Så oprandt dagen, hvor Arbejdsmarkedskommissionens længe ventede rapport blev offentliggjort. For en rapport, der har været halvandet år undervejs, var affæren dog noget af et antiklimaks. Ikke blot havde regeringen allerede dagen forinden fejet hvert eneste forslag af bordet.
“Jeg tror, at vi realistisk skal sige, at i lyset af de problemer, vi står med, så gemmer vi de her dagsordener til bedre tider,” lød det fra finansministeren, der fik opbakning fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Reaktionen minder om den scene fra Marx Brothers-filmen “Duck Soup”, hvor Groucho Marx, som hersker over Freedonia, holder et møde med sin regering. Følgende dialog udspiller sig mellem Groucho og en af hans ministre:
Groucho: “And now, members of the Cabinet, we’ll take up old business.”
Minister: “I wish to discuss the Tariff!”
Groucho: “Sit down, that’s new business! No old business? Very well - then we’ll take up new business.”
Minister: “Now about that Tariff…”
Groucho: “Too late - that’s old business already!”
Dengang konjunkturerne var på deres højeste, hvor vi svømmede i friværdi og samtalekøkkener, og hvor vi kunne købe hele verden, var det heller ikke god tone at tale om reformer. I stedet kom valget i 2007 til at handle om “velfærd” og hvor mange af skatteydernes penge, de forskellige partier kunne love væk.
Danmark er presset, både af den nuværende finanskrise og af den demografiske udvikling. De store efterkrigstidsgenerationer er hastigt på vej på efterløn, og allerede næste år venter et statsligt underskud på 60 mia. - lige så stort som overskuddet sidste år. Samtidig kan vi se frem til den fjerdelaveste vækst blandt OECD-landene frem til 2017.
Men sådanne tal er alt for diffuse for politikerne, der hellere vil tiltrække stemmer i kampen mod mere håndgribelige ting som burkaer og muskelhunde.
Tilføj kommentar
23. august 2009
Studerende, der har udvist mådehold med deres SU, får sig i morgen, onsdag, en ubehagelig overraskelse. Med ét knips forsvinder nemlig muligheden for at benytte sig af de såkaldte dobbeltklip.
Ved studiestart på en videregående uddannelse tildeles hver studerende et antal SU-klip, der svarer til antallet af måneder i uddannelsen, plus et års forbrug af klip til diverse forsinkelser. For hver månedlig udbetaling af SU forsvinder et klip - en ordning, der forhindrer de evighedsstudenter, der befolkede universiteterne i forne tider.
Man kan også undlade at få udbetalt en måneds SU og dermed spare klippet op. Hidtil har man kunnet bruge de opsparede klip på at få udbetalt dobbelt SU og dermed have muligheden for at fravælge studiejob under et hektisk specialeskrivning. Men dette ændres onsdag den 1. juni, hvor nye SU-regler betyder, at det ikke længere er muligt at få udbetalt dobbeltklip.
Ifølge Danske Studerendes Fællesråd vil de nye regler koste specialestuderende op til 60.000 kr.. Og under alle omstændigheder sender regelændringen et meget dårligt signal.
Alle de studerende, der har udvist mådehold og sparet op til fremtiden, ser nu deres mulighed for at få udbetalt pengene fordufte som dug for solen. Den eneste mulighed for at få udbetalt overskydende SU-klip er nu at forhale afslutningen på sin uddannelse og indkassere SU i “fjumretiden”. Straf til de forudseende studerende og belønning til de nølende - det hænger ikke godt sammen med behovet for at få flere nyuddannede ud på arbejdsmarkedet.
Udover det rent moralsk angribelige ved de nye reglers signalværdi er det dog svært at se, med hvilket grundlag de studerende kan beklage sig. Muligheden for at modtage SU - og de klip, der repræsenterer denne mulighed - er jo ikke noget, som de studerende har tjent, og som de derfor kan betragte som deres ejendom.
SU er intet andet end en almisse. En almisse, der afhænger af Folketingets velvilje, og som derfor kan forsvinde, lige så hurtigt som velviljen ændrer sig. De venstreorienterede studerende, der med bannere og håndbajere kræver mere velfærd og “luxus til alle”, har glemt Gerald Fords ord om, at den stat, der kan give dig alt hvad du ønsker, også kan tage, alt hvad du ejer. I de studerendes tilfælde er der imidlertid intet at eje.
Liberal Alliances Ungdom har foreslået en flad skat på 20 procent, finansieret ved afskaffelse af SU’en og alle de andre overførsler til folk, der sagtens ville kunne klare sig selv, hvis ikke skatten var så høj. Dette giver studerende langt mere fleksibilitet og giver dem en højere livsindkomst.
Lad os forestille os en studerende, der ved siden af sin SU på 55.416 kr. om året har et studiearbejde, der indbringer ham eller hende 60.000 kr. om året før skat. Når skatten er betalt, har vores studerende knap 91.400 kr. til rådighed om året (fradrag er for nemheds skyld ikke regnet med, da de er identiske mellem de to skattemodeller).
Med en flad skat på 20 procent kan vores studerende beholde 12.000 kr. mere om året fra sit studiearbejde, men må til gengæld optage studielån for at kompensere for den manglende SU. I alt skal vores studerende låne lige over 43.000 kr. om året for at opretholde den samme levestandard som under det nuværende skattetryk. Efter en lang, videregående uddannelse, der fuldføres på et år over den normere tid (i alt seks år), vil den studerende have oparbejdet en gæld på lige over 260.000 kr.
Muligheden for at betale af på denne gæld er imidlertid lang lettere med en flad skat på 20 procent. Med en begyndelsesløn for en akademiker omkring 240.000-280.000, vil den årlige besparelse i skattebetalingen være omkring 84.000-98.000 kr. Bruges alle de sparede penge på at betale af på studielånet (med en rente på 5 procent), kan dette betales fuldstændig af på 2-3 år. Derefter ryger der over 80.000 kr. ekstra om året lige ned i foret, resten af karrieren.
Med skattelettelser får studerende mere kontrol over deres egen uddannelse og er ikke i lige så høj grad afhængige af Folketingets skiftende luner. I stedet for at gå på gader og stræder med krav om endnu større afhængighed af statens velfærdsydelser, burde studerende derfor hellere kræve retten til at beholde mere af det, de tjener.
Tilføj kommentar
30. juni 2009
