'Sundhed'
Man skulle tro, at politikere, som alle os andre, ville benytte sommerferien til at holde fri og nyde solen. Men forbudsiveren er ikke sådan at sende på ferie, og på Christiansborg fortsætter man ufortrødent med at finde nye måder at blande sig i borgernes liv. Både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har således benyttet sommeren til at lufte et forbudsforslag mod at lade unge under 18 år gå i solarier. Hvad bliver det næste? Statsansatte sol-kontrollanter, der går rundt på strandene og tjekker, om de letpåklædte solbadere er gamle nok til at udsætte sig for solens stråler?
I øvrigt er det også Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der turnerer gymnasierne med det populistiske forslag at sænke valgretsalderen til 16 år. Villy og Helle mener åbenbart, at man som 16-årig er gammel nok til at have indflydelse på, hvem der skal være statsminister, men ikke gammel nok til at bestemme over sig selv.
Den såkaldt borgerlige regering holder sig heller ikke tilbage, når det handler om at umyndiggøre befolkningen. Venstre vil således have et forbud mod kommunale solarier, mens den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen kæmper en indædt kamp for at få EU til at hæve cigaretafgifterne. Personligt ansvar og skattestop er åbenbart kun flotte ord, der bliver hevet frem til skåltalerne i de borgerlige ungdomsorganisationer.
Man hører ofte, at vores politikere mangler visioner. Nogle gange kan man dog godt frygte, at de faktisk har en vision: Forbudsdanmark. Hvor borgerne bevæger sig rundt med styrthjelme på hovedet, airbags på maven og bukserne stoppet fuld af vat. Og hvor politikerne står klar på hvert gadehjørne for med løftede pegefingre og moraliserende regler at sikre, at vi lever et sundt og statsgodkendt liv.
Eller måske lider vores kære folkevalgte blot af lidt sommerkuller, forårsaget af en fortumlet jagt på overskrifter i agurketiden. Til dem og alle andre skal der derfor lyde denne anbefaling: Drop sundhedsfanatismen, gå udenfor, nyd den dejlige sol og snup jer en stor og kold øl.
Også udgivet i Liberal Alliances Ungdoms nyhedsbrev.
1 kommentar
2. august 2009
Da Silke Tinglef blev bragt til sygehuset, stod det klart, at den toårige pige havde brug for akut behandling. Silke havde kastet alt op - selv vand - hele dagen, da hun næste morgen gik i krampe. I ambulancen til hospitalet fik hun stesolid for at stoppe krampeanfaldet, men uden held.
Ved ankomsten til Herlev Sygehus havde lægerne imidlertid mere travlt med at komme til konference, og den lille pige, der siden 112-opkaldet havde været bevidstløst, fik lov at ligge i over halvanden time, før der blev taget så meget som en blodprøve.
Da var det allerede for sent. Silkes læber var ved at blive blå, og efter 15-20 minutter måtte lægerne opgive oplivningsforsøgene og erklære hende død.
Denne tragiske sag giver anledning til flere overvejelser:
For det første blotlægger den endnu en gang et sundhedsmaskineri, hvor patientens behov bliver tilsidesat. Da Silkes far ringede til lægevagten og fortalte om datterens konstante opkast, bliver han fejet til side af en smågrinende læge. Og ved Silkes ankomst til sygehuset har lægerne tilsyneladende mere travlt med at komme på konference end med at udøve den lægegerning, som konferencen handler om.
For det andet er sagen en illustration af, hvorfor regionernes forslag om båndede vagtlægesamtaler i bedste fald er et plaster på et åbent benbrud, i værste fald en distraktion fra det virkelige problem. Opkaldet til vagtlægen var båndet efter alle kunstens regler, og i øvrigt fandt den groveste forsømmelse tilsyneladende sted på selve sygehuset (hvor der endnu ikke er nogen, der har foreslået konstant videoovervågning af lægerne).
Som i sagen om etårige Christian, illustrerer Silkes dødsfald, hvad der sker, når patienten ikke længere er en betalende kunde, som man skal pleje omsorg for, men blot endnu en klient, der ikke har andre muligheder end at tage til takke med det offentliges niveau.
1 kommentar
5. juli 2009
Unødvendige operationer fører ikke blot til spild af ressourcer, men kan også medføre stress og komplikationer hos patienten. Der er derfor grund til at tage advarslen om, at der foretages for mange unødvendige operationer, alvorligt.
“Det er helt tydeligt, at der opereres for mange patienter, fordi der er kommet en alt for kraftig økonomitænkning ind i systemet,” siger overlæge Stig Sonne-Holm fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Sammen med to kolleger fra samme hospital slår han i Ugeskrift for Læger alarm over et stigende antal ryg-, knæ- og hofteoperationer, tilsyneladende ikke baseret på lægefaglige skøn.
Når et hospitals økonomi afhænger af, hvor mange operationer lægerne udfører, lyder argumentet, vil lægerne udføre unødvendige operationer for at få fat i flere af de såkaldte DRG-takster - en opgørelse af de gennemsnitlige omkostninger ved at behandle patienter med forskellige diagnoser.
Så vidt, så godt. Det giver god mening, at hvis man får penge for at udføre et arbejde, vil man have en tilskyndelse til at udføre mere arbejde, end der er behov for. Denne tilskyndelse er kun begrænset af udbyderens moral og kundens evne til at sige nej, hvilket er årsagen til, at man ikke skal aflevere sin bil hos mekanikeren med ordene “du fikser bare alle de fejl, du finder”.
Men det er forsimplet på grænsende til det karrikerede, når de tre læger ifølge Berlingske (jeg har ikke kunnet finde deres artikel på Ugeskrift for Lægers hjemmeside og selv tjekke efter) udråber DRG-taksterne til “skurken”.
Var det bedre før DRG-taksterne blev indført, hvor hospitalerne fik penge ud fra, hvor lange ventelisterne var? Og hvor hospitalslederne med ubønhørlig økonomisk logik lod ventelisterne og dermed også budgetterne vokse, år efter år?
Det er desværre nok kun et spørgsmål om tid, før en geschæftig politiker foreslår øget regulering for dermed at begrænse mængden af operationer. Jeg er dog ikke sikker på, at politikerne inde på Christiansborg er de bedste til at foretage lægefaglige vurderinger. Det er ikke så lang tid siden sygehusvæsenet blev kritiseret (bl.a. af mig) for at yde for lidt lægehjælp. Tør man lade sit liv og helbred afhænge af, at Lars Løkke kan finde den rette balance mellem de to?
Hvordan lyder den liberale løsning til problemet med de overflødige behandlinger så? Vi må tage et opgør med dogmet om, at sundhedsydelser skal betales over skatten. Som Milton Friedman påpegede, går man ikke så højt op i omkostningerne, når man bruger andres penge på sig selv, og sundhedsydelser er ingen undtagelse. Brugerbetaling, og allerhelst en fuldstændig selvfinansiering af sundhedsydelser vil give os et incitament til at være mere påpasselige med, hvilke operationer vi indvilliger i at få foretaget.
Ligesom vi under finanskrisen har lært, at vores bankrådgivers job er at råde os til at forbruge så mange af bankens (gebyrbelagte) ydelser som muligt, skal vi også huske på, at læger, ligesom alle andre mennesker, kan lade økonomiske hensyn påvirke deres anbefalinger. Vi kan f.eks. skele til amerikanernes brug af “second opinion”, hvor man går til en anden læge for at få et par friske øjne på sagen.
Ingen skal på grund af pengemangel tvinges til at fravælge nødvendig behandling, og et privatiseret sundhedssystem er ikke uforeneligt med en sundhedscheck til de laveste indkomster. Men langt de fleste af os ville sagtens kunne betale vores egne sundhedsudgifter, hvis ikke skatten var så høj. Resultatet ville være en bedre kontrol over de ydelser vi modtager, samt et mere effektivt sundhedssystem.
Tilføj kommentar
29. juni 2009
“Danmark bagud i kampen mod kunstig sol”, lyder den kraftigt vinklede overskrift på et Ritzau-telegram, der søger at problematisere, at vi ikke ligesom i Tyskland forbyder unge under 18 år at gå i solariet.
“Oppositionen forrest i kampen mod personlig frihed”, kunne en lige så passende overskrift have været. Socialdemokraterne sammenligner rask væk solarier med tobak og alkohol, mens SF ønsker et regulært forbud mod unges brug af solarier, “fordi det kan give modermærkekræft.” Det kan udendørs solbadning også, så hvorfor ikke indføre et decideret udgangsforbud i sommermånederne, nu vi er i gang?
Og hvordan hænger forbudet sammen med SF’s krav om, at valgretsalderen skal sættes ned til 16 år? Hvis 16-årige er gamle nok til at bestemme, hvem der skal bestemme over os alle sammen, er de vel også gamle nok til at bestemme over sig selv?
Tilføj kommentar
20. juni 2009
Når sundhedsydelser finansieres kollektivt, bliver de uvægerligt rationerede, og patienter nægtes potentielt livsnødvendig behandling i omkostningseffektivitetens navn. Det minder Berlingskes tragiske historie om etårige Christians død om.
Christians forældre fortalte efter eget udsagn adskillige læger om deres mistanke om, at deres lille søn havde slugt et batteri. Men oplysningen faldt for døve øren, og de bekymrede forældre blev i stedet belært om tobaksrøgs skadelige virkninger på børn.
På sygehuset blev forældrenes krav om røntgenfotografering affærdiget, selvom Christians afføring var mørk og klumpet - et tegn på blødninger i mave-tarm kanalen. Men røntgenfotografering var “ressourcekrævende” og ikke noget, “man bare gjorde”, lød beskeden ifølge forældrene.
Imidlertid var forældrenes mistanke korrekt. Christian havde ganske rigtigt slugt et knapbatteri, der i 14 dage sad fast i halsen, hvor det først ætsede sig gennem spiserøret og dernæst hovedpulsåren. Da den etårige dreng døde, med blodet piblende ud ad munden, havde han været igennem hænderne på 11 forskellige læger. Ingen af dem havde fundet forældrenes mistanke om et slugt batteri værd at notere ned i drengens journal.
Et privat hospital, der behandlede sine patienter med arrogance og en “vi alene vide”-attitude, ville hurtigt løbe tør for kunder. Men det offentlige mærker ikke i samme grad konsekvenserne af deres behandling af borgerne, og resultatet bliver derefter.
Et røntgenfotografi ville, var det blevet taget i tide, sandsynligvis have reddet Christians liv. Hvis hans forældre havde fået muligheden, mon ikke de så ville have valgt at betale de 475-600 kr., som en røntgenfotografering ville have kostet? Selv hvis resultatet havde været negativt, ville det ikke desto mindre have givet dem en ro i sjælen, hvis værdi ikke optræder på et hospitalsbudget.
Når liberale taler for en privatisering af sundhedsvæsnet, er det ikke fordi vi ønsker at se folk ligge og dø på gaden - det skal de offentlige sygehuse nok sørge for. Men som betalende kunde har man en magt og en frihed, som man som klient i det offentliges system kun kan drømme om.
Havde kontrollen med Christians behandling ligget i hænderne på de mennesker, der elskede ham højest, i stedet for hos det offentliges embedsmænd, kunne et tragisk dødsfald meget vel være undgået.
4 kommentarer
13. juni 2009
Næste indlæg
Forrige indlæg
