Hylekoret - og Anker
Politiske skandalesager, iderige fiflerier og skamløs ragen til sig er blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor folkevalgte spidser og samfundsstøtter har travlt med kreativ iscenesættelse og virtuos manipulation, ivrigt bistået af en endeløs stab af spindoktorer.
Smarte kommunikationsrådgivere flokkes i magtens korriodorer og styrer showet med en spinkultur, der kynisk vildleder befolkningen og snigløber demokratiet – intet er helligt: sort gøres til hvidt, krig til fred, nat til dag. Dyre reklamedrenge står i kø for at promovere regeringens sorte menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar og angriber værdier knyttet til respekt for medmennesket. Et menneskesyn, der krænker og forhåner de svageste og forringer velfærdssamfundet og retten til velfærd for alle og sætter et almissesamfund i stedet.
Ikke siden 1960´erne har uligheden mellem rig og fattig i Danmark været så stor som nu. Kynisk fattiggøres de udsatte og svageste grupper. Tusinder henvises til væresteder, kaffestuer, herberger, Frelsens Hær og de frivillige organisationer. Og måske det allerværste: mellem 50.000 og 100.000 børn er henvist til en opvækst i direkte fattigdom. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet.
For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber - ikke medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser.
Derfor gjalder jeg med nostalgiens blide patina: Giv os Anker tilbage …
Anker Jørgensen har aldrig adskilt moral og politik og topper alle tiders politiske troværdighedsbarometer:
- arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen og aldrig holdt udsalg i meninger og standpunkter
- statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner
- mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer.
Lad os én gang for alle få gjort op med hylekoret af spindoktorer og andet godtfolk, der nu vil himle op om ren stokroseromantik, hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder deres hadeobjekt nr. 1, Anker Jørgensen – disse omrejsende reklamedrenge i kreativitet, nogle vil kalde det fup og fiduser, har deres egen opfattelse af hæderlighed og anstændighed og frygter derfor mere end noget andet dèn eneste politiker, der i sit politiske virke uden vaklen har haft modet til at lytte til sit hjerte og sætte mennesket først.
Anker Jørgensen er Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården. Han er folkets mand med rødder dybt i den danske arbejderklasse og som ingen anden politiker en del af den danske folkesjæl. Livet igennem har han været trofast mod sin opvækst med ægte følelser for de svageste i samfundet - man hører hjertet banke, når han taler om solidaritet, om de handicappede, de syge og gamle.
Dette prunkløse menneske forener uden at lefle stort socialt engagement med menneskelighed og tolerance – egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til folkeeje og landsfader. Den almindelige dansker er kommet til at elske den gamle statsminister, der i dèn grad repræsenterer danskerens idealer, drømme og forhåbninger.
Jeg tager hatten af og kipper med flaget for Anker Jørgensen. Som statsminister i 1970′erne - meget vanskelige år med international lavkonjunktur, global oliekrise hvor benzinprisen blev firedoblet på 2 år og massearbejdsløshed overalt - forblev Anker trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle og afviste alle borgerlige krav om et skånselsløst almissesamfund, der ville forflygtige al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden blev der skåret drastisk ned på velfærden – men Anker Jørgensen forsvarede indædt de svage, de udstødte, de arbejdsløse, de syge, de gamle og fik minimeret skaderne på den danske velfærdsmodel.
Spindoktorer og lederskribenter får lys i øjnene og falder næsten over hinanden, når det gælder om at få skubbet ansvaret for 1970′ernes økonomiske uføre over på netop Anker Jørgensen.
Lad mig da stilfærdigt citere Weekendavisen nr. 48, 1. - 7. december 2006, hvor fhv. finansminister Knud Heinesen – der til stadighed tages til indtægt for det borgerlige karaktermord på Ankers økonomiske politik – konstaterede i forbindelse med udgivelsen af første bind af sine erindringer “Min Krønike”: “Det er, som om dé ulykker, vi var ude for i 70erne, skyldes Anker Jørgensen indstilling til den økonomiske situation. Og det er helt ved siden af. I 1973 og 10 år frem fik vi den værste økonomiske krise efter Anden Verdenskrig … vi blev særligt hårdt ramt, fordi vi ikke havde nogen egen energiproduktion overhovedet.”
Tilføj kommentar 4. februar 2010