af faglitteraturen, der taler om, at medarbejdere kan/skal være iværksættere og innovative indenfor virksomhedens fire vægge. Og så giver den naturligvis også bredside til ideen om, at innovation og iværksætteri med fordel kan foretages med risikofrihed og for andre folks penge (læs: skattekroner).
Her et par citater:
The managerial function is always subservient to the entrepreneurial function. It can relieve the entrepreneur of a part of his minor duties; it can never evolve into a substitute for entrepreneurship. The fallacy to the contrary is due to the error confusing the category of entrepreneurship as it is defined in the imaginary construction of functional distribution with conditions in a living and operating market economy. The function of the entrepreneur cannot be separated from the direction of the employment of factors of production for the accomplishment of definite tasks. The entrepreneur controls the factors of production; it is this control that brings him either entrepreneurial profit or loss. It is possible to reward the manager by paying for his services in proportion to the contribution of his section to the profit earned by the entrepreneur. … But the manager cannot be made answerable for the losses incurred. These losses are suffered by the owners of the capital employed. They cannot be shifted to the manager.
Society can freely leave the care for the best possible employment of capital goods to their owners. In embarking upon definite projects these owners expose their own property, wealth, and social position. … For society as a whole the squandering of capital invested in a definite project means only the loss of a small part of its total funds; for the owner it means much more, for the most part the loss of his total fortune. But if a manager is given a completely free hand, things are different. He speculates in risking other people’s money. He sees the prospects of an uncertain enterprise from another angle than that of the man who is answerable for the losses. It is precisely when he is rewarded by a share of the profits that he becomes foolhardy because he does not share in the losses too.
(Jeg er naturligvis ikke stødt på Mises i cand.merc MIB pensum, men hvem ved… måske har jeg overset ham. Dog skal det retfærdigvis siges, at vi læser Michael Jensen, Harvard, som jeg vil påstå er enig i følgende af Mises’ udsagn om, hvad manageren skal foretage sig: “The only instruction required is self-understood and does not need to be especially mentioned: seek profit”.)
Posted: Ikke kategoriseret