I den konservative selvforståelse er man dem, der, med William Buckleys. ord, “står på tværs af historien og råber Stop”. Buckleys ideologiske arvtagere i Det Konservative Folkeparti har imidlertid længe været dem, der lunter efter udviklingen, mens de råber “Vent på os”.
Se blot, hvordan partiet har taget reguleringen af borgernes påklædning til sig. Da Dansk Folkeparti i 2005 foreslog et totalt forbud mod både tørklæde og burka, mødte de således modstand hos de konservative udfra princippet, at Folketinget ikke skulle blande sig i folks påklædning.
Men det princip hører åbenbart en anden tidsalder til, og i dag er de Konservative helhjertede støtter af et burkaforbud. Det er såmænd noget, partiet altid har ment, lyder det endog fra partitoppen.
De Konservative, der ellers holder mange skåltaler om at bekæmpe historieløsheden, har åbenbart en hukommelse, der ikke rækker længere tilbage end til sidste valg. Eller også mener man blot, at de forkromede principper vejer for meget, når man skal løbe efter tidsånden.
10 kommentarer
17. august 2009
Gå aldrig tilbage til en fuser, lyder rådet til børn og barnlige sjæle hvert nytår. Et lignende råd burde Ebbe Prag fra RUC have fået, inden han kastede sig over Socialdemokraternes fejlslagne kamp mod au pair-ordningen, som vi sidst blev udsat for under Europaparlementsvalget. Fra “Au pair og den liberalistiske drøm” i dagens Politiken (ikke online):
Den liberalistiske presse som Netavisen 180 grader og sågar også dagbladet Information mere end antydede politisk dobbeltmoral, fordi Helle Thorning-Schmidt havde haft au pair-piger ansat, da hun arbejdede i Bruxelles i 2000. Kort sagt, man gik efter ‘personen’ og ikke efter ‘bolden’.
Ebbe Prag har en meget selektiv hukommelse, hvis han husker sagen som et “liberalistisk” angreb på Helle Thorning-Schmidt. I 180Graders leder kunne man således læse, at det var forbudskræverne “Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen, der er forkerte på den i deres angreb på au pair-ordningen og ikke Helle Thorning-Schmidt”. Lederskribenten uddybede: “Sandheden om au pair-pigerne er, at de er lykkelige for at komme afsted til Danmark. For dem repræsenterer ordningen ikke nogen undertrykkelse, tværtimod er den en vej til et bedre liv. Mange af dem kommer oven i købet fra Filippinerne, hvor det er forbudt for dem at rejse ud, men de gør det alligevel, fordi et au pair-ophold giver dem så meget, som de ikke kan få derhjemme.”
At en af de kvinder, som, takket være au pair-ordningen, har fået tid til at have en karriere, hedder Helle Thorning-Schmidt, gør det bestemt ikke kedeligere at kritisere socialdemokraternes krav om forbud. Men Ebbe Prag vildleder kun sig selv (og læserne), hvis han tror, at de socialdemokratiske forbudsfans blev fældet ved en ureglementeret tackling.
Vi skal … åbne for indvandring af den nødvendige arbejdskraft på ordnede vilkår, hvor folk får en løn, de kan leve af, har fundamentale rettigheder, kan organisere sig og får adgang til erhvervsrelevante uddannelsestilbud. Endelig skal vi have den daglige arbejdstid ned og kvaliteten i daginstitutionerne op til glæde for alle.
En au pair-pige hjælper til med det huslige arbejde i maksimum 5 timer om dagen, maksimalt 6 dage om ugen. Værtsfamilien skal udover kost og logi betale au pair-pigen mindst 2.900 kr. brutto om måneden, hvilket er mere end mange studerende har til rådighed, når mad og husleje er betalt. Påstanden om, at au pair-pigerne ikke får “en løn, de kan leve af” er derfor svær at tage alvorlig.
Au pair-pigernes løn er så høj, at de ikke blot selv kan leve af den, men også sende en betydelig del hjem til familien i f.eks. Fillipinerne, hvor den såkaldte remittans udgør ikke mindre end 10 pct. af landets BNP.
Hvis en dansk familie skulle betale det samme til en au pair-pige (med dårlige eller ikke-eksisterende danskkundskaber) som det ville koste at ansætte en fagforeningsgodkendt dansk hjemmehjælper, vil det kun være de allermest altruistiske familier, der ville benytte sig af ordningen. Hvilket nok luner pengekassen hos den konkurrenceangste fagbevægelse, men ikke hjælper de udenlandske au pair-piger med at skabe sig en bedre fremtid.
Au pair-ordningen er ikke en perfekt ordning. Ordningen er gennemreguleret, med begrænsninger for både værtsfamilien (kun børnefamilier, ikke ældre eller andre med behov for en ekstra hånd i dagligdagen) og au pair-pigerne (skal være mellem 17 og 30 år, må ikke være gift eller tage et eventuelt barn med til Danmark), ligesom ordningen ikke giver mulighed for en permanent opholds- og arbejdstilladelse.
En bedre løsning hedder åbne grænser og lukkede kasser. Lad mennesker fra hele verden komme til Danmark og arbejde for den løn, de sammen med deres arbejdsgiver forhandler sig frem til. Hvorvidt der er tale om barnepiger, bygningsarbejdere eller læger, skal staten ikke blande sig i.
Vi skal ikke lukke grænserne, blot fordi venstreorienterede kræfter - hvad enten de befinder sig i Dansk Folkeparti eller på Roskilde Universitetscenter - frygter konkurrence fra udlandet. En liberal indvandringspolitik vil derimod give et mere åbent Danmark, et mere fleksibelt arbejdsmarked og en højere velstand for os alle.
5 kommentarer
19. juli 2009
“Gør hvad vi siger, ikke hvad vi gør.” Disse ord ligger lige for, når man ser tilbage på Socialdemokraternes opførsel under den snarligt overståede EP-valgkamp.
Først var der partiets spidskandidat, Dan Jørgensen, der under titlen “den grønne komet” fløj rundt i helikopter for at få danskerne til at bruge mere offentlig transport. Dobbeltmoralen blev ikke mindre, da Dan Jørgensen forsvarede sig med, at han skam havde købt CO2-kvoter, på trods af, at han tidligere havde kritiseret regeringens køb af selvsamme kvoter som værende utilstrækkelig.
Og forleden var det så Britta Thomsen, der i et indlæg skrevet sammen med den tidligere S-formand Poul Nyrup Rasmussen blæste til kamp mod au pair-ordningen som værende en “måde for velbeslåede danskere at købe sig til billig arbejdskraft.” Men ordningen var åbenbart god nok til Socialdemokraternes egen leder, Helle Thorning-Schmidt, der har benyttet sig af au pair-ordningen for at få den travle dagligdag til at hænge sammen.
Au pair-pigers mulighed for at arbejde i Danmark er, som min blogging-buddy Rasmus Moliin også påpeger, til gavn for begge parter. De danske familier får hjælp til det huslige arbejde, hvilket hjælper især kvinderne med at få tid til karrieren. Og au pair-pigerne får mulighed for at rejse ud i verden og sende penge tilbage til deres familier - den såkaldte remittans udgør 10 pct. af Filippinernes BNP.
Sympatien for kvinder og fattige plejer ellers at fylde meget i socialisters selvforståelse. Men når det handler om at kapre populistiske EP-stemmer og holde sig på god fod med den indvandringsfjendtlige fagbevægelse, må de noble principper åbenbart holde for.
7. juni 2009
