Kommunismen er som betydende styringsform passé. Som idé lever den videre. I Danmark hos Enhedslisten. Men en langt større trussel mod det åbne samfund lever i bedste velgående i Danmark. Det er totalitarismen og den naive opbakning til dem, der vil praktisere denne.
Kommunismens fejl var, at det bedste argument ikke have en chance. Der var ingen demokratisk kultur og kommunikativ proces omkring tilblivelsen af politiske beslutninger. I stedet var der et magtmonopol og dermed koncentrering af magten og faktisk også kapitalen, som jo var bestyret af få, der udmærket forstod at tage for sig af retterne. Magten korrumperer som bekendt. Der var ingen fri forskning, ingen opposition, intet civilt samfund, ingen pluralisme og skiftende magtkonstellationer og censuren satte begrænsninger for kunstnerisk virke, kreativitet og frihed.
Kommunismen er ganske vist i knæ, men totalitarisme og tendenser til samme er ikke. Det åbne samfund skal åbenbart altid udsættes for fjender, som vil kæmpe mod resultaterne af oplysningstidens kamp for friheder og rettigheder og menneskets ukrænkelighed og integritet. Europa havde en oplysningstid fra ca. år 1680 til 1780. Naturvidenskab, demokrati, menneskerettigheder, humanisme og rationalisme var hjørnestenene i denne oplysningstid. Mange har ofret blod, sved og tårer for at nå disse resultater. Ja sågar givet deres liv for en højere sag, som var værd at kæmpe og dø for.
De af kommunismen og stalinismen så fascinerede er stadig aktive i samfundsdebatten og politikken. De har mistet deres utopi-projekt, men holder sig ikke tilbage med at fordømme det borgerlige Danmarks frygt for islamismen, som i sit væsen er totalitær og hvor religion, stat og lovgivning er sammenvævet.
Som Historikeren og journalisten Bent Blüdnikov siger i et interview i Dagbladet Information den 7. april 2008, http://www.information.dk/157433: ”……….Problemet dengang var ikke blot en fascination af det utopiske og kommunismen som ideologi, men også foragten for det borgerlige demokratis demokrati og rettigheder. Den foragt er under andre præmisser videreført til nutiden, og bl.a. derfor er vi så svagt rustet til at møde udfordringen fra islamismen”.
Vi skal endnu engang og stadig være på vagt overfor danske intellektuelle socialisters kærlighed for totalitarisme, herunder islamisme, der er vendt mod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper og som afskærer individet fra dets rettigheder.
Tilføj kommentar Tagged: Islamisme, Kommunisme, Totalitarisme 27. oktober 2009
I de senere år er kommunernes udgifter til velfærd faktisk vokset. Man får uundgåeligt den modsatte opfattelse, når man læser, ser og hører den offentlige debat, her op til valget til de 98 byråd. Det er en udbredt opfattelse, at der foregår nedskæringer i den kommunalt drevne velfærdssektor.
Fra 2007 til 2008 blev serviceudgifterne i kommunerne samlet set, realt hævet med 1 procent. Det vil sige, at udgifterne steg en anelse, også når man tager højde for og korrigerer for den almindelige prisudvikling. Men når borgerne spørges, er det kun 4 procent af dem, som finder, at deres kommune faktisk har hævet serviceniveauet. I alt 34 procent af borgerne i Danmark bor faktisk i kommuner, som hævede serviceniveauet, målt i kroner.
Dette påviser Center for Politiske Studier (CEPOS), som via Catinet har begået en undersøgelse for at få en forståelse af dette umiddelbare paradoks. For modstridende er det jo.
Og der er to konklusioner. Det viser sig, at borgere, der direkte har en egeninteresse som offentligt ansatte i særlig grad opfatter kommunernes service som reduceret.
Næsten hver tredje af dem der burde vide bedre, nemlig de offentligt ansatte (62 procent) mener, at serviceniveauet i netop deres kommune er faldet, mens kun 46 procent af de privat-ansatte oplever et faldende serviceniveau.
Det er særligt borgere, der støtter Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, der mener at der har fundet nedskæring sted. Hvilket der altså ikke har – samlet set.
Den anden konklusion viser, at jo flere gamle kommuner, der er fusioneret ved strukturreformen, jo større andel af indbyggerne svarer, at den kommunale service er skåret ned. Kommunerne har endnu ikke formået at skabe fuld forståelse for de nye større fællesskaber, siger forskningschef ved CEPOS, Henrik Christoffersen. Jeg vil tilføje at hele strukturreformen endnu ikke har vist sit værd. Det er småt med indhøstning af stordriftsfordele. Det kunne være interessant at få analyseret nærmere hvorfor det forholder sig sådan. Der bør stilles større krav – i forbindelse med regeringens økonomiforhandlinger med kommunernes interesseorganisation – om at kommunerne snart leverer varen. Jeg har redegjort for dette på: http://www.fyens.dk/article/1138781:Kronik–Stil-krav-til-kommunerne
Jeg skal ikke kommentere undersøgelsens resultater og konklusioner yderligere. Men det er oplagt, at hæfte sig ved, at rigtignok er udgifterne steget, men præstationen, serviceniveauet og kvaliteten eller kombinationer af disse, synes at føles som forringet. Dermed spilles bolden og ansvaret tilbage til de offentlige ansatte og politikerne. De har ikke præsteret. De har ikke leveret varen, trods realvækst.
Det indrømmer de ansatte i kommunerne jo sådan set også selv. Men deres ærinde kan være et andet, nemlig flere ressourcer til netop deres område. Der er ikke noget så fedt som offentlig ansat, som at sidde på et vækstområde med stor opmærksomhed og bevillingslystne politikere!
Tilføj kommentar Tagged: Offentlig serviceniveau, Offentlig vækst, Strukturreformen 26. oktober 2009
Den borgerlige regering er for frit valg i den tro at den frie og oplyste borger kan og selv vil vælge i den offentlige sektors og såmænd også den private sektors vifte af tilbud indenfor børnepasning, skoler, valg af personlig pleje og bistand og sygehuse.
Fra socialistisk side er tanken om frit valg ikke noget der forfægtes. De socialistiske politikere vil hellere vælge på borgernes vegne.
Den borgerlige regerings ønske om frit valg er et opgør med bureaukratisk topstyring af samfundet. Men også en tro på den enkelte borgers egen dømmekraft og myndighed. Den frie borger skal i centrum og selv have lejlighed til at beslutte, hvem der skal levere de serviceydelser, som hun har krav på. “For hvem er bedre til at vurdere en ydelses kvalitet end borgeren selv”, har det lydt fra den forrige statsminister. Frit valg er og vil altid være et højt prioriteret emne for de liberalistisk sindede politikere. Det er en del af frihedsbegrebet. Frit valg medfører konkurrence. Konkurrence er et kvalitetsforbedrende element.
Frit valg er afledt af liberalismens negative frihedsbegreb med rod i en utopi om det autonome individ og om samfundet som en sammensmeltning af enkeltindivider, der kan handle uafhængigt af hinanden og som tager udgangspunkt i sig selv og egne interesser. Sådan lyder kritikken ofte fra det frie valgs modstandere, der ser frit valg som stående i opposition til fællesskabets valg. Kritikerne ser borgeren som forbruger og ikke en medborger, der forpligter sig i forhold til fællesskabet, og dermed tilsidesætter sig selv og egne behov.
Det at kunne træffe et valg mellem alternative forbrugsmuligheder, betyder efter min mening ikke, at man kun er forbruger og ikke medborger med forpligtelser overfor fællesskabet. Et eksempel er valg af privatskole, som er udtryk for et forbrugsvalg af hensyn til børnenes læringsmuligheder, men også et udtryk for et ønske om, at det enkelte barn senere i livet, som oplyst og dygtiggjort, kan udfylde rollen som god samfundsborger, der udviser altruisme.
Tilføj kommentar Tagged: Frit valg, Konkurrence, Myndiggørelse og mægtiggørelse 25. oktober 2009
Den liberale Andreas Junge er i en klumme på 180Grader fremkommet med følgende tankevækkende tankeeksperiment angående det frie valg:
“Forestil dig, at det offentlige ikke har lov til tage dine penge, med mindre du ønsker at modtage den ydelse, som sektoren kan tilbyde. Du betaler kun for det, du efterspørger helt konkret. Hvis du ønsker at besøge din lokale kirke og høre på præstens prædikener på søndag, aftaler du en pris med ham. Hvis du synes, konkurrenten i nabobyen er bedre, laver du håndslag med nabopræsten. Hvis du vil have din gamle mor passet et sted, hvor hun ikke bliver tilsvinet og udsat for overgreb af de ansatte på det billige plejehjem, finder du et plejehjem, hvor kvaliteten og prisen er lidt højere (og da der sikkert er mange, der har lignende præferencer, får det billige plejehjem nok hurtigt problemer med at finde kunder til butikken). Hvis det irriterer dig, at pædagogerne i den lokale børnehave irettesætter dig og belærer dig om godt og dårligt forældreskab, når du henter dit barn som den sidste kl. 15.45 (pædagogerne kan jo ikke gå hjem, før du har afhentet dit barn), flytter du måske dit barn til den børnehave, hvor du bliver hilst velkommen, som den du er; nemlig den der betaler pædagogens egne regninger”.
Gode tanker, men umulige at omsætte i et socialdemokratisk samfund, hvor markedsmæssiggørelse ikke vil vinde indpas i nogen videre grad. Simpelthen fordi det opfattes som suspekt at tjene penge, og markedet anses som ublidt og usolidarisk og dermed noget, vi skal skånes for, da vi alle er svage og ofre. Tankevækkende at vi opfatter Danmark som et kapitalistisk land.
Markedsmæssiggørelse giver borgeren en række valgmuligheder. Valgmuligheder bidrager til den myndig- og mægtiggørelse af individet, som enhver moderne socialist taler om ved hjælp af begrebet empowerment. Men straks talen falder på valgfrihed mv. er reaktionen, at frit valg kan man ikke overlade til markedet og dermed den enkelte borger, da valg opfattes som et samfundsmæssigt og dermed politisk anliggende og ikke skal være frit. Det vil jo også udfordre den offentlige institution, der har monopol på opgaveudførelsen. I den socialdemokratiske verden er et samfundsanliggende lig med et statsligt anliggende, og dermed kommer folketingspolitikerne indover med deres intensive regulering. I den socialdemokratiske verden er samfund og stat stort set et og samme. Meget uheldigt, da det ikke betyder et politik- og politikerfrit rum, uden interventioner. Det civile samfund svinder ind og væk. Politikerne overtager familiens og fællesskabernes rolle og bliver den nye mor og far. Efter manges mening mest mor.
Tilføj kommentar Tagged: Frit valg, Markedsmæssiggørelse 25. oktober 2009
Danmark hærges undertiden af epidemier. Mest uskyldige influenza epidemier. En mere skjult og måske mere alvorlig epidemi breder sig hastigt: Anerkendelsessygen på arbejdspladsen. Alle skal promovere sig og skille sig ud – for at blive bemærket og anerkendt. ”Se mig, hør mig”, kan fænomenet kaldes.
Projektmageren, den let maniske, den alt andet end tilbageholdende, har gode vilkår for at blive bemærket. Behovet for omgivelsernes anerkendelse – især fra ledelsen - er stort og skal finde sted hele tiden. Kampen om anerkendelse kan betyde at nogle løber med denne og andre, der fortjener den i samme grad, overses. Det er ikke så heldigt, da anerkendelse er et menneskeligt behov. Den tyske sociolog Alex Honneth har sagt, at menneskets værdighed krænkes, når det systematisk nægtes en rimelig anerkendelse.
Det fagligt velfunderede arbejde, foretaget af driftsmedarbejderen, bemærkes ikke med samme naturlighed, som projektmedarbejderens arbejde med et typisk højt prioriteret og profileret vækstområde. Men når det brænder på, så ved vi alle hvem der er brug for: Nemlig den robuste og trofaste type, der ikke er bange for at få skidt under neglene og påtage sig at rydde op på problemområderne. Vi kalder den driftssikre for driftsmedarbejderen, hvilket indikerer at vedkommende ikke er udviklingsmedarbejder og kreativ. I sig selv ikke videre flatterende at blive kaldt driftsmedarbejder, når udvikling er et overvejende plus-ord og drift bare noget der skal være rutine og dermed indikerer stilstand.
Det er uheldigt med en udbredt opfattelse om, at der findes en kreativ klasse, at nogle er særligt kreative, og at personer med mere rutineprægede arbejdsfunktioner ikke er det. Alle kan via deres kreative evner og den mentale proces, som kreativitet er, skabe nye anvendelige idéer eller begreber ved at se nye sammenhænge mellem eksisterende idéer, begreber, produkter, organiserings- og samarbejdsmåder og tjenesteydelser. Begrebet kreativitet er bredt og komplekst. Hvis man som udgangspunkt accepterer, at alle mennesker givet de rette betingelser - et miljø med frihed og opgavevariation og en positiv modtagelse af nye idéer uden afslag per automatik - er kreative og kan skabe nye løsninger på problemerne, er der her i landet en rigelig kreativitetsreserve. Denne bliver der også brug for i en skærpet global konkurrence.
Resultatet af anerkendelsessygen, kombineret med projektarbejdet og tilhørende projektledere og andre udviklingsmedarbejdere er, at vi har fået en masse primadonnaer og charlataner og charmører på de danske arbejdspladser. De er med så længe det er sjovt og arbejdet, som jo i øvrigt er et projekt, åbner nye døre, som de hurtigt smutter ind og ud af. Måske er de en form for de sidste dages hellige. Vi kalder dem networkere. Deres værdi er, at de kan bidrage med ny indsigt og friske ideer. Det er i nogen grad et udslag af hyppige jobskift, men også evnen til af følge udviklingen og tidens tern indenfor organisationssociologi og økonomistyring. Disse medarbejdere er altid på vej videre og slår ikke og vil heller ikke slå rod.
Miséren er efter min vurdering, at der ofte ikke stilles tilstrækkeligt høje krav fra ledelsen til de anerkendelseshungrende projekt- og udviklingsmedarbejdere, der jo ”bare” er ansat for en periode, et projekt. Der bør stilles krav om, at de efterlader sig noget brugbart i organisationen. Hvis der stilles krav, er ingen i tvivl om hvorvidt de er gode nok og dermed har de ikke et kronisk behov for at søge anerkendelse. De ville kende deres rolle, betydningen og vigtigheden af deres arbejde og forstå hvorfor de er vigtige og hvorfor udførelsen af deres arbejde er vigtigt. Med andre ord, hvorfor de er uundværlige. Større anerkendelse kan man ikke få.
De anerkendelsessyge forstyrrer resten af organisationen, der stresses af, at de nu også skal søge anerkendelse for at opnå noget og ikke risikere at forfordeles. En organisation, hvor alle skal profilere sig selv hele tiden medfører dels en risiko for at fokus på selve arbejdet forsvinder, dels at ingen vil tage de trivielle driftsopgaver uden profileringsmulighed og endelig, at vilkår for samarbejde og vidensdeling besværliggøres. For hvorfor dele ud af sin viden til kolleger, der efterfølgende kan profilere sig! Det vil være en kedelig tendens, da delt viden altid er bedre end udelt.
1 kommentar Tagged: Anerkendelse, Primadonnaer, Projektmedarbejderen, Selvpromovering, Vidensdeling 21. oktober 2009
At være tolerant vil sige at tåle eller være overbærende eller fordragelig overfor anderledes tænkende.
”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Sådan lød Jyllands-Postens slogan i starten af 1990’erne, men kun i 95 dage. Så blev Chefredaktør Jørgen Schleimann fyret. Det var ganske vist en journalist og forfatter ved navn Flemming Nielsen, der stod fadder til ordsproget, som dukker frem i min erindring, når de politisk korrekte på venstrefløjen, som aldrig selv har noget at risikere, skal fortælle os andre hvad vi skal mene og hvor naive vi er når vi ser totalitære tendenser i Danmark i form af islamisme.
Det er dem der altid skal råbe, som vi kalder de kloge, som et folkekært dansk orkester engang sang. Det er også de højtråbende vi først bliver trætte af. Det kendetegner de kulturradikale og venstreintellektuelle, at de skal involvere os andre i deres socialistiske ortodoksi. Deres projekt for øjeblikket er at nedtone de øjensynlige problemer der er med utilpassede 2. generationsindvandrede og i det hele taget den fare islamismen udgør for Danmark.
Men så er det, at vi liberale i frisindets og den frie tankes navn skal være tolerante. Vi skal være overbærende, fordi en liberal, især den kulturliberale, ikke er bedrevidende og nedladende, men åben for andre og andres udlægninger og holdninger. Hvor tåbelige de end måtte være og hvor naive de end måtte forekomme. Vi skal med andre ord være tolerante overfor de politisk korrekte, der er yderst tolerante overfor den lille del af muslimerne i Danmark, som er intolerante.
Vi kulturliberale skal være tolerante, men ikke ukritiske overfor den fare en islamisering er. Tolerance er ikke ligegyldighed og er ikke at man undlader at reagere. Nogen reaktion må der være, hvis tolerancen ses at være under angreb fra intolerante. Alle værdier er ikke lige gode. Den form for værdirelativisme bør kulturliberale ikke hylde. Jeg argumenterer således for at aktiv tolerance er at foretrække. Dvs. være tolerant, men reagere med argumenter. Passiv tolerance og dermed undladelse af reaktion er efter min opfattelse et udtryk for afmagt, ligegyldighed og manglende opmærksomhed.
Voltaire (1694-1778) skal have formuleret den berømte sætning: ”Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det”. God sentens, men vigtigt at notere sig, at det er hvad du siger og dermed din ytringsfrihed, der skal bevares og forsvares. Så længe det er demokratisk legitime metoder der tages i brug er det vigtigt at være tolerant. Men udemokratiske metoder skal ikke mødes med overdreven tolerance og slet ikke med ligegyldighed.
Pia Kjærsgaard har i sit ugebrev den 18. juni 2007 skrevet, at: ”…….så er man totalitarismens nyttige idiot, hvis man tolererer intolerancen”. Jeg må erklære mig enig.
Danmark skal være et rummeligt og mangfoldigt samfund, men der er ikke meget i den mest ekstreme udlægning af islamismen, som er tegn på rummelighed. Jeg hentyder til kvindesynet og opfattelsen.
Jeg vil gengive Pia Kjærsgaards klare snak i nævnte ugebrev, da hun bedre end nogen anden kan ramme bullseye:
”………Islamismen får støtte, hvor den skulle have modstand, forståelse, hvor den skulle møde foragt”.
Desværre har højrefløjen i Danmark en tendens til at tale om nul-tolerance hele tiden. Det virker stødende og bastant på den godhjertede fra godhedsindustrien, der stemmer socialistisk. Højrefløjen burde i stedet bruge udtrykket aktiv tolerance, modsat passiv tolerance.
1 kommentar Tagged: Frisind, Islamisering, Kulturliberal, Tolerance 20. oktober 2009
Det er ofte blevet drøftet om spin er en styrkelse eller svækkelse af demokratiet. Jeg ser spin som en realitet og egentligt ikke som nogen større hæmsko for egen demokratisk udfoldelse og dermed deltagelse i debatten.
Men det forhindrer mig ikke i at føle lidt ubehag ved spin, som er en form for raffineret manipulation af den politiske dagsorden. Spin er en del af den designerpolitik vi ser i form af bl.a. fokusgrupper. Partiernes top er nervøse ved at bedrive politik på baggrund af, hvad de politiske lokalforeninger foreslår. Simpelthen fordi det fåtal der går ind i lokalpolitik er mere ekstreme i deres holdninger end andre. Det er lige ved at folketingskandidater og folketingsmedlemmer kun har brug for en lokalafdeling, når der skal hænges valgplakater op.
I et demokrati gælder, at: ”Folket har altid ret, men det bliver ofte vildledt”. Sådan sagde filosoffen Jean-Jacques Rousseau. Spindoktorer prøver at bidrage til denne vildledning, hvor det er betimeligt. Men det er folkets ansvar ikke at blive taget ved næsen.
Spindoktorer og andre der har mulighed for at styre debatten tager noget af folkeligheden ud af debatten. Heldigvis har vi med internettet og blogs og netaviser fået en mere folkelig debat end nogensinde. Uden netstederne havde vi stort set kun aviserne, hvor det som uafhængig og ikke folkevalgt privatperson er vanskeligt at komme til orde, i hvert fald på kronikpladsen.
Med internettet og i høj grad også med www.180Grader.dk er debatten faktisk blevet folkelig.
Debatten er ikke styret og kontrolleret længere. I hvert fald ikke på samme måde, som i aviserne, der selvsagt har begrænset spalteplads til rådighed for debatten. Som blogger har jeg muligheden for at afvise kommentarer til mine synspunkter, men har principielt valgt af afstå fra brug af denne mulighed. I den frie debats navn. Og for dennes skyld. Det kan man da kalde blogpolitik.
1 kommentar Tagged: designerpolitik, Folkelighed, Politisk manipulation, Tilføj ny tag 16. oktober 2009
Det startede med en finanskrise. En krise i og frembragt af den uansvarlige finansielle sektor. Sådan lyder den umiddelbare forklaring på krisens ophav. Krisen er nok ligeglad og spreder sig, da alt i økonomien er forbundet. Nu er vi gået ind i en fase, som kan betegnes som en økonomisk krise.
Den økonomiske videnskab mangler at give os det fulde svar på hvorfor vi fik krisen? Hvorfor kunne vi ikke nå at se forstadierne til krisen og sætte ind politisk? Krisevarslingssystemet synes at være for dårligt, men politikerne havde sikkert heller ikke villet handle på krisesignalerne. Politikerne i Danmark er reformresistente. Dog fik vi en bankpakke, så bankerne kunne låne ud til nogle, der turde løbe en risiko, uden at bankerne skulle risikere for meget. Men erhvervslivet giver alligevel udtryk for, at det er svært at låne af bankerne. Et formål med bankpakken var dog også at garantere danskernes sparemidler. Dvs. småsparernes midler. Dertil at undgå en finansiel kollaps, der ville forværre krisen.
Et spørgsmål melder sig igen og igen: Hvorfor løftede Finanstilsynet ikke pegefingeren? Hvad skal vi med denne institution? Jeg leder efter svar på Finanstilsynets eksistensberettigelse. Ikke at der ikke er brug for et Finanstilsyn. Det er der. Men hvordan har politikerne kunnet acceptere og understøtte et så inkompetent organ?
Den økonomiske videnskab skal ikke bebrejdes krisen, men må blive bedre til at varsle kriser og til at forske i forstadier til kriser. Det burde trække op til en økonomisk bevilling til universiteterne. Tænk hvis kræftlægerne ikke forskede i forstadier til kræft!
Tilføj kommentar Tagged: Finanstilsynet, Reformresistente politikere, Tilføj ny tag, Økonomisk krisevarslingssystem 15. oktober 2009
Krisen kradser. Et familiemedlems arbejdsplads indenfor spedition fyrede 60 forleden. Arbejdspladsen ligger i Billund. Et andet familiemedlems arbejdsplads indenfor vindmølleindustrien har i år fyret 400. Senest 80 funktionærer. Arbejdspladsen er beliggende i det midtjyske, på heden. Uden at gå i detaljer er der tale om relativt store andele af ansatte, der er afskediget.
Krisen mærkes på den jyske hede, hvor det hele er private små eller mellemstore virksomheder, der lever af det store udland. Eller håndværkere der som de første mærker konjunkturers bølgegange. Når man kommer væk fra Københavns indre by og Slotsholmen er krisen reel og mærkes sådan. Der er livet også reel og handler ikke om politiske rævekager, personligt fnidderfnadder, fordrejninger af sandheden og spindokteri og andre måder at manipulere på. Livet handler ikke om at lække oplysninger, ikke om at ville vælte en minister, hver gang der kan lugtes blod. Livet handler om mad på bordet og betaling af næste termin på huset.
Som oprindelig midtjyde kender jeg mentaliteten derovre. De kommer fra den danske prærie og hader plastiklivet i hovedstaden og på Christiansborg, hvor alskens problemer forventes løst over en espresso kaffe med 65 grader varmt mælk! Hedens folk foragter politikere, der som eneste ambition og ideal har at udstede påbud og forbud og kradse skatter ind. Jeg forstår dem og vil bede vores politikere på Christiansborg have forståelse for den såkaldt lille mand og ikke spilde tiden på uvedkommende snak og manglende økonomisk krisehåndtering.
Tilføj kommentar Tagged: Arbejdsløshed, Krisen, Pragmatisk tilgang til krisehåndtering 15. oktober 2009
Det er de arbejdsløshedsudsattes vilkår, samt erhvervslivets vilkår der skulle interesse fnidderfnadder politikerne på Christiansborg. Men de har mere travlt med at behage de ansatte i den offentlige sektor og love dem forbedringer, reallønssikring og bibeholdelse af lønmodtagerprivilegier. Jeg frygter at næste valgkamp, vil handle om, hvem der er bedst til at overbyde statsministermodkandidaten i at love de offentligt ansatte forbedrede vilkår, forklædt som forbedring af borgerne, brugernes og patienternes og klienternes situation. Når det kommer til at smide flere penge i den offentlige sektor sættes kikkerten for det blinde øje i forhold til om vi alle vitterligt får mere velfærd for pengene. Effekten af den sidste krone er ofte yderst behersket.
Tilføj kommentar Tagged: Behagesyge politikere, Krisetid, Leflen for de offentligt ansatte, Præsidentvalg i Danmark 15. oktober 2009
[Forrige indlæg]
